Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Bircherod FRA: Arní Magnússon (1709-04-06)

ARNE MAGNUSSON TIL BISKOP JENS BIRCHEROD. Kiøbenh. d. 6. April 1709.

Trykt efter egh. orig. i Norske Riksarkiv, jfr. kopi med skriverhånd i AM. 1057 IX, 4to. Udskriften er »Velædle og Højærverdig Mag. Jens Birckerod, Biskop over Christiansands Stift, tienstærbødigst a Christiansand. franco par tout«. Vedlagt originalen er de i brevet nævnte 3 norske diplomer i oversættelse samt en afskrift af Frederik I.s beskærmelsesbrev 1530 for Stavanger biskop og kapitel.

Arne Magnussons forklaring på, hvorfor de til ham udlånte skindbreve fra Stavanger domkapitel hidtil ikke er tilbageleverede.

Velædle højærverdige H. Biscop højtærede velynder,

Udi nest forgangen sommer 1708 haver ieg udi Iisland, kort tor min afreise derfra, erholdet Deres højærverdigheds gode skrivelse af dato Christiansand 1. Junii 1708 indeholdende en erindring om de gamle Stavanger Domkirkes breve, som en tid lang have ligget i min giemme, Siden ved min hiemkomst hid til stædet, ere mig i sidst ledne Novembri blefne indhændigede tvende missiver fra Deres høiærverdighed, daterede 13. octobris 1706 og 20. Januarii 1707. Paa hvilke tvende høitærede missiver ieg den heele vinteren tid efter tid haver agtet at svare, Men saa som ieg haver været storligen occuperet med processer for højeste ret, og andre vitløftige og idelige forretninger, saa er der altid kommet noget imellem. Endeligen nu for kort tid siden er mig til hænde kommet Deres højærverdighed (sål.) missive af dato 8. Martii nest afvigte, og er nu den begyndelse paa mit svar paa alle disse høitærende skrivelser, al ieg tienstligst begierer at Deres højærverdighed icke vil regne mig til uhøflighed, eller tage ilde op at ieg saa længe der med haver opholdet, hvor til ieg mig og visseligen forlader, formedelst det venskab og godhed som De stædse have ladet tilsyne i mod mig. Hernest faar ieg at berette Deres højærverdighed, hvorledes det er til gaaet med disse breve. Det sidste ieg hafde den ære at tale med Deres højærverdighed her i byen, og de gaf mig lof til at betiene mig fremdeles der af, saa tog ieg dennem (med Deres forlof, og efter aftale) med mig til Iisland 1706 1 . Siden haver ieg efter haanden excerperet der af, det som ieg syntes at vere tienligt til den s. 61 Historiam Ecclesiasticam Norvegiæ, som ieg samler til, og haver samlet udi nogle aar, Men saasom ieg icke fornam paa Deres højærverdighed ved før ommældte sidste samtale, at det saa storligen presserede med Deres restitution, saa haver ieg taget mig stunder der til, helst da ieg haver udi Iisland haft meget andet at bestille. Nu i forleden sommer, da ieg bekom førommældte Deres højærverdigheds skrivelse, rejste ieg expres [til det stæd 1 , hvor mine bøger og papirer vare forvarede, og ieg pleiede at holde vinter qvarteer, og tog alle disse breve ud og packede i smaa esker, og eskerne igien i smaa packkister (thi alting maae føres paa kløf sadeler der i landet) førte saa disse packkister (som foruden brevene vare fyldte med bøger og andet sligt) med mig til skibet, i henseende at tage dette alt hiem med mig. Den tid ieg nu kom til skibet, kunde ieg icke faa rom uden til nogle der af, og maatte saa lade de øfrige blive tilbage. Som ieg nu kommer hiem, og aabner mit tøj, fornemmer ieg først, at i de tilbage blefne packkister, have veret forvarede den største deel af disse gamle breve, tillige med en og andre mine egne documenter, som ieg nødvendigen hafde behøvet i vinter her i byen, og ieg storligen haver maat saugne. Og at der icke haver været i de kister, som ieg fick med mig, uden den mindste deel af brevene, hvorudover det mig er aldeles umueligt (om det endda galt om en ting som beroede paa min velfærd) at extradere alle disse breve til den af Deres højærverdighed, udi Deres sidste missive forelagde tid, som Deres højærverdighed og self kand see, saa faar ieg da tienstligst at bede, at herudi maae haves nogen dilation med mig, og forsickrer ieg Deres højærverdighed paa min ære, og saafremt ieg fremdeles vil passere for en honét mand baade hos Deres højærverdighed og andre, at de alle og et hver skal rigtigen blive igien leverede, og i fald ieg forinden døde, saa haver ieg dog for længe siden skrevet saa distinctè uden paa de convoluter, som samme breve ligge indeni, at de nødvendigen blive tilbage leverede, og Stifts kisten aldeles uden skade. De øfrige som ieg haver hos mig her i byen skal ieg, efter Deres højærverdigheds brefs lydelse fra mig levere før end ieg tager herfra til Iisland igien (thi ieg faar vel at tage der hen igien, og blive der en vinter over) og for det øfrige vere Deres højærverdighed storligen obligeret for den taalmodighed som med mig kunde haves herudi, Endeligen skal ieg icke forgiette at erindre med berømmelse s. 62 (om mit forehavende verk engang bliver færdigt) den assistence som ieg, med billighed kand tilskrive Sal. Biskop Stoud og Deres højærverdighed herudi [;] viste ieg og at en half snees pund æderduun kunde vere saa angenem i Christiansand som de vare ere i bland her i byen, saa skulde ieg visseligen i hukomme, at betale dermed renten af disse gamle breve, naar ieg ad aare kommer hiem igien 1 . For det øfrige vil ieg forestille Deres højærverdighed, at disse gamle breve ere, saa at sige, unyttige, uden til den brug som ieg tilforne haver omtalt. Thi der i bland ere kandske icke 10, som kunde i ringeste maader oplyse noget om ejendoms trætter, og kunde de samme nu icke læses eller forstaaes af nogen udi Norge. Den største deelen er om personel-trætter, eller og bare skiøder paa den eller den gaard, uden nogen markeskiel, eller andet sligt efterretligt. Det som Deres højærverdighed skriver om kongelig permission angaaende disse breves ydermeere behold, Da vilde ieg nødig over løbe ministerne der med, i hvor vel ieg aldeles icke despererer om at naa den, thi angaaende slige gamle breve i Iisland hâr ieg den in formâ. Saa beder ieg da endnu engang at Deres højærverdighed vil continuere Deres godhed, og lade dette saa opstaae indtil ieg kommer til Iisland igien, og kand faa brevene (ieg meener de øfrige) herhid. Jeg skal for resten saaledes vigilere der for, at Stifts kisten og Deres højærverdighed, skal aldeles blive uden skade herudi. Bad ieg saa ligeledes gierne, at Sal. Biskop Stouds efterleverske maatte vere fri for disse breves kraf, saa som mine qviteringer derfore, forbinder mig til at svare dertil, og ieg for det øfrige skal holde Stifts kisten skades løs herudi. Jeg skal i alle de maader som ieg kand, erkiende Deres højærverdigheds deference her udi, om ieg den nyder, og vil vente Deres gode svar her paa, om leiligheden det vil tilstæde. Angaaende det som Deres højærverdighed skriver om den controversie om laxefiskeriet i Mandal, i Halsne sogn, Da kand ieg troligen forsickre, at i alle disse gamle breve findes icke nogen som diluciderer den sag. thi ieg i Sal. Stouds tid, efter hans begiering excerperede alle de gaardes naune som findes i brevene, og den extracts Copie ligger hos mig i bland de af oftskrefne breve, som med mig ere komne her hid, Imidlertid, saasom Deres højærverdighed taler om det bref om Halsne 1512. Da efterdi det til ald lycke findes i bland de hidkomne breve, saa hâr ieg til Deres højærverdigheds tieniste translateret s. 63 det paa Dansk, og lader det hermed følge, efterdi ieg icke tør vofve originalen med posten, den og er saa ulæslig, at ieg veed, den uden denne translation skulde icke vere til nogen nytte. Angaaende Hiorteland, er der aldeles intet, undtagen Thorer Svendsens testament de dato 1429. og giør det hverken til eller fra, som sees kand af hosfølgende extract. Men saasom i det bref 1512. næfnes Lagestein, som synes at høre til Halsne, saa haver ieg her hos føjet Øgmund Finnsens testamentes extract hvorinde der tales om laxefiskeriet hos Lagerhuus i Suledal, i fald det kunde vere det samme. Jeg seer ellers af de øfrige breve, som ere hos mig, at der haver veret fra gammel tid og langt ned, en idelig controversie om fiskeriet for Faxstade i Suuledal, udi en elf som maa flyde der forbi, og hâr den samme controversie været imellem Canickerne i Stavanger og abbeden paa Halsnøe kloster. Synes som Faxstade haver ligget til Capitelet i Stavanger men begge deelene pretenderet fiskeriet i elfven, Der om findes nogle domme, og synes de enten alle eller de fleeste at vere pro abbate contra Canonicos Stavangrenses. Jeg troer vel at dette giør intet til nærverende controversie om Halsne eller Hiorteland, Imidlertid erindrer ieg det her, i fald det kunde vere af importance, paa det Deres højærverdighed kand see, at ieg gierne vil tiene Dem i det ieg kand. Skulde der og noget videre vere, hvorudi ieg kunde tiene før eller siden, saa haver Deres højærverdighed ickun at giøre derom erindring hos mig, og skal de da erfare min redebonhed.

Til beslutning forønsker ieg dennem og deres heele velædle Familie alskens lycke velstand og fornøjelse,

Forblivende stedse Deres højærverdigheds
tienstskyldigste villigste tiener
Arnas Magnussen.