Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Andreas Christian Gierlew (1823-07-28)

Kjøbenhavnden 28 Juli 1823.

— —At de havde seet Kaas *) , vidste jeg: at De vilde skrive en Apologie for denne gamle Synder, ventede jeg ikke. Dem kan dog den gamle Hofmands Smiil ei have besnæret. Jeg tilstaaer Dem gjerne, at man bagtaler her, som over den hele Verden; er det mere end i andre større Stæder, ligger vel Aarsagen netop i, at Khvn er la petite grande ville ; jeg vil ei tage dens Forsvar, selv mod Dresden, endnu mindre Klubbernes, som jeg vel veed kunne bidrage til Sladder, som til meget andet lidet godt — jeg er i ingen. Men er det Bagtalelse, blot Bagtalelse, naar man forarges over, at en gammel Mand, der er Minister for Justits- og det geistlige Departement, lever offentlig, lader sig see paa offentlige Steder med et Fruentimmer som Mad. S. og finder sin Glæde i at smøge sin Pibe, omgiven af hendes talløse yngre B... føstre? Er det Manden, Stats- Manden værdigt at staae under et Par saa smudsige, forslidte, gemene, gamle Tøfler? Og det er for almenbekjendt til at kunne negtes. Og naar nu samme Dame forlanger Tilladelse af Theater-Directionen at reise til Carlsbad med en eller to af sit smukke Slæng, er det da dum Bagtalelse at troe her et partie fine? At Kaas ei har gjort sig til Maxime eller Grundsætning at forstyrre borgerlige Familier, er ingen Ros, men en simpel Pligt, som det i hans Alder bliver let at opfylde. Og han er slet betalt! Den, som beviser for meget, beviser intet, er en gammel logisk Regel.

L. Daae, Breve fra Danske og Norske.

8

s. 114 Veed De maaskee ei, at Kaas har 18—20/m. Rdl. Sølv aarlig ? De engelske og franske Ministre Have rigtignok mere, men vi ere nu eengang i Danmark — erindre Dem, at han er Stats- og Justits-Minister, Præsident i D. Cancettie, Chef for Khavns Politievæsen, Kongl. Commiss. ved Nat. Banken osv. og med særskilt Gage for disse Embeder, og troer De ham endnu flet lønnet, eller er han en dydig streng Stoiker, ikke at bruge Korset til at signe sig ? Kjære Bergh, De er gaaet meget vidt i Deres varme Apologie for denne Minister, som man ei behøver at ville bagvaske for ei at finde hverken en stor Statsmand eller stor Patriot eller Dydshelt, og maaskee staaer han trods sin Titel og Stjerner og Høihed mere i Søle, end mangen god ærlig Spidsborger, Medlem af det bestandige borgerlige Selskab, eller hvad de hedde, disse Smaaklubber, som De er saa vred paa. Havde De saa varmt forsvaret Rosenkrans, der ei behøver det fra Hjertets eller sit moralske Livs Side, thi, Menneskeligheder fraregnede, er han en uplettet Karakteer, — jeg vilde af Hjertet stemt i med Dem; for Epicuræeren med det gode Hoved og uden Sæder kan jeg det ikke, og jeg ender med Horats's: Nec lusisse pudet, sed non incidere ludum.

Endnu et lille Spørgsmaal paa det arme Kjøbenhavns Vegne: Har De blandt de større Byer, som De har havt Leilighed til at kjende nøiere, fundet nogen, der in puncto sexti, i de saakaldte gode Familier, er mindre udsvævende end Kjøbenhavn? Jeg svarer: jeg ikke. Neppe Wien, neppe Dresden, trods alt det gamle Hofs Bigotterie. Jeg nævner ei engang Verlin eller München. „Kast De derfor ei den første Steen" paa vor Hovedstad.

Jeg gjorde en meget behagelig Reise med den brave, værdige Rosenkrans til Ryegaard, og glædede mig hjerteligen ved at see ham som en rask Fader blandt sine Børn, som jeg sagde ham med Tillæg, „at jeg i hans Sted heller var Herre paa mit Gods, end Kongens første Minister".

s. 115 „De har Ret", var hans Svar, „og jeg fortjente, at man satte mig i Bidstrup". De veed, de Afsindige nu ere der.

— — Danneskjolds Død forekom hans Bankerot, som vel har fremskyndet den. Han var en blid, elskværdig Mand, almindelig afholdt. General Toldkammeret har mistet sin dueligste Mand i Etatsraad Stoud; jeg tør betroe Dem, at jeg muligens kommer derind ved denne Leilighed, da Kongen, uagtet det netop var i de Dage, han reiste, har talt om mig til Geh. Raad Sehestedt, min gl. Chef. Det er mig meget smigrende, skjønt, Gud veed, ingenlunde, hvad jeg ønsker. Det hele Collegial-Væsen er mig en Pest, et sandt Hestemølle-Væsen, min Natur imod. Endnu igaar har jeg et langt venskabeligt Brev fra den gode Vogt i Neapel, som klager meget over sine Indkomster, og som siger mig, at han den hele Vinter intet Aftenselskab har besøgt, fordi han ingen Vogn har. Lidt Egensindighed ag Hypochondrie er der med i Spillet, men ganske har han ei Uret, han er for slet lønnet og uden Vogn i Italien kan Ingen leve, der vil see sig regnet til det gode Selskab. Forresten er hans liaison virkelig dangereuse for ham.

— — Baron Nicolai skal nylig have forlangt Straf over den arme Slagelse Avisskriver, den bedste i hele Landet, for hans Græskhed; om den har fornærmet den ædle Russiskhed, veed jeg ei, da jeg ei kjender det paaklagede Sted. Var jeg Rz., vilde jeg bede dem gaae F— ivold og genere mig meget mindre med disse Herrer. — Steen Bille og et andet ungt Menneske, nylig Ossiceer, Tomé, Søn af min gl. Parleur, gaae i fransk Søetjeneste. — — Dronningen har lidt meget paa Overreisen, da Vind og Strøm vare imod, og det blæste haardt og man var to Nætter ude i Stedet for een. Kongen var stedse munter og rask med Kronprindsessen, de fleste af Følget søsyge. Man betalte 3 Specier for Personen af Hofpersonalet, det Halve for de øvrige daglig, og Beværtningen skal have været udmærket god. En Dansk Konge i Kost paa en Dampbaad!

8*

s. 116 — —De har formodentlig seet af Aviser, at vor Dame Bourke er forviist Paris som ultraliberal, som hun so har været fra sin Ungdom af dans toute la sorte du terme, som hele Neapel veed. — —