Danmarks Breve

BREV TIL: Arní Magnússon FRA: Mette Fischer (1712-04-04)

METTE MAGNUSENS TIL ARNE MAGNUSSON. København (Hafni)d. 4. Aprile Anno 1712.

Trykt efter egh. orig. i AM, 1057 II, 4to. Uøvet hånd. Brevskriverinden s. 296 A. M.s hustru, mangler alt begreb om ortografi og interpunktion. På det tilhørende omslag, der bærer udskrift med særlig hånd, har A. M. noteret »annammet 21. Junii 1712«.

På omslaget til sognepræst fórður Jonssons islandske brev til A. M. af 10/9 1709 (nr. 346), som var adresseret til København, har M. M. skrevet de efter nærv. brev trykte linjer.

Min hiertte aller kiereste

Saa som ieg fieck rnons. Magnußus Arendtsens i denne moment at vide, at der rereßer(!) nogle kiøbmender tell Geløkstad at befordre dereß reeße ad Ißland, soom var mig meget kierdt, at ieg kunde nyde breff med for at lade min hierte mand vide ieg gud vere loffvet var ved god belbrede effter den maade udi denne slette teilstand, som vi haffver hafft i desse bedrøfvelige tider som krienß tell stand, den ved man veil er meget elendig, men her haffver nu vore tellige en anden tellstand, som var icke i mine ta[n]ker, at ieg skulle hafve leffvet och skreffvet ham tell mere i min dage, for leden somer, der oeß den aller hiøeyeste gud haffver hiem siem(!)søgt oß med en naadig och god peest, saa at vi kunde skienbarlig see, at den hiøyeste gud villde iche leegge oeß kaarßet støre paa, en som vi det kunde taalle. Her er veil død advenant ofver, ja langt offver di 30 tußende menisker i dene pest, oche der staar ofver 800 hußer tell lockete, som ere rendt ud døde, for uden alle andre, der 2, der 3, saa 4, 6, 8, ja ti, 12 och langt fler och mere. Ma[n]ge er kornen ud paa laße rertet uden for byen ved tusen tall och aldrig faaet kiester, for der var iche breder for penge at bekome, och di fatige bleff lagt i s[n]eße tall paa pestvogenen ganske nygen, saa her var megen stor elendighed at see, men gud vere loffvet, ieg har icke set meget der aff; der er allenste 7000de tiennestepiger døde, der udi meste ieg to, saa der var stor elendighe, och fader och moder ville iche korne tel børene och di iche tell dem, men for vogene halße di vogede der paa tell dereß tidt var kornen saa knal(?) och fall saa fick di noch. Det kongl. hoff och herskabet har opholdet sig i Kaalleng den helle tid, och inu er droningen der, men konneg(!) voren hoeß armeen, och alle vore store menister packe sig, men det er noget for viet liøfftig at skriffve, saa som her er tell gaaen, men gud for set hellige naffn skyell samlle oeß med giede igen, saa vieil vi med god for nøelße for telle saa meget, saa for undringen skall bliffve meget stor. Gud er høere min bøn och bevare eder i fra alt ondt om Jeßu vielle Amen. Maa min hierte man och vide, at jeg har bekomet alle tre hanß gode skrieffvelßer, som e[n]gen teeng kand vere mig kiere en det hand er ved hellßen; s. 297 i hvad ondt vi der hoeß maa lide och ud staa, det faar saa at vere effter gudß viellie och meneskers(?) uartighed, som ma[n]ge blifve beviest i denne verden. Den eterdun min kierste har skieket mercket M. M, de har ieg bekomet med mons. Due, men di to, som Rerßer och kanßeli raad skall haffve, di liger i Naare i nu, och min eske med liyeß i lige maade, men effter begering haffver Justieß Raa Daniel bekomet 32 pu[n]d lige som di var med mine skiket, och fruen hindiß strø[m]per och Rerßer det par graa och fruen di vide; der var kund to par vide, och di var i di packer, som kom for lenden(!) aar med Bierckeß skieb, som ieg den gang fiech, och mine ederdun har ieg och effter komet at renße, det er megen um[a]g med, hanß tvieterske ville iche haffve den umag, men ieg har ongefer 2 ließpund rent dun. Men gud hielpe oeß, her liger alle hanllenger stielle uden tell kriest ueßen med skat och plager i alle maader, det maa gaa fordt. Min hierte man vil haffve tack aff mig for sinne liyeß, det ved gud, det er min skyeldighed aff et opreiktig hierte baade nu och naar gud vill vi samleß, da skall hand faa ma[n]gfaaldige tackßigelße; gud ved den lengßel er stor, vill gud lade mig leffve saa lenge tel glede(?), doch here din vielle ske, gud giøre mig bered tell den hemmelske glede at aname, den er i nu støre. Lader ieg min kiereste och vide, at Justies Raad Ossen (ↄ: Ocksen) er hoes kongen nu i Kolleng, och hand er bleffven Estadß Raad och skall vere paa cammerßed och meneß der skall bliffve aff ham mere, och commesare Skraader skall vere sal meester i hans sted iegen. I nu mere nyt, paaske dag var Pall(!) Pauli Vinding to gange [i] kierken, kom saa effter afften sangen vor ude tell Bertolins; som hand in kom och tallede et par ord, och sade hand »ieg fuor saa ond, ieg troer ieg foor et slag«. Det var det ßi[s]te, dermed døde hand der och bleff der fra hen set i kierken; det gior ma[n]ge menesker ondt den hastig død; der var iche fler troer ieg her hieme i sommer mere en hand och Stenboch, di vare alle fort. Stenboch lader eder heiße, och har ieg bedt Stenboch helse beskob Jorm (ↄ: Worm) och dette skede, Jomr(!) tog det meget vell an och lader tacke och flitig heiße. Videre har ieg iche at skrieffve, fiøer skieberne gaar. Gud giffve dette maatte finde min h. ma[n]d eder med heißen och god fornøelße och ieg med fiøerste kunde faa at vide, om han var vell, da var min fornøelfie baade god och stor. De to ries parpier skall med gudß hielp faa och di resefester (o: recepter?) och mateßin har ieg telsagt, det skall effter komeß med gudß hielp. Meseng arbedren(!) hueß, vyeverens s. 298 och bøckerenß hueß staar tell lockte, der bliffver e[n]gen rentte i aar i det …. (?). Affbryder och befaller min hiertte kiere man under gudß beskermelße och varteckt tell lieff och sel aff hanß hiert elskende ven tell døden Mette Magnusens.

Mig syeness dette lyeder veess om den dødess arvedel. H[i]ertte e[a]gel maatte ieg bede, saa haff iche der med at giøre, for at tage sinne ve …(?) at giørre tell ven for andre er unødig; doch ved ieg ieke om ieg har ret heller iche, mig tiøekiss det lyder saa, det har for vor egen(!) leest et. For lad mig, om ieg har uret, for vor det ret god dansk skrefft, saa kunde ieg vell forstaaet, men nu tvielgler ieg. Mig syness, som der staar arffve del i, men er det ieke saa beder hand lader mig lille korn vide der om, for ieg vill stodere paa at 1ere iesslandsk skrefft, vielt(!) ieg er nu en hall iesslandsk damme. Ade min allkiereste, Ade tussnde ga[n]ge.