Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Andreas Christian Gierlew (1826-02-18)

Kjøbenhavnden. 18 Februar 1826.

— — Deres Hilsener fra Baggesen have glædet mig ligesaa meget, som Deres Efterretninger om ham have bedrøvet mig, skjønt jeg, saalænge indtil en Læge bekræsker det, aimerai à croire, at Vattersoten er i min digteriske Vens Flamme-Indbildning, som jeg hjertelig ønsker det. Jeg beder Dem sige ham mit Hjertes varmeste og bedste Ørisker og dets oprigtigste Tak for hans vennehulde Minde, som jeg aldrig har tvivlet om, og hvorpaa han saa ofte gav mig kjære Beviser; jeg veed, at han vil skrive mig et Par Linier, naar han kan, og dette er mig nok. Spørg ham, om han har læst, hvad hans afdøde troe Ven, Reinhold, (Prof. i Kiel) siger om ham, som sindes i udtog af s. 140 Breve i R.s Levnet; man har oversat det her paa maadeligt Fransk i Messager du Nord, et fransk Kbhvnsk Ugeblad, og det er velmeent og læses. Da De nu kjender Digteren, skjønt i sit stormfulde Livs mørke Aften, saa vil De bedst kunne dømme, hvad han var i Livets lyse Middags Glands, tilgive den Svage og elske den Sjeldne. Maaskee, hvo veed det, skal det vorde Deres æresulde Lod at forskjønne hans sidste Dage og med deeltagende Landsmands Stemme, Haand og Hjerte at lindre hans mangehaande Lidelser, som Forsynet, vel ei ganske uden hans egen Skyld, lod ham gjennemgaae i hans senere Livs Periode. Jeg kunde misunde Dem det, thi hos faa Dødelige nedlagdes et saa herligt, stort, rigt, mangfoldigt Pund, for mangfoldigt og stort for Karakteren at styre det altid, for den svage Dødelige ganske at benytte det. Seer han ei Tieck? Jeg skulde troe, at begge, som eengang divergerede saa meget, som næsten mueligt, nu langt mere have nærmet sig hinanden, begge ere nu langt mindre excentriske. At De har givet B. en Diner, har smigret ham, det kjender jeg ham nok til at vide, og at De ei lod ham i et diplomatisk Selskab synge Hans høist vittige, men der høist upassende, burleske Sang: Der Scheren Schleifer, har De gjort meget vel i, non erat his locus, selv B.s Alder uberegnet.

Den ærværdige gamle Frimann, som af og til tilbringer en Times Tid hos mig, har jeg bragt Deres Hilsen, og han har paalagt mig at hilse Dem venskabeligst. Hvorfor Rz. lod spørge, øm han vilde have en tom Titel, veed jeg ei, thi hvad er der at svare paa for en Mand som Frimann? Dog saae jeg med Fornøielse, at den bragte ham til sidste Apartement, hvor min gl. Ven i sin Fløiels Kjole havde en Anstand, som viiste, at han var vant til at bære den i den store Verden i fordums Dage. Men jeg maatte sige ham, hvem Prindsesserne vare!? qu’en dites vous? Mig morede det uendeligt, denne totale Eremit Uvidenhed. Mod Grev Sch. er han mere end bitter.

s. 141 Fra Fru Rosenkrantz skal jeg hilse Dem, hun lever som sædvanlig, og Georgette meget lykkelig. Falsen gjør et meget stort Huus og seer selv Prinds Christian og de øvrige Prindser hos sig. Netop som mit forrige afgik, 31 Dec., blev Titelen Kgl. Høihed givet til Prinds Christian, hans Gemalinde, Søn og Sødskende. Mange ansaae del som en Fornærmelse, da saamange bleve det tillige, jeg ei, det er i Kongens Aand, og de vare jo Prinds Chr.s nærmeste Paarørende, kun har man ei ønsket til Lykke herfor, eller de ønsket, at det skete. Jeg seer Prindsen temmelig ofte og har nylig spiist hos ham. Sønnen, der lover meget lidet, confirmeres i Mai i Slotscapellet, som skal være færdigt til den Tid, hvor ogsaa den 1000 Aars Jubel Fest for Christendommens Indsørelse i Danmark helligholdes, og hvortil alle Avancements gjemmes.

— — Corps diplomatique est au grand complet. Jeg har ingen nye Bekjendtskaber villet gjøre deriblandt. Jeg troer, at baade den engelske Minister Wynn og den hollandske Qvabeck ere brave Folk, den sidste meget dannet, siger man. St. Simon vedbliver sin sædvanlige Impertinence, som man taaler. Grev Colloredo er en ung Knøs endnu, der hylder Fru St. Simon, Creole og Pariserinde, der omkaps med Faderen søger at fordærve Datteren, troer jeg. De Øvrige kjender De jo, eller vil Papa Merbitz sige Dem Noget om.

Geheimeraad Cold er død i Januar, Monrad første og Ørsted anden Deputeret, Lassen tredie, Kjerulf fjerde og Lange (fra Høiesteret) femte, dog vedbliver Kjerulf som Politie-Directeur ved en Vice-Directeur.

Vi have endnu Chart. Moltke, Juul og Krabbe her. Man forledes næsten til at troe, at deres Nærværelse ved deres Poster ei ere as stor Vigtighed ved at see dem saa længe her. Grev Schimmelmann med Datter og Svigersøn ere her siden 28 Jan., og den unge Grev Sch. med sin Frue fra Altona hele Vinteren, han er en Jæger, et c’est s. 142 tout dire. Møsting skranter oftere, og det hele Statsraad overhoved er svagt, Hr. M. undtagen, thi den yngste rappeler det ofte sor, som De veed. Malling har været halv blind i Vinter, Sehested døv, Schimmelm. slumrer og vaagner mellem hinanden, aldrig ganske nogen af Delene, og dog gaaer Maskinen sin gode Gang. At Major Abrahamson, den Lancasterske Helt, bringer Elephanten til Petersborg, er gammelt. At Grev Sch. vilde have Spilleren, Lapsen og Hesteprangeren Fritz R—w derhen, er dog sor galt. Hagemann og Schönberg (!!!) søgte derom.