Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Andreas Christian Gierlew (1824-01-06)

Kjøbenhavnden 6te Januar 1824 Kl. 4 Eftm.

Mit Brev atter idag vil sige Dem, kjære Bergh, at jeg ingen gode Tidender har at give Dem, som jeg haabede indtil i Gaar Morges, hvor Sygdommen syntes at tage en farligere Vending, som desværre kun i denne Morgenstund altfor meget har bekræftet sig. Den ædle Rosenkrantz lever endnu, men næsten uden Haab; en Rørelse har betaget ham sin Selvbevidsthed og Følelsen i den ene Side; Herholdt er der siden Kl. 6 i Morges, jeg var der mellem 1 og 2 personlig og talte med Kammerjunker Rskrz og med Lægen selv. Ei behøver jeg, kunde jeg end, at sige Dem, hvor inderlig dybt dette Slag rører og smerter mit Hjerte, og jeg maatte være uden al Følelse, om jeg ei deeltog heri, som i en elsket og agtet Faders; i henved 20 Aar kjendte og elskede jeg denne sande Danske, ædle Mand og nød hans fuldeste Agtelse, Tillid og Godhed, som han især siden min Hjemkomst hertil har givet mig saa mange, næsten daglige Beviser paa; i intet Huus kom jeg oftere og hellere, end i hans. Jeg bchøvede kun at yttre et Ønske frembaaret for Kongen, og den ædle Mand var strax rede dertil med al den ham saa egne Barme og Raskhed. — — Hun, der hænger ved ham med sin ganske Sjel, som ene s. 120 holder det svage Legeme op ved Kjærlighed til ham, der var hendes Alt, hun vil snart følge, og lykkelig hun, som kan følge den, hun elsker, uden at noget Jordisk holder hende tilbage! Og saaledes er dette Huus, for 8 Dage siden næst den kgl. Familie det første, det meest søgte, omstyrtet som et Kaarthuus ved et Pust, og snart vil dets Minde kun leve i enkelte taknemlige Hjerter — det skal aldrig uddøe i mit! Hvorledes denne saa pludselige, saa heftige Sygdom er opstaaet, thi endnu i Onsdags var Rskr. i Statsraadet og siden ved Taffelet og gjorde derpaa Etatsraad Zeuthen Condolations Besøg i Anledning af Faderens Død, hvor han skal have været fortrædelig og sagt, at han var en Daare, ei at forlade det Hele og andre lignende Udtryk. Om dette ei hænger sammen med et Rygte, der nok er sandt, at den celebre Gouverneur Schollen skal complimentere Hertugen as Angouleme og medbringe Elephant-Ordenen til ham, der, saa utroligt det end synes, dog er virkeligt — og faae 15,000 fres til Reiseomkostninger for sig og sin Adjutant-Cavalleer, Overkrigseommissair, nu Major, — forhen Bager — Sommer, der gaaer som Landfoged til St. Jean, og som vel ei kunde behage Ministeren, tør jeg ei bestemme. Muligt var det imidlertid, at det kunde have ærgret ham. At Scholten har faaet 8000 Spec. aarlig til Taffelpenge, veed jeg nu med Vished, og ligesaameget i Gage foruden sine øvrige fede Embeder; det synes utroligt, men er sandt, thi undertiden er Sandheden det Usandsynlige og ei det Skjønne.

— — Den almindelige Deeltagelse, Rosenkrantzes Sygdom har vakt og vækker, især hos hele det diplomatiske Corps, viser noksom, hvor agtet og elsket han var, og han sortjente det. Baron Nicolai ytrede sig strax første Dag af hans Sygdom til mig med den dybeste Høiagtelse og inderligste Deeltagelse og holdt en heel Lovtale over hans Værd som Menneske og som dansk Statsmand. Man tænker og taler nu allerede om hans Eftermand, man s. 121 nævner I. Bernstorff, man nævner Eyben, den elskværdigste er vistnok den sidste, om deres Dnelighed tør jeg ei dømme, store Statsmænd eller Aander er vel Ingen as dem, de vilde ei være her paa deres Plads. R. var det ikke, men han havde lang Erfaring, meget Kjendskab til Cabinetternes Bestyrelse og nød almeen Agtelse for sin Retskaffenhed og Velvillie, for sin egen Karakteer. Maaskee, havde man fulgt hans Raad, var meget gaaet bedre, idetmindste troer ieg det. — —

Jeg seer af Aviserne, at den Russiske Minister hos Dem ogsaa har givet en fête den 23 f. M. Her pleiede det ei at skee, der maa vel have været en særdeles Grund dertil. Feten her var meget smuk, Kongen dandsede og blev til Kl. henved 12; efter Bordet dandsede Grev Schimmelmann selv en polonaise, Rosenkrantz ligeså ! Og det var efter hans Forslag til Baron Nicolai, som i ægte russisk Smag. Han var meget oprømt den Asten, og jeg talte ham oftere, og den 29de om Aftenen længe ene, for sidste Gang, hvor han talte længe om Følgerne as P. A. Bernstorffs System og Aarsagerne til Englands Forbitrelse mod Danmark, der siden har havt saa sørgelige Virkninger. De kjender sikkert hans Idcer heri, som jeg dog ei kan ganske ansee for rigtige. Kl. 7 Eftm. Min Tjener er tilbage fra R. Endnu aander han, men, som da jeg var der, uden Følelse, uden Selvbevidsthed, altsaa uden Haab. Det er skrækkeligt.