Danmarks Breve

Af en bansk Diplomats Papirer. (1817...

s. 1 Af en bansk Diplomats Papirer.

(1817-1828.)

L. Daae, Breve fra Darske og Norske. s. 2

s. 3 Matthias Friis Jrgens-Bergh,

af hvis efterladte Papirer her skal gives et Udvalg, var af Herkomst en Nordmand og født den 16de November 1786. Faderen, Gerhard Gunnerus Bergh, selv Præstesøn fra Thoten, var Sognepræst i Tønsberg og senere i det store Ringsager Kald paa Hedemarken, hvor han døde som Jubellærer den 30te April 1834; Moderen hed Elisabeth Jrgens. Familien nedstammede eller paastod idetmindste at nedstamme fra den bekjendte Biskop Frants Berg i Oslo († 1591). M. F. I. Bergh sattes i Christiania Cathedralskole, fra hvilken han 1807 af Rector, Prof. I. Rosted blev dimitteret til Kjøbenhavns Universitet. Han studerede først Theologi, men mod sin Faders Villie forandrede han Studium og underkastede sig den 14de October 1812 juridisk Embedsexamen med Laudabilis. Allerede som Student var han imidlertid bleven ansat som surnumerair Cancellist i Departementet for de udenlandske Sager, i hvilken Egenskab han først forekommer i Statscalenderen for 1811. Et usædvanligt Held fulgte ham. Ved det store Stjernefald, som ledsagede Frederik den Sjettes og Dronning Marias Kroning, blev han (31te Juli 1815) Danebrogsridder, omtrent paa samme Tid fik han Titel af Legationssecretair, og den 17de s. 4 August 1816 ndnævntes han til Chargé d’Affaires ved Hoffet i Dresden. I denne Stilling forblev han til sin Død, 8de Marts 1828, idet han efterhaanden opnaaede Titel af Geheime-Legationsraad og Kammerherre, fik forskjellige udenlandske Ordener og tillige (7de December 1824) optoges i den danske Adelstand under Navn af Jrgens- Bergh. Hans tidlige Død var udentvivl en Følge af Brystsyge. Hans Svagelighed bragte ham til at foretage forskjellige Reiser i Syden; desuden besogte han i 1824 ogsaa sit Fødeland Norge og sin Slægt der. Hans Hustru, Mathilde Therese Holsten (født 1793), Datter af Commandeur i den danske Søetat, C. F. H. Holsten, overlevede ham i mange Aar.

1*

Vi kjende et nærmere de Omstændigheder, som Jrgens-Bergh havde at takke for det for en norsk Præstesøn uhørte Held at komme ind paa den diplomatiske Bane og i en saa ung Alder at opnaa den vistnok i sig selv ikke meget vigtige, men dog behagelige, ansete og eftertragtede Stilling i en af Nordeuropas smukkeste Stæder. Hans Samtidige tillægge ham et smukt Udvortes og elegant Væsen. I Statsminister Rosenkrans synes han at have havt en Patron. 1)

Uvist paa hvilken Maade have en stor Deel af Berghs Papirer efter hans Død fundet Veien til Norge, hvor de s. 5 kom til den historiske Samler, Provst Andreas Faye (Sognepræst til Holt ved Arendal, siden til Sande ved Drammen), og indlemmedes ved dennes Dod 1869 tilligemed hans ønrige Haandskrifter i det norske Rigsarchiv. Papirerne ere betydelige i Omfang og vidne om, at Irgens-Bergh har ført en udbredt og interessant Brevvexling. At denne, der indeholder mangfoldige vigtige Træk til Samtidens Historie og Charakteristik, er bevaret i et offentligt Archiv, maa ansees for et stort Held, tjær fordi de fleste hidtil bekjendte Brevsamlinger hidrøre fra Lærde og Videnskabsmænd, medens Diplomaters private Papirer kun sjelden ere bevarede og endnu sjeldnere offentliggjorte.

Selvfølgelig er ogsaa af denne Brevsamling kun den mindre Deel egnet til Udgivelse. Der maatte først træffes et Udvalg mellem Brevskriverne, dernæst mellem disses enkelte Breve. Udeladte ere Fru Berghs Breve til sin Mand og til Maleren Dahl, ligesaa Fru Emilie Bülows talrige Skrivelser saavelsom Brevene fra Diplomaterne Coopmans, Koss, Vogt, Selby, fra Damer i den Rosenkransiske Familie osv. Medtagne ere derimod, som man vil see, Breve fra I. G. Adler, N. Rosenkran, B. C. Merbin, og A. C. Gjerlew, et enkelt Brev fra O. B. Winge og endelig nogle Breve fra Irgens-Bergh selv til Svogeren, A. Holsten, Consul i Algier.

Om de Mænd, hvis Breve man altsaa her vil faa at læse, tiltrænges kun ganske faa Oplysninger.

Johan Gunder Adler er den samme, der i 1814 deeltog med C. M. Falsen i Forfattelsen af et Udkast til en Forfatning for Norge. Han var en Haandværkssøn fra Kjøbenhavn, født 1784. I Aaret 1812 var han kommen s. 6 til Frederikshald som Skolebestyrer eller saakaldet Lektor, og da Christian Frederik forlod Norge, knyttede Adler sin Skjebne til hans og vedblev at staa denne Fyrste nær i hele hans Liv, var hans Cabinetssecretair i Odense og hans Ledsager paa Udenlandsreisen. Adler dode 1852 som Geheime-Conserentsraad.

Nils Rosenkrans, født 1757 i Norge, rimeligviis i Tveds Præstegjeld ved Christianssand, var en Broder af Marcus Gjøe Rosenkrans, den norske Embedsmand, Storthingsmand og Possessionat, der døde 1838. Som ungt Menneske kom Nils Rosenkrans ind paa den militaire Bane, men ombyttede snart denne med den diplomatiske og var esterhaanden accrediteret ved en stor Deel af Europas Hoffer, fornemmelig dog i St. Petersburg, hvor han ægtede en russisk Dame af det høiere Aristokrati, Fyrstinde B. Viasemsky. Omsider blev Rosenkrans i 1810 Geheime-Statsminister og Ches sor Udenrigsdepartementet, i hvilken Stilling han døde Natten mellem 6te og 7de Januar 1824. Hans Estermand blev Grev Ernst Henrik Schimmelmann (1824—1831). Rosenkrans's Ægteskab var barnløst, men han antog sig flere Broderbørn, der jevnlig omtales i denne Brevsamling. 1)

Benedict Christian Merbin var det sachsiske Hofs sidste residerende Diplomat i Kjøbenhavn. Chursyrstendømmet, siden Kongeriget Sachsen var af de tydske Mellemstater den, som tidligst spillede en Rolle i Europa og som traadte i nærmest Forbindelse med Danmark. Landets Frugtbarhed, s. 7 Industri og Bjergværker satte Hoffet istand til at udvikle en overordentlig Pragt, og ved Ægteskaber knyttedes Forbindelser med det danske souveraine Kongehuus. Sachsen havde derfor længe i Danmark sin „overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister", ligesom Danmark sin i Sachsen. Dette sidste Forhold, i al Fald med en stadig Chargé d’affaires, vedvarede til 1837, og det bragte i de to sidste Menneskealdere stadigt en Merbin, Fader og Søn, til det danske Hos. Den ældre, Johan Friedrich M., forekommer allerede i Statscalenderen for 1775 som sachsisk Legationssecretair i Kjøbenhavn og vedblev i denne Stilling til sin Død c. 1792, hvorefter Sønnen, Benedict Christian, der som Barn havde fulgt ham til Danmark, fulgte ham som Legationssecretair og fungerede i denne Egenskab under sorskjellige Ministre, indtil han omsider, dog kun som Chargé d’affaires, selv kom til at forestaae Legationen indtil 1837. 1) Hans Titel var Legationsraad, og han bar i sine senere Aar den sachsiske Fortjenesteorden. For Merbin, som sachsisk Diplomat i Kjøbenhavn, maatte det ligge nær at knytte Forbindelse med Danmarks i Dresden ansatte Udsending, Irgens-Bergh, hvem han desuden, som det synes, allerede tidligere kjendte, og gjennem en stadig og fortrolig Brevvexling udvexlede de derfor sine Nyheder. At Merbin i disse sine Breve skriver Dansk, jet skriver det saa reent og smukt, at Germanismer kun yderst sjelden lade sig paavise, er et Beviis paa, hvor fastgroet han var i Kjøbenhavn. Som Senior blandt Corps diplomatique i Danmark s. 8 har den gamle Mand, hvem Gjerlew i et af de følgende Breve kalder en „diplomatisk Bedemand", udentvivl været en af den fornemmere Verden vel kjendt og paaagtet Figur. En Novellist, Carl Bernhard, har i fin Fortælling „Lykkens Yndling", der første Gang udkom 1838, med den „gamle Legationsraad" aabenbart sigtet til vor B. C. Merbin. 1)

Anders Christian Gjerlew (f. 1774), en Byfogedsøn fra Roskilde, studerede oprindelig Theologi, reifte dernæst i flere Aar paa offentlig Bekostning udenlands, ansattes i Commercecollegiet og fik 1810 Ansættelse som Confulatsecretair, siden Consul i Tunis, hvorfra han 1819 vendte hjem til Danmark. I adskillige Aar levede han her uden Ansættelse, indtil han 1831 udnævntes til Generalconsul i Christiania, hvor han døde 2den September 1845. Da hans første Hustru, Wilhelmine Jofepha Holsten, var en Søster af Irgens-Berghs Frue, gav dette Anledning til en mangeaarig, stadig fortsat Brevvexling mellem de to Svogere. Generalconsul Gjerlew var en retsindig, fiintdannet Mand, der stod i fortrolige Berøringer med mange af sin Samtids betydeligste Størrelser og selv indtog en agtet Plads i Literaturen. I Norge synes imidlertid hans gode Egenskaber ikke at have fundet fortjent Paaskjønnelse. Nogle Breve, vexlede mellem ham og H. C. Ørsted, og et s. 9 Brev til ham fra Fru Gyllembourg, ere tidligere blevne trykte. Første Samling af „Breve fra og til H. C. Ørsted" (Kbh. 1870) er en vigtig Kilde til Kundskab om Gjerlews Ungdomshistorie.

Ole Bang Winge, fra hvem et enkelt Brev (det eneste bevarede) forekommer, var Medlem af det danske Handelshaus Gyldendal & Co., blev i mange Aar benyttet som den norske Regserings Agent i Pengesager og fik omsider i 1859 St. Olafs Ordenen. I. H. Vogt bemærker i sine Optegnelser om sit Liv (S. 51), at den norske Stat staaer i stor Forbindtlighed til Winge. s. 10