Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Benedict Christian von Merbitz (1827-03-27)

Kjøbenhavn, den 27de Marts 1827.

Fortræffelige Ven!

— — For nu at begynde med hvad der interesserer Dem meest, maa jeg sige Dem, at De gjør den Gamle Uret, hvis De troer, at han ønsker Dem bortfjernet for at give Deres Post til en anden. I hans Alder og med hans sagtmodige Characteer kjendes hverken Had eller Kjerlighed. Han har nu faaet sin D—dt, som boer hos ham i Huset, og denne samt Ponsainz ere nok de eneste Faiseurer. R—, som er alt for meget Jæger og Spiller til længer at være stadig Forretningsmand, synes at have ud (sic!) hos den Gamle og brillierer nu meest som en Slags Posenmacher paa Jagtpartierne hos og med Prinds Ch. Ingen har kunnet sige mig, hvem der i Pløyens Sted har den Saxiske Brevvexling; endelig spurgte jeg L., og han svarede mig: „Grüsen Sie den Hrrn. v. B. recht herzlich von mir und sagen Sie ihm: Niemand und Alle.ˮ Heraf skulde man næsten slutte, at en ordentlig Inddeling ikke mere finder Sted. Bn. Blome klager over, at han ikke bliver brugt, og han vil derfor nu med sin smukke Kone drage herfra til Foraaret, formodentlig til Holsteen. Det er en vakker Mand, ganske modsat sin Broder, og som her har erhvervet sig almindelig Agtelse. Dennes Broder Kone skal have skilt sig fra sin Mand — fordi han havde givet hende en fransk Cadeau!

— — — Saaledes som vores nye Justizminister viser sig, er det Jammerskade, at han ei allerede blev det for 20 Aar siden, da vare vist ikke saamange Embedsmænd blevne ulykkelige, fordi de, paa Mangel af Tilsyn fra oven, s. 86 benyttede betroede Penge, først lidet, siden saaledes, at de vare uden Redning. Han feier op i alle Sager, paaskynder de, der have ligget forlænge, og ansporer Herredsfogeder og andre Skifteforvaltere til at klare for sig og ikke lade Skifterne henstaae. Dertil har man endnu ikke hørt, at han har misbrugt sin Myndighed. Esterhaanden er det at formode, at han ved Hjelp af Manden med Leen vil faae driftige Medhjelpere, thi gamle Malling har næret meget syg, Sehestedt flere Gange i Vinter stærkt upasselig, og vores Gamle er nu allerede 80 Aar! Møsting, af og til skrantende, holder sig dog godt. Han har i Vinter flere Gange været i Kattepine og vil nu blive nødt til at afslutte for de 2 Mill. Pd. Sterl., som endnu restere paa det Wilsonske Laan. Her er nemlig en Rothschildk! Afsending ved Navn Homberg, som underhandler derom, tilligemed en fra Wilson, som nok er i Ledtog med ham, og Hambro har desuden længe opholdt sig i London for den samme Gjenstands Skyld. Disse forskjellige Liebhabere ville maaskee med Tiden skaffe M. bedre Conditioner, hvis han havde Tid til at bie, men deri ligger Knuden. De erindrer, hvorledes den forbandede Hoppe, imod M.s Villie, fik Kongen til at opsige det Hamborgske Laan, samt de uheldige Omstændigheder, der pludselig indtraf og forhindrede, at kun saare faa Laantagere vilde lade sig reducere til 4 pCt. Nu skulde Alting udbetales, Fonds vare ei tilstrækkelige, og man blev nødt til at tage, for en manglende Million Specier, sin Tilflugt til et Slags Vexel-Rytterie med Donner, Jänisch, Heine p. p. Dette har nu vedvaret omtrent 2 Aar og kostet betydeligt, og da disse Kjøbmænd stedse gjøre flere Vanskeligheder, og Jänisch desuden er død, saa maa nok M. afslutte coute qui coute. Engang havde man for dette 3 pCt.s Laan tilbudet ham 58 for 100, som han afslog, derpaa faldt alle Obligationer, og Homberg tog sit Ord tilbage: nu ere de omtrent stegne til den Punkt, de faldt fra, og M. maa vel ansee sig for lykkelig, hvis s. 87 han endnu kan naae de engang tilbudne 58. Hoppe er her, men man seer ham lidet eller ikke; han skal være fattigere end nogensinde, og synes aldeles at have tabt al Indflydelse.

De have vistnok for længe siden fra Andre Efterretning om le Chevalier de Matthiesen, commissaire général de guerre de S. M. D., om hans Huuskjøb, hans Nedsættelse her, brillante Indretning og Tractementer, hvis nøiere Bekjendtskab jeg skal gjøre paa Mandag, da han giver en stor Diner. Det har bansat ærgret Hochschild, at denne Nordmand har bedet den Danske Konge om Tilladelse til at bære de Svenske Ordener, han har havt i saa mange Aar, og at den givne Tilladelse stod i alle Aviser. Uagtet han har baade ægte og uægte Børn, saa gaaer Falsen ham dog meget under Øinene og kalder ham sin lille gode Onkel, ogsaa har han været hans Raadgiver i Meget. De veed vel og, at Falsen har været farlig syg af en begyndende Typhns-Feber, saa at endog Fru R—z græd over ham! (Hvo som erindrer Forholdene i den sal. Herres Tid, vilde dengang havt Vanskelighed ved blot at tænke sig disse Taarer!) Imidlertid har Herholdt havt det Talent at forvandle dette Onde til en Koldfeber, og han er nu i kjendelig Bedring. Hans lille søde Kone bliver smukkere Dag for Dag, og det glæder mig, at han gjør hende lykkelig.

— — Imedens man fra Stockholm skriver mig, at der næsten daglig haves Fester paa Fester (i hvilken Anledning jeg dog maa fortælle Dem en sand uheldig Idee af Grevinde W. . . . . . dt: Ved at indbyde til en Mascarade slutter hun Indgangskortet med følgende velklingende Ord: Il dependra d’un chacun d’y ajouter une Rdr. de banque, pour en former la part des pauvres, dont le souvenir, loin de nuire aux plaisirs, peut ainsi s'identifier avec eux) — leve vi her i Vinter temmelig stille. Vel give Nicolai og Colloredo af og til Diners, og den sidste har endog givet et Bal, men Wynns Huus er lukket, Frue Hochschild tager ikke imod, Meurons vil først aabne s. 88 beres Huus til Michelsdag, da de overholde den gamle Regel, at en Minister i det første Aar ikke er forbunden til at give noget, Quabeck gav et eneste stort Bal costumé, som var vakkert, og hvorpaa mange bortødslede deres Penge med liden Fyldestgjørelse, da det i sig selv, helst hvor Localet er indknebet, er en temmelig insipid Fornøielse og Mage til den at see Billeder en heel Aften igjennem. Frue St. Simon tager vel imod Visiter, men giver intet for Resten, da Manden formodentlig holder hende knapt. Vi ventede at høre, om ikke Taler, saa dog Bonmots af ham, naar han fremtraadte i Pairernes Kammer, men endnu har man ikke af Aviserne bemærket, at han har lukket Munden op, maaskee fordi han blot er kaldt for at stemme, ikke for at tale imod sin Overbeviisning. Prinds Christian har givet os adskillige smukke Baller og Concerter; ved Hoffet har der omtrent een Gang om Maaneden været et lille Bal, som begynder med en Cercle, og hvortil Corps dipl. inviteres , saa have og Pz. Ferdinand og Pz.sse Juliane hver givet et Bal. — Da Thevand ikke koster meget og der nu sjelden souperes, saa tage mange flere Indenlandske imod, end ellers, men dette har den Ubehagelighed ved sig, at de faa, som gjøre Visiter for at høre Noget, sprede sig, saa man ingensteds finder flere end et Par Mennesker, og derfor aldeles mangler sal. R—z’smageløse Réunion, thi den hos Billes er nu lidet søgt, da Manden begynder at blive ældre og taus, og man snart er kjed af Konen, hvis skarpe Tunge efterhaanden mister sin Braad. Løwensterns, som i Vinter boe for sig selv og af og til see Folk hos sig, reise til Foraaret, jeg troer til Saxen. Minister-Resident Pedersen har ofte Routs, men hverken han eller Kone forstaaer tilgavns at være Vært og Værtinde. Han stræber efter Nøglen og Commandeur-Korset, har kjøbt Scholtens Gaard og haaber at blive her næste Vinter endnu. K-herre Scholten reiser først midt i næste Maaned som Interims General-Gouverneur til Vestindien for at afløse Bardenfleth, der ønsker at s. 89 see sine Huus-Guder. Halte Benzon, Ex.-Gen.-Gouv., er død paa St. Croix og skal efterlade betydeligt, skjønt den imod ham anlagte Sag endnu ei fuldelig er til Ende. De Børn, han havde med sin fraskilte Kone, ere døde, og formodentlig har han givet Sch. Haab om at blive sin Arving; thi denne skal have smigret sig dermed, men see! efter hans Død fandt man et Testamente, hvorefter han bestemmer sin Formue til 3 naturlige Børn, hvoraf de 2 ere Blandinger, og som opdrages i Udlandet.

Nu er jeg træt og frygter, bedste Ven, at have kjedet istedetfor at more Dem, helst jeg gav det Bedste i Begyndelsen. Vel kan det være mig ligegyldigt, men dog gad ogsaa jeg vidst, hvem af Secretairerne i Dresden have Kjøbenhavn? Den Mand maa velsigne mig, da jeg næsten aldrig chiffrerer. Anderledes var det i sal. Grev Bunaus Tid, der ofte lod mig chiffrere hele 3 à 4 Ark. Gud glæde hans Sjel, saa han piinte mig! Min General-Rapport efter min Hjemkomst fra Sverrig maa have hovet, idetmindste gjorde den paa Komplimenter ellers sparsomme M. mig den, at kalde den interessant. Mon jeg staaer godt i hans Kridthuus? — —