Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Andreas Christian Gierlew (1819-10-23)

A. C. Gjerlew til Jrgens-Bergh.
Kjøbenhavn, den 23de October 1819.

Vor ædle Thorvaldsens Ankomst hertil har da sat hele Verden i Bevægelse, man taler, man synger, man skuespiller — privatim dog — til Hans Ære, de 99/100 uden at kunne skjønne Hans egentlige Værd, kun for at kunne sige, at de have været med, og man giver Gilder paa ham, som paa en Skildpadde. Det kjeder ham for bet meste, som De let indseer, denne bøotiske Hylden af en ædelysten Hob. Universitetet gav ham en Fest paa Skydebanen, hvor jeg havde den Ære at være tilstede, hvor Ochlenschlæger holdt en lang Tale, hvor man sang gode og maadelige Sange, spiste og drak og raabte Hurra uden Ende. Den skjønneste Festens Pryd var den herlige Olding Grev Schimmelmann, som ene af alle Ministre og Stormænd var tilstede og paa det hjerteligste deeltog i den Hylding, man bragte den sjeldne Kunstner, som man ogsaa med megen Enthusiasme bevidnede ham selv. Da jeg spurgte ham, hvorledes denne Fest mellem saa mange livfulde Musernes Sønner behagede ham, som sikkert maatte væere ham noget nyt, svarede han mig: „Ak, det minder mig om et af Claude Lorrains Mester-Arbeider» hvor der stod paa et Grav-Minde: „Ogsaa jeg var i Arcadien." Forresten seer jeg Thorvaldsen oftere hos mig, og vi have spiist sammen hos Rosenkrans, som var mig en saare behagelig Opmærksomhed af denne ædle Statsmand.

s. 95 Om Politik skriver jeg Dem dennegang Intet, thi det Vigtigste vil De vide, vor Tractat med Sverrig, som da endelig er kommen istand, sat cito, si sat bene. Daaserne og Krabbes Kors er vel det bedste derved. At vi miste Vaabenet har gjort et dybt, smerteligt Indtryk paa alle Gode her, det er at strøe Salt i det aabne Saar, og hvi kunde man ei undgaae det, hvi erindre sig, hvormeget man hænger ved Sligt? Vi kunne nu ei engang sige: Tout est perdu hors l’honneur.

Dm Jøde-Feiden skriver jeg Dem Intet eller dog saare Lidet. Den var endt inden min Ankomst. Det Værste var, at man sik gjort den til Kongens Sag og lagde en dybere Betydning i den, end den havde. At Kbhvns Borgerskab, da Kongen aftakkede det, ei gjentog dets Chefs Hurra-Raab, burde denne have betalt med sin Post; thi en Chef bør kjende sit Corpses Stemning og skaane en ædel Fyrste for et saa bittert Optrin.

Grev Schulenborgs Søn, der civilklædt tillod sig at tractere Borgervagten ved en Ildebrand med Hug af sin Ridepidsk og derfor blev jammerlig mørbanket, kom 6 Maaneder i Castellet paa 3die Grads Arrest i Betragtning af hans Faders Fortjeneste og hans Ungdom. Et Par Landofficerer, hvoriblandt en formelig trak løs mod Regentsen og beleirede den, i hvilken Anledning der blev raabt: „Magister Stygotius, Jacob v. Thyboe er her", er ogsaa i Castellet for at kjøle deres Krigerovermod.

Med Finantsbestyrelsen er man ei meget tilfreds, og om Holten taler man mindre godt end høit: „Enhver er jo en Tyv i sin Næring." Ogsaa Justits-Ministeren har skjelvet i Jødefeiden, og Blüow gik paa Landet, hvor han flød hen i Taarer. Det var Nerve-Svaghed; nu er han tilbage og vel. Navnløse Breve, ofte truende, grove, sjelden belærende, sindige, vankede der til dem og selv til Kongen i Jødefeiden, og de vare ei ganske uden al Virkning. Et er trykt i et norsk Blad og forlanger en Constitution. Der s. 96 er i Indledningen fast grove Ting. Hvad skal Enden blive? —