Danmarks Breve

BREV TIL: Arní Magnússon FRA: Þórður Hannesson (1711-02-04)

ÞÓRÐUR HANNESSON TIL ARNE MAGNUSSON. Snoksdal4. februar Anno 1711.

Trykt efter orig. i AM. 451, folio. Adr. »aa Skálhollte« (med vidtløftig udskrift). Hertil A. M.s påtegning »Medteked 26. Aprilis 1711 med Sr. Gisla Biarnasyne, enn hann medtok brefed i Reykhollte. Svarad og send aptur brefen þau gömlu sem medfylgdu«. Sender til eftersyn nogle diplomer, som han dog ikke har rådighed over. Er bleven overfaldet af en præst, men har ikke tilstrækkelig kunnet forklare sagen for biskop Vidalin, som var noget beruset. Ønsker erstatning for sin bekostning på Snoksdals kirke. Uklar og kejtet fremstilling.

VelEdla Hálærde Kong. Mayst. Assessor Veltreistandi naunge.

Luchu og blezunar firer lijf og sál arna eg hier underskrifadur ydur, af lifanda gudi i Jesu nafne, nu og jafnann, med hiartans aludar þachlæti, firer minnes stæda virding og veiting næst á Þijngvöllum, gódsijnnud ord firer Jone mijnum Arnorzsine, sem hann mier truanliga sagt hefur, æ hvad skal eg seigia annad enn bidia minn góda gud ad leida ydur sier vid hönd yfer öll mein og grönd, hvad eg læst stundumm giöra med votumm augum, minn gud heiri þad og veiti. Virdugleige Secret. Þier hafed sönnu beded mig umm gömul bref, eg seige ydur satt, ei eru þaug á mijnu valdi, örmul af testamenti Dada lieda eg Joni, brodur Magnusar i Snoksd., og sijdann eij afftur feinged, nu nijlega náde eg hia Magnuse (og fann eij meir) þezum hier med filgandi vitnes burdumm umm þorgeirstada hlyd og profaz virding gamla á Snoksd., og bid eg ydur minn kiæri ad muna mig, og lata mig fá þad afftur i kir-þeij, so eg kunni ad koma þvi i þann stad som (!) tók. Firer lijf og blód giet eg ecki neitt sagt ydur umm þórdijsi Sigurdard., sem Snoksd. skuli hafa att, eg hefe marga gamla menn þar epter spurt og einkiz vijs orded, verdi mier auded þez slagz ducumenta, sem eg ætla vilied, skuled giarnann fa þaug. Ó mijnn kiæri Secreter, i traust gódu leife, vita meige þier, ad Biskup M. Jon giördi mier ordsending epter skilnad i haust, eg skilldi angiefa firer sier umm Sra. Arna Jonss., þvi liet eg bref mitt til hanz hr-dóms filga þezum sedle, i þvi trauste til ydar giæsku, ad þad ad ydar forlæge hönum (á hentugum tijma) afhent sie, og ei sijdur þa umm leid legged mier lidz irdi, sem ydar gód samviska bijdur. Eg gat eij næst talad vid biskup sem villdi (þvi hann var nochud kiendur). Enn i besta trausti til ydar giæsku, eij er, nie var hægd á firer mier umm votta leidslu umm athæfe Sra. Arna, þvi eij var hia mier i skiemmu husenu utann stulkann Gudrun Jonsd., og nær hun villdi ut ganga menn ad sækia, s. 201 hamladi Sra. Arne henni þvi. Eg hafda tvijbroted handklædi umm hallz, enn hann hiellt i endana, so inra broted rann þa ad halsenum, og sleingdi hann mier so nidur á öxlina vinstri þraliga. I fmgurnar á vinstri hendine tók hann so, ad benti þær afftur á bach og lijka sundur, og ætijd er mier su hönd dofenn sijdann, og þetta sá stulkan adur nefnd Gudrun. Enn hvad hann mier i kirkunni giördi, vizi vijst og lijka Magnus, þvi eg sagda vid hann, hvort hann giæte þetta sied, og gaf hann sig þar ey ad, enn ey mun mier ad reida mig upp a hannz vitni, samlyker fuglar sier i hóp, þo mier sie máled skillt. Nu hefdi siest, hvorn enda þetta hefdi firer mier haft, einkum af þvi sem hann giördi mier i munninn (hefdi ei gud giefed mier miolk sopa ad næra mig á), þvi firer lijfed gat eg eij, nie helldur giet enn, nært mig á hördumm mat, og vijst má enn finna ör innan i mijnumm munni, sem eg seige af hanz tilverknadi. Nu er þetta tilferli so undarligt, ad alldri ádur hafdi nöchur kiæla milli ochar innfalled, móder hanz var minn skolameistari, þa eg var barn, og þad datt mier i hug, nær heirdi ad lá i tradar götunni. Enn vijst fiell mier eche hafe hann nefnt Madcha Dada og þez þræti eg eche ad þa hafe eg nefnt forfödur hanz Lofft(?). Þo eg gieti nu echi ad þezu ádur sögdu lögvitnum komed, þa þickunst eg ei betur vita enn satt sie (og þar uppa lif(!) eg lifa og deigia). Af þezu so einfölldu af mini hendi siáed og meiged ráda minn ærugöfuge, hvad fastlega eg treisti hanz hr.dóm, ad þetta fari eij vijdara enn siáed fært. Eg má vijst machlega firer-verda mig ad mæda ydur med þezu. Þo er enn framar, sem eg villdi ydar giæsku under vijsa, sem eg Hr. biskupenum til skrifa, umm kirkuna hier i Snokz dal, ad mier þicher hardt, ad fá eij jöfnud af Magnuse (bródur sini mijnum) á þvi sem eg hefe uppa kirkuna kostad meir enn til jafnadar mót hönumm. Enn vijst skilldest mier af ordum biskupz, mier bæri þad, enn þad mætti eg vid veralldlegt yfervalld eiga. Þad svar tók eg so sem firer afleidslu ad þvi sini (med þvi þad var a hönum flijter), enn so bar ad, ad Hr. Pall Widalyn kom hingad til Snokdallz þar epter, og gat eg þeza firer hönum; af sagdi hann sterkliga, þo munliga, ad hafa þar neitt med, og þvi verd eg til biskupsinz afftur ad flya. Siáed minn digd ágiæti, kirkann á holma korn, Giardeyar; væri möguligt, eg feingi i næsta ár ad ráda þeim helminge Magnusar, ad minsta koste afgialldinu so miked sem þad nær 4½ A-, Þa skilldu þier þez med mier nióta, og þez skal eg minugur (lofe gud).

O mynn edla digd agiæte virded nu vel, so sem eg fulltreiste s. 202 miög einfalldligt adur sagt af mini hendi, viliandi þa umm sinn ej mæda ydur framar. Kunni so til bera, ad ydar ferd lægi so nær, ad eg kinni á götu vera, villdi feigenn, enn bæar leid leingra rijd eg ei utann kvöl, æ gud nádi mig aumann og stirke ydur og stidie, sier til dijrdar, enn ydur og ydar til farsælustu heilla nota, mier og mynum lykum (ef nochrer finnast) til verndar og forsvars, sem ydur er til truad, i fatæku födur landi. Ætijd sæler.

hans fatækur ná(ung)i(?) med hiarta þienustu viliugur Þordur Hannesson meh.

Ærugöfugi. Umm ydar nalægu naunga veit eg eij annad en vellydan. Heilsu edur kvediu Sra. Arna (mijns) til Sra. Lijdz (mijns gódz, seigia sitt hvorier).

Magnus frændi andæfer mot prez og lögsagnara forbodi ad hallda filge-konu sijna, þvi midur. Gud snue öllu á góda leid. feigenn kys eg eitt ord ydart.