Danmarks Breve

BREV TIL: H.C. Klingberg FRA: Heinrich Matthias Wilhelm Klingberg (1807-11-23)

Prof. W. Klingberg til sin Broder Byskriver H. C. Klingberg.
Kbhvn.23 Novbr. 1807.

Vist og sandt er det, at vi i vor Levetid have seet og hørt mange flere Rædselsscener, end de sleste andre Generationer, der hidtil have existeret, men endnu vissere er det, at det sidste skrækkelige Slag var værre, end noget af alt det, vi hidtil havde forestillet os: et Bombardement og det saa heftigt og i flere Nætter med tiltagende Ødelæggelseskraft —, uden det mindste Haab, den mindste Udsigt til andet end en høist bedrøvelig og ydmygende Ende, Frygt for Storm, Plyndring etc., Ild, Død og fredelige Medborgeres voldsomme Sønderknuusning, hvor man har vendt sit Øie; dette kan ikke jeg, kan Ingen beskrive Dig græsseligt nok. Det vil maaskee falde Dig besynderligt, naar jeg siger Dig, at hine 4 Dage vare mig langtfra ikke saa piinagtige, som den Tid imellem de Engelskes Landgang og Bombardementets Begyndelse, og dette var dog Tilfældet. At see sig saaledes indesluttet til alle Kanter, see Forstæderne brænde, hver Nat blive vaagnet i Skræk af de voldsomme Knald af Kanonerne og Morterne fra Voldene og Forposternes Skjærmydsler og skue den uhyre Flaade af 3—400 Skibe, som omringede os, — alt dette holdt een i en bestandig Spænding og berøvede een al Kraft til at virke eller beskjæftige sig saaledes, at man kunde glemme den Fare, hvori man svævede. Under selve Bombardementet derimod havde jeg faameget at bestille med de Qvæstede, at jeg glemte alt andet, dog det vil maaskee interessere Dig mere, naar jeg ordentlig fortæller Dig mit vita under denne Tid.

s. 191 Du maa altsaa vide, at jeg om Søndagen, inden de Engelske ytrede fiendtlige Hensigter, var ude paa Blegdams Veien efter gl. Stiil, om Eftermiddagen gjorde jeg endnu med Klingberg og Paludanerne en lille Lyst Tour i en Rostocker Baad fra Kalkbrænderiet ud paa Rheden og saae med megen Ligegyldighed paa nogle Engelske Fregatter, som laae ude i Renden. Den Engelske Flaade havde alt i flere Dage lagt ved Helsingøer, men ingen Mennesker drømte dengang om, at det skulde gjelde os. Om Mandagen var jeg hos Wleugels og sik der at vide, at der var kommen Ordre fra Prindsen, at sætte alt i bedst muelige Forsvarsstand; Dagen efter kom Kronprindsen selv, og Enthusiasmen steg derved betydeligen, men Dagen derpaa reiste han og Kongen, og da begyndte man allerede at blive ilde tilmode. Imidlertid glædede man sig over den Iver, der herskede overalt ved Udrustningerne, man trøstede hverandre med, at det hele var blot en politisk Diversion, og at det blot skulde blive en Trudsel. Lige indtil de Engelskes Landgang d. 17de August smigrede man sig ved dette Haab, men da man hørte om Thorsdagen en heftig Musketild og sik at vide, at de allerede vare ved Vibenshuns, da alvorlige Proclamationer fra Peymann og idelige friske Transporter af Blesserede (for det meeste Livjægere) mindte os om, at der virkelig var Krig, saa var man da sikker nok paa Byens Skjebne. Jeg sik Ordre til at være tilstede paa Søeqvæsthuset paa Christianshavn; i Førstningen gik jeg blot derud 2 Gange om Dagen, men efter Falkenthals Forlangende maatte jeg bekvemme mig til ogsaa at ligge derude. Der var ingen Plads for mig uden et Værelse ud ad til Amager med Jernstænger for Vinduerne, som Rothsank havde beboet, ɔ: en Daarekiste, der fik jeg mig en af Stiftelsens l.... rige Senge og et lille Bord med 2 Stole og spiste og drak hos Falkenthal, Herholdt laa ogsaa derude med sin Familie, men da han og F. havde saamange Forretninger i Byen, maatte jeg saagodtsom s. 192 paatage mig Bestyrelsen af det Hele og det specielle Arrangement for 400 Syge, som der for det første blev gjort Plads til. Dette gav mig saameget at bestille, at jeg maatte næsten ganske frasige mig mine practiske Forretninger i Byen, mig ikke til megen Baade, som Du vel kan begribe. Daglig kom der nu mere og mindre Haardt blesserede Syge ind fra Søe-Defensionen, der, som Du vel veed, var næsten bestandig i Action med Fiendens Bombarderer og Smaaskibe, især i Kalkbrænderie-Bugten, dog kom der ikke flere ab Gangen, end at man jo gjerne kunde passe dem vedbørligen, og at vi fik Tid til at instruere vore Candidater, der for det meeste vare uøvede til alvorlige Forretninger.

Den 2den Sept, om Eftermiddagen Kl. 7 stod just Falkenthal ovre hos mig med et Par af Candidaterne, da paa eengang en heftig Buldren og Knalden hen ad over Byen forkyndte os, at Tragcdien begyndte. Vi foer strax alle op paa det høieste af Qvæsthusets Lofter, hvorfra man kunde oversee hele Byen, og der saae vi da enhver Bombe og Brandkugle, Raket og alt deslige, som i større eller mindre Buer fra alle Kanter fløi hen over Byen, og ikke havde vi staaet der i 6—7 Minutter, førend allerede der var stærk Brand paa flere Steder. Vi kunde tydelig skjelne, at Bomberne for det meste vare stilede efter Frue Taarn, og Ilden lod just til at være der, hvor Klingbergs boede. Hvad jeg i det Øieblik følte, kan jeg ikke beskrive Dig, jeg resignerte aldeles paa den Lykke at see nogensinde dem mere og forestilte mig naturligviis, at det ikke vilde vare længe, førend hele Byen var i Brand og de fleste af mine Venner massacrerede. Ud kunde jeg ikke komme, da Falkenthal paa det alvorligste erindrede os om, at det var Pligt for os alle ikke at forlade Hospitalet. Saaledes stod vi da i Angst, indtil vi tydelig saae Branden at mindskes, og hørte, at Gl. Torv var blevet frie, og da begyndte vi at blive roeligere, saa at vi endog kunde sidde og med megen Orden s. 193 gjøre vor Plan til at transportere vore blesserede ud paa Amager, dersom Qvæsthuset ogsaa skulde komme i Brand. Imidlertid naaede ingen Bomber os, Stykker af dem, som sprang, faldt i Vandet lige udenfor Bygningen, men videre kom de ikke. Kl. 2 laae jeg mig i Klæderne og sov ret roeligt indtil Kl. 7. Da kom Professor Ørsted og Foersom og bad mig om Huuslye, jeg fik Madratser til dem og lod dem ligge hos mig, løb derpaa ind til Byen, fik min Seng og en lille Commode med Linned etc. ud til mig og maatte nu modtage alle de blesserede, som vare bragte ind paa Nyeboder Hospital, 80 i Tallet; der havde Hahn sin Post, men da Bomberne faldt der i Mængde og ihjelslog de Saarede ved Chirurgernes Side, saa maatte de alle flyttes ud til os. Hahn laae hos mig, saa at vi nu var 4 i mit lille Hul, men deels havde jeg selv forsynet mig med Madera-Viin o. desl., deels havde Hahn et herligt Flaskefoder ud med sig, som Du kan troe, daswir tapfer zusprachen, og nu fik jeg saameget at gjøre, at jeg ikke fik Tid til andet end at amputere, forbinde, spise og drikke, og ikke havde et Øieblik tilovers til at tænke paa noget ellers. Saaledes vidste jeg ikke det ringeste af, at Tømmerpladsen var i Brand, førend jeg fra Sygestuen kom ned i Gaarden og saae hele Himmelen saa rød som Purpur og alting saa oplyst, at man midt om Natten kunde læse det fineste Skrift derude. Hele Amager saae ud, som om Solen skinnede stærkt derpaa, men jeg var saa træt, at det slet ikke rørte mig. En svær Kugle kom ind i en Stue paa Qvæsthuset, som vi havde indrømmet de qvæstede Studenter, der heller ikke kunde blive paa deres Lazareth (i Frimurer-Logen i Kr-Prindsens Gade), og gjorde et skrækkeligt Bulder, slog Muren istykker o. s. v., men gjorde dog ingen videre Skade. Jeg var just dengang i Stuen ved Siden af, men jeg kan slet ikke sige, at jeg blev uroelig derved, endskjønt Du veed, at jeg just ikke er nogen Helt; jeg var ubegribelig ligegyldig og havde i den hele Tid ikke Idee af Frygt, uden een s. 194 Gang om Natten, da jeg uden Hat gik over Gaarden; jeg havde just i det Øieblik forbundet 2, som vare græsselig qvæstede af Bombestykker (in parenthesi det allerværste Slags Saar, jeg nogensinde har seet), jeg hørte Bomberne knalde og hørte nogle Stykker rasle paa Taget, og da skyndte jeg mig rigtignok tilbage for at tage min Hat paa, som om den kunde beskytte mig, og nu gik jeg igjen min Cours med saamegen Roelighed, som om jeg havde havt et uigennemtrængeligt Skjold over mig. Hahn, Falkenthal og alle de andre vare ligeledes meget godt stemte, man levede godt, de Syge ligeledes, og alting var i Orden, men Herholdt blev saa nervesvag, at han aldeles intet kunde bestille og tilsidst maatte jeg tilbyde ham at være ovre hos mig om Natten, fordi mit Værelse vendte ud til Amager og hans derimod ind ad til Byen, saa at han hørte og saae Bomberne bestandig, men da var det just, at Bombardementet ophørte. Lidt efter lidt vendte nu Folk, som i Hobetal vare udflygtede paa Christianshavn, tilbage, mine Logerende forlove mig, og 14 Dage efter Capitulationen tog jeg hjem, hvor jeg fandt mit Gods ubeskadiget, endskjøndt Huset ikke har været fritaget for Kugler. En svær Brandkugle havde flaaet Gavlen igjennem og var bleven liggende ved den unge Maler Eckersbergs Fødder, som boer lige overfor mig: den brændte et lille Hul i Gulvet og det ene Been af Bordet; selv blev han qvæstet i Hovedet af Splinter og Steen, men Lahde kom strax til og slukkede den; nu pranger den paa hans Kakkelovn med den ingenieuse Inscription: memento mori, hvilken Idee er ham selv til ikke liden Glæde.

L. Daae, Breve fra Danske og Norske.

13

— — I denne Tid, siden Prindscn er kommen tilbage, vrimler Byen af Soldater. Capere indbringe daglig engelske Priser saagodtsom lige for Næsen af de engelske Krydsere, Strænge Commissioner blive daglig nedsatte for at undersøge flere bekjendte Personers Opførsel; foruden den store Krigsrets Commission over Peymann, Bielefeldt, s. 195 Adm. Lütken, Giedde og kirkhoff er een bleven sat over Et.-Raad de Coninck, Grev Schulin og Præsten Rønne, som havde paataget sig at være Provianterings-Commissærer for Englændernes Armee, sikkert i den bedste Hensigt, men alligevel har dette Skridt af dem givet Anledning til saa meget Sludder om dem, at de udentvivl selv har ønsket denne Commission. Den gamle de Coninck har rimeligviis af denne Aarsag faaet et Anstød af Apoplexie af Ærgrelse. Den svenske Consul Gram er sat i Blaataarn, og ligeledes ere nogle Kjøbmænd arresterede, som have tilført den engelske Flaade Proviant.

Dit Brev af 10de er kommet idag. Du maa ikke fortryde paa, at jeg ei har skrebet før: strax efter Capitulationen var jeg alt for oeeuperet, og siden har jo al Communication været næsten ganske standset. Efter Dit Brev at dømme troer Du, at Forfatningen her er saare ulykkelig, sandt nok, de første Dage vare slemme, men man vænner sig til alt ondt i Verden. Folk leve nu næsten ganske som forhen, de store Gjestebudde, klage vore Epicuræere over, formindskes rigtignok, og paa mine Indkomster kan jeg mærke, at Penge just ikke ere i Overflødighed, men, naar jeg undtager Brænde og nogle faa andre Artikler, saa er dog alting her i temmelig lav Priis, og da Blokaden i Belterne har ophørt, venter man, at det endnu skal blive bedre. Overhovedet have de Engelske, for Fiender at være, endda opført sig nogenledes honnet mod private Folk, idetmindste har Ødelæggelsen ude paa Landet ikke været at regne for noget imod de Efterretninger, man har havt om andre fiendtlige Armeers Grusomhed.

— — Professor Sander er alting brændt for; han boer nu med Familie paa et lille Bagværelse i Dreiers Klubs Gaard, men han er lige glad og krye. Dreiers Klub skal det have gaaet tilbage med, siger man: stakkels Sander og Horn kunde ikke engang drive det til et ordentligt Pølse-Gilde. Vor Klub gaaer det godt med; Fr. Schmidt har s. 196 været her i denne Tid og var en fast Mand der hver Aften, ham skal jeg ligeledes hilse Dig fra.

13*

— — Lev vel, hils Engelhart, Hagerup og hvem der ellers kjender

Din
W. Klingberg.