Danmarks Breve

BREV TIL: P. Beyer FRA: Arní Magnússon (1704-11-12)

[ARNE MAGNUSSON] TIL [LANDFOGED P. BEYER]. [Skalholt] 12. nov. 1704.

s. 49 Trykt efter uunderskreven koncept med skriverhånd og A. M.s rettelser i AM. 449, folio. Besvarer en forespørgsel (af 9/11), om dødsstraf kan anvendes mod en kvinde, som er medskyldig i drabet på sin mand. Sml. nr. 92.

Monsieur, Høytærede fornemme ven!

Jeg tacker skyldigst for hans tvende gode skrivelser af d. 2. og 9. hujus, og ønsker at denne min, maa finde hannem og hans ved sundhed og i god velstand. Angaaende den skreckelige drabssag, som der i nærverelsen hos hannem sig haver tildraget, da kand jeg icke andet see, end at den udædiske kone, som haver bestilt een til at myrde hendis mand, jo bør at miste livet, og kunde jeg ingen betænkende have derudi, om jeg var dommer der over, thi loven lib. 6. cap. 6. art. 12. siger, at hvo som befaler eller kiøber nogen til at ombringe en anden, skal straffis lige som hand hafde giort gierningen med sin egen haand. Ydermeere tvifler ieg icke paa, at om denne sag var hos oB i Danmark, da fick vel denne kone en forsmædelig død. At tvende icke burdte at miste livet for een mands drab, kand icke vere een almindelig regel (som for exempel, om to eller tre hafde vaaret om at hænge eller druckne en sterk karl). Og det som loven lib. 6. cap. 6. art. 2. siger, at de som hår været med i haandgierning, hvor en bliver dræbt, skal miste deris fred, er uden ald tvil at forstaa om to eller tre, som med kaarde eller andet sligt gever gaae løs paa en, thi der kand icke fleere end en give håm banesaaret Belangende det 11. cap. i Mandhelge-Balken i voris Ißlandske loubog, som taler om baneraad og siger, at hvo som opspinder noget raad eller middel til at skille een ved livet, og uden at legge self haand paa hâm, skal derfore betale fuld mandebod, Da om nogen vilde der hen føre denne kones vederstyggelige sag, saa bør i mine tanker at betragtes, at i benæfnte Iislandske loubog straffes manddrab i viße tilfælde icke uden med forvisning af landet, hvilket som nu af ingen dommere ansees, eller ansees bør, i mod det, som vore konger have siden constitueret om manddrab, saa bør icke heller, efter min mening, dette 11te. Mandhelge Balkens capitel nu at befrie nogen i mod den norske loues formælding lib. 6. cap. 6. art. 12. som før er anført. Saa kalder og den Iislandske lou det nidings verk at slaae sin egtefælle i hiel, hvilket denne kone vißeligen haver giort, om end skiønt hun hâr brugt een andens haand der til. Ydermeere graverer det end da hendis sag, at hun før og siden (som jeg hører) hår ligget i med gierningsmanden. Med et ord, jeg seer icke hvad hende kand befrie fra at miste hendis hoved. Angaaende mandraberens (og denne udædiske qvindis, s. 50 om hun skulle komme til at miste livet) begravelse, da er jeg derom i samme tanker som Monsieur, nemlig at deris lægemer icke burdte at komme i kirke gaarden, mens leggis et stæds nær ved veien og tildæckes med tvende store sten dyß. Og kunde dommeren heel vel forsvare, om hand i sin doms slutning satte, at diße udædiske menniskers hoveder skulde andre til afsky hver for sig sættis paa en stage, saa som i slige seldsomme mordssager skeer hos oß i Danmark, thi denne sag i alle kanter er saa beskaffet, at den icke kand ansees for et simpel mandrab; konen hår saa at sige med hendis ære kiøbt manddraberen til at ombringe hendis mand, og hand staalet sig paa den arme mand og saaleedis myrdt hannem uskyldig. Om misdæderes begravelse er at læse udi Christen Retten, som i det 11. capitel mælder, at udædiske mennisker saa som forrædere, mordere, tyve etc. skulde icke begraves i kirkegaarden, og saaleedis holdis der med i Danmark, som Monsieur vel veed. Dette er nu min ringe betænkning om ermældte mords sag, saa vit jeg der om kand raisonnere. Hvad jeg ellers kunde have at skrive angaaende mit eget væsen, faar denne gang at beroe, at budet der efter icke skal opholdis. Jeg er og i tanke ad nyde den ære at see Monsr. her paa stædet, om veirliget icke forhindrer hannem. I midler tid forønsker hannem, hans kiæreste og børn lycke, velstand og alskens fornøielse, forblivende i det øfrige.