von Irgens-Bergh, Mathias Friis BREV TIL: Holsten, Andreas FRA: von Irgens-Bergh, Mathias Friis (1821-01-01)

Dresden1ste Januar 1821.

— — I det sidste Brev har Du atter den Ædelmodighed at tilbyde mig et nyt Laan af dine Midler i Kjøbenhavn. Jeg havde dog fast foresat mig ei mere at misbruge din Godhed, især efterat Du selv har etableret Dig og ikkun bør tænke paa Kones og Børns tilkommende Skjebne. Imidlertid have Omstændighederne tvunget mig til at følge en anden Vei, idet jeg erholdt et Jammerbrev fra Niels Bull i Tønsberg, hvilken Mand i Nødens Tid i 1810, 11 og 12, da jeg ingen Understøttelse erholdt for at fortsætte mine Studeringer, ikke engang fra min Fader, som var vred paa mig, fordi jeg havde forladt den theologiske Bane, aabnede mig sit Hjerte og sin Pung og, uden at beregne, hvad jeg brugte, lod mig hæve hos Rybergs, saa meget jeg vilde. Denne ædle Mand har i den yderste Nød, da han saae sig udsat for at lide Execution for en Gjeld til Rybergs Huus af 1000 Rbd., seet sig nødsaget til at tye til mig med Begjæring om at redde ham i denne Fare ved at udbetale for ham bemeldte 1000 Rdl., hvilken Bøn det var mig umueligt at afslaae.

— — Fra Gjerlew har jeg nyligen havt et langt Brev, som jeg endnu skylder Svar paa; han er stedse uden Embede, og det vil vel ogsaa blive vanskeligt at sinde et passende for ham, da han er meget kræsen og har overordentlige Ideer om sin egen Duelighed og om sine store Fortjenester. Imidlertid kan man ikke nægte, at han jo er en Mand med Hoved og Hjerte paa det rette Sted og bedre end de fleste Seribaxer og Stue-Lærde i Danmark. Du veed, at Kaas og Schimmelmann have været nær ved at gjøre Banquerot især som Følge af deres Caution for Familien Løvenskiold, men at Kongen har reddet dem begge ved Laan. Det Dampeske Oprør har sat megen Skræk i s. 168Konge og Ministre hjemme, endskjønt det ikkun var og blev Damp. Imidlertid seer det over hele Europa i dette Øieblik heel betænkeligt ud. Regenter og Ministre ere selv Skyld deri ved den unyttige Modstand, som de bestræbe sig for at sætte Tidsaanden og dens Stræben mod constitutionelle Forfatninger. Efter min Overbeviisning bliver det Aristocratiets Dødskamp, og inden nogle Decennier vil alle europæiske Stater være forsynede med constitutionelle Forfatninger. Om i denne Kamp maaskee nogle Regjeringer vilde komme til at undergaae, fordi deres Stræben mod Tidens Aand er altfor haardnakket og uklog, er et Spørgsmaal, hvis Besvarelse maa overlades Fremtiden, men umueligt er det ikke, uagtet Tidsaanden ingen Fiende er af monarchiste Forfatninger i Almindelighed, naar disse sorstaae at sætte Despotiet Grændser ved Folkerepræsentanter. Her i Sachsen er Landdagen nu samlet, men Aristocratiet er for mægtigt endnu her, til at den frembringer den ringeste Forandring i den nærværende intetbetydende Forfatning. I Preussen, hvis Regjering nedlader sig til at være et Echo af Metternichs Planer og Skrig over demagogische Umtriebe, er en stor Gjæring, der ei vil lade Udbrudet vente paa sig. — — —