Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Poulsen FRA: Arní Magnússon (1703-09-18)

[ARNE MAGNUSSON] TIL KØBMAND C. POUELSEN. Utskaale i Guldbringe syssel, strax hos Kiebleviigd. 18. 7br. 1703.

Efter kopi med skriverhånd i AM. 445, folio. Ifg. A. M.s egh. overskrift »Til Mr. Christian Poulsen«. Om Thomas Conradsen se A. M., Embedsskrivelser s. 13, § 23.

Monsieur Høitærede Fornemme ven.

Fra landztinget skref jeg hannem en liden seddel til, i bland de mangfoldige ting, som jeg der hafde at forrette, og derved besvarede hans høitærede af dato 5. julii. Dette ønsker jeg at maa finde hannem i Kiøbenhafn glædeligen og vel hiemkommen til alle gode venner. I bemelte min seddel fra landztinget loed jeg hâm, uden tvil, vide, at vi der hafde fat paa Thomas Conradsen, giørde hannem og, om jeg ret mindes, esperance om, at om den sag skulde i aar udskickes fra min collega og mig en fuldkommen relation. Siden den tid hâr jeg en eller anden gang bladet i de documenter, som jeg samme sag anlangende i s. 362 hænde haver, og besynderligen de som jeg her i landet haver bekommet angaaende det, som hannem anbelangende paa Revet er passeret. Naar jeg nu alt dette overveier, saa seer jeg, at vores relation om sagen kand icke blive anderledis end saa, at den jo vil skaffe os større forsvar i fremtiden, end den, kandske, er værd. Saa tør vi da icke i den besverlige tid, som vi nu ere bestædde udi, i bland saa mange andre occupationer, som vi ere begrefne udi, haste os med samme relation, mens nøddes til (i hvor gierne jeg vilde baade tiene Monsr. i at giøre den klar, og saa ligeledis at skille mig af med dette tøi) at lade den beroe til i vinter, da jeg faar bedre tid til at overlegge alting, og afgøre sagen saa at jeg nogenledis kand staa der ved enden og svare om behof giøres. Hvad Monsieur skriver om, at det af sagen, som vedkommer Stapen, maatte separeris fra det andet Revet angaaende, seer jeg icke forsvarligen at kunde skee, thi der ved vilde manden skee uret, i det mand aliene berette (sål.) det, som hand hâr forseet sig, og icke hvad hand der i mod hafde udstaaet. Jeg bekiender, er hâm af andre end Monsr. skeet noget fornær, da kommer det icke Monsr. ved. I midlertid kommer det hâm self ved, og fick at mentioneres, om det saa var, paa det sagen med alle sine omstændigheder kunde komme for lyset. Jeg forsickrer mig om, at Monsieur er saa raisonnable, at hand icke fortryder paa, at jeg seer mig for. Der ere og de, som icke skulde glemme at tegne op, hvor jeg træder feil, hvor af Monsieur vel kiender eendeel, og fleere ved jeg self. Monsieur Matthias Petersøn heiser jeg tienstskyldigst, ønskende ham og alle hans glæde og velstand. Jeg forønsker ligeledis til beslutning Monsieur og hans kiæriste ald velstand, løcke og fornøielse, og forbliver saa stædse i det øfrige

Monsieur Hans tienstskyldigste tiener.