Magnússon, Arní BREV TIL: Beyer, P. FRA: Magnússon, Arní (1708-07-07)

[ARNE MAGNUSSON] TIL LANDFOGED P. BEYER. Thingvelle d. 7. julii kl. 8, 1708.

Efter uunderskreven kopi med skriverhånd i AM. 451, folio. Fraråder at følge det kgl. reskript af 24. marts 1705 om lagrettemændenes udnævnelse efter Norske lov.

Til Monsieur Beyer!

Laugmand Widalin længes at tale med min Herre, formedelst laugrettemændenes udnæfnelse. Det er at beklage, at slige ting skal foraarsage møie og tanker. Hand er ilde der i, vil gierne at tingen var paa en ret fod, og paa den anden side frøgter hand for, at denne saa ringe sag skulde kunde foraarsage nye disputer, som hand for alting vilde evitere at geraade i med min Herre. For Gudz skyld, mager det saa, at denne gnist icke bliver til lue. Det er en gang vist, at den allernaadigste ordre, som her om er udgaaen, kand icke efter dette landz leilighed bringes i verk (som hand self seer), om alle folk nu vilde contribuere der til, som skyldigt var, om det loed sig giøre, og er dette allene foraarsaget ved amtmandens iecke nocksom overlagde underretning. Skulde mand nu vilde vige fra forordningen og opfinde noget nyt expedient, da veed jeg icke just, om mand kunde forsvare det i fremtiden. Mine ringe tanker var, at efterdi det er aldeles umueligt at effterkomme den kongl. forordning, saadan som den er udgaaen, at mand da loed tingen i aar blive som den hâr været, og siden i sommer eenstemmig (jeg meener Monsieur, vicelaugmanden og begge laugmændene) refererede til Hans høi Excellence al sagens beskaffenhed, muelighed og umuelighed. Jeg kand icke troe andet end at Hans høi-Excellence jo skulde tage det naadig op, naar ickun den information var der hos, at tingen er umuelig, saadan som den er bleven befalt. Jo fleere disputer her falder om tingen, jo meer kommer for liuset, hvor vel underretningen den første haver veret overlagt, og bør mand i mine tancker icke at have der med at bestille uden det s. 52allermindste mueligt er, siden den kongl. Majst. forordning dog er udgaaen. Saaledes er gaaet med en deel andre befalinger her i landet, som i førstningen ere blefne udgifne i intention at hielpe landet og landz folkene, mens siden ere befundene icke at kunde practizeres. For half andet hundret aar kom her en kgl. befaling, at landztinget skulde forfløttes til Kopevaag. Siden kom den betænkende i mellem, at det vilde opæde det heele Mosfældsveit. Forordningen blef dog aldrig i gien kaldet, som og icke var fornøden, mens i midlertid blef tingen med landztinget som den hafde været, og maa det uden tvil være skeet med høie øfrighedz videnskab, som her om hår faaet bedre opliusning end til forn. Ligeledes kunde kandske dette skee, naar ickun stiftbefalingsmanden fick den rette beskaffenhed at vide. Min Herre forlader mig, at jeg saa vitløfteligen raisonnerer om en materie, som mig icke egentligen angaar. Jeg giør det, først for di at jeg synes tingen er saa i sig self, og siden for di at jeg icke vilde, at denne saa ringe en affaire skulde foraarsage nogen troubles, hvor ved icke vindes andet end den ene støder paa den anden og tingen bliver dog i uorden, gode venner separeres, og andre mindre got meenende fiske saa i det oprørte vand, som vi have exempler meer end nock. Jeg afbryder med forladelses bøn for denne vitloftige skrivelse, ønsker min Herre løcke til alle hans forestaaende forretninger og forbi, stædse

Monsieur, votre tres-obeïssant serviteur.