Danmarks Breve

ARNE MAGNUSSON BREVVEKSLING MED TORF...

s. I ARNE MAGNUSSON

BREVVEKSLING

MED

TORFÆUS (ÞORMÓDUR TORFASON)

PÅ CARLSBERGFONDETS BEKOSTNING

UDGIVET AF

KR. KÅLUND

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

KØBENHAVN
1916
KRISTIANIA

s. II TRYKT HOS J. JØRGENSEN & Co. (IVAR JANTZEN)

s. III INDHOLD.

Side

Fortale V-XXXII

Brevveksling 1—421

Torfæus til Arne Magnusson: 1688 12.11. s. 1, 1689 23.2. s. 4,
29.3. s. 5, 20.4. s. 10, 19.6. s. 15, 1690 6.3. s. 22, 28.3. s. 27,
10.6. s. 39, 10.7. s. 43, 17.7. s. 46, 22.7. s. 52, 4.8. s. 52, 2.10.
s. 74, 3.10. s. 88, 13.10. s. 92, 21.10. s. 98, 23.10. s. 100, 26.11.
s. 103, 13.12. s. 107, 1691 11.1. s. 113, 28.1. s. 114, 6.3. s. 119,
28.3. s. 120, 20.4. s. 135, 29.4. s. 137, 14.6. s. 143, 1.8. s. 145,
21.8. s. 146, 1692 8.10. s. 154, 24.11. s. 157, 27.12. s. 158,
1693 4.4. s. 164, 4.8. s. 170, 2.11. s. 172, 17.11. s. 173, 1696
13.2. s. 190, 1697 1.3. s. 195, 28.9. s. 199, 1698 29.7. s. 228,
17.9. s. 240, 24.9. s. 241, 15.10. s. 242, 11.12. s. 250, 1699
14.1. s. 251, 10.2. s. 259, 3.3. s. 260, 18.3. s. 263, 5.4. s. 265,
21.6. s. 266, 12.7. s. 269, 23.9. s. 273, 2.10. s. 278, 16.10. s. 280,
7.11. s. 284, 9.11. s. 285, 28.11. s. 288, 15.12. s. 290, 1700
15.1. s. 296, 3.3. s. 299, 17.3. s. 301, 3.4. s. 301. 24.4. s. 308,
3.11. s. 319, 22.11. s. 321, 30.11. s. 325, 1701 14.1. s. 333,
5.3. s. 333, 22.3. s. 335, 4.6. s. 348, 7.6. s. 348, 3.10. s. 351,
3.12. s. 355, 16.12. s. 359, 1702 11.2. s. 364, 24.2. s. 372, 10.3.
s. 372, 28.4. s. 373, 1703 16.4. s. 374, 24.8. s. 379, 11.9. s. 386,
1704 25.3. s. 386, 1705 5.10. s. 392. 20.10. s. 398, 1706 16.3.
s. 399, 1714 5.4.—15.5. s. 402, 1715 1.11. s. 403, 1717 23.2.
s. 405, 28.8. s. 406, 13.11. s. 407, 1718 26.7. s. 408.

Anna Hansdatter Tormods til Arne Magnusson: 1714 15.5. s. 411,
1715 22.1. s. 412, 28.11. s. 412, 1717 14.10. s. 413, 1718 20.6
s. 414, 1719 3.3. (O. J. Sund) s. 414, 4.8. s. 416, 30.9. s. 417,
1720 3.2. s. 418, 7.8. s, 418, 11.9. s. 419, 1721 11.10. s. 420,
1722 4.12. s. 420.

Arne Magnusson til Torfæus: 1689 4.4. s. 6, 5.5. s. 13, 21.12.
s. 16, 1690 8.1. s. 17, 25.1. s. 21, 8.3. s. 25, 3.4. s. 29, 22.4.
s. 35, 12.6. s. 41, 6.8. s. 56, 4.9. s. 62, 10.9. s. 68, 25.9. s. 73,
27.12. s. 110, 1691 4.4. s. 134, 9.5. s. 141, 25.7. s. 144, 169
23.1. s. 150, 1693 23.6. s. 167, 16.9. s. 170, 1694 28.7. s. 178,
17.10. s. 181, 1695 2.3. s. 184, 27.4. s. 185, 29.6. s. 188, 1697
6.2. s. 191, 27.2. s. 192, 3.4. s. 197, 9.10. s. 199, 30.10. s. 201,
6.11. s. 203, 11.12. s. 204. 1698 15.1. s. 206, 22.1. s. 207, 26.2.

s. IV s. 209, 19.3. s. 211, 9.4. s. 214, 4.6. s. 218, 10.7. s. 221, 16.7.
s. 226, 6.8. s. 235, 3.9. s. 238. 29.10. s. 243, 19.11. s. 248,
1699 4.2. s. 258, 18.2. s. 260, 11.3. s. 261. 26.8. s. 210, 9.9.
s. 271, 26.9. s. 273, 28.10. s. 281, 18.11. s. 286, 9.12. s. 288,
23.12. s. 293, 1700 13.1. s. 294, 3.4. s. 302, 10.4. s. 306, 2.10.
s. 308, 9.10. s. 315, 31.12. s. 332, 1701 5.3. s. 334, 2.4. s. 337,
23.4. s. 338, 23.5. s. 340, 24.9. s. 350, 19.11. s. 353, 1702 14.1.
s. 361, 1704 25 —26.9. s. 389, 1712 13.-18.10. s. 401, 1716
22.8. s. 404.

Arne Magnusson til Anna Hansdatter Tormods: 1713 10.10.
s. 409.

Navneregister 403 _47

TILLÆG TIL TRYKFEJL OG RETTELSER.

S. 7 24 Postinnm læs Postinum, 11 30 Þar — ϸar, 42 30 eckcrt — eckert, 20932 lån — løn, 2522 Meursins — Meursius, 25919 tilføj Ásg. Jónssons hånd. 27444 læs penningum, 29036 boggave — gave, 37831 varde — Varde (ɔ; Edvard), 40417 pengesum — pengesum, 433 b Jónsson, Ásgeir: iilføj 1072, 17011, 438 b Ogr læs Ogn. — Ang. den s. 165 nævnte slobroks-proces, se Syn og Segn 1913, s. 213 16. Den s. 248 som død anførte Gram kan muligvis være den Hans Gram (broder eller slægtning til Torfæus’ svoger præsident Gram?), som T. i et brev af 27.3. 1690 til biskop T. Thorlaksson omtaler som en da 68årig særling.

s. V FORTALE.

Den her udgivne brevveksling omfatter 90 breve fra TORFӔUS til Arne Magnusson og 70 breve fra ARNE MAGNUSSON til TORFӔUS. Desuden er hertil føjet 1 brev fra ARNE MAGNUSSON til Torfæus’ hustru ARNE MAGNUSSON Gammel og 13 breve fra ANNA HANSDATTER til ARNE MAGNUSSON, så at samlingen i det hele omfatter 174 breve.

Brevene fra TORFӔUS er for største delen hentede fra Torfæus’ kopibøger AM. 282—285 a, folio, alle indførte af Torfæus’ islandske skriver ÁSGEIR JóNSSON med undtagelse af 66 og 103, som er egenhændig indførte af Torfæus, og 151, som er skrevet med en særlig hånd; i kopibogen AM. 285 a, folio er tillige indfæstet T.s brev 134 i original (hvoraf i kopibogen et uddrag forekommer). Dog har næppe alle disse nåt deres bestemmelsessted. Desuden foreligger originale breve fra T. i AM. 453-454, folio og 1057, 4to (145-148, 150, 152, 154, 155, 157—160), af disse er tillige 145—148 og 150 indførte i kopibøgerne, det sidste med særlig hånd, de andre af Ásgeir Jónsson, I nævnte kopibøger er det væsenligste af T.s brevveksling med A. M. bevaret, dog ses nogle af de afsendte breve ikke at være indførte eller kun i udtog, og fra T.s Københavns-ophold 1694—95, hvor ingen kopibog førtes, mangler brevene til A. M. i udlandet, ligeledes mangler brevene fra T. til A. M. i vinteren 1697—98, da T. ikke havde nogen sekretær.

Af ARNE MAGNUSSONS breve til TORFӔUS er nogle gåede tabt ved den besværlige og uregelmæssige postgang, andre er efter aftale tilintetgjorte, men som regel er brevene blevne opbevarede af T., og disse (alle egenhændige bortset fra 153 b og kopien 156) er med T.s litterære efterladenskaber arvede af A. M. I sidste halvdel af 18. årh var de dog i en årrække bortkomne fra den Arnamagnæanske samling, men bragtes igen til veje af den til legatet knyttede lærde Islænder JÓN ÓLAFSSON fra Svefneyjar (Hypnonesius), som det fremgår af den AM.ske kommissions forhandlings-protokol for 30. nov. 1786, ifølge hvilken studiosus John Olafsen præsenterede »en Samling af Arnæ s. VI Magnæi originale og egenhændige Breve til Thormod Torfæus, som en god Ven havde tilskikket ham fra Island, og som han nu offererer det Magnæanske Legatum«, hvorefter kommissionen 8. dec. tilskrev ham: »Den af Hr. Olavsen udviiste Velvillighed imod det Magnæiske Legatum, i at overgive til samme den Samling af dets Stifters originale Breve, som De haver faaet tilsendte fra en Ven i Island, erkiender Commissionen med des større Velbehag, som det er at formode, at disse Breve have virkelig engang hørt til dette Legatum, men ere i den fremfarne Tiid blevne det fravendte«. Straks efter benyttedes brevene af et af kommissionens medlemmer konferensråd J. Erichsen i det til hans »Jon Loptsøns Encomiast« (Kbh. 1787) knyttede uddrag i dansk oversættelse af T.s og A. M.s brevveksling om den nordiske tidsregning. Ikke desmindre forsvandt dog brevene snart atter og kom med den Kallske samling til det kgL. bibliotek, hvor de en tid opbevaredes, indtil de nu er optagne i den Arnamagnæanske samling som Accessoria 8.

Brevet fra ARNE MAGNUSSON til ANNA HANSDATTER er bevaret i skriver-kopi i AM. 454, folio. Anna Hansdatters breve (og det i hendes navn af O. J. Sund skrevne 167) er af A. M. indlagte i AM. 453—454, folio, med andre pengesager angående skrivelser; kun nr. 170, som omhandler T.s efterladte håndskrifter, er indfæstet i katalogen over disse, AM. 435 b, 4to.

TORFӔUS nåede ikke ud over en barbarisk ortografi, næsten uden skilletegn eller med en forvirret brug af sådanne, egenskaber, som til dels overgik i sgeir Jönssons afskrivning, hvor han tillige anvendte sit fra oldskrifterne hentede system af forkortelser. Ved gengivelse af Ásgeir Jónssons afskrifter er interpunktion og brug af store bogstaver normaliseret. Endvidere er i—j i forlyd samt u—v normaliseret, ellers bibeholdes i og gengives således, selv hvor det har en under linjen gående form. Præpositionen »til« skriver A. J. efter T.s eksempel »thil«, men den forkortede form er opløst »til«. Ved opløsning anvendes formerne »firir«, »eigi«, »—ir«. De ved afstump- ning forkortede ord, særlig egennavne, er uden stræng konsekvens enten bibeholdt forkortede eller udfyldte; det afkortede er sat i skarpe klammer, særlig hvor stavningen kunde være tvivlsom. — I T.s egenhændige breve, hvor grænsen mellem store og små bogstaver for en stor del er ubestemmelig, normaliseres i så tilfælde; u—v bibeholdes, men i, som hyppig går under linjen, gengives altid T. skrev, navnlig i sine senere år, en uskøn og sværlæselig skrift; særlig er e og i ofte vanskelige at skelne fra hinanden. Hvor T. undtagelsesvis ved ä, ö betegner vokallængden, gengives disse tegn á, ó. Interpunktionen normaliseres.

s. VII ARNE MAGNUSSONS egenhændige breve udmærker sig både ved skrift og retskrivning. Også interpunktionen er i det hele god; nogen usikkerhed forekommer dog i anvendelsen af stort eller lille bogstav efter punktum og komma, i sådanne tilfælde er normaliseret og ligeledes undertiden tegnsætningen ændret. Ellers er aftrykket bogstavret; de hist og her forekommende forkortelser (z = og, etc.) er opløste, vokaltegnet o er gengivet ö, de lange vokaler ,ä, ö, ï er gengivne á,ó,í, Dativ sing, af pron. hann skrives af A. M. (og T.) sædvanlig »hönum«, men hvor ordet er forkortet, opløses »honum«.

Anna Hansdatters breve, som viser mangel på alle ortografiske forudsætninger, er aftrykte bogstavret, dog med normaliseret interpunktion; nogle af de forekommende besynderligheder skyldes vistnok påvirkning af talesproget.

Fælles for Torfæus, Ásg. Jónsson og Anna Hansdatter er en sammenslyngning af langt s med efterfølgende [c]h til et tilsyneladende sh; denne forbindelse er hos de to første gengivet sch, hos sidste sh.

I registeret betegner [—] udgiverens oplysninger, (—) sideformer af det pågældende navn; i citattallene betegner (—) indirekte omtale.

A. M. bruger som segl sædvanlig et sammenslynget AM, i de ældre breve (til 1691) dog et mindre signet med bogstaverne A—M foroven, S—S forneden, disse sidste på hver sin side af et skjold med en symbolsk figur, hvorover et hjærte. — T. benytter i brevene til A. M. et segl med sammenslynget TT; et signet med sit »våben« en bjørn bestiller han gennem A. M., men har dog allerede tidligere i breve til Bartholin m. fl. anvendt et signet med en stående bjørn i skjoldet og over hjælmen. Dette våben var af Kristian I. tilstået den islandske høvedsmand Björn Þorleifsson, med hvem T. var i slægt.

Da brevvekslingen mellem A. M. og T., med undtagelse af nogle få betydningsløse breve fra T.s sidste år, er ført på islandsk, er som indledning til hvert brev givet et referat så udførligt, at brevets hovedindhold deraf vil kunne ses. Ligeledes er, hvor det ansås for nødvendigt, oplysende anmærkninger tilføjet under teksten eller i forbindelse med indledningen.

Ang. brevenes udførligste partier, de historisk-kronologiske drøftelser, henvises til Thormod Torfesens Brev-Vexling, vedføjet Jon Loptsøns Encomiast, Kbh. 1787, hvor disse er oversatte på dansk af J. Erichsen.

TORMOD TORVASON (Þormóður Torfason) eller TORFӔUS, under hvilken latinisering af fadernavnet han optræder som forfatter, og s. VIII som han anvender i latinske skrivelser, fødtes 1636 i det sydlige Island som søn af en driftig ejendomsbesidder, senere sysselmand Torfi Erlendsson, der ved sin død 1665 efterlod sig en betydelig formue, men var lidet afholdt og havde ord for hovmod og egennytte. T. tog efter 2 års ophold ved Københavns universitet teologisk eksamen 1657. Efter en vinters ophold på Island agtede han sig Påny til Danmark, som han dog først efter adskillige besværligheder nåede i forsomren 1659. I juli måned ankom T. fra Jylland til København, og trods krigen med Sverrig og Københavns belejring lykkedes det mærkelig nok T., som havde gode talsmænd, i foråret 1660 at opnå en forholdsvis vellønnet stilling med bolig på slottet som oversætter af norske kongesagaer og anden islandsk oldlitteratur fra det kgL. biblioteks håndskrifter, for hvis gengivelse i et mere almen-forståeligt sprog Frederik III. interesserede sig. T. — som oversatte på dansk — fortæller til opmuntring for A. M. (s. 945), at den bekendte professor V. Lange rådede ham til at begære 300 rdl. salarium, hvad han straks fik, da han bad om det. T. kom herved i umiddelbar berøring med kongen, som viste ham yndest og på hans forbøn skred ind til fordel for hans fader og broder, som på forskellig måde var komne i konflikt med loven. Dog synes T. på andre steder at have vakt anstød, og det har næppe været med hans gode vilje, at han 1664 befordredes til kammererer i Stavanger stift, en stilling han indehavde til 1667 under bestandig strid med dem han stod i embedsforhold til 1 Her giftede han sig med en velstående, to gange tidligere gift enke, Anne Hansdatter, med hvem han fik gården Stangeland på Karmøen, hvor han derefter havde bolig; 1667 opnåede han afsked fra sit embede og udnævnelse til antikvar, således at han kunde genoptage sin oversætter-virksomhed og påbegynde oldskrifternes bearbejdelse, men da kongen døde 1670, blev hans bestalling ikke fornyet, og T.s forhold i de nærmest følgende s. IX år umuliggjorde forsøg på ny ansættelse. På tilbagerejsen fra et besøg på Island 1671 i arve-anliggender, hvor han efter et skibbrud i Jylland måtte anløbe Samsø, begik han nemlig i overilelse eller nødværge et manddrab under natlige optøjer af berusede rejsefæller, for hvilket han ved underretten dømtes fra livet, men som han dog nåede at sone med en bøde og offenligt skriftemål, hvorefter han 1673 vendte hjem til Stangeland, hvor han levede som privatmand til 1682, væsenlig beskæftiget med gårdens drift og sine midlers forvaltning 1

I nævnte år 1682 indgav T. under el ophold i København ansøgning om at blive norsk historiograf med 600 rdl. årlig løn, med forpligtelse til på latin at skrive det norske riges historie, hvilken opgave allerede i hans bestalling 1667 var antydet. Dette bevilgedes — s. X vistnok ikke mindst under hensyn til det i Sverrig på patriotisk baggrund ivrig drevne studium af nordisk oldlitteratur; og ved sin afrejse kunde T. medtage de offenlige bibliotekers vigtigste oldnordiske håndskrifter til brug i hjemmet (for så vidt de ikke allerede siden 1664 havde berot hos ham!), hvorhos befaling udgik til de norske kapitler om at udlevere ham dokumenter og oldskrifter. Herefter arbejdede T. på sin Norges historie, af hvilken en prøve i udkast allerede nævnes 1685. Dog var hans stilling bestandig usikker, og kun med vanskelighed fik han sin løn udbetalt. Allerede 1685 truedes han af en reduktion, 1688 måtte han rejse til København for at få lønningens udbetaling ordnet, 1694 fastsattes nye, ugunstigere vilkår. Efter tronskiftet 1699 får T. først efter meget besvær sin bestalling stadfæstet 1701. De til T. fra det kgl. bibliotek udlånte skindbøger, om hvis tilbagesendelse der i årevis havde været forhandlet, blev endelig afleverede, da Frederik IV. besøgte Stangeland under sin Norgesrejse 1704 1 .

Under et besøg i København 1706 blev T. alvorlig syg (ramt af et slag-tilfælde?) og mistede sin hukommelse; vinteren 1706—7 tilbragte han i Greve præstegård (c. 3 mil fra København) og bedredes legemlig, men hukommelsen forblev svag; den følgende vinter boede han i København, og først om somren 1708 rejste han tilbage til Stangeland, hvor han, der siden 1695 havde været enkemand, det følgende år ægtede sin husholderske Anna Hansdatter Gammel, med hvem han under tiltagende alderdoms-svækkelse levede til sin død 31. januar 1719. Begge ægteskaber var barnløse 2 .

T., hvis ungdom falder før enevældens tid, tilhører fuldstændig 17. århundrede og er noget af en Kristian IV.-type. Han var en høj, kraftig mand, uforfærdet og ivrig i hvad han foretog sig; videnskabsmand kan han næppe kaldes, lige så lidt som han havde foretaget dybere gående studier; adskilligt i hans karakter minder om faderen, og hans optræden er præget af tidens sæd. Han var gæstfri og rundhåndet, og kunde lejlighedsvis drikke sig en god rus, var stærkt optaget s. XI af sin formues frugtbargørelse, interesseret for praktiske anliggender og i høj grad rethaverisk overfor alle, som han kom i forretnings-forhold til. Hans oprigtighed, som han roses for, antog ofte ret stødende former, og en vis naiv selviskhed lod ham stille store fordringer til dem han stod i forbindelse med. Hans kritik var lidet udviklet, og han delte tidens overtro; varsler og drømme havde betydning for ham, så vel som horoskop-beregning til bestemmelse af skæbnen. Herom vil et og andet til nærmere oplysning blive meddelt i det følgende. Et smukt træk i hans karakter var hans taknemlighed overfor velgørere, som undertiden giver sig et næsten barnligt udtryk, og hans hjælpsomhed.

I alle henseender en modsætning til T. var Arne Magnusson, som er en fuldblods repræsentant for det 18. århundredes fremspirende rationalisme og korrekte byråkrati, forbeholden og selvbevidst, hvis ævner var af udpræget kritisk natur og forbundet med stor videnskabelig grundighed. A. M., som er født i et islandsk embedshjem 1663, studerede i København fra 1683, tog teologisk attestats 1685, men knyttedes som amanuensis til den kgl. antikvar, professor Th. Bartholin og kastede sig med iver over studiet af nordisk oldlitteratur; han har en betydelig andel i B.s 1689 udgivne latinske værk om nordboernes dødsforagt og var fra sin tidligste ungdom en ivrig bog- og håndskriftsamler. På B.s vegne opsporede og afskrev han middelalderlige dokumenter til dennes påtænkte danske og norske kirkehistorie og besøgte med dette formål for øje bl. a. Norge 1689. Efter B.s død 1690 fik han en beskytter i oversekretær Moth, boede nogle år på Borchs kollegium og besøgte de følgende to år (1694—96) tyske universiteter og biblioteker. A. M., som 1694 var bleven professor designatus, udnævntes 1697 til sekretær ved gehejmearkivet, men foreløbig uden løn, hvilken han først nåede ved bestalling 1700, hvortil følgende år kom fast ansættelse som professor i filosofi og danske antikviteter. Fra sin embedsvirksomhed bortreves dog A. M. allerede 1702, da han på særdeles gunstige vilkår og med stor myndighed sendtes som kgl. kommissær til Island, hvor han med vicelagmand P. Vidalin som medhjælper skulde udarbejde en jordebog, undersøge handelsforholdene samt afhjælpe misligheder i administration og rettergang m. v. Denne islandske landkommission trak ud fra år til år og blev en skuffelse så vel for A. M. som for regeringen; 1712, da riget på ny var indviklet i krig, ophævedes kommissionen; A. M., som i øvrigt før ordrens modtagelse, af hensyn til nogle ved s. XII kommissionsarbejdet bevirkede processer, var afrejst fra Island, nødtes til at overvintre i Norge og tilbragte tiden hos T. på Stangeland. Ved sin ankomst til København overtog han igen sine to embeder, men jordebogspapirerne var på grund af ufreden bleven tilbage på Island; først 1720 ankom materialet til København, og endnu ved A. M.s død var det ikke bragt i den af rentekamret krævede orden. For A. M. var Københavns brand 1728 et hårdt slag, da hans hjem forstyrredes og hans enestående bibliotek af trykte bøger brændte. Derimod reddedes det væsenligste af den uvurderlige samling af hovedsagelig nordiske håndskrifter, og denne med en dertil knyttet kapital tilfaldt ifølge testament universitetet, da A. M., som 1709 havde ægtet en velstående enke, 1730 døde barnløs. A. M.s egne optegnelser gik ved branden delvis til grunde, men han var lidet produktiv, og de af ham planlagte arbejder nåede ikke til gennemførelse. Som vidnesbyrd om hans kritiske sans og indtrængende forståelse af oldlitteraturen foreligger hovedsagelig hans lejlighedsvise udtalelser samt de teksterne vedlagte seddel-notitser og metodiske anvisninger til kildeskrifternes afskrivning, som indtil da havde været aldeles dilettantisk, ligesom også den iver og omsigt, hvormed han indsamlede selv de uanseligste rester af middelalderlige skindbøger og breve, vidner om hans forståelse af originalernes eller de ældste kilders betydning 1 .

T.s og A. M.s bekendtskab stammer fra 1688, da T. i månederne september-oktober opholdt sig i København, om end T. tidligere, bl. a. gennem Bartholin, har vidst besked med A. M.s virksomhed, og under dette ophold sluttede de venskab og aftalte brevveksling, som ikke alene tørte til en gensidig udveksling af kilde-materiale og drøftelse af allehånde tvivlsmål i den nordiske oldhistorie, men også til at A. M. forberedte T.s skrifter til trykning og benyttedes af T. til kommissioner af den mest forskellige art. Dette bekendtskab blev for T. af største betydning, dels på grund af hans afsides opholdssted, udelukket som han var fra al videnskabelig eller litterær påvirkning, dels ved manglende forudsætninger i forskellig henseende, som således kunde afhjælpes. Tidligere havde T. ikke haft nogen sagkyndig at rådføre sig med, og hans henvendelser til formentlig indsigtsfulde mænd på den nordiske oldlitteraturs område kunde s. XIII ifølge sagens natur ikke føre til noget resultat. Pä Island korresponderede han med en for sin lærdom anset præst Torfi Jónsson (til dennes død 1689), som dog den gang var gammel og ikke tiltroede sig ævne til at besvare T.s forespørgsler, og med biskoppen i Skalholt Þórður Þorláksson, som var T.s gode ven, men uden historisk interesse, skønt forholdene medførte, at han fra bogtrykkeriet dersteds udgav nogle islandske oldskrifter 1 . Med professor Th. Bartholin brevvekslede han fra 1685 og mødte her en mand med sund dømmekraft og videnskabelig uddannelse, men B.s særlige studium var middelalderlig kirkehistorie, og han kunde derfor kun i almindelighed advare T. imod at skænke fabler for megen tiltro. I A. M. traf derimod T. en mand, som havde hele oldlitteraturen på rede hånd og forstod kritisk at vurdere den, og som tillige gennem sine egne og Bartholins samlinger havde den bedste adgang til kildeskrifterne. Allerede de første breve mellem T. og A. M. indeholder adskillige gensidige anmodninger om udveksling af oldlitteratur i afskrift og lign., men navnlig efter A. M.s besøg hos T. i efteråret 1689 tiltager brevvekslingen, og året 1690 optages af en række til dels meget udførlige breve, som hovedsagelig behandler de ældste norske kongers kronologi (særlig Harald hårfager — Olav den hellige), hvorimod brevene fra det følgende års 1. halvdel er mere kortfattede og brevvekslingen derefter endogså helt ophører på grund af en mellem T. og A. M. opstået misstemning, og først for alvor genoptages efter T.s hjemkomst fra et Københavns-besøg i somren 1692. Brevene fra dette og det følgende år er dog hverken så talrige eller udførlige som den foregående tids, og større videnskabelige undersøgelser forekommer ikke. Derefter følger årene 1694—96 næsten uden breve, idet A. M. under sit 2-årige ophold i udlandet kun var en sparsom korrespondent og T., som tilbragte største delen af 1694 — 95 i København, i den tid ikke førte nogen dagbog. Efter A. M.s tilbagekomst fra udenlandsrejsen forløb kun c.1/2 år, inden T. atter i somren 1697 aflagde et besøg i København, og de i denne tid vekslede breve indeholder forholdsvis lidet af videnskabelig betydning. Efter T.s hjemkomst, da brevvekslingen igen tager fart, bliver brevenes indhold mere blandet, og A. M.s udførligste kritiske redegørelser er ikke bevarede. I somren 1701 medfører T.s Københavns-ophold også en afbrydelse i korrespondancen, og med A. M.s afrejse til Island 1702 er den i alt væsenligt afsluttet.

Først og fremmest blev A. M. T.s tilsynsmand og medhjælper ved udgivelsen af dennes skrifter. Ved siden af hovedværket, den s. XIV mange gange omarbejdede Historia Norvegica, som T. stadig syslede med, havde han fattet den plan i særskilte mindre skrifter at behandle Norges bilande: Orknøerne (Orcades), Færøerne, Grønland, Vinland. Ved sin afrejse fra Stangeland 1689 havde A. M. medtaget manuskript til Orcades og den lille Færøernes historie for at indlevere det til censur hos justitsråd V. Worm og havde tillige lovet at revidere og komplettere dette, ligesom at have tilsyn med trykningen, og allerede under sit påfølgende ophold i Bergen begyndte han gennemlæsningen af manuskriptet. Efter tilbagekomsten til København indleveredes manuskriptet til censur, men under sagens langsomme forløb blev der rigelig tid til menings-udveksling om kronologi og andre æmner arbejdet vedrørende, og Orcades modtog talrige forbedringer og tillæg. T., som af naturen var rastløs og utålmodig, begyndte snart at tænke på papir-indkøb til trykningen, og overvejede til hvem han skulde dedicere bogen. Imidlertid forhaledes bestandig censuren, manuskriptet henlå ulæst hos Worm i over 2 år, blev derefter overgivet til prof. Vinding, og først 1693 gaves approbation. En anden hindring var dog endnu at rydde af vejen, inden trykningen kunde begynde, nemlig opsøgelse i regeringsarkiverne af Kristian I.s pantebrev for Orknøerne og Hjaltland samt tilladelse til at indføre dette og de øvrige dokumenter angående indløsnings-forsøgene som værkets 3. bog. Lige forunderlig er T.s politiske naivitet, som lod ham tro, at fremkomsten af et sådant værk vilde være af afgørende betydning for indløsningen (og hans beretning om dens sikkert forvæntede gennemførelse på Ulfeldts tid), og regeringskontorernes ængstelse for sådanne aktstykkers offenliggørelse, hvis urimelighed også A. M. indså (nr. 59), og først 1696 blev disses trykning fuldtud tilladt. Inden denne tid var A. M.s andel i udgivelsen stanset og ophørte væsenlig med hans rejse til Tyskland i foråret 1694; men indtil da spillede Orcades en stor rolle i T.s og A. M.s indbyrdes brevveksling.

Foruden den videnskabelige menings-udveksling har T.s breve idelige anmodninger om at påskynde censuren, fremskaffe pantebrevet, indføre tillæg og ændringer, forberede trykningen etc. T., som ikke var nogen kritisk natur, var heller ikke overfor andre nogen stræng kritiker, og det passer godt hermed, at blandt hans mange planer i væntetiden faldt også den ham ind at sende Orcades til forskellige (i virkeligheden inkompetente) mænd på Island til bedømmelse (nr. 31), hvad dog ikke blev til virkelighed. Under A. M.s ophold i udlandet (hvor A. M. nr. 60 oplyser om trykkeri-forhold og priser i Tyskland) var trykningen af Orcades endelig påbegyndt, idet daværende arkivskriver, senere (1698) kgl. bogtrykker og titulær assessor J. Lauerentsen [navnet staves højst forskellig], havde overtaget sammen med s. XV T, at bekoste oplaget og selv befordre bogen til trykning, med tilhørende korrekturlæsning m, v. Bogen udkom i begyndelsen af året 1697, kort efter A. M.s hjemkomst, men skæmmet af slemme trykfejl, da L. vel var en mand med nogen litterær interesse, men uden virkelig sagkundskab. For den følgende tid bliver den manglende trykfejlsliste og forretningsforholdet til L. i anledning af Orcadesoplaget en stadig kilde til klage for T. Han syntes, at hans ære krævede en berigtigelse af trykfejlene og nedsendte til A. M. en Errataliste, men har næppe været anlagt for et sådant arbejde, i al fald erklærede A. M. den for ubrugelig og fik selv aldrig tid til at gennemgå Orcades for at give en fuldstændig liste, ligesom også L. stadig vægrede sig ved flere udgifter i anledning af dette arbejde. Således trak tiden ud lige til A. M.s Islandsrejse, og først som et tillæg til Erichsens biografi af T. (s. 196—98) er de vigtigste trykfejl anførte, som det angives efter en med Asgeir Jonssons hånd skreven liste. Prisen på Orcades (som udgør i folio 228 ss.) var efter T.s opgivelse nr. 88 4 &, men solgtes trods det ringe beløb næsten ikke, og på T.s klager herover svarer A. M. karakteristisk nok nr. 93, at når de i Sverrig udkomne islandske sagaer kunde sælges dyrt, men Orcades trods prisbilligheden ingen afsætning havde, beroede det på, at i Sverrig interesserede alle sig for litterære æmner og særlig for deres eget folk, her interesserede man sig for intet og mindst af alt for det nationale. L., som havde haft udgift ved forsendelsen af eksemplarer til forskellige byer i udlandet, var utilbøjelig til at aflevere den T. tilkommende del af oplaget. Også denne afvikling trak ud til efter A. M.s Islandsrejse, og T.s klager fortsættes, så længe brevvekslingen med A. M. holdes ved lige. Sv. Dahls meddelelser om Torfæus og hans bogtrykkere oplyser om dette mellemværendes afslutning, at T. under sit ophold i København 1706 ved tre udsendinge lod afkræve hos L. bl. a. de ham tilkommende eksemplarer af Orcades, i hvilken anledning L. minder om, at han i sin tid fra arkivet fremskaffede de vigtige indløsnings-dokumenter, hvortil T. giver et spydigt gensvar 1 . Færøernes historie, Commentatio hist. de rebus gestis Færeyensium, var allerede udgivet under T.s ophold i København 1695.

Efter at T. havde i det væsenlige udarbejdet Orcadesmanuskriptet, og samtidig med at han arbejdede videre på sin Historia Norvegica, optog han efter A. M.s tilskyndelse til omarbejdelse det hidtil i manuskript henliggende ungdomsarbejde (fra 1664) Series s. XVI dynastarum et regum Daniæ, hvori hans påvisning af, at efter islandske kilder var Skjold og ikke Dan (som Saxo hævdede) de danske kongers stamfader, havde vakt kongens og indflydelsesrige mænds opmærksomhed. Dette æmne interesserede åbenbart A. M., og en ytring herom i et brev fra 1690 (nr. 17) sammenholdt med T.s svar nr. 19 opfattes vel rettest som en antydning af, at A. M. kunde have lyst til at overtage dette arbejde, dersom T. ikke selv vilde føre det videre, hvorom denne dog foreløbig ikke vilde udtale sig. Under T.s ophold i København 1692 har A. M. tilskyndet ham til at tage fat på arbejdet, hvad T. gør med nogen betænkelighed, da skriftet kræver vidtløftig omarbejdelse og vil være vanskeligt at få trykt. T. anmoder i det følgende år A. M. om kilde-materiale til Series (Amlóða saga) men i øvrigt berøres Series ikke i deres bevarede brevveksling før A. M.s tilbagekomst fra udlandet. Derimod beretter T. i et brev til sin medudgiver af Orcades J. Lauerentsen 1696 (13/2), at han ivrig arbejder på Series, men at arbejdet er vanskeligt, navnlig en indledende undersøgelse om de nordiske kilders værdi. Ved sin Københavns-rejse 1697 kunde T. medtage manuskriptet og fik under sit ophold her bogen censureret. A. M. får det hverv at skaffe fortil Series, hvad der efter en del besvær lykkes, og påtager sig at besørge trykningen — mod som vederlag at få udsigten til at arve T.s bibliotek, som dog kun indeholdt få gamle håndskrifter. A. M.s arbejde blev i virkeligheden overmåde omfattende, først et kritisk gennemsyn al manuskriptet med mange ændringer og stadige bestræbelser for at trænge de fabelagtige beretninger tilbage, dernæst fornyede overvejelser under trykningen, der medførte kassation af rentrykte blade med efterfølgende omtryk, og tilsidst udskydning af en del af det oprindelig medtagne, bl. a for endelig at nå til en afslutning, som af mange grunde trak i langdrag. Efter at have gennemlæst den hovedsagelig ny-tilkomne 1. bog fremsender A. M. sine dubia og animadversiones, roser i det hele værket, men fremhæver manuskriptets ukorrekte skrivning og interpunktion, hvad der giver meget arbejde. T. beder gentagne gange A. M. ændre og berigtige hvad han finder nødvendigt, og takker ham for hans samvittighedsfulde og dygtige arbejde. Stadig vænter T. i de følgende år værkets nære afslutning, og stadig skuffes han. Snart er papirmangel i vejen, snart den politiske tilstand, snart A. M.s egne forhold. Efterhånden som arkene blev færdige, tilsendtes de T., og A. M. lod ved lejlighed medfølge en udførlig motivering af de gjorte forandriuger, som han gentagne gange indstændig beder T. gennemlæse, for at han kan lorstå det følgende. Ubegribelig nok synes det at have kostet T. stor overvindelse at sætte sig ind i denne fremstilling. Først erklærer s. XVII han at ville opsætte det, dernæst at han ikke ret har læst bemærkningerne, men heller ikke mener at behøve det, da A. M. vistnok har rammet det rette; tilsidst må A. M. stille i udsigt at gennemgå fremstillingen med T., når han kommer til København. Ikke des mindre kritiserede T. de gjorte forandringer og nedsendte forskellige forslag til ændringer. T. kunde have haft god brug for Series til fremlægning under de vanskeligheder, der rejste sig for udbetalingen af hans lønning; men i længselen efter afslutning blandede der sig ængstelse for den modtagelse bogen vilde få, da oppositionen mod Saxo efter sigende på sine steder havde vakt mishag. Således hengik tiden til ind i året 1702. Et og andet af det for Series bestemte var bleven henvist til Historia Norvegica, T. havde modstræbende fundet sig i, at Rolv krakes historie udskiltes fra Series som en særskilt bog, og ligeledes (dog efter hans cgen opfattelse ikke ubetinget) givet sit minde til, at Series endte med Gorm den gamle, istedenfor som oprindelig med Svend Estridsen, således at også dette parti skulde udkomme særskilt. Derhos havde han til vedføjelse nedsendt nogle tillægs-bemærkninger. Fortale (hvori A. M.s andel i arbejdet skulde omtales) og register forudsatte T., at A. M. udarbejdede — det første med den motivering, at A. M. nu kendte bogen bedre end T. Imidlertid sendtes A. M. uformodenlig i kgl. tjæneste til Island 1702, og Series udkom først efter hans afrejse. Følgen var, at fortalen indskrænkedes til en kort, af T. 1697 skreven redegørelse, hvori A. M. blot havde indført en bemærkning om, at værket nu ikke endte med Magnus gode (Svend Estridsen), men med Gorm den gamle, og at bogen udkom uden register. De følgende år var A. M. optaget af ganske andre sager, men når lejlighed gaves, beklagede T. sig over den ved A. M.s uformodede bortrejse foranledigede forvirring og bad ham tilholde forlæggeren at udgive det 1703 nedsendte register samt nogle yderligere noter til Series. Dette var forlæggeren dog lidet villig til, da Series vel rostes, men ikke havde nogen afsætning, og da både forlægger og bogtrykker erklærede at have lidt store tab ved A. M.s idelige kassationer. Først 1777, da Suhm udgav Torfæana (T.s latinske breve) fulgte hermed det af T. nedsendte register (Index) og Notæ posteriores. I Suhms fortale optoges tillige J. Erichsens udførlige latinske redegørelse for Series’ tilblivelse, om hvilken R. Nyerup, som afsluttede J. Erichsens ufuldendte biografi af T., oplyser, at den til optagelse i biografien var oversat på dansk, »men da de Læsere af Minerva, som ikke overslaae Artikelen om Torfesen, ligesaa gierne kan læse det paa Latin i Torfæana, henvises de dertil« — en nu ikke ganske tidssvarende bemærkning!

II

Arne Magnusson II, 1.

s. XVIII Samtidig med at A. M. havde så stor andel i den endelige redaktion af Orcades og Series, var han også T.s rådgiver eller medarbejder ved dennes hovedværk Historia rerum Norvegicarum, og de kronologiske redegørelser, som indeholdes i deres brevveksling, gælder som oftest alle tre værker. Da A. M.s forbindelse med T. begynder, var denne med sit arbejde nåt til tiden omkring år 1000, og under sit ophold i København 1688 forelagde han sit medbragte manuskript for sine velyndere og indhentede bl. a. Bartholins råd ang. stoffets behandling, men i de nærmest følgende år findes i A. M.s og T.s brevveksling kun en enkelt direkte omtale af værket, og først i oktober 1697, efter at A. M. og T. havde tilbragt somren sammen i København, nævner A. M. i et brev, at T. vil have vinteren optaget af at gennemgå sin Ante-Monarchica Norvegica, d. v. s. arbejdets forud for Harald hårfager liggende del, hvor sagnhistorien gjorde store kronologiske vanskeligheder, og hvor både Bartholin og A. M. bestræbte sig for at få T. til så meget som muligt at udelade fablerne. Derefter begynder en hyppigere meningsudveksling om forskellige enkeltheder. T. havde efterladt hos A. M. et parti af arbejdet, som 1699 tilbagesendtes, og samme år udtaler T. det håb, at Historia Norvegica næste år må kunne komme under censur. I anledning af en truende lønnings-reduktion behandles den forestående udgivelse oftere i brevene 1700 og begyndelsen af 1701. A. M. forudsætter, at Hist. Norv. er så vidt færdig, at delene år efter år kan nedsendes, T. redigerer ivrig, men frygter for, at arbejdet vil trække ud. T. vil helst henskyde tvivlsomme forhistoriske spørgsmål til A. M.s afgørelse, og A. M. giver nr. 132 i anledning af den for delenes udgivelse påtænkte rækkefølge en vurdering af værket, hvoraf ses, at han tillægger afsnittet Harald hårfåger—1263 den største betydning, mener, at det forudgående tidsrum ved sine mange tvivlsmål vil virke trættende, at sidste del 1263 — 1388 ved sit spredte og ufuldstændige kildemateriale egner sig mere til behandling af A. M. end T. Efter at T. ved et ophold i København 1701 havde opnåt tålelige lønnings-vilkår, genoptages arbejdet og menings-udvekslingen ang. Hist. Norv. Det ses nr. 143, at A. M. har påtaget sig at besørge 1. del trykt og at skaffe en bogtrykker, men ved A. M.s uformodede bortrejse 1702 gik alt i stå. A. M.s breve til T. med meddelelse om afrejsen kendes ikke, men den norskfødte mag. J. RASCH, som i de nærmest følgende år blev T.s kommissionær i København, beretter i et brev af 10/6 1702 til T., at A. M. »er i Kongelig tieniste sent som Commissarius til Island, hvor hand meente at forblive l½ aar. Denne forretning kom ham meget hastig paa, saa han hafde neppe tid at føre alle sine sager til endschab. Dend siste nat før s. XIX hand reysede, sad hand gansche over at nedpache sine bøger og sager, og obligerede hand mig da at komme til sig om morgenen klochen halv femb; da giorde han endelig afscheed med flere, og om sider med mig, som hand holt for Eders ven, og derfore betroede mig alle Eders sager, som hand opschrev paa et støche papier: (1) leverede hand mig Grønlandz historie in qvarto, og Eirici Blodox og andris historie in folio at levere Vinding til approbation med tiden, som ieg ogsaa har leveret Vinding, og talde hand med mig i Høyeste ret i dag, og sagde sig at vilde sende mig et brev til Eder, som ieg venter før ieg dette slutter, (2) Fich ieg en pache Manuscripta af Arnas forseiglet at sende Eder med aller første leilighed ... (6) leverede hand mig mange salutationer til Eder og excusationer, at hand ei før hafde haft tid at schrive Eder til om dend forefaldene Reyse, og ieg kand i Gudz sandhed melde, hand hafde nu snart ei tid at svare saa occuperit var hand«. I sin svarskrivelse (1/2)beklager T. sig bittert over den herved forårsagede forvirring, og af andre breve 1 ses, at det var vanskeligt at få Hist. Norv. udgivet. I sit svar til A. M. nr. 145 berører T. også forlægger-vanskelighederne, og klager over, at det fra A. M. tilbagesendte manuskript er så gennemrettet, at han ikke kan forstå det — han vil lade alt vænte til A. M.s tilbagekomst. En påtænkt rejse af T. til København 1704 blev ikke til noget; 1705 (nr. 151) kunde han nedsende til censur den endnu en gang kritisk reviderede 1. del af Hist. Norv. (på en tid hvor A. M. opholdt sig i Kbh.), og 1706 begav T. sig selv til København, formodenlig for at få udgivelsen tillige med flere andre forhold ordnet. Endnu de sidste dage af august ses T. at være rask 2 , men kort efter må han være blevet ramt af den svaghed, der for resten af livet sløvede hans åndsævner. Under T.s ophold i Danmark 1706—8 trådte den for videnskabelig forskning så uegennyttig interesserede professor CHR. REITZER til og påtog sig udgivelsen, som kostede ham 1500 rdl. I et brev til A. M. af 15/5 1708 siger R.: »Ellers maa publicum takke mig for at hans Historia Norvegica kommer ud. Fire à fem Alphabeter ere allerede trykte; og ihvorvel den bliver hen imod 24 Alphabeter stor, saa mener jeg dog, at den førstkommende Paaske skal nesten være færdig« 3 . I et brev af 11/6 1710 må han dog oplyse, at af T,s historie »de tre første dele formedelst bogtrykkerens forsømmelse og umægtighed endnu ikkun ere færdige; dog at man inden faa tider kand vente sig den fierde, som ved Magister s. XX Gram og Thorlef er tillige med Prolegomenis allerede bragt i den stand, at den kand trykkes. Og Gud give, at jeg hafde tort skikke min Herre bemelte prolegomena for at igiennemsee dem«. Den første af de to her nævnte mænd må være den bekendte historiker Hans Gram, om hvis forbindelse med T. man ellers ikke hører noget; den sidste var en landsmand af T. ÞORLEIFUR HALLDÓRSSON hvis ævner og hurtige nemme meget roses. Som ung student havde han på nedrejsen fra Island overvintret hos T. 1703—4, som havde brugt ham som sekretær, og i de følgende år knyttedes han til udgivelsen af T.s værker 1 . I et brev til A. M. 4/8 1710 fortæller .Þ H., at T. befinder sig vel og er bleven gift med sin tidligere husholderske, men at det går meget langsomt med at få hans bog færdig; nu er først begyndt på IV. del, som helt har måttet renskrives på ny; dog fastholder justitsråd Reitzer, at hele værket skal være færdigt før påske, hvad sandsynligvis også vil ske, hvorledes det end går med fortalen, som det er forgæves at vænte fra T., hvorfor det også så ofte er ønsket, at A. M. var her tilstede for at hjælpe noget på sagen. Imidlertid er det blevet overdraget Þ. H. at udkaste den, så godt han kan, skønt han selv ser det er dårligt arbejde, men derved er intet at gøre. Th. Bartholin har senere gennemset den, »sed revidit tantum« 2 . Da værket udkom 1711, angiver Reitzer i dedikationen til kongen, at han efter T.s anmodning har påtaget sig udgivelsen af hele værket og fuldførelsen af IV. (sidste) bind, som på grund af forfatterens alder ikke var helt udarbejdet; fortalen fremtræder som T.s arbejde. I en anbefaling for Þ. H. af 4/12 1710 3 fremhæver R., at Þ.H. har korrigeret T.s hele Hist. Norv. og »da Thormodur ikkun havde giort et udkast af Verkets fierde Deel, har han ført den i stiil og gandske fuldfærdiget den, tilligemed Prolegomenis eller en vidtløftig lærd fortale til det gandske Verk« (er 31 folio-sider). Som belønning for arbejdet skaffede R., ved hvis bord Þ H. i flere år havde spist, ham magistergraden, og kort efter blev han rektor på Holar (efter forgæves at have ansøgt om bispestolen samme steds). Besynderligt er det, at T. først ved et brev fra A. M. 1713 erfarer, at Hist. Norv. er færdig (se nr. 154), og først, som det synes, i årene 1717—18 gennem A. M. får nogle eksemplarer tilsendt.

II*

I årene efter A. M.s afrejse til Island havde også efterhånden de øvrige af T. forberedte arbejder set lyset. År 1705 udkom Historia Hrolfi Krakii, som T. ugærne havde set A. M. udskille fra Series, nu en lille oktav, oprindelig, da A. M. år 1700 (nr. 120) s. XXI forelagde en prøve, bestemt til at udgå i kvart. Samme år kom Historia Vinlandiæ antiqvæ og næste år (1706) den anseligere, med adskillige kort udstyrede Gronlandia antiqva, som T. havde haft i arbejde lige siden 1692, og hvortil bl. a. også interesse for det gamle Grønlands genopdagelse havde tilskyndet ham (bægge i 8vo) 1 . Endelig år 1707 fulgte (i 4to) Trifolium historicum, den »dissertatio« om kongerne Gorm den gamle, Harald blåtand og Svend tveskæg, som T. havde ønsket skulde afslutte Series, men som A. M. havde udskilt derfra, og som forlæggeren af Series havde forpligtet sig til at udgive, men længe søgte at unddrage sig fra; her havde navnlig forskellige kronologisk-historiske problemer fra Harald blåtands regeringstid optaget T.

Næst efter de med trykningen af T.s skrifter forbundne forhandlinger var vel nok ordningen af udbetalingen af T.s løn den vigtigste forretning i København. Allerede i sit første brev til A. M. hentyder T. til, at han kunde ønske at skifte bestilling, d. v. s. opnå et fastlønnet embede, så at han herigennem kunde have sit sikre underhold og dog fortsætte sit litterære arbejde, medens hans lønning nu idelig var truet, eller hvis udbetaling trak i langdrag — en ordning, som han i den følgende tid gentagne gange bringer på bane. Disse vanskeligheder fortsattes og kommer gentagne gange til omtale i brevvekslingen, dog falder den nye ordning af lønningen under A. M.s ophold i Tyskland 1694, og først ved tronskiftet 1699, da T. truedes med reduktion, må A. M. for alvor antage sig hans sag, og brevvekslingen desangående er i den nærmest følgende tid meget omstændelig. Trods A. M.s gode forbindelser og idelige forestillinger blev alle hans anstrængelser frugtesløse, og han må i foråret 1701 meddele, at rentekamret af økonomiske hensyn ikke har villet fremme sagen, men at han dog har nåt så meget, at man nu véd, hvem T. er og hvad han arbejder på, medens dette forud var myndighederne ubekendt. Da T. derpå personlig indfandt sig i København, fik han sin bestalling stadfæstet med bibeholdelse af den tidligere lønning.

Ved siden af ovennævnte anliggender medførte T.s afsides opholdssted i forbindelse med hans sindsbeskaffenhed og livsførelse et utal af forretninger i København, som han uden mange betænkeligheder gav A. M. at besørge. Dels af naturlig hjælpsomhed, dels vel også for at gøre sine rede penge frugtbringende var T. meget villig til at give lån, men stod strængt på sin ret overfor skyldnerne, og i brevvekslingen møder atter og atter sådanne upålidelige låntageres s. XXII navne. Endvidere havde T. penge at inddrive på Island og havde som oftest en eller anden retstrætte eller vilde træffe juridiske dispositioner, hvortil myndighedernes bistand ønskedes. Hertil kom allehånde lejlighedsvise kommissioner og fremstilling af private kontroverser.

T.s udprægede taknemlighedsfølelse ytrede sig både overfor kongerne, som havde skænket ham hans stilling, og de mænd — Luxdorph, Meier, Moth —, som støttede ham, når hans embede under statens dårlige finanser og den almindelige mangel på interesse for hans studium og kundskab om hans arbejder var truet. Overfor en af disse, den tysk-dannede rentekammer-deputerede R. Meier, gav han sin erkendtlighed udtryk på en måde, der vakte A. M.s største mishag; han lod nemlig ved Asgeir Jonsson tage afskrift af en del vigtige kongesagaer og anden nordisk oldlitteratur, som han forærede Meier eller pro forma hans søn, skønt sandsynligvis ingen af dem har enten forstået sproget eller haft nogen interesse for disse æmner, og A. M. fremhæver nu (se nr. 77 og 101), at han nødig ser sådanne kildeskrifter spredes blandt ukyndige eller ved senere salg gå ud af landet (til Sverrig); og, som han havde forudsagt, købte han dem da også efter M.s død for egen regning, for at hindre dette.

Om A. M.’s samler-interesse og iver for i sit studium at gå til selve kilderne afgiver brevvekslingen mange vidnesbyrd, deriblandt også oplysninger om, hvorledes han fik rådighed over de middelalderlige skindbreve fra Stavanger domkapitel, som efter hans død ved forsømmelighed under boets behandling er forblevne i den Arnamagnæanske stiftelses besiddelse. Disse breve havde T. mod revers fået udleveret i årene 1683—84 i egenskab af norsk historiograf til brug ved sit arbejde. Det ses, at T. senere har udlånt dem til Bartholin (for dennes kirkehistorie), men ved A. M.’s besøg hos T. 1689 var de dêr, og 1697 beder han (som havde påtaget sig at afslutte Bartholins arbejde) T. tage dem med til København, dersom de endnu er hos ham, så han kan gennemse dem under T.s ophold her. Dette skete ikke (hvorimod T. synes at have medført afskrifter af dem), og det følgende år bebuder A. M. en ordre fra oversekretær Moth angående disse; denne ordre — om brevenes nedsendelse til brug for A. M., som senere skal tilbagesende dem —, skrevet af A. M., men underskreven af Moth, afsendtes også, hvorefter brevene ankom og A. M. udgav revers for 277 gamle pergament-breve (nr. 85, er dog antedateret, da A. M. foreløbig ikke kunde overkomme at gennemgå brevene, sml. nr. 93 og 109). Snart begyndte vedkommende biskop at kræve brevene tilbage (se nr. 106), men foreløbig tilbød A. M. fra brevene at skaffe de oplysninger, som biskoppen til brug ved en s. XXIII retssag ønskede. Ejendommelig for T.s opfarende hidsighed er, at da han er bleven misfornøjet med biskoppen i anledning af dennes stilling til T.s edsaflæggelse ved tronskiftet 1699, beder han A. M. vise ham så lidt hensyn som muligt med hensyn til Stavanger-brevene (nr. 113), hvad dog ikke fik nogen virkning, og A. M. anerkender biskoppens ret til at afkræve ham brevene (nr. 121); T. derimod mener, at brevene ikke skulde sendes til biskoppen, men til T. selv, som i sin tid havde udgivet revers for dem (nr. 124). A. M. mente at kunne konstatere, at T. ikke havde sendt ham alle brevene og bad ham eftersøge de manglende (nr. 132). Endnu 1706 kræver T. sig brevene tilsendt (nr. 152); disse havde imidlertid A. M. taget med sig til Island, og i de følgende år modtager han adskillige forgæves reklamationer fra de pågældende biskopper, som det ses af de herom bevarede breve.

Ved siden af de udførlige kronologisk-historiske undersøgelser og de mange forretnings-anliggender indtager privatmeddelelser en forholdsvis knap plads i brevvekslingen. Dette var dog mindre T.s skyld end A. M.s. T. tørstede efter nyheder, men fik kun i ringe grad sin trang tilfredsstillet. Også i A. M.s personlige forhold var han levende interesseret og bringer mange forslag på bane, om hvorledes A. M. skal sikre sin fremtid ved at søge et eller andet godt embede, gøre et rigt parti o. s. v. Angående giftermål var A. M. utilgængelig, ønskede ikke at påtage sig curam posteritatis og mente, at »få ting er bedre end ro« (fάtt sé kyrru betra, se nr. 140 og 149). For A. M. var selvfølgelig den lange væntetid, inden han nåede en fastlønnet stilling, pinlig, og enkelte gange giver han sit mismod luft, værst var det dog, at de mange tilfældige arbejder han i årenes løb måtte påtage sig, næsten helt drog ham bort fra litterær produktion, og de i hans breve antydede foretagender (udgivelsen af Bartholins kirkehistorie, en bog som 1689 ff. år er under arbejde [utvivlsomt en udgave af Are frodes Islændingebog] m. m.) blev til intet; også i denne henseende var T. ivrig med forespørgsler og forslag. Under drøftelsen af A. M.s fremtids-udsigter nævnes gentagne gange muligheden af at gå til Sverrig, hvor man med begejstring dyrkede den nordiske oldlitteratur, der opfattedes som »götisk«, og hvor i en årrække ved det 1666 oprettede antikvitetskollegium (fra 1692 antkv.-arkiv) Islændere indkaldtes til hjælp ved de islandske sagaers fortolkning og udgivelse. Samtidig satte dog det spændte politiske forhold mellem Danmark og Sverrig sit ydre præg på denne virksomhed, og den herskende uvilje mod svenskerne kommer da også gentagne gange til orde i brevene. A. M. har åbenbart temlig tidlig fået indflydelse på de islandske sagers s. XXIV behandling i regeringskontorerne, så at hans udsendelse til Island også herigennem forklares; og gennem sine forbindelser på Island har han tidlig fået en stærk uvilje mod de dér rådende krese, så at han under ingen omstændighed vilde modtage nogen ansættelse dêr i landet. T. bevarede hele livet interessen for sin fødeø, men havde ingen indsigt i forholdene, og de forslag til ændret administration, som han gentagne gange fremsætter, er ganske fantastiske. A. M. havde en stærkt udviklet selvfølelse, som flere gange kommer til orde, så vel overfor T. som ved andre lejligheder, og det er ejendommeligt, at også Moth, som A. M. senere blev så nøje knyttet til, fra først af virkede frastødende på ham, og overfor etatsråd Meier bevarede han bestandig en vistnok noget ubegrundet uvilje. A. M. var, overfor hvad fremtiden kunde bringe, tvivler eller pessimist, T. en uforbederlig optimist. De to mænds breve, indbyrdes højst forskellige, har også betydning som vidnesbyrd om tidens islandske brevstil. For A. M. indeholder brevene en art oprejsning Hans hidtil kendte korte optegnelser er nemlig holdte i et så besynderligt blandingssprog, at man kunde tvivle på, al han beherskede sit modersmål. Brevene er i modsætning hertil skrevne i et i det hele rent og godt sprog, selvfølgelig dog med en del af bekvemmeligheds-hensyn brugte fremmedord. T.s sprog er derimod dårligt og øjensynlig påvirket af hans lange fraværelse fra hjemlandet; hans stil desuden tung og uklar og ofte tillige afjasket. Glimtvis dukker dog en viss humor frem, og ejendommslig for bægge er den særlig islandske tilbøjelighed til at bruge omskrivende benævnelser eller øgenavne for personer og forhold, navnlig i sådan omtale, hvor man ønsker at udtrykke sig forbeholdent. Også islandske ordsprog forekommer lejlighedsvis hos bægge. Selve de historisk-kronologiske undersøgelser har nu kun interesse ved at vise arbejdsmåden; de hovedsagelige resultater m. h. t. de norske kongers regeringstid, som T. kom til, har J. Erichsen sammenstillet i en efterskrift til sit uddrag af brevvekslingen s. 124 ff.

Vakte A. M.s breve ofte T.s utålmodighed ved hvad de ikke sagde eller der ikke blev gjort, har det næppe kunnet undgås, at T.s breve både ved form og indhold til tider har virket trættende på A. M. For T. lå enhver tanke om, at han ved sine idelige anmodninger i egne anliggender kunde falde til besvær, fjærnt, og det virker næsten vemodigt ved brevvekslingens slutning at se T. gentage sig i forretnings-enkeltheder, og A. M., som under de givne forhold ikke kunde beskæftige sig med disse, ikke besvare hans breve. I virkeligheden nærede dog A. M. vedblivende interesse for T.s anliggender, s. XXV således som det også viser sig ved hans efterfølgende arbejde for at sikre T. og senere hans enke lønningens udbetaling. Der haves ligeledes udtalelser af A. M., som viser hans påskønnelse af T.s Historia Norvegica, ligesom det kun var uforudsete omstændigheder, som hindrede ham i at lægge sidste hånd på værket i henseende til tilsyn med udgivelsen af T.s arbejder, en opgave, som han sikkert væsenlig af interesse for sagen havde påtaget sig.

At A. M. dog havde et skarpt blik for T.s svagheder som kritisk forsker og videnskabsmand, fremgår af nogle egenhændige optegnelser i hans i AM. 219, 8vo indeholdte samlinger til T.s lævned:

Þormodur hafde eingen sierleg correspondence til Islandz á hans fyrstu translatoris árum. Mag. Bryniolfi hefr hann tilskrifad 1663 og 64 um vored, sidan alldri ad eg true.

Eg finn og eingen correspondentz fra honum til Island[z] fra 1664, er hann kom til Noregs, og til 1671, Þá hann kom til Islandz.

Sidan hefur hann eingum um antiqvitet tilskrifad, Þad eg funded gieti, Þangad til hann vard Historiographus 1682.

Epter ϸá tid skrifadi hann opt til Sr. Torfa i Bæ og Meistara Þordar, um antiqvitet; til annarra ecki, Þad eg vite, edur fundid gete.

In summâ: hann var ordinn ókunnugur á Islande, og næsta hirdulaus i ad safna documentis adan, var og ecki vandur ad um Exemplarium bonitatem.

[Ad describendas membranas Þarum aptus erat, skrifadi allt álika og Islendskan skrifast nu, instar vulgarium librariorum. Nec satis Þeritus erat philologiæ et Grammaticæ veterum Islandorum. Eddam et Carmina vetera legerat qvidem, sed seposito acri satis criterio; neqve iis vertendis satis idoneus erat.

In usum historicum libros Islandorum accurate legit, et magno cum judicio, imò omnium suorum antecessorum maximo.

Membranas, præterqvam ex Bibliotheca Regia et Academic, nullas unqvam versaverat, nec eas acri satis cum judicio, priusqvam adultå ætate, qvæ ad istas res judiciosé tractandas nimis sera est.

Habitabat etiam loco imÞortuno, remotus ὰ societate literaiorum,

Islandorum historiam literariam non satis benè calluit.

Hine est, qvod in authoribus citandis paulo sit obscurior, imò, si vera dicenda, ferè confususα. (α inde etiam est, qvod fabulas, recentius scriptas, antiqvas esse credidit.

Accessit amor Þatriæ, qvi eum monumenta Islandica, si aliqvo modo stare Þossent, rejicere vetuit.

ὰ Credulitate etiam absolvi penitus non potest.)

Uti vir erat maximæ probitatis, ita veritatis amantissimus, ut religioni duceret, scientem aliqvid in historiâ mentiri 1

s. XXVI Bidrag til en karakteristik af T. giver A. M. også på nogle optegnelser i AM. 285 b, folio, henhørende til en af ham påtænkt udgave af den latinske brevveksling mellem T. og historikeren O. Sperling, hvoraf et oktav-ark foreligger i rentryk. Her sammenlignes de to mænd på følgende måde:

Torfæus elogia et laudes non usqveqvaqve interdum meritas aliis attribuere consvevit, qvod eo excusari poterit qvodam modo, qvod neminem offendere voluerit. Sperlingius de suâ eruditione non malè sentiebat, Torfæus de suâ modestissimè, imò se ipsum aliis æqviparare vix in animum induxit, hine nimia aliorum observantia in rebus literariis. Uterqve doctus, uterqve rerum vetustarum studiosus, uterqve senex. Sperlingius in rebus exteris et vario eruditionis genere longe plura legit, Torfæus res Septentrionis longe melius calluit. Torfæus lingvæ Islandicæ veteris peritus erat, Sperlingius pauca talia legere potuit, videri tamen voluit ista intelligere. Torfæus veteribus libris Septentrionis abundabat, Sperlingius ne unicum qvidem habuit 1 .

T. havde til valgsprog δεί ὲν ευφημία άπoϑαvείv, og dette fulgte han efter ævne, hans skribentvirksomhed bundede for en stor del i troskab mod en af kongen tildelt opgave, og forskellige ytringer af ham vidner om, at han var villig til alle opofrelser, for at hans arbejde ikke skulde gøre ham skam. At hans Norges historie virkelig påskønnedes og afhjalp et savn, vidner bl. a. Holberg om i sin epistel CLXXI, hvor han dømmer om værket, at vel findes deri mange ting, som ikke interesserer og derfor burde være udeladte, ligesom også mange mirakler og jærtegn, som T.s lettroenhed har ladet ham medtage: Men ikke desmindre er krøniken en af de anseligste og prægtigste s. XXVII historier, som nogensinde er kommen for lyset, den fortjæner med rette navn af et 30års værk og et arbejde, der udfordrede mere end 1 mands kræfter. Som grundet på utallige manuskripter, som til dels går tilbage til øjenvidner, er skriftet i højeste måde et originalskrift, og da kilderne er på det gamle nordiske sprog, kunde ingen uden T. forfærdige det, så det er en lykke, at autor nåede så høj en alder.

Gentagne gange har været hentydet til TORFӔUS’ overtro og mangel på ævne til at skelne mellem historie og fabel; i sine breve nævner han forskellige drømmevarsler han har haft, det er ham en tilfredsstillelse (nr. 141), at statholder Gabel har kunnet bestyrke ham i troen på troldfolk, og i fortalen til Historia Hrolfi Krakii fører han i virkeligheden et forsvar for troen på alver og lignende overnaturlige væsner. Nogle af de andensteds foreliggende eksempler på sådanne forestillingers magt over hans sind er så ejendommelige, at de fortjæner at fremdrages. Således er i kopibogen AM. 282, fol. med Asg. Jonssons hånd indført et brev af11/12 1688 fra T. til hans svigerinde Abigael Hansdatter, hvor T. begynder med en deltagende udtalelse i anledning af hendes mand, præsident Grams død samt beklagelse over, at han stadig lider af efterveerne efter stærk svir under sit seneste købstads-ophold, og derefter fortsætter:

Dett er mig iche veder fares siden it aar for sal. Susanne døde, att jeg haffver fornommet nogen ham, for end nu i natt, dog saa jeg intet, menß der gich en fra døren saa sacht thil mine føder, og tog i klæderne offvin til. Jeg spurte om dend villdi opp i sengen til mig, schule vere velkommen, gich saa putzlundiß frem for sengen op ad; jeg spurte, hvar hand villde hen, lod saa tende lias; strax det var bort i gien, legger dend sig paa puden huß mig, og fører sig vel op at andsichtit mitt, och iche viste jeg beder, end jeg kienti detz and paa min mund. Jeg bad dend velkomin, dyrede temmelig tog, gich saa bort. Jeg mener det er min systers ham, for du muffveligens hafver att-raa att tale med mig. Saa gich min ham i din stufve dend tid jeg var paa Samßøe.

Lige så karakteristisk er en egenhændig optegnelse af T. (i AM. 219, 8vo) om en drøm, hvori en af hans forfædre åbenbarer sig for ham. T., som på mødrene side nedstammede fra en af Islands stormænd Torve i Klove (d. c. 1500), var åbenbart meget stolt af dette slægtskab. Han drømte nu, at han på Island mødtes med Torve, som modtog ham venlig og i forblommede ord antydede hans skæbne. Optegnelsen lyder:

Anno 1668 nottena fyrer Þann 9xb. dreimde mig, att ieg være fyrer nordan a Kalldalande hia einum storum hoffdingia, enn ieg s. XXVIII man hann eehe; sá haffde þrætu vid annann, huorn ieg och iche helldur man. Þar kom inn madur mikill vexte. breidur i andlite. och sagde thil pess, sem ieg var hia, att hand villde forlika pa; hinn sagde hann villde þad giarnan, enn þad kinne nu eche att verda. Þeir geingu so vt. Þa sagde saa, sem fyreer(!) vard: la ad schyllde ieg haffa giört att lata hann raada. Ieg spurde huor hann være, hann sagde pad være Torffue i Kloffua och att pad være hans vande att setia sig so nidur hia folche. Ieg giech thil Torffua och sagde hönum ieg være eirn vnge hans, hann tok mier vel och sagde mier eitt och annad och ieg saa nochud gamalt. Mier potti hann sidar sitia a bech och ieg hia hönum vtar fra, ieg spurde hann att forlögum minum, hann hlo och sagde Conficieris sale infantis. Ieg spurde huad pad være, hand hló och sagde par schyllde ieg hatfua pad, och meinte hand heffde sagt mier pad i myrku male. Sidan var ieg leinge hia hönum och att kiet och bröd och smiör med hönum.

Fra T.s tidligere arbejdsår findes i hans brevveksling de besynderligste udtalelser ang. oldtidshistorien og dens kilder. Den fantastiske svenske oldforsker O. Rudbeck, som Bartholin og A. M. tog bestemt afstand fra, synes T. oprindelig at have følt sig tiltalt af. Således skriver han til præsten Torfi Jónsson 29/3 87:‘Rudbeccius og jeg har aldrig korresponderet, og dog har vi bægge brugt samme methodus, før jeg så hans skrift, at konferere stamtavler fra Adam til Odin og derefter med Christi stamtavle, som er perfekt i alle måder, og deraf kan bedst hines defekt ses’. Og endnu i et brev til samme af 25/3 89 (anført i Erichsens uddrag s. 117) er han tilbøjelig til med Rudbeck at henlægge Islands bebyggelse til år 414 og anfører den fabelagtige Bård Snefjældsas’ saga som bevis herfor. — I et brev til Bartholin 21/7 1690 (AM. 283, fol.) siger T.:

Det er iche alt fabeler, som de uden lands och særdelis i dette delicat seculo holder for fabeler. Hvem schulle nu troe om Esculapio, en orm som bleiff indført i Rom, och selff drog aff schibet, eller om Matrem Deorum, som var kun en steen. Dend samme dieffvel, som spøgede i saadan maade for dem, dend spøgede paa sin maade for dem, som her var. Dog schal jeg følge hans goede raadføring, och amputere alt som siunis at haffve speciecm fabulæ, mens saa bliffver opus iche stort. Menß paa det jeg iche om sonst schulle haffve laborerit det hid indthil er schriffvet, och det andet, at jeg holder een stor deel iche for fabuler, som andre holder, och der offver er historia icke complet om saadan ude luchis, haffver [jeg] bethencht at føre alt saadan udi en anden part . . .

Sml. Erichsens biografi s. 213.

ARNE MAGNUSSON,, som var så kortfattet i sin brevveksling ud over det rent faktiske, synes at have yndet mundtlig samtale (sml. s. XXIX nr. 139, hvor T. opfordrer ham til at forsage tehuse) og ved sådanne lejligheder at have været underholdende og tilbøjelig til at meddele af sin store kundskabsfylde. En sådan mundtlig tankeudveksling skylder vi den eneste udførlige efterretning om A. M. under hans udenlandsrejse, nemlig de af den svenske lærde O. CELSIUS (nogle år yngre end A. M.) under hans flerårige udenlandsrejse gjorte optegnelser om hans samvær med A. M. i Leipzig (se det i Danske Smlr. 2. R. IV, s. 255—58 givne uddrag). C. gjorde A. M.s bekendtskab 22. april 1696 på det Akademiske bibliotek og havde derefter daglig omgang med ham, så længe C. var i Leipzig. Den professor, som var bibliotekar, tillod dem hver dag at gå på biblioteket, hvad enten han var der eller ej, nøglen hentede de hos ham, og de gennemgik nu daglig manuskripterne og de trykte bøger. A. M. forærede C. nogle eksemplarer af sin nylig udgivne Chronica Sialandiæ, og de diskuterede meget om de svenske lærde, særlig O. Rudbeck. A. M. mente, at R.s Atlantica ikke stod på faste fødder, og at han havde citeret loca auctorum galt. De islandske sagaer var ikke at bygge på, og troværdigheden tog ned gennem tiden mere og mere af. Af de svenske forfattere er nogle pålidelige mænd, andre går altfor vidt i de svenske sager; de Svenskere, som oversætter islandske sagaer, prostituerer sig, og også de derværende Islændere, som til dels er ulærde folk, der ikke forstår at udgive gamle håndskrifter. Verelius danner til dels en hæderlig undtagelse og kritiserer med rette Lyschander og Worm. A. M. viste ham et islandsk saga-fragment ang. nordisk historie, som han tænkte på at udgive med latinsk oversættelse, havde Trojomanna saga hos sig og havde i København alle islandske sagaer. En latinsk oversættelse af biskop Jons saga vilde han sende til Antwerpen til brug for Acta sanctorum. På universitetsbiblioteket i København havde han konfereret et Ælnothusmanuskript med Meursii utgave og vil ved lejlighed vise dens fejl. Han vil lade udgå en Grammatica islandica lingvæ antiquæ og er daglig beskæftiget med at samle til Historia Danorum ecclesiastica, som han vil fortsætte efter Bartholin, og efter B.s plan skal intet anføres, som ikke bevises af sande og gode dokumenter.

Fra en noget tidligere tid foreligger et dansk vidnesbyrd, som viser A. M. på lignende måde meddelsom og klart dømmende. I de uddrag af dr. P. DEICHMAN(N)S dagbog, som er trykte i Suhms Nye Samlinger III, s. 105 ff., har forfatteren (læge i Odense) optegnet, at han år 1691 havde en temlig lang konference med en lærd Islænder ved navn Arnas Magnæus, som skal fortsætte Rartholins Hist. eccl. Dan. Først diskuteredes Islændernes trolddom (magia), som A. M. beskrev og forkastede som urimelig, dernæst de gamle nordiske s. XXX monumenter, hvorunder Worms tekster og brug af runebogstaver fordømtes og »dansk« som oldsprogets rette navn hævdedes overfor Svenskerne; endelig erklærede A. M. fortællingerne om Moskø-strømmen for en fabel og fremsatte den formodning, at ophøret af sejladsen til Grønland efter 1389 skyldtes forandrede isforhold.

Allerede 1686 får den unge A. M. hædrende omtale i et brev fra præsten Torfi Jónsson til T. D. 5. aug. skriver han: í alþingis reisu minni var i tjaldi minu amanuensis D. Bartholini Árni Magnússon ór Dölum, studiosus, ættingi minn, juvenis pro festo ingeniosissimus neque forsitan contemnendæ eruditionis . . Hann var i tjaldi mínu heila nótt á aljingi og varð mér að honum góð skemtun.

At nævne de mangfoldige tilfælde, hvor T. i sin brevveksling berømmer A. M.s lærdom og ævner, vilde føre for vidt. Mærkes kan, at han i et brev til biskop. Thorlaksson 27/3 1690 (og igen 1691) erklærer, at han anser A. M. for den bedste antikvar siden Snorre Sturlason, om ikke bedre end både Snorre og Sæmund frode.

Til slutning ligger det nær med nogle ord at mindes SGEIR JÓNSSON, den mand, ved hvis hånd de fleste af T.s breve og så mange vigtige håndskrifter er bevarede for efterverdenen. Efter at T. i årene 1683—86 havde haft en islandsk skriver Árni Hákonarson, derefter 2 norske og endelig havde gjort et mislykket forsøg med en af hans søster Ása hidsendt fostersøn Eyjólfur Björnsson (se T.s brev til søsteren 27/3 1689 i AM. 282, fol.), må A. M. under T.s ophold i København 1688 have anbefalet ham Asgeir, som 19. novb. 1686 var bleven immatrikuleret ved universitetet, og han ledsagede da T. til Stangeland og blev hos ham, med en enkelt afbrydelse, til 1704. T. var halvonkel til Asg., idet denne var en søn af Jón Jónsson på Hjalli, gift med Guðrún Ásgeirsdatter, som var en datter af T.s faster Anna Erlendsdatter 1 . T. var vel tilfreds med Asg., men med sin sædvanlige hjælpsomhed begyndte han snart at tænke på at skaffe ham en fast stilling (sml. s. 34, n. 2), og allerede 1690 — 91 bringes denne sag på bane mellem T. og A. M. Asgeir kunde ønske at blive vice-landskriver på Island, men få lov til fremdeles at være hos T. (nr. 31), og T. mener, at han kunde passe til stiftskriver i Norge (nr. 44); s. XXXI A. M. tror, at der ingen udsigter er for Asg. på Island (nr. 14), og må yderligere have udtalt sig om Asg.s forhold dér, da T. (nr. 40) undrer sig over, at Asg. kan være hadet af mange på Island. Denne uvilje finder muligvis sin forklaring i, at Asg., som T.s kopibog oplyser, var beskyldt for lejermål på Island, hvad T. på hans vegne afviser med at vedkommende var et løst kvindfolk (se nærmere brevet til J. J. og til amtmand Muller 27/3 90). År 1696, efter at den islandske translatør ved antikvitets-arkivet i Stockholm Guðmundur Ólafsson var død, tænkte Asg. for alvor på at skifte stilling. Den svenske legations-sekretær Utterklo havde bedet T. give sig anvisning på en dygtig Islænder og tilbød 200 rdl. specie i løn, T. nævnte (som den efter A. M. bedste) Asg. og forlangte på hans vegne 300 rdl. og bestallingsbrev, da han ikke så nogen vej for ham her (nr. 61). Asg. er formodenlig i denne anledning rejst med T. 1697 til København, hvor han blev tilbage og tilbragte den følgende vinter (nr. 67, 68, 70, 73, 74, 78); han modtog en opfordring fra Svenskerne til at komme straks og de tilbød 250 rdl. sølvmønt, men Asg. forlangte 300 rdl. og kgl. bestalling; endnu 26/2 98 tror A. M., at Asg. går til Svenskerne, men 19/3 har han bestemt at vende tilbage til T., dersom han ikke inden 3 uger hører fra Svenskerne, og da intet bud kom, rejste han. Derefter begyndte T. igen at tænke på embede for Asg. (nr. 77, 79); A. M. hjælper til efter ævne (nr. 99, 112); 2. okt. 1700 erklærer A. M., at han nu har anledning til at skrive til Svenskerne om Asg., og det vil han gøre, men får intet svar, og forholdene var en tid vanskelige for Asg., da T. i de for ham selv besværlige tider synes at have tænkt på at inddrage hans løn (nr. 131), dog blev alt ved det gamle. Endelig fik T. under kongens besøg 1704 løfte om hans befordring. Asg. må derefter være afrejst til Køben- .havn og her have tilbragt vinteren 1704—5. Han havde her tillige forretninger at udføre for T., som ærgrer sig over, at han aldrig har turdet tale med oversekretæren (nr. 150). D. 10. marts 1705 fik Asg. Jonsson bestalling som sorenskriver i Heggen og Frøland og boede på gården Askim, men døde allerede 27. juni 1707 barnløs. Han var gift med Birgitte Nilsdatter Brunov, som efter hans død ægtede J. J. Louman (Laumann), klokker i Trøgstad 1 . Asg.s personlighed træder kun svagt frem; snarest gør han et stilfærdigt og forsagt indtryk. Også han tager varsel af drømme (nr. 86), og T. kalder ham lejlighedsvis, ligesom A. M., en stor hemmelighedskræmmer s. XXXII (nr. 136). Hans håndskrift er en smuk, noget stiv halvfraktur, udstyret med talrige interlinearforkortelser og andre abbreviaturer, hvorved hans afskrifter gør et bestikkende indtryk af diplomatisk nøjagtighed, men som hos ham kun er et ganske konventionelt syslem uden hensyn til originalens ortografi 1 .

København, februar 1916.

Kr. Kålund.