Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Benedict Christian von Merbitz (1826-04-22)

Kjøbenhavn, den 22de April 1826.

Elskværdige og elskede Ven!

— — Professor Dahl fra Dresden har besøgt mig idag og bedet Dem hilse paa det Forbindtligste. Han forbliver her en Maanedstid endnu, reiser saa til sit Fødeland s. 80 og gaaer maaskee paa Tilbageveien til Stockholm, hvor det er mueligt, at jeg atter kan faae ham at see sidst i Julii Maaned.

Den før omtalte Confirmation er fastsat til den 22de Mai. Alt glæder sig dertil, og mange vil formodentlig ile til Staden fra Provindserne, hvorfor man og troer, at hverken Krabbe, Scheel eller Moltke drage til deres respective Gesandtskabsposter, førend disse Høitideligheder ere forbi. Aldrig har der været saa ypperlig en Forstaaelse imellem de høieste Herskaber, som nu; der er idel Opmærkfomhed og Forekommenhed fra alle Sider. De to unge for hinanden bestemte høie Personer synes at have virkelig Godhed for hinanden, og Forældrene ere naturligviis meget glade derved. Pz. Christians Indflydelse tiltager, man nægter ham intet billigt Ønske. Kongen har erklæret alene at ville bestride alt, hvad den unge Prindses Ophold og Reise i Udlandet vil komme til at koste. Man siger, at hans Forældre vil ledsage ham til Hamborg, og at Pz. Chr. med Gemalinde derpaa tage til et Bad i Tydskland og blive nogle Maaneder borte. Skulde de bestemme dem til Carlsbad og altsaa gaae over Dresden, saa vil min Ven kunne udraabe med Montauciel i Deserteuren: Le Roi est au camp, et Montauciel n’y est pas! Prindsens Cabinets-Secretair Adler har faaet Justizraadsrang og Tilladelse til at bære den samme Uniform som Kongens Cabinets-Secr. Jessen. Den unge Grev Blücher-Altona er bleven 2den Adjutant hos Prindsen med 400 Rbd. Gage. Med denne just ikke betydelige Gage, og Gud veed hvilke andre Ressourcer, agter han at indlade sig i Ægteskab med den ældste Frøken Ferral. — En fæl Strid mellem Prof. Hansen og Historiemaler Høher, hvilken sidste vel havde nogen grundet Aarsag at klage, men derimod uanstændig anfaldt i offentlige Blade hiin Academiets Directeur, er i disse Dage afgjort med Høyers formelige Udelukkelse af Academiet, hvis Medlem han var. Hans Tilhængere troe, s. 81 at hvis hiin før omtalte gode Forstaaelse ei var indtruffen, var dette ikke skeet, og ansee det derfor for en Virkning af Pz. C.s Protection, den H. K. H. saa rigeligen tildeler den architectoniske Olding.

Udfaldet af den St. S.ske Reise til Altona, hvorfra han har hidsendt 4 Vognheste og en Ridehest til sin Kone, var, at han selv kom i Forgaars Morges med det Lybske Dampskib; kort efter Ankomsten besøgte han Prindsesse Charlotte for at bringe hende de friskeste Efterretninger fra sin Datter i det Leithoffske Institut i Lübeck, besøgte ligeledes nogle Colleger og kom til vanlig Tid til Conferencen, hvor han dog ikke gjorde mindste Undskyldning for sin pludselige Afreise, men derimod med megen Amabilitet forsikkrede Excellenzen, at han nn blev her, og at der ikke var et sandt Ord om, at han havde forlangt eller ønsket at komme til Svcrrig eller anden Steds. Kort, han skal være saa aimable, som mueligt, og kan han blive ved i den Tone, saa skal De see, at han behandles, wie nichts passiert, helst man høitidelig fra flere Kanter forsikkrer, at Hoffet her aldrig har værdiget at klage over ham der, hvor der skulde klages. Spørgsmaalet er, hvorledes man der vil optage den ham angaaende Artikel i the Sun og Times, som man fik her med Gaarsposten, og som vakte almindelig Forundring. Nysgjerrig er man efter at see, om J. des Débats vil afskrive denne Artikel, og om de franske Blade overhovedet vil tale derom.

Erindrer De maaskee ikke selv, saa vil den elskværdige Kammerherreinde Coopmanns vidt og bredt kunne fortælle Dem den fameuse Historie med de satyriske franske Vers, der en Dag bleve sendte til Fosters, og som i sin Tid gave Anledning til saa megen Omtale. Man gjettede paa Saamange, men den sande Autor blev aldrig bekjendt, før man nu efter hans Død til almindelig Forundring erfarer, at det var en Mand, man mindst drømte om, nemlig en Vestindianer Krause, som i sine Velstandsdage havde kjendt s. 82 sal. Ysnardi i America og beviist ham mange Høfligheder, men her derimod var bleven uhøflig modtagen af ham og spodsk behandlet af Frue F., hvilket havde formaaet ham til paa denne, rigtig nok lumpne Maade, at hævne sig paa begge.

L. Daae, Breve fra Danske og Norske.

6

Min Ven Pz. Pignatelli er reist til Stockholm for at reciprocere Lagerswärds Gratulations-Sendelse til Kongen af Neapel, men kommer igjen her tilbage forinden Consirmationen. Derpaa gifter han sig med Hofraad Gersons Enke. som har omtrent 150,000 Species, og reiser saa til sit Fædreneland, forladende formodentlig os og Carrièren for evig. De boede i Huus sammen, og den blinde Cupido Capozzi skal have bidraget meget til at bringe dem sammen. Hendes Forældre vare meget derimod, men den godmodige Generalinde Bülow har forsonet dem og faaet Moderen til at give sit Samtykke, dog under Betingelse, at Brylluppet skete her, da hun i det mindste vilde have den Glæde selv at see sin Datter som Prindsesse. I hans Fraværelse changerer Bruden Religion og bliver catholsk, og Generalinden staaer Fadder til hende paa en af hans Cousiners Vegne. Han dadles meget især i det Billeske Huus; men betænker man, at han er en fils cadet de famille, ingen Formue eier, tjenende et Hof, som et giver Pensioner til afskedigede Diplomater, samt at han ved sin Onkels Død har mistet sin bedste Støtte, saa gjør han vel ikke saa galt i at sætte sig i en Situation, hvori han kan staae paa sine egne Been. Hun skal være et Fruentimmer af Cultur og Talenter, og han er en yderst retskaffen Mand, hvilket han bl. A. har beviist derved, at han udtrykkelig har forlangt, at hvis deres Ægteskab skulde blive uden Børn. man i Contracten vilde stipulere, at Pengene efter den Længstlevendes Død skulde falde til hendes Familie. — —