Danmarks Breve

INDLEDNING HOLBERGS »breve« kaldes b...

s. 1 INDLEDNING

s. 2

s. 3 HOLBERGS »breve« kaldes bogen, men hvad der menes dermed, må forklares, da meget af det, som man vil finde her, er ting, som ellers ingen vilde falde på at give navn af breve. Bogen indeholder nemlig ikke alene virkelige privatbreve fra Holberg, men også skrivelser til forskellige øvrighedspersoner og regeringskontorer, hans ansøgning om at blive professor ved universitetet, hans tjenstlige begæring om at fritages for hvervet som universitetets kvæstor, hans »sidste vilje« (1748), hans truselsbrev til det kongelige teaters skuespillere m. m. 1

»Brevene« er altså i virkeligheden dokumenter, som mere eller mindre viser os Holberg som menneske, men som han ikke selv havde skrevet for at udgive dem. Nogle af dem er skrevne med hans egen hånd, andre er førte i pennen af skrivere ell. lign., men så meget prægede af Holbergs ånd, at man kan gå ud fra, at han har haft den afgørende indflydelse på brevenes indhold og form, med andre ord, at de rimeligvis er skrevne s. 4 efter hans koncept eller diktat. Til nogle af de her aftrykte dokumenter er originalerne tabte, så at vi må nøjes med mere eller mindre nøjagtige kopier fra Holbergs egen tid eller fra senere tider.

1*

Det har ikke været hensigten at aftrykke alt, hvad tiden har levnet os af ting, som er skrevne med Holbergs hånd. 1 Udeladte er den store masse vota i universitetssager, som findes samlede i Københavns universitets arkiv; de burde engang udgives 2 ; men skønt de giver en del bidrag til Holbergs karakteristik, har de måttet udelades her, da det dog især er Holberg som embedsmand, de viser os. — Udeladte er fremdeles småting som hans navnetræk fra opholdet i Oxford; 3 hans forlagskontrakt med bogtrykker Berling, 4 underskriften er Holbergs, men selve dokumentet er utvivlsomt affattet af forlæggeren. Noget lignende gælder Holbergs ko di c il til testamentet (28. dec. 1753) og hans disposition over »rørende Gods, Løsøre« m. m. (16. jan. 1754); begge dokumenterne er underskrevne (det sidste med rystende hånd) af Holberg, og indholdet svarer selvfølgelig til hans ønsker; men de er sikkert sat i stil af en eller anden jurist; der er intet som helst holbergsk ved udtrykkene. 5 Dernæst er udeladte hans næsten formularagtige latinske ønsker om lykke på rejsen for nogle ejere af stambøger, 6 de korte

s. 5 Holbergs og hans rejsefælle Chr. Brix’s navnetræk i det Bodleyanske Bibliotek i Oxford.

s. 6 påskrifter, han satte på fortegnelsen over hans jordegods, på forslaget til adelsvåbenet 1 , endvidere kvitteringer og andet sligt 2 , der kan have værdi for personalhistorikere m. fl. for ikke at tale om autografsamlere, men som sjælden eller aldrig er dokumenter, der lærer os noget om Holberg som menneske. — I det kgl. bibliotek i København (Ny kgl. samling 4 to nr. 2031) findes en afskrift af Andr. Hojers apologi for hans Programma de nuptiis, og det er Holberg selv, der har afskrevet værket; men her er det kendsgerningen mere end dokumentet selv, der har interesse for os,

Heller ikke har man kunnet medtage Holbergs manuskripter til trykte bøger; af sådanne kendes hidtil: manuskriptet til Heltehistorierne i Oslo universitetsbibliotek 3 ; det er skrevet med to forskellige skriveres hænder, men Holberg har egenhændig rettet det og gjort store indskud deri. Af lignende art er manuskriptet til »Don Ranudo« 4 ; men desværre er Holbergs større indskud i komedien gået tabt, og kun hans egenhændige mindre rettelser er bevarede 5 .

I Sorø akademis bibliotek findes det exemplar af 1. bind af Holbergs Danmarkshistorie (1732), der har været brugt som »trykt manuskript« til anden udgave af værket (1753). I de to første ark af bogen er der kun rettet meget lidt; men ellers er der næppe en side, hvorpå der ikke er rettet noget (ofte er der 10—12 rettelser på siden); men de allerfleste rettelser er rent »ortografiske«, idet fx. Krig rettes (over 500 gange) til Kriig, Roskilde s. 7 (omtrent 125 gange) til Roeskilde, Holsten (omtr. 80 gange) til Holsteen, ganske til gandske, Uroeligheder til U-roeligheder, Gud til GUd og meget mere af lignende art, som man ikke kan tænke sig, at Holberg har spildt sin tid med at rette. At det ikke er Holberg, vi må give skylden for disse retskrivningsændringer, ses end videre af, at rettelserne undertiden tyder på misforståelser, som man ikke kan tiltro værkets forfatter; i 1. udgave s. 293 står der: »[kongen] havde siden stedse Afskye for Krig, hvoraf han saae sig intet gott at have fundet«; det sidste ord er tankeløst rettet til kundet; i 2. udgave (1753) står dog det rigtige: vundet; 1. udgave s. 754 har »Jordegn« (d. e. jordegen, selvejer), men det er rettet til »Jorddegn«; også denne fejl må dog være faldet en korrekturlæser for brystet og er undgået i 2. udgave, medens ellers som oftest rettelserne i det gennemsete exemplar er taget til følge i 2. udgave. Når man så desuden ser, at den hånd, hvormed disse og lignende rettelser er foretaget, slet ikke ligner Holbergs, kan man rolig gå ud fra, at de må tilskrives en faktor eller sætter i Høpffners bogtrykkeri. — Holbergs håndskrift genkender man derimod let på nogle, for resten ikke særlig mange (et halvhundrede) steder, hvor forældede eller fremmede ord er ombyttede med andre 1 , og på endnu færre, højt regnet en snes steder, hvor rettelserne tyder på, at forfatteren har fået bedre viden efter 1. udgaves fremkomst; Grams navn er fx. kun nævnt én gang (s. 424).

Endelig har det kongelige bibliotek i København (Ny kgl. saml. i 4to nr. 2020 m) fire blade (paginerede s. 27—34) af manuskriptet til Holbergs Epistel nr. 447. En del af manuskriptet ligger til grund for den ældste udgave i Epistlernes tomus V

s. 8 Side 53 i 1. udgave af Holbergs Danmarkshistorie. Tomus I (1732). Med Holbergs hånd er kun noten nederst pi siden: »(a) nogle Svenske historier tale vel om en Dansk konge ved navn Jvar, som regierede paa den tid og som undertvang Sverrig: men ikke om saadan s[t]or [monark]«. Det sidste ord er bortskåret ved indbinding.
2/3 naturlig størrelse.

s. 9 Side 253 i 1. udgave af Holbergs Danmarkshistorie. Tomus I (1732). Med Holbergs hånd er kun de to sproglige rettelser: »nedsteeg« (for »descenderede«) og »adspreede[t]« (for »dissiperet«).
2/3 naturlig størrelse.

s. 10 (1754); resten er overstreget og udeladt 1 i udgaven fra 1754, skønt Holberg tydelig nok oprindelig havde villet udgive det; det hører altså hjemme blandt de skrifter, Holberg har forfattet med tanken på offentliggørelse.

Endnu står kun tilbage at omtale den største grund til, at man ikke kan sige, at denne udgave indeholder alle Holbergs »breve«. Hvad Holberg selv kalder breve (epistler ell. lign.) er nemlig på ingen måde altid virkelige brevskaber; om en stor del af hans værker gælder det, at skønt de har form af breve, er de lige så vel som hans poetiske og videnskabelige værker skrevne med offentliggørelse for øje. Herhen hører Holbergs åbne breve til Paulli og Phønixberg, Holger danskes brev til Burman, det franske sendebrev til Arckenholz om dronning Christinas historie, de tre latinske levnedsbreve og endelig de fem bind danske epistler, stilede til en mængde »personer«, snart til en ven, som Holberg siger »du« til, snart til en bekendt, han tiltaler med »min herre«, snart til et collegium politicum, der sikkert er ligeså opdigtet som hans venner og nære bekendte. De allerfærreste (om i det hele nogen) af epistlerne har været sendt med posten, skønt Holberg undertiden giver det udseende af, at han skal betale postpenge for dem. Om Epistel 439 vides det, at det er P. F. Suhm, der sigtes til; men man ved intet om, at Holberg har sendt epistlen til Suhm; det kan godt være gået med dette rosende brev, som med de hånende breve til Paulli og til Phønixberg, at »modtagerne« vist ikke har set Holbergs s. 11 breve til dem, før de læste dem på tryk. — Alle disse skrifter i brevform hører hjemme ved siden af Holbergs andre værker, men ikke i en udgave af hans »breve«.

Medens Holbergs brevskrivning til publikum kan fylde flere ret tykke bind, har hans virkelige brevvexling været meget lille; han siger det selv (i Epistel nr. 85), og de privatbreve fra ham, som er bevarede, viser det med stor tydelighed; vel er det utvivlsomt, at flere breve fra Holberg er gået tabt, men vi kan dog trygt påstå, at selv om vi havde alle hans breve, vilde de ikke nøde os til at ændre meget i det billede af Holbergs brevvexling, som vi nu kan danne os. Holberg har ikke uden nødvendighed skrevet breve, og han har ikke lagt vind på at gøre sine breve interessante. Han er i den henseende en modsætning til Baggesen, der på en udenlandsrejse skrev over 300 breve i et år, og til Kamma Rahbek, hvis breve er hendes vigtigste bidrag til litteraturen. Man kan roligt gå ud fra, at de tabte breve fra Holberg til den svenske digterinde fru Hedvig Charlotta Nordenflycht 1 og til den danske skuespillerinde jomfru Antonette Ursin 2 ikke i og for sig har været synderlig mærkværdige skrifter; havde de været det, havde Holberg utvivlsomt ladet dem trykke, ligesom han gjorde med brevet om (til?) Suhm; det har været Holbergs berømte navn, der har givet brevene deres værd for modtagerinderne.

s. 12 De 46 breve og aktstykker, som hermed udgives, vil ikke bringe Holberg-kendere noget overraskende nyt, så meget mindre som alle brevskaberne, på en enkelt ubetydelighed nær, har været udgivet tidligere. Vi har fx. længe vidst, at Holberg gjorde sin første udenlandsrejse i selskab med (d. e. som tjener hos?) en Moscovitisk Edelmand; men vi ved det kun, fordi Holberg selv siger det i sin ansøgning om professor-embedet; at der »forgangen uuge« blev »spilled en comoedie som heeder Barselstue«, har man vidst og jævnlig drøftet, efter at Botten Hansen første gang havde udgivet brevet af 21. oktober 1723; C hr. Bruun 1 har allerede brugt brevet af 3. februar 1747 til at udrede, hvorledes det gik til, at Holberg blev ophøjet i friherrestanden; og endelig har Holbergs ord om sig selv (i brevet af 17. maj 1753) »efterdi jeg er stifter (af den danske skueplads) og efterdi jeg har lovet at igiennemsee stykker, og at dømme om deres capacitet, som antages til at agere« været almindelig kendte, efter at Overskou lod brevet trykke i 2. bind af Den danske skueplads’s historie (1856).

Man må ikke vente at finde store, nye bidrag til Holbergs karakteristik i disse tørre og mavre dokumenter; men nu, da de er stillede sammen, medens de hidtil har været spredte, ofte næsten skjulte, på forskellige steder, vil man måske lettere kunne se, at det, vi andensteds fra ved om Holberg, stundom kommer til at stå i et skarpere lys ved hjælp af brevene, og at de især kan hjælpe til at udfylde det billede af Holberg, som hans trykte værker 2 giver.

Brevskaberne viser os naturligvis ikke Holberg som den store c omi c us. Men helt har han ikke kunnet skjule sit lune; et rykkerbrev s. 13 til sin bogkommissionær Hagen begynder han med ordene: »Saa som den forfärdelige 11. Junij er for haanden, paa hvilken Dag ieg og andre Guds børn skall giøre regnskab for det vi har giordt aaret igiennem«; i et andet brev bruger han en vending, som minder om Jeppe paa Bjerget: »han drak bøger i sig som iorden drikker vand«; sin selvsikkerhed med hensyn til den lykke, som 1. bind af komedierne vil gøre, udtrykker Holberg ved de spøgefulde ord: »Troe mig. I skall faa latter nok for de halvtredie mark.« — Lignende skæmtefulde vendinger findes for resten ofte i Holbergs populærvidenskabelige værker (fx. i Danmarkshistorien). Det er også om stilen i disse værker, Holbergs udtryksmåde i de bedste af brevene og de andre aktstykker minder mest. Korthed og klarhed er deres hovedegenskaber; alt overflødigt undgås, selv i henvendelserne til kongen og de andre øvrighedspersoner; snørklet kancellistil kan Holberg ikke overvinde sig til at bruge (se Epistel nr. 85). Typisk for Holbergs fyndige udtryksmåde er hans brev til Gram af 20. januar 1733.1 ridefogedbrevene gives ordrerne næsten i telegramstil; men modtageren har vist aldrig kunnet misforstå den besked, han fik af sin godsherre.

I denne forbindelse kan det nævnes, at de samme egenskaber udmærker retskrivningen, der er Holbergs egen, ikke, som i de trykte værker, hans bogtrykkeres 1 . Holberg fulgte sin tids almindelige skrivebrug ved i reglen at skrive substantiverne med små begyndelsesbogstaver, medens bogtrykkerne næsten altid ombyttede de små bogstaver med store. Derimod afveg Holberg fra de allerfleste af sin samtids forfattere og bogtrykkere, s. 14 som, især i tiden før 1728, brugte en mængde stumme bogstaver, medens Holberg ikke bruger stort flere, end vi gør i nutiden. I Holbergs egenhændige skrivelser vil man fx. næppe kunne finde stavemåder som: hand (han), dend, Kræffter, effter, flykkte, mercke, acksle, Krigsz-Hæren, krydtze, rifve, ofver, samptlige for ikke at tale om hvilkor (d. e. vilkår, Introduction (1711) s. 399).

Den eneste større ændring, Holberg foretager med sin retskrivskrivning, er at han fra slutningen af år 1729 skriver æ i steden for ä 1 ; det var måske en vane fra den tyske skole i Bergen, han endelig aflagde, da han var omtrent 45 år. Ellers blev han ved at skrive, som han plejede, og lod bogtrykkerierne skalte og valte med retskrivningen i hans bøger, som de lystede. Det vil fx. være umuligt at uddrage nogen regel for brugen af store og små bogstaver af følgende sted i Peder Paars (»Tredie Edition« 1720 s. 287):

Men nu, hvor saadan Lov i moden icke er,
Man Galne forslag fast hver Dag, hver time seer.
Af forslag Man ham jo fast færdig seer at Spricke
Peer Vogn-Mand skulde før afvennes fra at Dricke.

Noget hovedbrud kan det volde at finde ud af, hvad der menes med faste Tider i »Den Vægelsindede« (1723, II, 4 sc.): samme er lige saa tam i faste Tider (ɔ: i fastetider, i fasten), som i Julen.

Og dog havde Holberg interesse for retskrivning, hvad han viser ved sine Orthographiske Anmerkninger. Men han var ikke som byskriveren i Peder Paars:

Lars Hick Ortographie tog udi agt saa nøye,
At hand Materien kun agtede heel føye.

Et af de karaktertræk hos Holberg, som træder tydeligst frem s. 15 i hans breve, er, at han var i høj grad beregnende: han tænkte stadig på, hvad der til enhver tid gavnede ham mest. Da han var ung og fattig, søgte han først og fremmest at skaffe sig »patroner«, der kunde hjælpe ham til en livsstilling. Som rimeligt var på hin tid, stræbte han at vinde kongens bevågenhed, idet han sendte ham et helt manuskript om Kristian IVs og Frederik IIIs historie; kronprinsen havde han forinden tilegnet sin første trykte bog (Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historier 1711 med »Anhanget« dertil 1713). Men har Holberg ikke gjort mere? Hvad der kunde tyde på, at Holberg også ved personlige henvendelser har sikret sig kongelig nåde, er den afgørelse, som Frederik IV skal have truffet i sagen om Rostgaards klage over Peder Paars; den skal have lydt 1 :

»Vii have lesed Peder Pors: Vii have funded dend skiemtsom; det er nok bedst at lade det herved blive. Undersøges skriftet, tørde forfatteren anholde om Anholternes Wragog Strand-Behandlings Undersøgelse. Hvo veed, hvad Udfaldet blev«.

Det svar er i ethvert fald næsten, som om det var dikteret af Holberg selv.

Formående velyndere har Holberg meget tidlig skaffet sig 2 . På sin store udenlandsrejse skriver han et langt latinsk komplimentsbrev til den mægtige minister Christian Sehested for at sikre sig hans velvilje i en truende situation.

s. 16 Når Holberg fortæller sit levned i form af latinske breve til en højfornem mand (vir perillustris), har han sikkert ikke tænkt på nogen bestemt person (kongen kan det fx. på ingen måde have været, da »perillustris« ikke var fint nok om majestæten), men han har villet give det udseende af, at det usædvanlige skridt, han gjorde ved at udgive sin levnedsbeskrivelse, da han var 43 år gammel, skyldtes opfordring af en af hans fornemme patroner 1 . Der var flere end Chr. Sehested, til hvem Holberg kan have skrevet latinske klientbreve. I brevet af 2. sept. 1729 nævnes gehejmekabinetssekretær Ramshardt som en nærmere bekendt af Holberg, der sender hilsener gennem ham. Holberg beder Gram om at bringe Sjællands biskop en undskyldning, fordi han ikke havde gjort afskedsvisit hos bispen; Sjællands biskop var født medlem af det teologiske fakultet og af konsistorium 2 .

Og Gram selv, han var Holbergs »oprigtige, gode ven«, når Holberg troede at kunne have nogen nytte af ham; på udenlandsrejsen 1714 beder han Gram passe på, om der skulde vise sig en mulighed for Holberg til at få en lønnet professorstilling; da Gram 1733 var universitetets rektor, bruger Holberg ham til at gennemse manuskriptet til et historisk værk, ikke alene for at få fejlene rettet, men især for at Holberg kunde slippe for, at bogen blev censureret af hele konsistorium (hvori Andreas Hojer havde sæde). Hvorledes Gram opfattede sin stilling til Holberg, ses af et brev, han skrev til sin broder (1746): »Mand siger ellers her ved Universitetet, at iblant Holbergs hans Colleques er jeg for Tiden dend, som hafver den største Platz i hans Hierte; jeg s. 17 tør ikke sige ney, men det er vist, Gud bedre det, ikkun en ganske liden Platz« 1 .

Da Holberg så havde fået professorembedet, gjaldt det for ham at få sine bøger godt afsat 2 . Han skaffer sig derfor bogkommissionærer, der var villige til at hverve prænumeranter, fordele bøgerne og indkassere pengene for Holberg. Han har sikkert haft flere saadanne hjælpere; vi véd i hvert fald, at der var en sådan i Christiania; utvivlsomt har han også haft en kommissionær i Bergen, da han d. 12. maj 1730 hos det kgl. oktr. søassurance-kompani tegnede en forsikring, stor 200 rigsdaler kurant, for to pakker bøger (mærkede »F. H.«), som skulde sendes til Bergen 3 . Men noget nærmere ved vi kun om Holbergs forhold til bogkommissionæren i Trondhjem, krigsbogholder (krigsråd) Aage Rasmussen Hagen. Han har til held for os gemt de breve, han fik fra Holberg, hvorfor en meget stor del af dem er bevarede til vore dage. Holberg er meget tilfreds med ham (undtagen når han er lidt sen med at sende pengene), og han lønner ham med nogle friexemplarer af værkerne og med ærestitler som »højtærede, kære ven« (når Holberg har meget stort hastværk, forkortes »kære« til »k.«), »min gamle gode ven« og lignende udtryk, hvori man ikke må se andet end forretningsmandens høflighedsformler over for den gode kunde.

Da så Holberg havde samlet sig en formue, viste han sin »honnette ambition« ved ønsket om en rang; det er ikke mere mærkeligt, end det er, at Henrik Ibsen glædede sig over de storkors, der faldt i hans lod. Det var jo nu kommet så vidt med Holberg, at »de fleeste« af hans medborgere havde fået »saa s. 18 mange nye Skikkelser, at de fast ere blevne ukiendelige« (Epist. nr. 447). Gram var etatsråd, Andreas Hojer nåede at blive etatsråd, dr. jur., generalprokurør m. m.; men Holberg var kun slet og ret professor; efter at han var bleven universitetets kvæstor og ikke mere holdt forelæsninger, kaldte han sig endda som oftest med den noget ubestemmelige embedstitel »assessor« (d. e. medlem af konsistorium). På sine gamle dage ikke søgte, men fik Holberg igen patroner, nemlig oversekretæren i det danske kancelli, gehejmekonferensråd, greve J. L. Holstein (Ledreborg) og stiftamtmand, overhofmester ved Sorø akademi, greve Henrik VI Reuss; ved deres mellemkomst gik alt i orden: kongen fik ved hjælp af Holbergs penge midler i hænde til at genoprette Sorø akademi, og Holberg fik sit navn knyttet til »baroniet Holberg« og blev selv gjort til baron. — Ved indretningen af Sorø akademi blev Holbergs betænkninger fulgt på alle hovedpunkter, og dernæst blev endda hans mening hørt om ansættelse af ny professorer i Sorø og — af nye skuespillere ved den danske skueplads. Han var nu ikke alene den berømteste, men også den fornemste og mest indflydelsesrige af universitetets professorer.

2

Den formue, som Holberg havde tjent ved sine skrifter og ladet voxe ved kloge spekulationer i grundejendomme m. m. 1 , og som han endelig gav bort til et almennyttigt formål, var dog næppe bleven så stor, dersom han ikke havde forstået at holde hus med pengene og havde været nøjeregnende i småting, og således viser han sig også især i brevene til ridefogden. Ligesom det i brevene til Hagen først og fremmest er den driftige forretningsmand, vi lærer at kende, således er det i ridefogedbrevene den gode økonom, der taler til os, »Sparenborg« fra s. 19 Den Vægelsindede: »Holberg kunde have ladet sig optage i Adelsstanden under dette Navn; »Baroniet Sparenborg« havde været et passende Navn paa hans jordiske Efterladenskab« (Vilh. Andersen).

Vi ser, at Holberg altid er på sin post, er bange for at blive bedragen eller forfordelt af sine egne folk og af andre: »jeg har ingen tillid til Christen Nielsen som jeg i hast maatte antage,« »I maa underhaanden efterforske hans forhold, thi jeg er bange for ham denne vinter«; ridefogden Winderslef afskediger han og beskylder ham for bedrageri, men Holberg taber sin sag for højesteret, hvor der endda gives ham ubehageligheder som »havde baronen holdt de fornødne folk, havde han vel kunnet profitere noget med de paaklagede emter«. Sin gode tro til ridefogden Bjerre giver han den stærkt betingede form: »jeg haaber at ieg ikke bliver bedragen udi de tanker jeg har om Eders agtsomhed og troeskab«. — Sine egne ting vil han have godt betalt: »et skriftligt svar kand fordres af (købmanden) Arent Dam, om han vill imodtage Stillinge korn for 4 β over kirkekiøb. Man kan dog først forhøre hemmelig hos den anden .. købmand om han vill give lidt meer«. — »Paa Murmesterens regning«, skriver han til ridefogden, at »I kand stræbe noget at aftinge«. — Selv synes han ikke at have hørt til de prompte betalere, at dømme efter hans klage over amtsforvalteren, der foretog (en ganske vist unødvendig hurtig) udpantning for resterende skatter hos ham; herom må dog læses i brevene nr. XVIII—XXIII.

Ligesom Holberg var økonomisk i pengesager, var han det også med hensyn til sin tid. Hans had til Gert-Westphalersnak har først og fremmest økonomiske grunde: man spilder sin næstes tid derved; om den korthed i udtrykket, som præger hans breve, siger han selv (Ep. 85): »Jeg tager mig vare for Breve Vexlinger, s. 20 helst saadanne, som bestaae udi Complimenter, og hvorpaa gemeenligen en stor Tiid spildes«.

2*

Blandt de ting, som Holberg ikke har haft tid til, kan man sikkert nævne korrekturlæsning; han sammenstiller selv korrekturlæsning med det at skrive komplimentsbreve; man ved, at Holberg holdt egne korrekturlæsere 1 , men ofte har han utvivlsomt (ligesom Henrik Ibsen) overladt korrekturlæsningen til bogtrykkerierne, ellers kan man ikke forklare sig den utrolige mængde meningsforstyrrende fejl, som findes i mange af hans trykte værker. Heller ikke et omhyggeligt gennemsyn af sine manuskripter har han givet sig tid til; velkendte fra komedierne er sådanne sjuskefejl, som at Corfitz i 2. udgave af Barselstuen taler om, at der »havde nær skeet Mord i mit Huus«, uagtet de to soldater med fældede bajonetter, som kunde have voldt blodsudgydelsen, var forsvundne fra den plads, de havde i 1. udgave. Han foretager en del rettelser i 1. udgave af Danmarkshistorien, men han overser en mængde fejl, som man skulde tro måtte falde i øjnene på enhver blot nogenlunde opmærksom læser. Et eneste exempel vil være nok til at vise, at Holberg hverken kan have læst korrektur på 1. udgave af Danmarkshistorien eller gennemlæst den omhyggeligt, før den 2. udgave af værket blev trykt. Holberg aftrykker i 1. udgave (I. s. 41) det ilde omtalte gotlandske dokument, som begynder med ordene: »Japhet tredium Noe Søn, hukken hiette Gomer; han foer til einom Landom udindan heed mindrum Asia«. Og sin mening om dette »mesopotamiske sprog« udtrykker han således: »Hvo som har opdigtet dette Monument, har ikke ræt forstaaet Grebet i at sætte Verden en Voxnæse paa; thi det røber sig selv, saasom det er ikke andet end en Sammenblanding af nu brugeligt Dansk og Svensk, som Autor s. 21 har ikke vidst at giøre ukiendeligt, uden ved at terminere visse Ord, paa, om«. Der skal naturligvis læses: » . . terminere visse Ord paa om« (d. e. give dem endelsen-om). Men Holbergs afskriver eller sætter har opfattet »paa« og »om« som sideordnede præpositioner, og den himmelråbende fejl har længe forgæves kaldt på en kyndig person, der kunde rette den; den gentages i 2. udgave af Danmarkshistorien, skønt denne er »paa ny igiennemseet og forbedred« 1 .

Dette indtryk af Holberg får vi forstærket ved hans breve, der alle bærer præg af manglende gennemlæsning: bogstaver og ord glemmes (selv sin underskrift kan Holberg glemme), eller de gentages meningsløst: »den Etat om Danmark og Norge in qvarto, som ieg haver under trykken in quarto«.

Hvor utroligt det end lyder, er også Holbergs ansøgning om professorembedet, den, hvorved han vilde bane sig vej til sin fremtidige livsstilling, selv den er tydelig nok hastværksarbejde. Ikke alene har han glemt at datere ansøgningen, men han er endogså kommen for skade at skrive noget helt meningsløst. Han har omtalt, at hans stilling nu var rædsomt ynkværdig (noget lignende gjorde de fleste ansøgere i hine tider), fordi — hans akademiske beneficier snart (d. e. om nogle måneder) var til ende; at han for resten havde Rosenkrantz’s stipendium, taler han ikke om. Alt det har Holberg nok allerede omtalt i sin koncept; men da han skulde renskrive den, er han kommen i tanker om, at han burde tilføje, at han ikke havde andet at leve af end beneficierne, da hverken han eller hans familie havde nogen som helst formue. Resultatet af tilføjelsen blev, at der kom til at stå noget, som med en let omskrivning kan udtrykkes således: han s. 22 havde studeret halvtredje år i England, eftersom hans familie havde mistet alt, hvad den ejede og havde, under Bergens ildebrande!

Holberg er rastløs; når han er i færd med et arbejde, haster han med at få det færdigt for at komme til det næste. Men også den stundesløse Vielgeschrei er rastløs, ivrig efter at bruge hvert sekund; ikke des mindre er Vielgeschrei og Holberg polære modsætninger: Vielgeschrei har ikke noget embede, han er i virkeligheden rentier, men til trods for denne magelige livsstilIing er han overvældet af forretninger; af hans støjen kommer der dog intet ud, ikke så meget som en klumpet melgrød og nogle hårdkogede æg. Holberg har et embede, som han beklæder til et par år før sin død, og han får dog tid til at skrive værker, som både ved antal og indhold var de betydningsfuldeste, der var fremkomne i Danmark og Norge. På alle punkter synes det, at Holberg har villet tegne Vielgeschrei som sin modsætning. Den stundesløse holder fire skriverkarle; men den eneste gang, vi ser dem skrive noget, er den gang de efter Vielgeschreis diktat skriver et brev, der er et komplimentsbrev trods noget: det indeholder en indbydelse til et bryllup, som skal holdes, før brevet kan komme til adressaten. Alt hvad vi hører om skriverkarlenes virksomhed, viser os dem optagne af ørkesløst arbejde: de renskriver Vielgeschreis privatregnskab i fire exemplarer; en af skriverkarlene synes at have som hovedopgave at holde bog over, hvad hver enkelt af hønsene, gæssene og duerne yder. Holberg skrev vist altid selv sine privatbreve, der i virkeligheden var forretningsbreve; men fx. hans skrivelse af 26. febr. 1753 er renskreven, vist af en af hans sekretærer, medens Holberg selv må have skrevet kladden. I reglen har sekretærerne renskrevet manuskripterne til Holbergs bøger, således som vi hører det om s. 23 en norsk præst Hans Morten Hammer, der i sin ungdom levede i København af at afskrive Holbergs manuskripter 1 , og som vi kan se det af det bevarede manuskript til Heltehistorierne.

Vielgeschrei bliver trods alt sit bogholderi taget ved næsen af sine egne folk, Magdalone har i hans tjeneste lagt mere til side, end hans egen datter får i medgift. Holberg har man næppe kunnet bedrage for ret meget; de bogtrykkere (Phønixberg, Jochum Wielandt), som tog eftertryksudgaver af hans første poetiske skrifter, var jo ikke i hans tjeneste, og han sørgede snart for, at i det mindste de fleste af de penge, som salget af hans skrifter indbragte, kom i hans egen lomme (se brevene til Hagen, og derfra var det ikke let at liste dem ud. Selv en løst grundet mistanke om uredelighed var for Holberg nok til at afskedige en person i hans tjeneste (ridefogden Winderslef).

Holbergs trang tilrastløsvirksomhed var ham i kødet båret; han var fra ung af en lige så stor hader af lediggang, som den Bergens-købmand Jacob Andersen, der, som Holberg fortæller i sin Bergens beskrivelse, ikke kunde tåle at se nogen ørkesløs ung karl, han måtte strax sende ham hjem til sig for at sætte ham i arbejde. Også Vielgeschrei hader synet af lediggang; men Pernille kan putte ham blår i øjnene ved at lade, som om hun skraber penne.

Holbergs virkelyst hang sammen med hans delikatehelbred. Hans legeme var svagt bygget, men endnu mere »delikat« var hans nervesystem. Det var hans nervøsitet, der aldrig tillod ham at være i ro, den drev ham på idelige rejser i hans ungdom, den lod ham udsende bog på bog, da han vel var falden til ro i Danmark. Sin nervøsitet har Holberg ofte beskrevet uden nogen sinde at bruge ordet: »en Hund, som giøer, en Dør, som til slaaes, s. 24 kand bringe mig af Skik«. (Ep. 25). Nervøsiteten viser sig også som pirrelighed, en lille modgang kan for ham synes at være en frygtelig ulykke. Rene småting kan volde ham en grundig ærgrelse; midt imellem »murmesterens regning« og »huderne« kommer som et hjertesuk: »jeg kand ikke tænke paa den grove Præsts angivelse uden at ærgres« (præsten Jochum Gynther klagede flere gange over Holberg, bl. a. var de uenige om vedligeholdelse af en bro); større angreb på hans pengepung eller på hans ære kan sætte ham i raseri (se fx. hans vrede over professor P. Holms revision af hans universitetsregnskaber; brev nr. XL), og vreden kan let blive til et dødeligt fjendskab; man mindes om Søren Kierkegaards »lidelse« på grund af Corsarangrebene og H. C. Andersens sorte fortvivlelse over spotten fx. i Gengangerbrevene, når man ser, hvorledes Holberg atter og atter taler om det had mod ham, som han fremkaldte ved sine satiriske skrifter, og den forfølgelse, han derfor blev udsat for.

Om flere af de fejder, som Holberg kastede sig ind i, gælder det, at eftertiden, som dog gerne vil tage parti for Holberg, har måttet indrømme, at han enten havde helt eller halvt uret.

Paullis forsøg at »omstøbe« Den politiske Kandestøber og det brev, han skrev til Hans Mikkelsen, fortjente nok en skrap afvisning fra Holbergs side; men var resultatet af Paullis kandestøberi så mislykket, som man efter Holbergs brev skulde tro? Det var dog Paullis, ikke Holbergs værk, hvorpå i lange tider »den politiske Kandestøbers« ry i Sverige hvilte 1 . Om Holger Danskes brev til Burman er det oplyst, at Holbergs vrede kun var fremkaldt ved en misforståelse. Den hollandske lærde havde i virkeligheden ikke sagt noget ondt om de danske 2 .

Og så Andreas Hojer! Holbergs had til ham, hvorom også s. 25 brev nr. XVII bærer vidnesbyrd, havde vel fra først af sin grund i, at Hojer havde udtalt sig nedsættende om Holbergs første værk (Introduction 1711), ja endog havde beskyldt Holberg for plagiat efter Pufendorf 1 . Også der må vi sige, at der kunde s. 26 være grund for Holberg til at blive vred; men om de udslag, hans vrede gav sig, vil de fleste vist sige noget lignende som Werlauff (Boyes Holbergiana III (1835) s. 167): »hans hele Forhold mod Hojer maa erkiendes for at henhøre blandt de Partier af den ellers udødelig fortiente Mands Liv, som man vel kunde ønske at savne« — og dog: når vi endelig skal ønske, skulde vi så ikke hellere ønske, at vi vidste endnu mere om forholdet mellem Holberg og Hojer end det, vi nu kender. Sikkert er det, at Holberg anså Hojer for et skadedyr, der burde forfølges med alle tænkelige midler. Men er den gamle historie med plagiatbeskyldningen virkelig den eneste grund til Holbergs glødende had? Er der ikke mere, der ligger Holberg og Hojer imellem, end det vi kender? En fuld opklaring af forholdet mellem disse to samtidige, hvis »store og gode handlinger« var så forskellige, vilde være meget ønskelig, men er næppe mulig. Kun så meget kan vi nu se, at Holberg var let at »bringe af sit dejlige humør« — og det vidste vi i forvejen; men hvad der voldte, at hans pludselig optændte harme 1 blev til et varigt nag, derom ved vi intet bestemt. Kun så meget ved vi, at Gram, der dog må have kendt forholdet bedre end vi, ikke lod det få indflydelse på sin gode mening om Holbergs karakter; i et brev (21/5 1741) kalder Gram ham »vor ærlige Holberg« 2 .

Velgørende er det, i modsætning til disse udslag af Holbergs nervøse hidsighed, at se hans optræden i kampe, hvor han har bevaret sit sinds ligevægt, har »talt til tyve«, før han skrev. Om hans strid med Arckenholz dømmer en samtidig 3 , at »Hol berg s. 27 har forsvaret sig moderate, og med gyldige raisons«. Og for at nævne et par exempler fra de her udgivne »breve«: hvor ypperligt forstår Holberg ikke at blotte alt det løse og uvederhæftige i skuespillernes »grunde« til at modsætte sig madam Rosenkildes optræden på teatret; og hvor fornøjeligt virker det ikke, når Holberg beder Notarius publicus ønske J. S. Bentzon lykke på rejsen, den rejse, hvorved Bentzon vilde slippe for at forklare sit forsøg på at tage Holberg ved næsen, da salget af Brorup gård skulde sluttes. Man kommer til at tænke på Harlekins ironiske »Adieu Colombine! hils dine Forældre«, med andre ord: rejs pokker i vold!

Den uligevægt i sindet, som Holberg således lægger for dagen, er den, som han ofte vender tilbage til i sine skrifter, og som han ikke noksom kan undre sig over, hvad enten han iagttager den hos sig selv eller andre, hvad jo for resten hverandet menneske i vor nervøse tid kan have lejlighed til. Slige personer, der beherskes af »stridige Qvaliteter«, kalder Holberg vægelsindede 1 , og som exempler på dem nævner han blandt andet Berenice og Marguerite de Valois (i »Heltindehistorierne«), sangeren Tigellius (2. satire), Lucretia (»den vægelsindede«), Ovidius og Roland (»uden Hoved og Hale«) og Ludvig Holberg selv (slutn. af 1. levnedsbrev). Slår man op i Videnskabernes Selskabs danske ordbog (1905), finder man ordet »vægelsindet« forklaret således: »Som ikke af giørende kan bestemme sig og derfor vil nu dette, nu hiint.« Men tages ordet i den betydning, kan man aldeles ikke kalde Holberg vægelsindet; han vidste udmærket godt, hvad han vilde; det mål, han havde sat sig som ung mand, stræbte han efter til sin dødedag: s. 28 at skabe en dansk litteratur; hans livssyn 1 var, da han skrev sine epistler, det samme, som da han skrev Peder Paars. Hans vilje var der ikke noget i vejen med; det var ene og alene hans følelse, der var let at påvirke; når noget gik ham imod, kom han i affekt, gik over fra glæde til bedrøvelse, fra koldsindighed til hidsighed; det var i den forstand, han var »sig selv så meget ulig«. — Med rette har Holberg dog sat ordet »bestandighed« som motto på sit borgerlige segl.

Den fasthed, som præger Holbergs karakter, viser sig også i hans breve, i den faste energiske udtryksmåde og i den faste, let genkendelige håndskrift.

Er Holbergs breve mærkelige (ikke just egentlig »morsomme«) ved deres indhold, er de det ikke mindre ved det, de ikke indeholder. Når Holberg taler om sin brevvexling, nævner han kun to slags breve: forretningsbreve og komplimentsbreve; derimod nævner han ikke en tredje slags breve: vennebreve, fortrolige breve til nærstående personer, hvem man uforbeholdent fortæller om hvad man har oplevet, tænkt eller følt. Af sådanne breve har Gram efterladt en stor mængde, men fra Holbergs hånd kendes ikke et eneste. Og dog omtaler han atter og atter sine »venner« 2 , som under alle mulige livets forhold giver ham råd, snart opmuntrer de ham til at udgive en bog, som han »længe« har haft liggende færdig, snart råder de ham til at anlægge sag mod en, der har forurettet ham, de råder ham til at gifte sig, til at forandre sin daglige levemåde osv. osv. Men aldrig får vi at vide, hvem disse fortræffelige venner var; Holberg selv nævner dem ikke, og vi træffer lige så lidt i hans samtidiges breve s. 29 nogen antydning af, hvem det er, der således har været Holbergs rådgivere.

Kun én fortrolig ved vi, at Holberg har haft: den danske og norske læseverden, til den fortæller han alle den slags ting, som Gram fortalte om i sine privatbreve, — og mere til; sjælden har nogen stor forfatter ladet læseverdenen vide så meget om sin person, som Holberg gør især i sine danske »Epistler«; i dem fortæller han om alt det, han ikke omtaler i sine virkelige breve, om sin livsanskuelse, sin levevis, sit helbred, sin læsning og meget mere. Så må vi finde os i, at han ikke gør det samme i sine breve; i sin skrivelse til konsistorium (nr. XL) henviser han ligefrem til sine trykte skrifter; i dem kan man finde oplysninger om det, der vedkommer ham personlig.

Det billede, Holberg tegner af sig selv i de her udgivne skrivelser, er altså tydeligt nok: vi ser den ensomme mand 1 , der ingen virkelige venner har, og som sikkert heller ikke har været behagelig at omgås, nervøst pirrelig har han været og humørsyg, så at man aldrig kunde vide, om han var i ondt eller godt lune. — Gram havde fået nogle fasaner forærende og bad Holberg om at komme til sig for at være med til at spise dem; Holberg tog imod indbydelsen; men da det kom til stykket, sendte han afbud på grund af sit svage helbred. Når derimod Holbergs humør eller helbred tillod det, kunde han synge og spille »underjordisk musik« for Gram 2 . — Vi lærer Holberg at kende som den store økonom, der ikke spilder et øjeblik af sin tid på unyttigt arbejde, men som også vil have betaling for sin rastløse flid, betaling i penge og i ære.

Men frugterne af sit arbejde lader han på alle måder komme offentligheden til gode: hvad han skriver af ting, som han troede s. 30 vilde kunne gavne eller glæde andre, sparer han til sine trykte værker, der spredes ud blandt læseverdenen, ikke blot i Danmark og Norge, men vide om lande, og sin formue skænker han i levende live til Sorø akademi, som Frederik den femte næppe havde kunnet genoprette uden Holbergs hjælp.