Danmarks Breve

BREV TIL: Mathias Friis von Irgens-Bergh FRA: Andreas Christian Gierlew (1827-08-11)

Kjøbenhavnden 11te August 1827.

— — De maa betragte Heibergs Vaudeviller som ægte Theater-Skizzer, som man ei bør læse, men allene see, hvor det sjelden gode Spil af denne Art her og den med megen Forstand og Held valgte Musik as Forf. gjøre en ualmindelig Virkning og gribe, som De rigtig bemærker, ind i det nationale Latterlige meget genialsk; desuden er Versification en og Sproget baade let, smukt og correct. Han har endnu skrevet et Par siden, hvoraf den sidste, „De Uadskillelige“, paa en saare heldig Maade gjør den Uskik as de endeløse, tidlige og lange Forlovelser uden Udsigt til Giftermaal latterlige.

Hvad De siger mig om Prof. Hauch, har meget fornøiet mig, da Tiecks Dom, Deres egen uberegnet, her er høist ærefuld. Jeg kjender kun H. for Anseelse, men jeg veed, at han har modtaget sin Post i Sorøe og altsaa ei sor det første kommer til Norge, som vel heller ikke var saa rigtigt, da han nok er reist tildeels paa offentlig Bekostning, om jeg ei feiler. Jeg tør ei sige, om de have Ret, som mene, at han ei saa ganske har oposret sin Tid til Videnskaberne, s. 157 som han maaskee burde paa sin Reise, og hvori hans saa ulykkelige Tilfælde vel meget kan have bidraget.

Böttiger er altid den samme, som jeg kjendte ham i Weimar 1802, som Xenierne skildre ham, vg som han staaer i Tiecks gestiefelte Kater; nu er han jo gammel og sygelig desuden.

Jeg har siden mit Sidste hørt hundrede og een Grund for Baron Løwensterns Minister-Udnærvnelse og er nu som ni troende Sjel overbeviist om, som Hr. Panglos, at i den bedste Verden skeer Alt til det Bedste, og at egentlig han — ei Panglos men Hr. Baronen — egentlig har bragt „ma pauvre petite patrie“, som Vogt skrev saa naivt i en Depeche, et stort Offer fra sin Side og viist det en stor Tjeneste, da man var i største Forlegenhed, som jeg gjerne indrømmer, med at faae en Adelsmand, der var nomgjængelig nødvendigt, en Mand af Anstand, behængt med Ordener, Militær pour amuser l’Empereur par le conte de ses hautsfaits osv., og hvor Mme selv regnede paa sin nøie Forbindelse mcd Keiferinden fra hendes do. med Søsteren hos Dem osv., kun Jammer-Skade, at Døden har allerede saa længe fornd gjort en Streg i denne kunstige Regning. Forresten er det kun paa to Aar, han har ladet sig engagere, og ene Udsigterne i Fremtiden have tjent til Haandpenge pour cette précieuse acquisition, som jeg, oprigtig talt dog anseer lige saa god og bedre end mange andre. Om ei dal Borgo i Grunden har arbeidet for en Anden, idet han troede at arbeide for sig selv, veed jeg ei, men troer næsten. Löwenstern er endnu i Wandsbeck og forbereder sig der til sin Post og sin Reise, om ei Keiseren, især hvis Freden med Buenos Ayres kommer, som det synes, istand, skulde komme ham i Forkjøbet og naae Portugal, førend han Brasilien. Af meget af det Foregaaende, som jeg har havt Leilighed til at høre, og som maa blive mellem os, vil De see, hvor længe og hvor grundig og listig man har bearbeidet denne Sag. Mig s. 158 personlig vedkommer den ikke; jeg har ei engang ønsket at gaae til Brasilien, naar jeg ei blev befalet dertil og endnu mindre haabet taabelig at blive ndnævnt dertil, da man nu, rigtig eller urigtig tør jeg ei sige, har troet at burde sende en Minister dertil; desmindre bryder jeg mig personlig derom, men kun for Sagen selv, skjønt jeg tilstaaer, at baade en Hr. v. Koss og en Hr. v. Coopmans — De tilgive en maaskee urigtig Mening — der begge ere fremmede ligesaa vel som L., neppe vare de, man skulde sende til en saa selvstændig kraftfuld Mand, som Don Pedro. Clausewits's Fortjeneste tør jeg ei bedomme. — —

Hoppes Sag gaaer endnu stedse og er meget vidtløftig og indviklet; det kommer nu an paa, om den værdige Abrahamson, forhen hans Fortrolige, hans Ven, hans Concipist, hans Raadgiver og Talsmand, nu hans Angiver og Spion, kan faae fat paa de vigtige Papirer, som H. har disponeret over, og som man vel usigclig nødig vilde see i Andres Hænder, hvor de let kunde, siges der, paa en høist ubehagelig Maade compromittere, om — siger jeg — denne værdige Mand kan udføre sin Mission til Paris ligesaa heldigen, som indføre den fortræffelige Lancastriske Methode; da fortjener han unægtelig Storkorset eller dog Commandeur Ordenen „om Halsen". Hører man Hoppes faa Venner, har han gjort ei alene de vigtigste Tjenester, men de største Offere for Kongen og Landet og er en sand Martyr; hører man det andet Partie, er han en egennyttig, uforskammet Vindbeutel, Gavtyv og Skurk; maaskee kan mem ogsaa her sige: in medio veritas, og jeg vil gjerne troe, at der er noget Sandt i begge Dele. At han er uden sand Ære og Samvittighed, at hvert Middel til hans Hensigt er ham lige godt, har jeg altid troet; at man burde betalt ham med rede Penge for sin Tjeneste og ei med Embede, Rang og Orden, som han aldrig har hædret, og at man burde have et Øie paa hver Finger med denne gamle Intriguant, som med de løsgivne Forbrydere, Politiet s. 159 desværre! tillader sig at bruge, er min Mening; om jeg har Ret, vil jeg ei paastaae. En ædel Mand, som jeg troer, kjender Sagen nøie og er upartisk deri, fordømmer ham, og det er, næst min egen Følelse, mig det største Beviis. Slemt er det altid for en Regjering at have indladt sig med en saa tvetydig Person. Semper aliquid haeret er et sandt Ord.

— — — Hele Verden gaaer nu med Dampskibet Caledonia til Brønden ved Ramlöse i Skaane, hvor Dronningen nu er ankommen. En stor Deel af Corps diplomat,’s Damer og Herrer gaaer imorgen dertil. Vi have nu ei mindre end fire Dampbaade, som regelmæssig ugentlig komme og gaae: „Caledonia" til Kiel, „Prindsesse Wilhelmine" til Lübeck, „Dania", et smukt nyt Dampskib, som Capt. Christensen i Søe Etaten, der var længe i Indien, har kjøbt, 2 Gange ugentlig til øæJylland, og „det norske" ugentlig til Gothenborg, Frederiksværn og Christiania, foruden et stort Engelsk George the fourth, en til to Gange maanedlig fra London til Petersburg, som naturlig meget forøger Communicationen mellem Landene. Saaledes kom Fru Hagerup, hvis Mand er Sorenskriver i Deres Faders Nabolav, med tre Døtre hertil i Sommer; hun er en Søfter til Steffens og kjendte Dem fra Deres sidste Reise og har bedet mig hilse Dem og Mathilde. Hun har en Søn i den norske Marine, som kom her paa samme Tid med Cadetskibet.

General Oxholm er død 27de f. M.; hans Svigerinde, den vakre Marquise Bonnay, er her i Besøg i denne Sommer, som man har travlt med at giste med Baron Nicolay, der nu paa et Aar er reist til Rusland.

— — Den russiske Flaade kom her den 20de f. M. og gik bort den 25. Mange Nysgjerrige besøgte den og blev modtagne med Artighed. Skibenes Bygning og Udrustnng roste Kjendere ei. Gives der ingen Pennekniv s. 160 eller Strikke til Metternich, eller er han ei moden endnu til Helvede? —