Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Andreas Christian Gierlew (1822-03-02/1822-03-09)

Kjøbenhavn, 2/9 Marts 1822.

— — Jeg tør ei bedømme, om Deres Klager ere aldeles grundede, og om man har behandlet Dem ganske, s. 106 som De fortjente, kun det tillade De mig som Ven at sige Dem, at naar De klager over Rosenkrans, gjør De ham og maaskee Dem selv Uret; han elsker Dem og har givet Dem saa talende Beviser derpaa, at De neppe kan eller bør tvivle derom. Kan han som Minister, som Deres Chef, Ven og Velynder ei opnaae Alt, hvad De med Billighed kunde troe at haabe, er det hans Skyld? De kjender for godt alle Forholdene her, til at jeg behøver at udlade mig videre herom. Og har han ei gjort meget for Dem? Tilgiv mig, at jeg tillader mig at sige Dem det. De veed, hvorledes, paa hvor uværdig en Maade K. nylig fik Nøglen, der har skaffet ham de Ædles Ringeagt og alle Bedres Fiendskab. Han har skadet sig selv meget derved; endnu i disse Dage har Rz. udladt sig til mig derom med Bitterhed, ligesom om hans Prætensioner. Han er her nu fra Paris, jeg har seet ham, men taler ham aldrig, nu mindre end nogensinde, især da hans gemene Ultra-Grundsætninger ere noksom bekjendte. Mod Hr. Sch. advarer jeg Dem. Han har viist sig meget venskabelig mod mig, men netop sagt mig ganske det Modsatte om Dem, af hvad han nu har sagt Dem om Kongen. Dette Ene maa være Dem nok. Jeg har havt en lang Samtale med Rz. om Dem; han vil Dem vel, vær overbeviist derom, men gjør Dem ogsaa Umage for at vedligeholde hans Venskab, han fortjener det af Dem. Deres Ytringer i Privat-Breve have været stærke og kunde hos en Minister, der elskede Dem mindre personlig, skadet meget. Glem ei at meddele, hvad Mærkeligt De fra Syden — V. — Often — P. og Pol., — og fra Norden — B. — kan erfare. Hvorfor har De undladt det i den senere Tid? Hvorfor forsømme, hvad der kan netop gjøre Deres Post saa vigtig, saa interessant? Maaskee er det ufrivilligt. De tilgiver, at jeg gjør Dem opmærksom derpaa. De begriber, hvorfor! Om Hr. Sch. har jeg sagt det Nødvendige, og jeg gjentager Dem som Ven, : fide, sed mi vide. Man kunde jo ogsaa finde Dresden ligesaa behagelig som Neapel — hvad s. 107 Rz. sagde mig, var saa bestemt, at jeg vil troe begge lige umuligt, men at ville sætte Ugler i Mosen for Dem hos den Mand, De skylder meest, var vel en Plan, man før havde seet, og hvad vilde da Følgen være?

— — — Endelig har man da en Interims Gen.-Gouverneur i Vestindien, Kherre Bardenfleth, der beholder sin Post her. — — — — — — — — Han anlægger Contre-Admirals Uniform. Gamle Pram døde da ogsaa Døden efter sit poetiske Liv, og man bestemmer Command. Jessen hans Post. Gen.-Audit. Bornemann sik 24 Timer efter Feddersens Død sin Bestalling til Høiesterets Justitiarius, Retten til liden Glæde, thi elsket er han af Ingen. — Aagesen, nylig Deputeret i Cancelliet, fik hans Post, Amtmand Løvenskiold i Svendborg Amt blev Deputeret igjert, og man bestemmer den meget unge Stiftamtmand Moltke i Island til Svendborg. Lille Conferensraad Graah blev Vice-Justitiarius med virkelig Justitiars Rang og noget Tillæg, Spiess i Slesv. Holst. Cancellie Canzler i Slesvig — en stor Lykke for en saa ung, skjønt duelig Mand. Man har bestemt en vis Justitsraad Langheim, Amtsforvalter i Rendsborg, til hans Eftermand i Cancelliet, som synes heel underligt. Saa uendelig kjedelig end min Stilling er, kan jeg dog ei med Grund beklage mig, da jeg ikke har ansøgt noget af den gode Grund, at intet Passende var ledigt, jeg maa derfor have Taalmodighed, som ellers ei er en af mine Hoved-Dyder, og desværre er Tiden lige lang, men ei lige nyttig, og jeg vansmægter efter en nyttig og anstændig Virksomhed.

At Kongen har valgt Command. Rothe til sin General-Adjut. og Flagcaptain i Lindholms Sted, gjør begge Ære, og det er at haabe, at R. vil modstaae Hofluften og vorde Søetatens værdige Talsmand.

Formodentlig har det latterlige Rygte om Sjellands og Øernes Bortbytning mod Hannover, som en Artikel i Times først gav Anledning til, naaet Dresden. Da det s. 108 modsiger ligemeget Kongens private Karakteer og hele Fastlandets Politik, fandt jeg det strax en Latterlighed, men dog har det havt mange Troende her. Nu har Bladet vendt sig, og man taler ei om mindre end om Pr. Carolines Giftermaal med Kong Georg, en ny Utrolighed, hvortil vel det hertil bestemte Hosebaand har givet Anledning, hvorvel det dog var tænkeligt; den engelske Chargé d'affaires her synes at have havt hyppige Conferentser med Rosenkrans, men dertil er vel ei Strømpebaand nok, et il me semble qu’un vieil élephant vaut bien une jarretière.

— — Prinds Christian ventes hjem til Sommeren; jeg har for ei længe siden Brev fra Falsen. Prindsen er almindelig elsket og veed at holde sig vel med begge Partier, som er en sand Kunst, og deler sin Tid mellem Politik, Videnskabsmænds Omgang og den store Verden; han er ofte ved Hoffet og der meget feteret; om det smager her, veed jeg ikke. Man bestemmer Juel til Minister i Paris, som Schubart, der lever lystig her, har havt den Godhed at bede Rskrz. ei at foreslaae ham til! Il est toujours si bon! Jeg gjorde Prinds Emil min Opvartning, som talte meget og med meget Venskab længe om Dem og om Deres désirs ei regrets og har upaatvivlelig talt baade med Kongen og med Rskrz. derom, som han formodentlig selv vil have underrettet Dem om.

Man har her omtalt en Slags mémoire, som endeel jydske Herremænd havde tilstillet Prinds Christian med Klager og Besværinger, og som denne efter at have afklippet (!!?) Underskrifterne havde tilstillet Kongen. Det er saa urimeligt, at det neppe er mueligt. Andre paastaae, at en slig Memoire til Kongen havde været i Værk, men var bleven undertrykt eller tilbageholdt. Sandheden er, at Nøden er endnu større, end Misfornøielsen, i Jylland især. Ogsaa skal Kongen i sidste Statsraad — den 6te dennes — have yttret sin bittre Utilfredshed over Folkets Utaknemmelighed. Han er syg og sengeliggende, en Forkjolelse er s. 109 bleven til Rosen i Ansigtet, det er ei farligt, men hvo sikkrer for, at det ei kan blive det? Han bivaanede ei Høiesterets Aabning, hvor den nye Justitiarius Bornemann, der ogsaa førstegang fungerede der, sikkert ngjerne savnede Kongen, der saa rask, neppe en Time efter Feddersens Død, havde udnævnt ham til denne Post. Dronningen er uvel. Rz. har længe lidt af Værk i den venstre Arm, thi Gigt vil han ei kalde det. Møsting har længe været inde og tildeels sengeliggende, saa at De seer, vor Regjering skranter. Selv Politie-Directeur Kjerulf har længe været syg, er nu vel, men har mistet sin gamle afsindige Fader i disse Dage. Foster ventes først i næste Maaned med Ordenen — om da eller forinden Giftermaals-Historien udvikler sig, vil Tiden vise; sikkert er det, at af protestantiske Kongedøttre er der kun vor og en preussisk at vælge mellem. Om det engelske Laans Bestemmelse kan jeg Intet forvist sige Dem; kun at det overraskede alle her, da det var holdt usædvanlig hemmeligt, indtil Alt var afgjort, ligeledes, at Stats-Indtægterne vel have tabt meget ved Kornvarernes lave Priser og alle deraf følgende private og offentlige Tab, ogsaa vilde man vel afgjøre en temmelig betydelig Vexel-Gjeld til Hamborger og Altonaer Huse. Fordeelagtige vare Vilkaarene neppe og kunde vel ei ventes; allerede nok, at vi endnu havde saa megen Credit — om de vestindiske Øers Intraders og Panteobligationers samt Øresunds Tolds Pantsættelse for Laanet er her Intet bekjendtgjort, og hvorledes controllere begge? Og uden Control til hvad Nytte Pantsættelsen? Da vel en almen Stats-Bankerot i hele Europa ei er langt borte, saa vil vor Gjeld vel tildeels synke ned i det fælles Svælg.

Kammerherre Fønss, den før saa rige Mand, er dømt til Slaveriet for Kassemangel og Stiftamtmand Koefod ligesaa!! Det er afskyeligt, og hvad er vel den første Aarsag til alle disse Ulykker? Stiftamtmand Bülow reddede sig ved Flugten, man siger ham i Berlin og Fønss i Hamborg.

s. 110 Man taler om flere, om Jessen paa Falster, som fra Adjutant blev Stiftamtmand, som ogsaa hører til Tidernes Tegn. Hans Broder, den lille uforskammede, nu saa ulykkelige Cancellieraad, er i Slaveriet, der nu, skrækkeligt at sige, i Kjøbenhavn har over 600 Medlemmer, som daglig forøges — ogsaa en Følge af Tiderne.