Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Sehested FRA: Ludvig Holberg (1715-12-29)

BREV TIL CHR. SEHESTEDT
DATERET ROM29. DECEMBER 1715

Egenhændigt; i Ravnholts godsarkiv.

Først udgivet af G. L. Wad i Fra Arkiv og Museum II (1904) s. 233—42; her trykt efter fotografi i det kgl. bibliotek.

I brevet står der ikke det mindste om, hvem den excellence er, som det er sendt til; men alligevel kan der ikke være nogen tvivl om, at G. L. Wad har ret i at fastslå, at brevet er skrevet til gehejmeråd Christian Sehestedt (1666—1740) til Ravnholt. Ikke alene blev brevet fremdraget fra Ravnholts godsarkiv, men Holbergs ord om den mægtige mand, som på sine skuldre må bære statens byrder under krigens tid, passer på Sehestedt, der i årene 1700— 1721 var oversekretær i det tyske kancelli og som sådan tillige var udenrigsminister under den store nordiske krig.

Holberg takker for de velgerninger, Sehestedt nylig (novissime) har vist ham, og anråber om, at ministeren stadig vil tage ham under beskyttelse.

Hvad der menes herved, kan næppe være tvivlsomt. Sehestedt var svoger til Iver Rosenkrantz, idet de var gifte med to søstre, født Gersdorff. Hvorledes Holberg er kommen i forbindelse med Sehestedt, vides ikke. Der er en mulighed for, at Holberg først er kommen i forbindelse med Iver Rosenkrantz i hans egenskab af deputeret ved hofretten, idet Holberg, medens han lå på Borchs kollegium, havde ansættelse som fuldmægtig hos hofrettens auktionsforvalter (Holberg Aarbog 1921 s. 281). Det er da tænkeligt, at Rosenkrantz kan have anbefalet Holberg til sin svoger Sehestedt. Men det er omtrent ligeså tænkeligt, at det er Sehestedt, som først har taget sig af Holberg og fx. anbefalet ham til at få Rosenkrantz’s s. 44 stipendium. Men brevet her viser tydelig, at Sehestedt ganske nylig har vist Holberg velgerninger. Nu beder Holberg — med rystende hånd — på ny om Sehestedts beskyttelse; med Holbergs håndskrift er der dog ikke noget i vejen, brevet er skrevet med »en meget tydes lig og sirlig hånd«. Men der var ikke så lidt, som kunde få Holbergs hånd til at ryste, eller mindre fint udtrykt, få ham til at ryste i buxs erne: han havde fået Rosenkrantz’s stipendium »til sine teologiske studeringers fortsættelse« — og derefter havde han søgt og fået ans sættelse som adjunctus professor, fordi han havde »attacheret sig besynderlig til jurisprudentiam« og historie; han havde fået et rejsestipendium — men var ikke des mindre bleven boende i to år på Borchs kollegium; og endelig havde han edelig forpligtet sig til at studere ved lutherske universiteter — og nu var han i pavestaden uden at have besøgt et eneste universitet, hvor den rette religionslære blev foredraget efter den augsburgske konfession. Der kunde være fare for, at stipendiet vilde blive taget fra ham; ja den arme professor uden løn kunde endda blive nødt til at betale stipendiet tilbage med renter.

At der virkelig var fare på færde, ser vi af Acta Facultatis Theologicæ for året 1714, i det der står: »D. 23. Martii fremviiste Peter Clausen S S. Theologiæ Studiosus Velbn H. Iver Rosenkrantzes bevilgnings-Seddel paa Stipendium Rosenkrantzianum, saaledis lydende: Jeg Ifver Rosenkrantz, som Stipendii Rosenkrantziani Patronus forunder hermed hæderlige Peter Clausen S S Theologiæ Studioso forbenefnte stipendium, som ved Mr Holbergs avancement er ledigt bleven, efter min Sall. H. Farfaders fundation at nyde, forhaabendis, at hand det til Guds ære og hans Kirkis Opbyggelse vil anvende.

Haag d. 27. Februarii A. 1714.
J. Rosenkrantz«.

Man kan let forestille sig, hvad Holberg har gjort, da han fik dette tordenbudskab: han har henvendt sig til bispen og de andre s. 45 medlemmer a f det teologiske fakultet og forestillet dem bl. a., at han vel var bleven udnævnt til professor, men at der foreløbig ikke fulgte nogen løn med stillingen, hvorfor han godt kunde trænge til stipendiet. De teologiske professorer har givet Holberg godt håb om, at de vilde sørge for, at han fik stipendiet fornyet, når en portion af det igen blev ledig; men de har rådet ham til snarest muligt at rejse til udlandet, så vilde sagen lettest kunne bringes i orden. Holberg rejste altså, og strax efter ankomsten til Amsterdam skrev han til legatets efor, professor Hans Bartholin, for at vise ham, at rejsen var tiltrådt, og for at minde ham om, hvad der var stillet Holberg i udsigt.

Den afgørelse, som blev truffen i sagen, kan dog ikke have tilfredsstillet Holberg. Acta Facultatis Theologicæ indeholder nemlig under 13. dec. 1714 følgende:

»Bespurde Nob. Dn. D. Bartholinus som Ephorus Stipendii Rosenkrantziani sig med Facultate, om Professor Ludwig Holberg, som Professio Philosophica virkelig var tilfalden, videre burde nyde Stipendio Rosenkranziano, hvorpaa blev samtykt, at han skulde nyde det endnu indtil d. 11. Junii 1715«.

Atter i dette tilfælde var der en misforståelse at oplyse teologerne om: der var ganske vist bleven en lønnet professorplads ledig, men Holberg havde frivillig overladt den til Peder Horrebow, mod at denne lovede ikke at ville »disputere Holberg hans senium« ved næste forefaldende vacance og mod årlig at betale Holberg tyve rigsdaler. Men for 20 rdl. om året kunde Holberg da ikke rejse i udlandet! Han måtte have stipendiet fornyet, og han kunde heller ikke være tjent med at få knappet et år af på den tid, han skulde nyde det. Men denne gang var hverken de teologiske professorer eller Iver Rosenkrantz så lette at få i tale: Holberg studerede jo ikke ved lutherske universiteter. I sin nød henvender Holberg sig da til Chr. Sehestedt og beder ham om at lægge sin indflydelse i vægtskålen. Han må have fået et nådigt svar fra ministeren og beder s. 46 ham derfor nu igen om beskyttelse for at kunne få alt, hvad han havde håbet at få af det Rosenkrantz'ske stipendium.

Men så var der de teologiske studeringer! Nægte den kendsgerning, at han ikke havde søgt til lutherske universiteter, kunde Holberg ikke. Men han vilde vise Sehestedt, at han alligevel var teolog; derfor skriver Holberg sit brev på latin, det var jo teologernes tungemål! På sin første udenlandsrejse var Holberg bleven tiltalt af en præst, som spurgte ham: Hoer gy wel mancke! qvando deseruisti studia tua? Men Holberg førte en hel hær af latinske fraser i marken mod ham, så præsten strakte gevær og udbrød: Die Heer ist en theo= logant! ick gratulere myn heer. — Og så har Holberg skrevet et værk, som vil udkomme, når han kommer hjem. Hvad værket handlede om, antydede han ikke til Sehestedt, så kunde man tro, at det var den modne frugt af hans teologiske studier i udlandet. Det værk, han sigtede til, var »Introduction til Naturensog FolkeRettens Kundskab«, det samme som Holberg i sin ansøgning til kongen havde omtalt som juridisk. Men i fortalen siger Holberg: »Den Moralske Philosophie, haver jeg ikke uden aarsag nest Theologie, sat først udi Spidsen, efterdi den er af den nytte og Vigtighed, at den frem for alt andet, undtagen Theologie, maa excoleres paa Universiteterne«. Med andre ord, den moralske filosofi var et slags teologisk bifag, som lærer os de naturlige årsager til det, guds lov byder os. I kapitlet om ægteskab viser Holberg fx., hvorfor det er forbudt forældre at slutte ægteskab med deres afkom »udi den rette linie«; det er ikke alene forbudt i 3. Mosebog 18. kap., men ved citater fra Hugo Grotius og Pufendorff godtgør Holberg, at »saadan Sammenblandelse.. strider mod den menneskelige Natur«. Thomasius’s »selsomme Meening..at saadanne Ægteskabe ikke stride mod Naturens Lov« afviser Holberg.

Men et par år efter (1718) udkom Andreas Hojers »Diagramma de nuptiis propinquorum jure divino non prohibitis«, hvori forf. udtaler, at ægteskab mellem forældre og børn ikke er forbudt ved naSS* s. 47 turens lov, og at det bestemte forbud i Mose lov kun gjaldt jøderne og ikke hele menneskeheden.

Dette skrift opfattede Holberg som et nyt angreb fra Hojers side — hvad det måske også var. I sin fingerede disputats »De nuptiis propinquorum in linea recta jure naturali prohibitis« (1719) gendriver Holberg Hojers kætterske meninger med stor voldsomhed og ender med at »overgive ham i teologernes hænder«. Holberg havde nu vist sig som teologernes våbendrager.

»Naturog Folkeretten« blev tilegnet kongen; Holberg turde da håbe på kongens og den mægtige ministers protektion, og han kunde vente at møde velvilje fra det teologiske fakultets side. Men hvorledes det nu end er gået til, Holberg er utvivlsomt sluppet helskindet fra sin mærkværdige brug af det teologiske rejsestipendium.

Excellentissime atque Illustrissime Heros.

Cum considero summum illud fastigium, in quo posita est Excellentia Vestra, pariterque innumera illa negotia, quibus quotidie districta tenetur, audacter et plane temerarie racere videor, quod talem Virum, cujus humeris tantum belligerantis Reipublicæ onus impositum est, epistola hac interpellare ausim. Rursus veró, cum ad animum revoco, quanta sit Excellentiæ Vestræ dementia, quanta facilitas, timiditatem meam paulisper exuo, literas has, tremula licet manu exaratas, Excellentiæ Vestræ submississime offere haud dubito, idque partim ad indicandam animi mei gratitudinem, quippe haud immemor beneficiorum novissime in me collatorum, partim etiam ad implorandam Excellentiæ Vestræ ulteriorem protectionem, præsertim hac tempestate, cum á Patria remotissimus, quasi sub alio sole vivo. Certum est usque ad finem hiemis s. 48 Romæ commorari, et subsequenti æstate Patriam revisere, ut extremam manum imponam opusculo cuidam, cujus maxima pars in absentia mea impressa est. Interim non intermittam vota facere pro salute et incolumitate Excellentiæ Vestræ, et Deum quotidie precari, ut velit Regi et Patriæ conservare tam strenuum Ministrum, mihique tam clementem Patronum. Cujus ad ultimum vitæ spiritum ero

submississimu
Cliens et servus
Ludovicus Holberg

Romæ. die 29 Decembris
Anni 1715.

Oversættelse:

Deres excellence, højvelbårne herre!

Når jeg betænker den høje stilling, hvorpå Deres excellence er sat, og ligeledes de utallige forretninger, hvoraf De daglig er optagen, synes det mig at være en dristig og formelig letsindig handling at vove med denne skrivelse at ulejlige en mand, på hvis skuldre der, medens staten fører krig, er lagt en så stor byrde. Men når jeg på den anden side kommer i hu, hvor stor Deres excellences nåde og nedladenhed er, aflægger jeg for en stund min frygtsomhed og tager ikke i betænkning underdanigst at overrække Deres excellence dette brev, ihvorvel det er skrevet med rystende hånd, og det gør jeg dels for at udtrykke min hjertens taknemmelighed, i det jeg ikke glemmer de velgerninger, som nylig er viste mig, dels også for at anråbe om Deres excellences yderligere beskyttelse, især på denne tid, da jeg le« ver fjernt fra fædrelandet så at sige under en anden sol. Det er min bestemmelse at blive i Rom til slutningen af vinteren 1 og at vende hjem til fædrelandet til næste sommer for at lægge sidste hånd på et lille værk, hvoraf største delen er bleven trykt under min fraværelse. Imidlertid skal jeg ikke aflade at opsende s. 49 bønner for Deres excellences sundhed og velbefindende og daglig at bede Gud om at bevare for kongen og fædrelandet en så nidkær tjener og for mig en så nådig beskytter.

Jeg forbliver til mit livs
sidste åndedræt

Deres underdanigste
klient og tjener
Ludvig Holberg.

4