Danmarks Breve

BREV TIL: Arne Magnusson FRA: Thormod Torfæus (1703-08-24)

TORFÆUS TIL ARNE MAGNUSSON. Stangeland24. avgust 147. AM. 1057 IV, 4to. Egenhændigt. Tillige kopi i AM. 285, fol., s. 217—20 med Ásg. Jónssons hånd; kopiens beskaffenhed er som under nr. 145 angivet. (Datering og P. S. med Á. J.s hånd.)

Dette brev har været indlagt i en skrivelse, helt igennem med Ásg. Jónssons hånd — med udskrift »Velædle og Velbiurdige Arnas Magnussen Kongl. Majts. Archivsecreterer og Professor Philosophiae et Antiqvitatum Danicarum thienstl. a Kiøbenhafn«. Indholdet er 1. Kgl. ordre til T. (Vejle 12/7 1703) om redegørelse for de til ham udlånte islandske manuskripter fra det kgl. bibliotek og disses snarlige aflevering (Paraferet D. Wibe), 2. T.s svar til bibliotekaren, justitsråd Wolfen (13/8 03): De udlånte manuskripter er fra 1664 og 1682 (ingen, som formodet, fra 1663). Håber næste år selv at rejse til Kbh. og da at kunne medtage manuskripterne; vil da begynde trykningen af Hist. Norv., hvis III. del nu er næsten færdig, I—II. er under censur, IV. er i udkast — hertil behøves materiale fra arkiverne, da de islandske dokumenter intet giver efter 1263. Lader imidlertid trykke Gronlandia antq. (som er under censur), Register og Notæ til Series, Dissertatio hist. chron. over Gorm — Harald — Svend tveskæg, hvori adskilligt om kristendommen i Danmark og om Jomsborg. »Tvende s. 380 manuskripter har archivcreterer Arnas Magnussen, som correcturen ved Seriem, der dend bleif thrøckt, forestoed og dem behøvede, nembl. Annales anepigraphos (Annales regii, Gl. kgl. sml. 2087, 4to), som der nogle gange citeris, og Calendarium αxέφαλov (Rimfræði, Gl. kgl. sml. 1812, 4to). Dem med andre, som iche hør hans Majst. til, har hand nedsatt hoes Sr. Jacob Lerche (postmester i Kbh.), som jeg kunde der affordre, mens i denne tid har jeg iche tørt det eventyre for caper«. Vil næste år forespørge, om manuskripterne må voves over søen.

Hovedindholdet af T.s brev til A. M. er:

T. formoder, at A. M. er kommen fra Island, og han har så længe opsat affattelsen af indlagte supplik. da han tiltror A. M. bedst at kunne befordre den. Et ældre brev henligger hos mag. Rasch og vil blive leveret A. M. sammen med dette. Til R. er også sendt register og notæ til Series og den dissertatio, som burde have fulgt Series. Men nu gør boghandler Liebe vanskeligheder, som han håber A. M. vil klare. Både L. og assessor Lorentzen har erklæret, at de ikke vil trykke noget, som A. M. skal dirigere; T. mener dog, at direktionen nu ikke behøver at blive synderlig indgribende; klager over Lor.s nærighed ved afviklingen af Orcades-oplaget. Refererer i anledning af den indlagte supplik udførlig en strid med amtmand Hammond om T.s kavtion for en pludselig afdød fæster under Stangeland; mener, at H.s vægring ved at udlevere det T. tilkommende beløb af boet er grundet på pengegriskhed. Vil gærne have en kopi af amtmandens instrux for at se, hvor vidt hans myndighed går. A. M. kan formodenlig gøre udlæg for det missive til stiftamtmand Powisch, som suppliken begærer. Ang. sine forestående arbejder henviser T. til sin beretning til justitsråd Wolfen, berører dog nærmere kobbertavlee til Gronlandia. En Gronlandia vil også Arngrim (Vidalin) skrive og har bedet T. om oplysninger, men da T.s arbejde allerede er under pressen, kan han ikke hjælpe ham. — Vedlagt er, med Á. J.s hånd, en »Memorial yfer forskrefne« i 10 punkter.

Stangeland d. 24. Aug. 1703.

Monfrere!

Ieg vil nu vænta, att hann sie kominn fra Islande, þegar þetta brev kiemur framm, och þar fyrer heffe ieg so leinge haldid vp ad schriffa och frammdraga indlagda supplic, þui ieg treiste aungvum so vel hana i stille ad befordra, so þad kome eche hier vp thil forna, enn Monfr. Ieg schriffade hönum thil þann 16. April och sende thil Mag. Rasch, kom for sent, nu mun hann levera þad med þessu. Sidann heffue ieg sendt honum Register offuer Seriem med faaum Notis och Dissertationem Historico Chronologicam, sem Monfr. vel heffde latid þrychia med Serie, och er accorderadur vm med Mons. Liebe, enn nu difficulterar hann allt saman, och registret, sem hann heffur sialffur schundat vppa, ad mætte straxs sendast, so bokinn kinne þess betr att ganga vt, seigist hann eche kunna vnder 50 Rixd. att giora ferdugt og þo eche fyrer Paascha. Enn vm dissertationem talar hann eche, och vill þo ieg afftur schulle s. 381 þar vppa forstreche ham et 100 rixd. vtann interesse vppa eitt aar. Ieg heffue eche viliad svara hier thil, fyrr enn Monfr. kiemur thil baka, þui ieg meina hand sialffur maintinere sina contract med mannin bæde med registrit och Dissertationem, sem Monfr. nu sier aff minu svare thil Her Iustitzraad Wolf ad verdur att fullkomnast fyrir næstu 1 Huitasunnu, eff eche fyrr. Ieg suara hönum nu hier med, ad Monfr. dragis vel med ham þar vm sem þeir eru forlikter. Huorche hann eda Assessor Laarentsson vilia þrychia eda þrychia lata, eff Monfr. schal dirigera þad, enn i þessu bid ieg öngva adra direction vm, vtan ad efftir siá, eff errores i Dictione och i Materia eru nochrer, att þad mætte forandres, och eff fortiora argumenta eru thil þad mætte thil setiast, och eff oriett er burttakast, enn i methodo echert. Monfr. veit þo vel, ad hann effter voru vmtale heffur och þetta vnder henderne, sem Seriem vid kiemur. Belangende Assessor Laarentsson, þa kiemur hann med vformodende instancer, att eche kunne levera alla 2 exemplaria, þui þad haffe kostad hann saa mikid att senda þau thil England 3 och annarstadar och eche feingid mehre selt hia Mag. Brinch enn 10. En huad kiemur mier þad vid, effter aatta aara bidlund: heffde hann þa straxs effter contractinne feingid mier þau, þa haffde 4 ieg leinge sidan stadit min egen brast. Ochar contract stod eche lengr enn vppa halfft aar, Monfr. heffur 5 mina hönd at giora affordring vm þad. Nu bid ieg hann vilie giora enda þar vppa och endelega heyra, huad hann prætenderer 6 , hand sannar Monfr. iudicium vm syna nærsyne.

Su fornemmesta forretning er med inlagda suppliqve. Sökinn henger saa sammen, att hier bio eirn svenschur madur vid strondina, sem fiech þa konu, sem Rasmus i Coparvikinne atte, och bæde hoffdu þienad hier, hun do, och þeir sem voru setter i Aaber-Raadmands Court Höyers stad, sem Vice stadtholder Gabel haffde suspenderat, sampt byfogeden och byschriffarin hielldu hier schiffte. Su halffa boe liop sig thil 418 Rixd., och sem offurformyndari villde taka voru, sem manninum þotte sier thil schada vera vurderat, þui þad var mest fischevara, sem hann ætlade ad færa nidur thil Danmorch a sinne schutu, lanade ieg manninum alla þa peninga, huar med hann leiste 7 boen; peningarner voru baarner nidur thil þeirra hier fra huusenu, och þeir s. 382 toldu þa och annammede, sem och sialffur aaberformynderen med sin hand schrifftlega vitnar. Hier var eche stemplet papir, och varade leinge thil pad fiechst; þa þad kom, gaff madurin hanschrifft, soknarpresturin och annar hans naboe med þeirra hond och signeti haffa vnderschriffad. þremur dögum par effter, sialffa Huitasunnu, pegar ieg och mitt folch voru vid kirchiuna, deyr madurin hastuglega vtan foregangande siugdom. Þa ieg kiem heim, læt ieg och lensmannin beseigla boen, och eirn annar sette signet par hia, sende saa straxs bod peim, sem fyrra schifftet forvoltudu. Byfogeden kom fyrst alleina, sette sitt zignet hia vorum och eirn mann thil baka, sem vartade boena. Þegar peir komu nu aller saman, protesterade ieg, at mier kiæme thil ad hallda schifftet effter Norsche Lovbogs thilhold pag. 758, effter som manden bio hier a grundet. Enn stadholder Gyldenlove heffur refererad sig vppa kong C. 5. befalning, att þad schyllde halldast vid sorenschriffarana sem thil forna, enn veit eche, huort þad var aff itzige konge confirmerad; thil med var þesse madur Borgari. Ieg læt þa sök vera odisputerada þennan gang. Ieg lagde hans handschrifft vid minn fuldmechtugann i riette, blev accepterud, paaschriffen 1 och minum fuldmechtugum leverud, mier och giort vdleg for och gieffen lodzedel paa resten och loffad med fyrsta att bethale 2 , sem þo eche bleiv effterkommit. Endilega kiemur amptmand Hamond fra Kiobenhaffn hingad, fiech hier mat och lante minn bát herfra thil Stavanger. Asgeir fylgde med hönum att affordra peningana. Hann var hier so fornægdur, ad þa vid schyldum, sagde hann vid schylldum vera viner och ieg schylde finna þad i gierninginum. Asgeir heffur lodzedelen och þeirra revers med sier, enn hin obligationen, sem madurinn haffde mier gieffid saa daudi, var forekomminn, effter sem ieg ingen acht gaff vm hana, annad enn thil cassering; þeir leverudu Asgeiri peningana so nær sem 60 dale, enn gaffu hönum forhaabning thil ald resten, thil hann leverade þeim alla peningana thil baka. Sidan voru aller peningarner beseiglader och setter hia einum borgara. Enn Amptmanden tog þa straxs alla i sina forvaring och helldur þeim enn nu, indthil su obligation kiemur framm, sem sa daudi gaff, sem nu er eche thil stede, och ieg veit mig eche schyldugann ad forvara, sidan þeir med vdleg och revers haffde s. 383 fornægad mier. Nu er status qvæstionis, huort ieg schal þar fyrer haffa forbrytt mina 1 , att ieg eche forvarade þa obligation, sem þeir hoffdu fornægd mier fyrer, och thil huors þeir schulu vera forbrotner. Þar vppa verd ieg att begiera commissarios. Enn ieg vil þad eche enn nu, enn fyrst faa þeirra forretningar vnder allra þeirra hendur, enn þeir vilia eche vt med þad, huor ieg mun þo finna nochut mier thil nyttu 2 . Amptmand Hamon schriffar mier thil, ad su dauda hönd schule eche accordera med þeim höndum och hans naffne hann haffde adur schriffad; par vppa steffnde ieg thil pings stulchunne, sem talde peningana, konunne, sem bar þa nidur med honum, heimilis qvidar vitne 3 , och vitne 3 sem heirdu hans bekiendelse, kort fyrr enn hann doe, att ieg heffde lanad hönum þa peninga och hann var mier þa schylldu[g]r. Amptmanden villde eche lata þau þrov taka, sidan þeir, sem schifftet forvaltade 4 , eche voru steffnder, i huor vel ieg meinte su sok hrærde þeim eche and, enn helldur confirmerade þeirra verch, att þeir heffde giort riett vtleg. Bleiv saa pau prouff spillt þann tima. Sidan bekostade ieg sialffur þing och schriffara, och sidan haffa aller giort sinn eed þar vppa. Saa er schullden bevisud, þo ieg heffde aldreig hafft neina obligation, och nær ieg haffde so sicher vitne, huad schyllde mig þa draga thil att lata schriffa adra obligatiu vppa hann. Enn þetta þora þeir eche att seiga, þui þeir haffa sialffer accepterad obligatiuna och giort vtleg, och verda eche vel myndugir sidan, eff þeir ganga þar fra; thil med er presturin och annar danumadur, sem heffur vndirschriffad; ieg heffue och saa mandsens hond och adra bevising sichra vm þesse richtugheit, sem ieg læt mig eche merchia med, firr enn a liggur. Þetta allt villde Monfr. hallda hia sier sialffum, enn bar befordra supplicatiuna; sidan mun ieg verda ad begiera commissarios. Peningarner eru sichrer hia Amptmand, þo ramenta falle aff vegna vmkostningar, sem mier vppa færis, huad sem ieg fæ i gien. Saa fiell sa store vinschapur vt. Madurinn vænti sier grunchur, enn þad fellur eche saa beqvemligt fyrer mig. Hann lætur sig och merkia, ad hann haffue med öll schiffte ad bestilla. Monfr. giorde vel, eff hann vtvegade och sende mier copie aff öllum 5 hans instrux, saa veit ieg, huad hann heffur ad seiga, och huad hann birlar folche inn; hans nalgur er merkilegur s. 384 sine fundo. Vm Norscha historiu kann ieg nu echert schriffa. Monfr. sier mina resolution thil Bibliothecarium ad aare; kinne Monfr. i midler tid finna god anslag, være vel. þetta iöffurs Missive thil stifftamptmand Paavisch villde Monfr. sialffur leggia peninga vt thil. Ieg veit hann er nu eche slippur. Ieg meina ad senda peninga thil hans per vexsel thil þess ieg behoffa þar nidre, ieg heffe eche vitad adra ieg kinne senda þa thil. Hann heffur sialffur leverad peningana thil Mag. Rasch, sialffur villde hann och hallda reikning med hann, och endelega saa Gronlandia befordrist; tvær toblur, mina och Mag. Þordar, vil ieg bekosta ad vtstinga, su Hollendscha mun vera ad faa, saa som su sem Amstelodami excusa A° 1666, och önnur, sem hier er eche innfært, charta Mazannianæ [!] bibliothecæ cum hac inscriptione »Hæc Delineatio facta est per Martinium filium Arnoldi natum in Hollandia, civitate dicta de Briel, qvi bis navigationem ad insulam dictam Antiqvam Gronlandiam tanqvam supremus Gubernator instituit Annis 1624 et 1625«. Mag. Arngrimur schriffar mier thil, ad hann vilie schriffa Gronlandiam, och sender mier delineationem vppa hans capita, och bidur mig vm Arngrimi Gronlandiam och Gronlendinga þatt, enn sidan min er vnder prælo, veit ieg eche hönum sie gagn ad þui 1 . Ellegar þiena ieg honum i aullu ieg kann. Nu man ieg eche fleira. Vænte breff straxs Monfr. kiemur med almæ[l]tum tidindum fra fædernelandet och catalogum offver þau nyu documenta sem hann heffur vp spurt. Hier med peim hoyesta befalet, med flittugst heilsan fra Asgeire forbliff Monfr.

hulde ven och thienner alltid
Þormodur Torffuason.

P. S. Jeg heff skrifat um skiffte her ved stranden, at jeg effter loug, 5 bogs 2 cap., 91 art. vilde holde mig der til; mens Gyldenleves resolution setter jeg her hoes, om Monfr. har dend iche.

Herefter følger i Ásg. Jónssons afskrift Gyldenløves meddelelse til amtmand Powisch (»Povisk« A. J.), Kbh. 7/6 1690, om en kgl. resolution, hvorved dispenseres fra Norske lovs bestemmelse om, at skifterne på landet skal forestås af amtmændene eller husbonden selv, eller deres fuldmægtige, — således at de som tidligere besørges af sorenskriveren.

s. 385 Memorial yfer forskrefne.

1. At promovera suplicatiuna, sem bestaar i Kongl. Majts. missive til Hr. Estatzraad og Stifftamptmand Paavisk, at hann med Kongl. Majts. ordre mætti instruerast, at skiffteforvalterne og byskrifarinn undir allra þeirra hendr og zigneter mætti levera mer rigtuga fullkomna copiu af þeim tveimr forretningum og skifftabrefum efftir Önnu Rasmus dottur og hennar sista mann Knud Pedersen, sem þeir her i Koparvikinni a°« 1702 forrettudu, firir betaling, effter lovens taxt, utan uphold. 2. At Monfr. vilie udvirka mer bædi af Rente Cammer og Cancelie copie af ollum amtmands instrux firir mig sialfan til effterretningar. Þad kann ske bædi Mons. Söfren Vesteson og Monsr. Peder Rasmussen eda þeirra þenarar befordre, þarf öngva [sål.] under, einasta mer til effterretningar. 3. At fornemma, hvorninn sa postur i Norsku logum a at forstandast um skiffte forretningu þeirra sem bua upa proprietariernis grund, i Danmark heyrir þeim þad til, og synis saa i Norge at vere meent, effter þvi proprietarierne eiga sialffer at svara til skatta, ef hinir eru eigi sufficiant, so er þeim unnadr sa rettr, enn at sa gamli Gyldenleve hefr effter C.5. ordre pad ödruvis fortolchat, er eigi confirmerat af þessum konge. 4. At forheyra sig hia skinsomum monnum, hvert jeg var skyldugr at forvara þa obligation, sem jeg var fornægdr fyrir. 5. Hvad nærmaste vegr er um þenna process at færa, effter sem þeir vilia endiliga færa mig til at procedera firir mitt eget, og om amptmanden, sem peningana hefr til sin tekid, bör iche sialfr at skilia sig af med þa, og ef þad er eigi so gott sem arrest, at þeir hafa tekid peningana fra mer, og börde þa sialfir effter logunum at forfylgia þeirra arrest. Nota amptmadrinn seigir i sinum brefum til min, undertiden pad se arrrest, undertiden seqvestration, undertiden depositum, undertiden at pad se echi arrest, enn sokinn heinger so saman, at firir peningana upa 60 rdr. nær hefur Asgeir qvitterat, so hefr amptmadurinn þa mina peninga, enn Asgeir var eigi sva vitr, at hann beid effter arresti, enn leveradi peningana fra ser i forvaring, sem hann med peim beseigladi, og voro feingnir einum borgara, enn sipan toku hinir pa og leverudu amptmanninum þa; hvat þad kom honum vid, vildi jeg sia af hans instrux. þad par um. 6. At taka exemplaria Orcadum hia assessor Johan Lauarentzen. 7. At bepenchia besta veg, hvorninn norska historia kann s. 386 prychiast. 8. At drifa Liebe til at halda sina contract og lata straxt pryckia indicem oc Dissertationem; þar um skrifa jeg honum nu til. 9. At efftersia Gronlandiam. 10. At Monfr. vilie utleggia peninga firir mig til expeditionen af Cancelienu.

Arne Magnusson. II, 1.

25