Danmarks Breve

BREV TIL: Magnús Jónsson FRA: Arní Magnússon (1695-04-20)

ARNE MAGNUSSON TIL [MAGNÚS JÓNSSON I VIGUR]. Leipzig i Saxlandid. 20. April. 1695.

Efter egh. orig. i AM. 410, folio. Også dette brev er i afskrift i Ny kgl. sml. 2064, 4to henført til Marcus Bergsson. Har været i Tyskland siden i juni ifjor og dær modtaget brev med indlagt dokument, en oversættelse heraf er indsendt i kancelliet, men sagen (supplik ang. arveledning) støder på vanskeligheder, og A. M. sender herved et ændret udkast; når han kommer hjem til host, vil han gøre, hvad han kan. Forskellige anmodninger og forespørgsler om oldlitteratur. I en tilføjet efterskrift anbefales en bekendt.

Göfuge víse og virduglege Höfdingsmann Mikilsvirdande trigdreinde vin.

Eg þacka aludlega firer idar góda tilskrif af dato 23 Julii næstlidna árs, hvar af med glede fornam idar og göfugs vardnadar heilsu og velfellne, sem eg af alhuga árna ad sem leingst vidhalldast meige. Adur enn eg nu uppa sama idar brief svare, fæ eg idur med fæstu ordum vita láta ad eg sidan i firra i Junio hefe vidhalldid hier i Þískalandi, hvar mier og idar agiæta skrif til handa kom; þá eg þad fieck, sette eg strax þad innlagda document uppa dönsku, giördi eina supplicatiu og sendte til eins af mínum bestu kunningium i Kaupenhafn sem þad strax i Cancelliet innlagde, enn þar fór effter gömlu máltæke, Ulfur rekur annars erende, því átte ad verda vísad til Amtmanns erkleringar, var þad tilfundid þar være innfærder so marger vafaleger skilmálar ad þeir kinne sig ei þar í ad finna, þá eg þad fieck ad vita liet eg þvi so öllu under stól stínga, þar eg visse ad Amtmadur hefde ei mikid gott þar vid giört, hellst þar eg af ödrum heire ad nockrer sieu á Iislandi sem ei sie um þessa arfleidslu, enn eg sialfr i minne fráveru kunne eckert hier vid ad giöra, hiá þeim sem nockud hefde adrided. Nu ad so stöddu efne hlioted þier mig i þetta sinn hier um afsakadan ad hafa, vitande fullkomlega ad eg öngum helldur til þienustu vera villde en idur, et minn máttur være, sem vilie. Enn so ad vid ei vid firsta s. 244 enn annad högg föllum, þá legg eg hier innaní testamentes form sem mier rádlegt þætte ad þier hreint uppskrifa lietud, og beiddud Arna Magn.s. med sinne qvinnu, samt tveimur af þeim er vid hinn giörningenn voru eda og ödrum, ef hentugra sínest, ad underskrifa. Kinnud þier so þar á mot Arna M.syne skriilega forpligt ad giefa uppa þá i Arfleidsluna innfærdu skilmála, (um hans laundætra framfære og mindugleik ad meiga giefa löggiöf sína hverium hann vill, eda hvad annad er ickur kann saman ad koma), hvörier med vilia hier eru ute látner, og væri hann þá eins viss þar uppa og þeir i sialfu testamentenu specificerader være. Sínest idur nu þetta [til?] ráds ad taka, þá er idur heimil mín umgánga ennu eitt [sinn?], ef nefndan Sedil so underbuenn in originali (því copie stodar ecki) mier i sumar senda vilied, þvi eg mun i haust heim afftur koma, og mun eg þá af öllu megne astunda til betre fiskiar ad róa enn nu orded er, hröckve þetta ei þá sie eg eingenn rád, þad er nu um þessa erendagiörd. Nu vænte eg frá idar vellvilld i sumar Hromundarrímna samanborinna vid idar Item Mirmants Damusta og Tiodels Sagna inntaks, so vel sem þeirrar Bósa Sögu er eg i firra um bad, so framt sem stunder feingist hafa eda hentugleikar hana ad láta uppskrifa. Þæge eg og þar med til baka filgde su er eg sende, þar hun mun idur þo onít vera. Hakonar Saga min má ennu bída i vetur ef idur so líkar. Ef sídan gád hefdud ad þeim erendum úr Amilius Rímum er eg i firra aveik, munde eg svar fá i sumar eda sidar, so vel sem uppa þad eg um Ivents þátt skrifade. Um Persenob. minnest eg eckert svar feinged ad hafa, hvörs þó einhverntíma vænta vil, þar um þá sögu eckert veit annad en þad Danska rugl er til forn[a] sendte, ydur og gleimst mier ad avísa (soframt þad annars minnest) effter hvöriu idar Magnusar Eia Jarls Saga skrifud sie, mier síne[st] þad muni effter permenti. Eg hefi nu hvörki stunder nie leligheit hier um mikid ad skrifa þar allar minar dröslur liggia i Kaupenhafn, má og ei gódan vin ofmiög mæda. Enda þvi hier med oskande idur og Ehrugiæddri Elsku hustru, þienustusamlegast hier med fra mier heilsadre og qvaddre, allra heilla velfellne og guds hiástodar, samt af einlægu glede lofande ad vera

Ydar þienustuskylldugaste alltíd
Arne Magnusson.

Kunningia minn Olaf Jonsson vil eg idur ennu eittsinn aludlega recommenderadan hafa i þeim efnum er hann minna vegna idur ad skadlausu begiera kann, ahrærande bókar lán eda annad s. 245 þvílikt. Þad eg idur af idar mier i tie látnu i firra afftursende fieck eg og annarstadar frá, og þeinkte so þad være betur komid hiá idur enn [m]ier, first þad tvisvar hafde á eina leid, er mier þo einsfull vel[g]iörd i þess sendingu og þvi behallded hefde. Alltid Sæler.