Danmarks Breve

BREV TIL: Thormod Torfæus FRA: Arní Magnússon (1700-10-02)

ARNE MAGNUSSON TIL TORFÆUS. København2. oktober 1700. Access. 8. Egenh.

Undskylder, at han ikke har skrevet siden 10. april. Først har han haft så mange tidspildende småforretninger, at han er led ved sig selv; dernæst, efter i begyndelsen af juni at have modtaget T.s breve af 3/4, 24/4 og 17/6 (ikke indført), kom krigsurolighederne og den dermed følgende uregelmæssige postgang; s. 309 endelig, efter indtrådt fred, er det ikke før end nu, da gehejmeaikivar Rostgaard er rejst ud på sin gård, at A. M. har en dag til sin rådighed. Det af Series trykte medfølger, tillige med A. M.s annotationer (en efterskrift oplyser, at posthuset nægtede at modtage en så stor pakke, så at den måtte deles og sidste halvdel først næste lørdag kan afsendes). Forskellige årsager til den langsomme trykning fremhæves, deriblandt at gennemsynet stundum kræver lang tid; A. M. håber dog, at bogen kan være færdig til påske; har for dette værk forsømt sit eget arbejde, uagtet forskellige velyndere har tilskyndet ham til at lade et eller andet trykke. A. M. har opgivet sin første plan om at lade de to første bøger af Series udgå med særlig dedikation, dels fordi det muligvis vilde blive mindre vel optaget, dels fordi visse folk kanské vilde gribe anledningen til at få stanset fortsættelsen, når det udkomne viste sig at indeholde et angreb på Saxo. Har derfor valgt at foreslå assessor Lorentzen at forlægge Hrolf krakes saga (d. v. s. T.s latinske fremstilling), men dennes gennemsyn kræver endnu mere tid end Series, da T.s behandling er altfor bred og med mindre heldige tilsætninger. I Series passer den aldeles ikke, men kan udsendes før denne bog, med en til kongen stilet dedikation, som han beder sig tilsendt; det eneste hidtil trykte ark medfølger. I øvrigt har A. M. efter ævne virket for T.s sag, og gehr. Breitenau har lovet at hjælpe. Tiden er dog så vanskelig, at A. M af en løn på 500 rdl. kun har fået 100 rdl. og tvivler om det øvrige Kongen har store udgifter, som det vil tage lang tid at dække. A. M. anbefaler T. at skrive til hver af de tre kammer-deputerede, til Thott og Bosencreutz på dansk, til Breitenau på latin. Giver udførlig anvisning på brevenes indhold: Series vil være endt til påske, andre små arbejder er under trykning i København og vil være færdige omkring årets udgang. Af Hist. Norv. er meget trykfærdigt og vilde være nedsendt, dersom ikke den urolige tid var indtruffen; dette agter man at trykke, dersom Hans Maj. vilde fortsætte med sin understøttelse på tidligere vis, men uden årlig løn er det umuligt. Man må holde folk til renskrivning og betale korrektør i København. Af den tidligere løn er der intet i behold, alt hvad der har kunnet undværes, er anvendt til indkøb af bøger og afskrivning af manuskripter i København, Stockholm og Island. Alle disse forberedelser bliver nu til intet, dersom kongen trækker sin hjælpende hånd tilbage; beder de deputerede støtte sagen og lover at sende det første af Hist. Norv. til foråret. — Med brevet bør følge en supplikats til kongen, som A. M. kan opsætte. Om en måneds tid kommer sandsynligvis gehr. v. Plessen tilbage, han bør også have et brev, da hans indflydelse vistnok bliver stor; A. M. har en god ven i hans hus. Gehejmearkivar Bostgaard er det også godt at skrive til og bede ham anbefale sig til storkansleren; T. kan nævne, at A. M. har fremhævet hans lærdom, dannelse og litterære interesser. Han er i sandhed en stor ynder af ‘vore antikviteter’ og vil rimeligvis sætte pris på, at A. M. berømmer ham overfor fremmede. De nærmeste 8 dage efter dette brevs modtagelse kan T. anvende til at udarbejde de nævnte breve, og næste lørdag skal A. M. påny skrive. Sender hilsen og besked til Ásg. Jónsson; fra Island spørges kun uår og tilbagegang. Gehejmeråd Jessen i tyske kancelli har faet afsked, og flere forandringer væntes. Om Ásg. Jónsson har A. M. nu anledning at skrive til Svenskerne, vilde ønske han havde ævne som vilje til at hjælpe ham, men det er faldet ind med besværlige tider ‘for os’, hvorved intet er at gøre, »det er vanskeligt at tage en god moder, hvor hun ikke er« (ordsprog). Om Brockenhuus ved A. M. intet. To søstre De la Rosse — den ene gift med kommandanten i Ostindien — er døde s. 310 derude. Tilråder fuld frankering i Stavanger som den billigste forsendelse for T. Kongen har ligget syg af kopper nogle uger og været hårdt angreben, og endnu forlader han ikke sit sovegemak. Gamle Gyldenløve har været i Hamborg i sommer, men væntes hertil; A. M. har intet kendskab til hans folk.

Monfrere!

Milt seinasta til Hans var af 10. April, hvert hönum i hönd komed er. Mun hönum þikia eg æred lángsamur sie ad skrifa. Eg kann þad og raunar ei af mier ad bera. Samt veit eg, ad ef hann visse öll þaug negoliola og snatterindi, sem mier á halse liggia, þá skylldi hann seigia, ad þad ei einasta hirduleise væri. Eg hefi so mikid ad giöra, og þó snart allt einskisvert, ad eg er leidur af mier sialfum. Sidan 10. April, er eg skrifadi, hefi eg feinged Monfreres bref af 3. April, samt þad þvi fylgdi, kom þad mier i hönd þann 1. Junii. Annad af 24. Aprilis medtok eg 2. Junii og þann sama dag enn nu eitt dat. 17. Maii. Sidan hefi eg eingin feinged. Skömmu efter ad eg þesse bref medteked hafdi, fell uppa allt þad allarm, er vær i sumar höfum utstanda orded, so mier og ödrum hier var allt annad í hug enn ad skrifa bref 1 ; geingu og postarner eigi rigtugt og þar til æde langsamt. Sidan fridur vard og herrskabet kom heim, hefi eg alldri einn heilan dag stunder feinged, fyrr enn nu ad Geheime-Archivarius Friderich Rostgaard er reistur uppá sinn gard. Tek eg mier nu mann i stack og skrifa þad eg kann. þad af Serie þrikt er 2 sendist nu hier med, samt mínnm annotationibus. Monfrere mun þikia þad gánge lángsamt. Eg get þo ei þar vid giört. Eg fæ ei alltiafnt, þá vil, stunder til ad siá i giegnum þad þrickiast skal, og þad er á stundum ei helldur flítersverk. Stundum vantar pappir, stundum feilar bókþrickiarenn. Verbo: Eg er ei viss ad hun buenn verdi til Páska, þó skal eg giöra allt þad eg kann. Og þad true eg, ad Monfrere hafi þá þanka um mig, ad eg giöri allt þad mier mögulegt er til hans þienustu, iafnvel þo eg, so satt sem eg er erlegur, mitt eiged verk hier firir forsómi, mier til störs skada. Eg hefi ei hrært hendi snart vid bækur firir mig sialfan, sidan eg þetta verkefni ad mier tók, ihvorvel bæde Geheime-Raad s. 311 Breitenau og adrer, sem mier vel vilia, nockrum sinnum til min sagt hafa, ad eg skyllde láta þrickia nockud, mig þar med ad recommendera. Nu þeinkte eg eitt sinn forleden ad ráda Monfrere, first Series geingur so langsamt, ad giöra dedication firir tvær fyrstu bækurnar og láta þær ganga ut firir sig sialfar, og sidan resten. Enn eg sló þeim þanka strax i vind. Orsökin var, ad eg bæde var hræddur um, ad þad mundi illa upptekid verda, eins og madur ætladi ad vexera folk med halfbunu verke, og mundi þad so ei alleina einskes orka, helldur og kannskie ílls. Til med hefi eg af einum og ödrum Diis minorum gentium heyrt, ad þeim þætti otilheyriligt, ad vær Dansker skylldum giefa ödrum occasion til ad mistrua Saxoni. Kom mier þvi i hug, ad so kynni falla, ad þvílikra ratiocinia kynni þvi olla, ad þá menn sæe i fyrra partinum, hvad Monfrere i sinni hefdi i þeim sídara, ad hans edition þá forbodin yrdi, iafnvel þo bókin censurerud sie, og væri þa allt verr enn ógiört. Eg communicera og þar firir snart öngum þad sem þrickist efter hendinni, so þad ei skuli ræmast, i hvada methodo þad er. Enn þegar bókin er klár, má hver tala þar um sem vill, hun er þo censurerud, og gillda so þá þvilik fávisku judicia lited, sem vel kynni annars fortræd ad giöra, ef á milli kiæmi. So tok eg þá firir mig ad persvadera Assessor Johan Laurentzen ad forleggia Hrolfs Kraka Sögu 1 , ætlande ad hun kynni firir nytt ár buin verda. Enn þad er eins og hitt fyrra. Hann er langsamur i öllu hans verki. Eg i annan stad hefi þess á milli illa stunder. Er mier og meira erfide i ad giöra hier vid enn vid Seriem, med þvi Monfrere hefr æred mikid giört af ad amplificera þetta efni og á stundum innfært þad, sem varla accorderar med temporibus, so eg verd vandlega ad adgiæta snart hvert ord; þó fer eg fort þar med, hversu langsamt sem þad geingur, þvi bak i Seriem kann þad ómögulegt ad koma, bæde vegna stærdar, sem og diversissimi styli. Nu verdur þad þo fyrst ferdugt af þessum Monfreres operibus, sem hiá mier eru, þvi mun Monfrere giöra dedication til jöfurs, og senda mier hana smátt skrifada med postinum innani brefi, sem og præfationem ad lectorem. Monfrere kann ad innslutta þad bref i bref til Monsr. Jacob Lercke og bidia hann taka ei illa upp, ad mann i þessu tilferle misbruki hans s. 312 addresse, eda og ef Monfrere veit ad putta þad innaní eitt Cammerbref; þá þad kiemur i Decembermaaned, kiemur þad tidlega nóg. Eitt einasta ark er þrikt af Hrolfs Sögu nefndri, og þad fylger hier med. Ϸetta er nu allt þad eg effective firir Monfrere hefi bis dato giört gietad. Firir resten hefi eg allstadar, hvar eg hefi kunnad, talad vel firir Monfreres verk. Hefur og Geheime-Raad Breitenau lofad ad assistera Monfrere i þvi hann kynni, og giefed mier lof ad láta Monfrere þad vita. Hier er annars soddann aura tíd, ad eg þori ei firir mig sialfan ord þar um upp ad qveda. Eg stend i þessa árs reglemente firir 500 Rdle, hefi feinged 100, og efasl um hitt. Sa gödi herra, vor Kongur, hefur í ár haft furdu utgifter, sem hver kann gieta, og lánad þar til peninga. Er þad siáanlegt, ad ei muni ríf utgiölld verda, firr enn þeir eru betalader, hvad varia skiedur i Monfreres tíd, kannskie ei i minne. Ϸetta er nu eitt, sem eg undskylda mig med, ad so leinge ei skrifad hefi, ad hier til hefr eckert vered ad giöra hverki vid þetta nie annad, so eg eckert þar vid uppa Monfreres vegna forsómad hefi. Nu sie eg ei annad nær, enn Monfrere skrife þeim Cameræ trium viris til, sierhverium à part, Tot og Rosencreutz i Dönsku, Breitenau i Latinu: Demonstrere þar í, ad Series sie under þricki, mune verda buen til Páska, hann hafi og önnur smá opera under þricke i Kaupenhafn, sem og ödruhveriu meigen nyss árs muni buen verda. Af Historia Norvegica sie so og so mikid ganske klart, sem alla reidu væri nidursendt, hefdi ei þessar turbulentu tíder á milli innfalled, þad sama sie mann i vilia ad láta þrickia, so framt hans Majestet vilie continuera sina nád uppa þann foriga fót. Enn skule mann ei niota árlegra launa, þá sie hönum ómögulegt þar uppa ad þeinkia. Mann skule og hallda fólk til ad hreinskrifa resten af verkinu. Sá, sem corrigeri þad til þriksens i Kaupenhafn, verdi og nockud ad hafa. Ad giöra forskud uppa allt þetta, sie ei Monfreres leilighed. Monfrere hafi eckert lagt upp af þeim launum, sem Kongur honum hingad til unnad hafi, helldur anvendt þad þar af, sem afgeinged hafi knöppustu underholdning, til ad kaupa þriktar bækur og lata afcopiera MSta., sem heirdi til verksins, bædi i Kaupenhafn, Stockholm og Islandi. Allt þetta verdi nu ad eingu, ef Jöfur taki sina hialpar hönd fra, bidie þar firir þá Triumviros ad agera þessa sök vel, og lofi so ad senda til foraaret obrigdullt þad fyrsta af Historia Norvegica. Ϸessum brefum kann ad s. 313 fylgia Supplicatia til iöfurs, enn hana kann eg hier upp ad setia, þegar eg veit, hverninn brefinn hliódandi verda. Um eirn mánud eda 6 vikur true eg, ad Geheime-Raad von Plessen muni hier vera, og verdur hann víst i þienustu hier. Monfrere giörer vel ad skrifa honum og til, álika og hinum, þvi hvert sem hann aptur fær Cammeret eda ei til umráda (sumir gieta eins, adrer annars, tíden vísar alting), þá er þad víst, ad hann fær mikil metord. Eg hefi godan vin i hans huse, sem hefr estime firir Monfrere og vel skyllde helldur svara godu ordi enn hindrunarlegu. Ecke sakadi, þo Monfrere skrifadi Geheime-Archivarius Rostgaard til (uppskriften yrde Velædle og Velbyrdig Friderick Rostgaard, Kongl. M. Geh. Arch.) og segdist taka anleding af þvi, sem Arnas hönum (Monfrere) fyrer nockrum tíma skrifad hafi um hans (Rostg.) erudition, humanitatem el favorem in iiteratos, ad addressera sig til hans, begierandi hann hia Gross- Cantzeler villde tala got ord, og annarstadar hvar ord gillte. Hann er i sannleika stor libhaber af vorum antiqvitetum, og kann honum og vel falla, ef hann veit, ad eg til framandi manna vel um hann skrifa, og þad gagn vil eg af þessu brefi hafa. þetta er nu allt þad eg hier um skrifa kann, og veit eg eingin rád, ef þessi ei hröckva. Næstu 8 daga efter ad Monfrere fær þetta mitt bref, kann hann præparera þesse nefnd bref, sem mier sendast skulu, enn þaug þo ei frá sier fara láta, fyrr enn hann ennnu eitt bref fra mier feinged hefur; skal eg þad óbrigdullt skrifa tilkomandi laugardag; þar skal og fylgia med bref til Asgeirs, hvört eg nu ómögulega kann ferdugt ad fá i dag. Eingin af hans Islandzbrefum komu fort. Ö11 skip voru hiedan, 3 vikum fyrr enn þaug ankomu. Öngvar fretter sierlegar eru ad spyria fra Islandi nema hardindi og audnar von. Hiedan er nu nockud nytt. Nu i þessa daga hefr Geheime-Raad Jessen, sem var Primarius i þvi þíska Cancellie, feinged dimission fra sínu embætti. Eru sumir, sem ætla hier muni ennu stór umbreyting firir höndum. Gud láti goda verda. Ϸad sem skiedur læt eg Monfrere vita. Asgeiri bid eg kiærlega ad heilsa. Eg hefi nu anleidning ad skrifa til Svia um hann, sem mier gafst i giær; skal eg hana ei forsóma, og ei neitt annad sem honum kynni til gagns ad koma. Vilia hefi eg til ad þiena honum, enn hann er ecki mikils verdr, þegar mátturinn er eingen. Ϸad er failed so nockud inni bögulegar tíder med oss; og verdr ei ad giört; þad er ohægt ad taka góda módur, þar hun ei er. Alldri s. 314 hefi eg neitt fornumed til Brockenhuus, og ei veit eg hvar hann er. De la Rosse, sem fieck commendantinn i Ostindien, er daud þar, hennar syster er og daud, sem for þangad med henni 1 . Eg trui, þá Monfrere mier tilskrifar bref i stærra lagi, ad vid mundum liettast af komast med ad Monfrere lieti Postmeistarann i Stavangri skrifa utan á þaug franco par tout, þvi hann mundi þá kunna giöra taxtan linari enn annars, ef eg þaug hier innleisa skylldi, og þaug hier i posthusinu taxerud yrde. Gáuge þad an, þá er þad vafaminnst. Nu hlít eg upp ad hallda, og skal þad næsla bref umbæta þad hier vantar, sem víst nock skal afganga á tilkomandi laugardag. Eg oska og árna Monfrere allra heilla, langgiædrar heilsu og liettrar elle, förblivande alltíd

Monfreres þienustuviliugaste
upprigtugur bröder
A. Magnussen.

Hafniæ d. 2. Octobris
1700.

Eg hefi gleymt [ni, er ei átti ad gleimast. Kongurinn hefur leiged i bólu nockrar vikur, og vered hætt kominn á stundum. Nu er hann, gudi vere lof, vel igien, þó ei so ad hann láti sig siá eda gange ut af hans Svefngemaki. Gamli Güldenlöw hefur i sumar vered i Hamborg. Nu seigest, ad hann komi hingad aptur. Okunnugur er eg öllu hans folki; encore adieu.

P. S. Sosem eg nu kiem i Posthused og ætla ad koma þeim packa á framfæri, er hier med fylgia átle, verd eg aptur reka þar med, so vítt ad eg hlít packanum i tvo hluti sundr ad skifta; fara nu bier med ei nema þær tvær fyrstu bækurnar, þvi eg kann ei koma so storum packa med. Resten lofar postmeistarinn mier, ad skule komast med á laugardagenn kiemur. Nu eru inínar notæ so giördar sumstadar, ad Monfrere kann þær ei skilia, fyrr enn hilt kiemur, sem verda skal med næsta posti. Ϸvi er best, ad Monfrere þetta, sem saman er bundid, ohrært liggia late og eckert þar i lese, fyrr enn hitt á eptir kiemur. Hann mun og fá nock ad bestilla i 8 daga tíd med brefin, sem skrifast eiga, so hann til vitlöftigrar crisin hier yfir eingar stunder fá mun.