ARNE MAGNUSSON TIL TORFÆUS. København 23. januar 1692. Access. 8. Egenh.
Har af mange grunde været sendrægtig i brevskrivning: har været optaget af Bartholins avktion, arbejder for Moth og andre; har desuden efter at have modtaget T.s brev af 21/8 91, som var holdt i en vinderlig og usædvanlig stil, ikke følt sig meget opfordret til at skrive og for sådan korrespondance forsømme andet nyttigere. Nu da tiden er mindre knap, mener han dog at burde give et svar, for at T. ikke skal tro, at han i nogen henseende føler sig skyldig. Hvad bogkøbet angår, har A. M. handlet i bedste mening; T. har selv opfordret ham til at købe de bøger A. M. anså nyttige for ham; det er en urimelig fordring, at han for T. skulde gennemgå alle de bøger, som angik Norges historie. T.s fortegnelse på de numre han ønskede købt, har A. M. først modtaget, efter at avktionen var endt. Prisen for Hist. Franc. er snarere billig end dyr. Dersom T. sender bøgerne tilbage, bliver det A. M.s sidste tjæneste af den art; hvorledes T. vil afsende dem, må han selv om. T.s beskyldninger for svig og uordholdenhed er meget uretfærdige; hvad han har lovet, agter han at holde. Selv beflitter han sig på høflighed og hensynsfuldhed overfor alle, men ønsker det samme af andre; beder derfor fremtidig at måtte forskånes for ubillige irettesættelser, og fremfor alt, at han ikke i breve til renteskriver Jakob Sørensen eller andre får stikpiller eller blameres. Muligvis kalder T. dette jus amicitiæ, men A. M. vedkender sig ikke sligt; men det ved han, at sådant lader sig kun byde den, som ikke har forstand eller mod til at svare — dette kan nu T. opfatte som jus amicitiæ. T. må ikke forlange umuligheder af A. M.; således vilde en fortegnelse over de norske biskopper kræve et vidtløftigt studium, ligeledes excerpterne af trykte bøger. De ønskede diplomer fra Bartholins samlinger skal T. få meddelt, og det kan da være vederlag for hvad T. kån have ydet Bartholin. Hvad T. kan have gjort for A. M. selv, skal blive gengældt ved arbejdet på Orcades, men de er endnu ucensurerede, dog har Worm og hans søn lovet, at de skal blive færdige til foråret. Biskop Arnes saga kan A. M. ikke lade afskrive, da ingen får bøger lånt fra biblioteket uden kgl. befaling. Med hensyn til de islandske anliggender har intet kunnet gøres. En Sturlunga saga med tilh. bp. Arnes saga tilbyder þórður Jónsson, dersom T. vil lade gældskravet mod hans afdøde fader falde; ellers vil han sælge bogen til de svenske. Korrespondance med de svenske vil A. M. ikke have, det er urigtigt og ilde set. Dersom T. ønsker at fortsætte korrespondancen med A. M., sker det bedst gennem sognepræsten i Helsingør, som A. M. godt kender. Et fra Ásg. Jónssons fader erholdt håndskrift af Olav Tryggvesøns saga (AM. 313, 4to) vil A. M. ikke sende T., da det er uden betydning, og hans enestående Frostatings-lovbog tør han ikke vove over søen; muligvis kan A. M. lade den afskrive for T., men betalingen er dyr (c. 7 arket). To islandske præster er komne herned, af hvilke den ene væntes at blive biskop, den anden vicebiskop. »Sagen« (ͻ: den over den afdøde biskop Jón Vigfússon afsagte dom) væntes at komme for højesteret sidst på somren. A. M. bor på Borchs kollegium, er klient af Moths hus, har dog hidtil intet oppebåret uden kosten, men håber på en eller anden stilling.
Monsieur!
Hönum mun þikia, sem og nockurn part satt er, eg næsta seirn i minum brefaskrifftum. Eru þar, og hafa vered, margars. 151ordsaker thil. First so leinge Bartholins auction varade, hafde eg nog þar med ad giöra, sidan hef eg alltid hafft so mikid ad bestilla, nu firer Ober Secreterer Moth, nu firer adra, so ad eg i sannleika segia kann, ad eg hefi varla eirn tfrna vered minn eigen herra; ad sidustu fieck eg Hans bref af dato 21. Aug. 91, hvad, effter þvi þad ined sier færde undarlegan og oveniulegan stiil, a hvatle þad mig ei storum ad skrifa edur forsoma annad mier nitsamlegra firer þvilik correspondentz. Nu þar eg hef feinged nockud betre stunder, sindest mier þo naudsinlegt nockru ad svara, ad Hann ei skule falla i þanka um, ad eg hier uti nockra sök uppa mig take. Er þad i firstu um þad hann mig storum asakar, anlangende þær bækur eg til Hannem keipte, þa veit eg ei annad enn eg þar uti hati höndlad uppriktuglega. Hann hefur i sinuin firre brefum mig umbedid, ad eg til Hans þienustu kaupa skillde þær bækur, sem mier syndust hönum þienanlegar; þad hefi eg giört; þessar kann Hann ei ad missa. Hvar vill Hann fa Seriem Regum Dan. (sem Norsk Historia ad visu ei kann undvera) sæculo VII. og VIII. nema hier; sama er um hinar tvær. Fleira er i Matthæo Pari[s . .] enn tvö loca, ef hann er i giegnum lesin, og Moscovilicarum Rerum Scriplores upplisa og þad þar vid kiemur, þo ecki nefni þeir Ol. Tryggva son. Hvört sem er, þa ma Hann sialfr nærre gieta, ad ofötlun munde þad vera, ad eg skillde lesa i giegnum allar þær bækur, sem þienadi til Hist. Norveg., og hafi Bartholinus þvi lofad, þa hefdi hann malt setia mier tid til þess; nottenn var mín eigin. Nu vil eg ecki svara mörgu hier uppa, alleinasla giefa Hönum sialfum ad þeinkia, hvörsu orimelegt þad er ad reidast mier firir soddan. Hvad sig þad annad Hans bref af dato 14. Junii oc þvi filgiande bokaregistur angeingur, þa kom þad ei mier i hönd firr enn löngu effter ad auclionen var uti, og er þar med su afsökun long nock. Enn þar eg merke Hönum þikia Hist. Franc. Scriptores so æde direr, þa ma hann til effterrietningar vita, ad hingad til eru þeir alldri sellder under 20 Rixdle. Nu mun eg verda lata hann rada, e[f] þa afftur nidur sender, skal eg þad af þeim skada læra alldrei ad befatta mig med soddan utrietlingar hier effter, huör sem i hint a; enn ecki mun eg sialfr bestilla þeim far hier nidur, enn siá hveriu fram vindur þar i. Þessar minar utriettingar hafa hönum so mispoknast, ad hann næsta þvi lætur mig heira mína prette oc ohalldinirde par uti; petta kannasl eg ecki vid, og helld mig skie hinn stædstas. 152oriett þar i. Allt hvad eg hönum lofad hefi, hefi eg, so vidt mögulegt er, halldit, og so ætla eg ennnu hier effter ad giöra; þad þar ifirgeingr, hh't eg ad vera afsakadur um. Eg beflitta mig uppa ad umgangast med öllum mönnum höillega og stigdarlaust, þigg og giarnan þad sama aptur, þar ná kann, hvar firer og hid Hann late mig framveigis forskaanadan vera firer storum adeilum, þar einginn sök er til, allra heist ad eg ei mætti hlamerast edur glosur giefast i framande manna brefum, hvörki Jacob Söfrensonar Rentuskrifara edur annarra 1. Hann kallar þad kannskie Jus amicitiæ, enn eg veil ei af þvi at seigia. Hill veit eg, at soddan þienar best þeim ad bioda, sem ecki hafa vit eda diörfung á ad svara. Sie nu hitt annad jus amicitiæ, þa oska eg þetta meige og þannig upplakast. Og i sannleika er mier ei annad i sinne enn i einlæglegleika ad þiena hönum i hvöriu eg kann. Enn þad ber a mille, ad mier þikir hann begiera þad eg ei kann. Um Catalogum Nor. biskupa er ecki mikid. Eg skillde lesa i giegnum i mot 20 Volum., adur eg kinne hann ad giöra, sama er ad uppskrifa loca ur þriktum bokum; sialfur gietur hann þvi nærri, ad þad tekur tid burt og kann ecki vel giörast nema vid occasion; þo kann þad med tid ad skie. Hvad angeingur nockur diplomata, sem eg hönum lofad hefi, skal eg ad vi'su binda enda a, þa eg einhvörntima a þessu are fæ afftur under höndur Bartholins saker, þvi þærs. 153liggia endnu og giörasl ecki vid; læl eg þa sem hann vederlag fae firir þad hann minum Sal. Patron til vilia giörl hefur. Enn þad vid mig sialfan frammkomid hefur, skal eg alltid effterstræba ad forskullda med allskins þienustu, alleinasta ad mögulegt af mier heimtist. Ef ecki med ödru, þa med litlu omaki firir Orcadibus, hvad eg ennnu eirngang lofa trulega ad expedera; þær eru ennu ocensureradar, og hefur Wilh. Worm og bans sonur nu nílega lofad mier, at þær til vorsins ferdugar verda skillde; þore eg og ei papirinn firr at kaupa, enn þær i höndum hefi, ad ei verdi þa þad sidsta verra enn þad firsta; þar skal og innfærast þad till um talta cessions bref, sem og par loca, sem eg ur Scriptoribus impressis uppteiknad hefi. Arna biskups Sögu ætladi eg ad lata uppskrifa, enn þegar lil atti ad taka, fær einginn bækur lanadar af Bibliothekinu firer utan konglega befalning 1, enn eg hefi hana ei sialfur. Sturlungasögu fleck eg ei fra Iislandi, hafdi þad hindrast med hennar uppskrifft, so er eg sialfur þar firer og so forleginn; þetta er nu hvörugt mín skulld, ecki helldur um Hans Willumsonar dont, sem hia hönum sialfum nu liggur og nefndur Hans (so sem fra Iislande heirist) giörir facit uppa, ad ecki muni meira af verda, þar bæde hann vone ad fa marga ahangendur i malenu a Iislandi, vænli og ad Monsr. muni ei firer intricat prætension slita þeirra naungaskap; þetta seigia kaupmenn. Þordur Jonson er nu her i bynum, svarar hann öngu sierlegu til hans födurs handskriftar (af dato Kiöbenh. 1673 d. 30. Decembris uppa medtekna Monsr. Þormods vegna af Andresi Regelsini 16 Rixdle). Hann hefur Sturlungasögu vel skrifada og heila, þar bakí Arna biskups Sögu, sem eg lornem skal vera sa sidste þattur i Sturlungasögu; komsl þad leingst forleden med ockur, ad hann sagdist vilia, lil ad fordast amæli, af höndum lata nefnda Sögu, elf Monsr. villde aldeilis uppgiefa firr sagda prætension og þar uppa fullkomna qvitering hingad nidursenda. Annars heire eg hann hefur i sinne bokina Svium ad selia. Nu þiggur hann hier um vissu hid firsta skie kann; þæge eg og, ad þar med filgde ordur um þaug skiöl firer Nordura, hvörnin medhöndlast skal, þar einginn a Iislandi vill hana eiga, sem og ordur hvar be te. Mag. Jons obligation skal afblifa, ef hann Þordar bodi ei athlíter. Þær bedriffler ums. 154correspondentz vid Svia vil eg ei hafa med ad giöra, sem eg firri skrifad hefi, þad er oriktugt, er oc kannskie forpeinkt hier. Correspondentz ockar a mille, ef honum ad continuera þoknast, kann best ad ganga an uppa þann mata ad adressera brefinn til Hr. Iver Gröngaard, Sognepræst i Helsingör; þad kostar eckert, þar eg er honum alkunnugur. Um zignetid, sem til forna umskrifad er, kann eg eckirt ad utrietta, firr enn þar 11m frekari description fæ. Um Olafs sögu Tr[yggva] sonar, sem Jon Sal. Jonson, fadir Asgeirs, hefur til forna mier i brefi sínu gielid, hefi eg skrifad firrum, ad eg nenni ei hana ad senda, þar eekert merkverdugl innehelldur. Hvad Frostapingsboc edur annad soddan ad lia angeingur, true eg Hann mier ei reidest, þo eg nockud þar uti mig afsaki; þar eru ei af hier i þessum rikium nema eitt exemplar, hvar firir eg þad ifir sio varla senda þore; vilie hann hafa soddan afskrifad hier nidre, þa kann vera þad fáest einhver til, þo ei nema firer ríflegan betaling, kannskie 6 eda 7 skillinga firir arkid, eg ma stundum giefa 8; þar þigg eg og vissu um. Frietter eru þær sierlegustu fra Iislandi, ad þadan eru komner Sr. Einar Þorsteinsson a Mula, og Sr. Biörn Þorleifsson fra Odda; meinast Sr. Einar verde biskup, Sr. Biörn vieebiskup; Sr. Sigurdr a Sladarstad andadur; öngver af þeim stefndu hingad komner, meina ad koma a tilkomandi sumre i þeirri von, ad sökinn verdi su sidsta firir þeim hædsta rietti. Um mina hage hefi eg eckirt mit ad skrifa. Eg logera i Borchis Collegio, oc dependera so af Mothis husi so sem client, vona þadan nockurs gods med tid (kannskie i sumar), enn hefi ennu eckert sierlegt uppbored firir utan kostinn, eg meina nockra bestilling, kann og ei þad so hastugt ad prætendera. Eg hefi nu eekert vidara ad skrifa, annad enn ad oska hönum med öllum hans luckulegs, gledilegs nyss ars og allrar velfellne, oc forblif so i det öfrige
Kiøbenh. d. 23. Jan. 1692.
Monsr.
Hans tienstærbødigste
Arne Magnussen.