Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Rathke FRA: Heinrich Matthias Wilhelm Klingberg (1796-12-17)

H. C. Klingberg til Rathke.
Kjøbenhavn17de Decbr. 1796.

— — I den lærde Verden er her ingen Ende paa Klammerier. Professor Baden er en stridbar Mand, og det skulde meget undre mig, om han beholdt hele Vinduer til sin Død. For sin Journal bliver han uafladelig feiet af vore unge demokratiske Autorer, og nu kommer det Gudskelov til Proces. Den unge Professor Baden, som vilde hævne (sic) sin Faders Ære, har i et Blad: Hvem er Jens Krag Høst? overgaaet endog gammel Strands Matroner i at sige Grovheder, og da man nu har faaet ham opdaget, skal Rottbøl føre Sagen for Høst. Den hele kjøbenhavnske Legion af Styverfængere lader ikke slig Leilighed til Fortjeneste gaae ubrugt forbi, og man har allerede faaet et saa kaldet satyrisk, endskjønt ikke hogarthisk Kobberstykke i den Anledning, hvor den gamle Baden holder den unge Ditto frem, hvis Excrementer udgjøre ovenmeldte Blad, ligesom og Høst staaer paa samme Stykke og med et Boer graver i den gamles Skrifter. Den tappre Buchhave, som er død i denne Tid, er ogsaa bleven honoreret med et Kobber, som Bang ikke lidet glæder sig over, man seer nemlig Døden have en Præst i Kraven, der skal forestille Chemnis, som i denne Tid har været meget syg, Bang, som var hans Doctor, forestilles at holde paa Ham, og at pege paa sin Antagonist Buchhave, som Døden da strax ryger i. For den arme Biskop gjør det mig ondt, han bliver altfor meget revet ned, Arbeidsomhed og Redelighed kan man dog aldrig nægte ham, og med al Respect sor min gode Fætter Christian Klingberg synes mig dog, han er for slem imod ham, og hans Fremgangsmaade imod Autor kan jeg ikke lide. Hans Denunciation imod s. 182 Bruun gjorde Hans Ulykke. Han stak Haanden i et Vespe Rede og har nu faaet dem alle paa Halsen. Hans Bibellæsning continuerer endnu, uagtet alle de Spectacler der har været desangaaende, og hvoraf Du vel har hørt endeel. Han har antaget 60 geistlige Husarer eller Opsynsmænd, som man siger skal søge alle de smukke Piger ud ved Indgangen for ikke at give Menigheden Ledighed til Distraction. — — —

Gudenrath har i det sidste Hefte af det juridiske Tillæg til Iris slemt væltet sig ind paa mange navngivne Personer. Biskop Schønheyder har han fat paa for hans sidste Tale i Minerva, Janson faaer Kjærligheden at finde for hans Prorectorat, Divisions-Chirurgus Hahn bliver paa 3 compresse Sider heglet igjennem, fordi han for 4 Aar siden bomrede i Latinen, som Opponent ved en Doctor Disputats, det dyre tydske Institut paa Vesterbro gaaer heller ikke studfrie og efter saaledes at have givet 8 Ark Bitterheder af sig ender han med at fortælle den philosophiske Roe, han lever i, og at gotte sig over den Landesorg, der eengang vil blive, naar Dannemark skal miste ham. Det er dog unægtelig en løierlig Stær, den Gndenrath. At Hofpræsten Christiani har anlagt et Institut paa Vesterbroe à la Salzmann, og at Rasmussen er bleven Lærer derved med 200 Rd. aarlig eller 150, hvormeget det er, foruden Logis, Kost, Vask etc., troer jeg allerede, jeg har fortalt Dig; man mener nu, han skulde succedere Riber paa Seminariet, der er død i denne Tid — — Med Expressen skal Du faae Freut euch des Lebens og en Vise, som ingen Titel har uden Skit Visen, men som har gjort en ganske deilig Virkning paa Gaderne her i Byen. De vare flette over al Beskrivelse, Reisende, som kom her, vilde aldeles ikke troe, at hele Byen var broelagt, og da man skulde have Skarnet bort, maatte man ordentlig hakke det op. Man knurrede vel i Almindelighed, satyriserede over Politiet, gjorde Forslag til Færgelaug, der skulde hjelpe s. 183 Folk over de vanskeligste Steder, men intet Hjalp, førend denne deilige Vise begyndte at komme i Cirenlation, Feiekjærlinger og Vognmænd, Gade Commissairer og Skarnagere certerede med hinanden om Flid i deres Embeder fra tidlig om Morgenen til langt ud paa den mørke Nat, og i en 8 Dages Tid havde mein det behageligste Føre af Verden.— —

Din gode Ven
H. C. Klingberg.