Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Niels Rosenkrantz (1819-04-10)

Kbhvn.10. April 1819.

——— Min Kone græmmer sig over, at hendes Ricolettes Forlovede ikke gives det Embede, som han for s. 28 lang Tid siden var tiltænkt. Hun erindrer sig nu, hvad hun har opoffret for mig, for at jeg kunde tjene Staten, hvilket har kostet os begge saa meget. Min Brodersøn vinder Agtelse i den Post, han beklæder, men har endnu ingen Løn af Staten.

Deres Betragtninger over Tilstandene trindt omkring Dem ere saa vel grundede, som sørgelige. Det er den sorsømte Opdragelse i Fædene Huuset, som har frembragt Forvirrelsen: Den, der ikke vænnes til Lydighed mod Forældre og ældre Slægtninge, gjør ikke godt, naar han kommer ud i Verden. Tugt skal der til, indtil Erfaring kan benyttes, og den forsømmes.

Hvad den offentlige Mening angaaer, da har den vel i alle Aarhundreder udøvet sit Herredømme og stedse været til, omendskjønt den ikke var istand til at udbrede sig saa let som nu formedelst de Hjelpekilder, den byder over, men det er Verdens Løb, at de Fuldkommenheder, der opnaaes i det menneskelige Samliv, misbruges og fremkalder Laster og Tøilesløsheder, indtil Ødelæggelsen følger paa. I slige Tidsrum, som det, vi ere komne frem i, er det just, at ment bør bestræbe sig for at være fastere, bedre, end hvad der efter den offentlige Mening fordres. Historien roser dem, der, da Roms Stierne dalede, og det Heele var nær ved at falde sammen, viiste sig bedre, hvilket kun var anderledes end deres Tidsrum. Staterne (og Europa udgiør kun een eeneste Stat) staae op, som Frøet, der blev kastet i Muldet, Planten blomstrer, bærer Frugt, denne modnes, falder af og raadner. Anderledes skal det ei være. Kun nogle faae Sandheder blive vundne og overleverede til Anvendelse ved en ny Fremvæxt.

Med vores Naboe vedvarer endnn Tvistighederne paa deu meest kiedelige Maade. Sagen skal nu atter foretages i London, og det seer derfor langvarigt ud, uagtet de sire Magter antage sig den med Iver og billige det Maadehold, hvormed vi gerne tilværks, hvortil hører, at vi ikke bryde s. 29 os om hans Rustninger til Lands og Vands. Der kommer kun 1200 Norske Tropper til Lehren i Skaane, hvorhen de bringes tilskibs. Fire Fregatter komme til at ligge i Sundet og ved Skaanske Kyst.

Naboen har nu sundet paa at beskylde os for at have ladet rykke ind i Børsen Hallebladet, at K. Alexander har nægtet at tage imod Kg. Carl Johanns Svar saaledes, som det i Gjenpart er bleven bragt til hans Kundskab. Og det er dog Gyldenpalm, som har meddeelt Efterretningen til Bladets Udgiver, hvis Correspondent han er.

Alting er her meget dyrt, da man ikke gjør sikker Regning paa, at Sedlerne stedse ville beholde det Værd, hvortil de ere blevne opdrevne. Man rives om at faae Penge laant af Regjeringens Laan mod Sikkerhed i faste Eiendomme, hvoraf skal svares Rente, 5 af 100, og for det første intet Afdrag fordres. Det øvrige, som Regjeringen faaer aarlig at tilsvare til dem, der have tilveiebragt Penge tillaans, beløber sig til 4—5 af 100 for at saa Laanet forrentet og tilbagebetalt i 37 Aar. Dette Tilskud maa da tages af Statens Indtægter eller paa de Skatteydendes Bekostning. Det kan let komme dertil, at ogsaa her, som jeg hører, det er Tilfældet i Østerrig, Godseierne tilbyde Regjeringen Godserne, da de ikke indbringe, hvad Skatterne beløbe sig til. ——

Deres oprigtig hengivne
N. Kskrz