Reitzer, Christian BREV TIL: Magnússon, Arní FRA: Reitzer, Christian (1708-05-15)

PROFESSOR C. REITZER TIL ARNE MAGNUSSON. Kiøbenhaun d. 15. May 1708.

Trykt efter orig. i AM. 454, folio. Med en efterskrift af R.s hustru. Adr. »Arnas Magnussen«

Min Herre

Vel burde jeg effter løffte skrive Hannem et vitløfftigt breu s. 381til; men saasom jeg inden faa tider venter Hannem hid til os igien, giør jeg det ikkun kort. Skal derfor dets indhold fornemmeligst være, at jeg ønsker Hannem i live og ved god sundhed. Ja, min Herre, den store død, som nyligen haver regeret i Island, haver og mange gange indjaget mig frygtagtige tanker. Det, som er en kiert, setter man altid højest priis paa, naar man er bange for at miste det: Og uden at hykle for Hannem, er Hans lif mig ikke alleneste for min egen, men endog for det allmindelige bestes skyld kostbar. Dog jeg vil haabe, at det i alle maader er vel med Hannem. De afftener komme vel med guds hielp igien, at vi ved en andægtig snak kand begræde, eller og, om Hannem saaledes lyster, belee tidernes daarligheder: Og til dette sidste, nemmelig at belee, vil jeg raade Hannem, naar et og andet ord, som profanum vulgus kand have ladet falde, vorder Hannem forebragt. Han haver adskillige uvenner, jeg bekiender det; men derimod haver Han og nogle venner: Og det maa være Hans trøst, at som de retsindige elske Hannem, saa ere de andre Hannem findske, fordi Han mener sit fæderneland vel, eller i det mindste ikke mener, som de. Dog hvad vil jeg lenge holde Hannem op med denne min philosophie, som Han aldeles ikke behøver? De faar vel endeligen at holde munden til, og den trette, som de glæde sig ved at se Hannem indvikled udi, falder vel saaledes ud, at deres glæde snart skal høre op. Nu burde jeg at lade Hannem vide noget om mig self; men det maa blive, indtil jeg vorder saa lykkelig, at kunde giøre det mundtlig. Ej heller vil jeg skrive Hannem bye-og-lande-nyt til, saasom Han vel allereede haver faaet del al vide af andre. Ikke des mindre kand jeg ej forbigaae, at Magister Hans Been blef begraven i dag med det lou, at han døde en sand Carthesianer, finiens inediâ vitam et aliud post illam nihil, nisi perpetuum soporem desiderans. Professor Oluf Vorm sagde og verden for to a tre uger siden god nat: Og som Frankenau uden tvifl, ved det min fader lader springe over sig, kommer i hans stæd igien, saa giør og min Herre et trin højer, hvortil jeg ønsker lykke, louende der hos, at jeg noksom skal tage Hans gaun i agt. Dog maa denne forfremmelses glæde ikke forstørres ved den tilstundende Oratione Jubilæa. Han faar en meget naadig øurighed udi mig Hans ydmygste tiener, som vorder Rector i aar. Og Lintrup giør vel fyldest for det øurige. lligemaade bør Han ej at bekymre sig, at Han ikke holder ord med Mr. Vernon; ti unskyldningen er allerede givet paa beste maader. s. 382Hans befaling angaaende Thormod skulde og have vaaren i agt tagen; men han lever endnu den gode mand, omendskiønt ihukommelsen slaar ham meget feil; ja han kunde efter mit tykke leve mange flere aar, dersom de, som dagligen drikke paa hans pung, vilde ikkun tilstæde ham at reise hiem. Ellers maa publicum takke mig for, at hans Historia Norvegica kommer ud. Fire à fem alphabeter ere allerede trykte: Og ihvorvel den bliver hen imod 24 alphabeter stor, saa mener jeg dog, at den til førstkommende Paaske skal nesten vere ferdig. Men jeg huser ikke paa, at jeg louede et stakket breu. Hvorfor jeg og nu vil ende det, og nest flittigst helsen fra professor Stenbuk, som begierer den gamle edition af den Islanske bibel, fra Sperling, som takker for strømperne, fra Foss samt andre gode venner, iblant hvilke min hustrue er vel den fornemmeste, bede, at jeg altid maa holdes for den, som af sit hierte er

Min Herres
ydmygste tiener
Chr. Reitzer

P. S. Jeg taker paa det allertienstl. for den mig tilskikede Edderduun og fiine strømper, vilde ønske, at hand med sundhed maatte snart komme hiem til os igien, og forbliver ieg

hans Tiennerinde
M. Reitzer.