Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Thomesen Sehested FRA: Arní Magnússon (1709-09-20)

ARNE MAGNUSSON TIL SCHOUTBYNACHT [C. T. SEHESTED]. Skalholtd. 20. septembris anno 1709.

Trykt efter en af A. M. gennemrettet koncept med skriverhånd i AM. 439, folio, sammenholdt med originalen i Islands Landsarkiv I. nr. 84 I, 4. Ang. den s. 412 her og i de fg. skrivelser omtalte syssel-bytning sml. Arne Magnussson, Embedsskrivelser nr. 99.

I det islandske landsarkivs original er indlagt som »Lit. A« A. M.s tilståelse, dat. Kbh. 31. maj 1709, for af schoutbynacht og commerce-råd Christian Thomassen Sehested at have modtaget 200 rdl. kroner, som skal overleveres provst Jon Haldorsen i Hiterdal, hvorimod A. M. til S. har udleveret »tvende Originalbreve af datis 7. julii 1693 angaaende en controversie som haver veret imellem Hr. Justitz-Raad og Amtmand Christian Müller og bemelte Hr. Jon Haldorsen«, hvorefter denne kontrovers skal anses som forligt. På bagsiden har J. H. underskrevet en erklæring om af A. M. at have modtaget nævnte beløb 9. aug. 1709.

Velædle velbyrdige Hr. schoutbynacht og commerce-raad,

Høit-ærede velynder!

For ald den godhed og civilité, som jeg i næstforgangen vinter nød hos Dennem, siger jeg tienstligste tack og ynsker mig gierne en beqvem leilighed til at udvise nogen angenem tieniste. I sær tacker jeg for den naade, som Hr. schoutbynacht hos Deres høi-Excellence i foraaret udvirkede for min broder angaaende det syssele-bytte i mellem laugmand Poul Jonßen Widalin og hannem paa Dale- og Strande-sysseler. Men jeg maa beklage, at denne Deres høi-Excellences naade nu icke kand vere min broder til nogen hielp (hvor paa tingen var dog henseet af laugmand Widalin, som er hans kones broder). Aarsagen er den ulycke, som min stackels broder i vinter er paakommen og videre er at see af indsluttede laugmand Gottrups nu i sommer over hannem ergangne dom. I midlertid skal jeg icke forgiette den godhed, som Hr. schoutbynacht vilde have ervist os her udi. Ligeledes skal jeg med underdanig erbødighed stædse erindre mig den naade, som Deres høi-Excellence her udi beteede, og ved alle occasioner efterstræbe at lade til siune min underdanige skyldighed.

Jeg er ulyckelig der udi, at jeg saa jæfnligen og u-formodende skal participere i slige fortrædeligheder, og saa meget meer i dette, som min broder rører mig nermere an. Jeg hafde kandskee tauget stille med denne materie til at skone mig self (saa som nermeste slegt og venner dog gierne, efter verdens vïs, lider i slige tilfælde). Men saa som jeg veed, at mine uvenner (hvorpaa jeg er temmelig rïg) skal giøre dennem plaisir af ad divulgere denne min broders ulycke vïdt og breedt mig til den nackdeel, som der af kunde ventes, saa maa jeg lige saa gierne bortkaste den undseelse, helst om det kund blive min ulycksalige broder til nogen redning. Saa kand jeg nu, for det første, icke undskylde eller extenuere forseelsen, men faaer at lade s. 413 den blive som den er. Men hvad actionen i mod min broder, formaliteterne i processen og dommen self angaar, da synes mig, at der udi findis mange misligheder. Thi 1. kand vel icke und skyldes for haardhed, at Messieurs Odder Sigurdsen og Poul Beyer, som conjunctim agerede i mod hannem og nu ere saa at sige chefs af justitien her i landet, strax i stæfningen (hvor af copie her med følger) satte i ret, at hand burdte at have forbrudt icke alleene hans syssel (dommer-embede), men end og forpagtningen over de kongl Majts. jorder, som hand hafde fæstet. Intentionen var, uden tvil, her ved at giøre ledige Skogerstrandz jorder og Kidøe, som vice-laugmand Odder Sivertsen (Sigurdsen ved rett. af A. M. i orig.) søgte forleden aar, da min broder dennem udi fæste bekom. Hvilket om saa er, da er det slet belønning, for den umage, som min broder forleden aar paatog sig paa vicelaugmand Odder Sigurdsens vegne, da hand gaf sig i øiensynlig lifsfare til at udrette det, som Monsr. Odder Sigurdsen, efter Deres høi-Excellences ordre hafde at forrette, og ellers hafde blevet forsømt.

2. Synes mig, at de gode mænd hafde giort beder, om de hafde sat een sette laugmand i laugmand Widalins stæd (som icke kunde side i hans svogers sag), lige som de giorde i to andre sager, som min broder hafde i aar for landztinget, da vice-laugmand Jon Eyiolfsen (som ret var) sad i Widalins stæd. Men udi denne sag (hvor det skulde gielde, thi de andre to var af ingen importance) blef anderledes procederet; der stæfnedes min broder for laugmand Gottrup alleene, og dømte hand saa med den halve laugretten udi sagen, hvor til jeg vil formode, at aldrig skal findes noget exempel her i landet. Men disse gode mænd viste vel, lige som alle andre i landet, at laugmand Gottrup var min broders u-ven, og der fore kunde det drage til maals at overandtvorde hâm i Gottrups hænder. Den anden sette-laugmand kunde kandskee have giort nogen difficulteter her i, og hafde da verket blevet traverseret.

3. Haver det behaget disse gode mænd, som af slutningen er at see, at declarere deres fornøielse over dommen. Om nu min broder fick i sinde at appellere laugmandens dom, hvor hen monne hand da skulde der med? Icke anden stæds hen end indfor disse gode mænd, som saaledes hafde sat i rette paa hannem, som sagt er, saaledes vigileret for rettens administration udi laugretten, og endeligen saa got som ratificeret dommen.

Hvad dommen i sig self angaar, da hâr laugmand Gottrup 1. dømt i sagen med den halve laugretten, det er at sige med s. 414 18 laugrettesmænd, i den stæd der bør at side 2 laugmænd og 36 laugrettesmænd, hvilken formalitet (som før er mældt) er uden exempel. Vel er det sandt, at nu paa een half snees eller snees aars tid, siden den rette lougkyndighed hâr taget afskeed og krogelove overhaand, saa have der veret de chicaneurs, som hâr villet disputere, at laugmændenes jurisdiction var separeret i laugretten, saa at een af dennem burdte at dømme i de sager, som tilfaldt norden og vesten paa landet, og den anden sønden og østen. Men sligt er tvert i mod lougbogen og ald praxi, og hâr mand mangfoldige documenter, gamle og nye, til at i gien drive denne indvending. Og end da i disse aarringer, at jeg hâr veret her i landet, findis i slutningsbogen indført laugmændenes indbyrdes dispüter og ulige vota, hvilket maatte vere heel impertinent, hvis den eene laugmand intet burdte af(!) befatte sig med de sager, som vare af det andet laugdømme. In summa, dette er det første exempel, som mand veed fra anno Christi 1320 (ved den tid bleve her to laugmænd, til forne var ickun een), at een laugmand hâr paa landztinget med den halve laugretten dømt i nogen sag. — 2. hâr laugmand Gottrup meent ret at vere, at formedelst denne leiemaals forseelse skulde sysselet vere forbrudt. Jeg kand icke saa storligen criticere over denne post, thi der kunde noget siges pro et contra. Gottrups fundament er, at den, som bør at sette andre til rette for forseelser, burdte self at vere fri for de samme. Jeg maa tilstaae, at det burdte vel saa at vere, og det var at ønske, at tingen var saaledes. I midler tid dette nu icke er universaliter indført, saa kunde mand spørge, om een, som hafde hugget een finger af een anden, maatte icke der for vere dommere, naar hand med penge efter louen hafde afsonet sagen. Og om laugmand Gottrup hafde ført nogen urimelige processer (som let er at demonstrere), monne hand da icke der fore maatte dømme een sysselmand i straf, som hafde giort det samme. Og endeligen om exempler maatte gielde (som jeg icke just siger), saa vides icke at nogen her i landet er bleven formedelst slig forseelse removeret fra dommer embedet, men tvert i mod; Jon Jonßen, som hafde hændet det samme som min broder, blef hen ved 1692 af amtmand Muller sat til at vere sysselmand i Hnappedals syssel uden at reflectere noget der paa, levede saa i nogle aar sysselmand, i laugmand Gottrups laugdømme, og endeligen døde i samme hans sysselinandz embede. Og var da icke Gottrup bleven saa nidkier, som hand siden blef i denne min broders sag. — 3. bør min broder at have forbrudt de kongl. Majts. jorder, som hand hafde i forpagtning. s. 415 Dette meener jeg uforgribeligen at vere skinbarlig uret og icke funderet paa nogen lou; hvor skulde een kunde removeres eller dømmes fra een forpagtning, uden for utroskab i administrationen, manqvement af afgiftens betaling, eller andre slige poster? Meeningen var vel, som før er sagt. Skogerstrandz jorder og Kidøe ligge vice-laugmand Odder Sigurdsen beleilig, og var der fore vel denne dom icke hâm i mod, som og sees sidst i slutningen, hvor han den applauderer.

4. Skal min broder efter laugmandens kiendelse lide efter den saa kaldede Store dom, som siger, at den, som anden gang forseer sig i egteskab, skal betale til kongen 12 islandske m& (ↄ: 16 specie rixdlr.) og miste sin hud. Her kommer nu det støcke af dommen, som skulde drage til maals. Jeg kand vel forud vide, hvad her til vil svares af dommeren, at sal. og høiloflig i hukommelse Frid. 2. (secundus orig.) hâr anno 1565 confirmeret denne Store dom. Der i mod kand icke siges. Men her hos er det vitterligt for alle forstandige folk i landet (end og, det jeg troer, for laugmand Gottrup, saa som hand eet tag hâr veret fougdens fuldmægtig paa Bessestæd og opbaaret sagefaldet), at aldrig er der nogen bleven straffet paa denne maade, den som hâr haft penge at betale for sig, men det hâr ab immemoriali tempore veret praxis, at de samme have foruden de ordinaire bøder betalt 4 specie rixdlr. i stæden for den ommte. straf paa kroppen. Og paa det dette kunde for Hr. schoutbynacht blive dis tydeligere, saa vil jeg her ved naun næfne de personer, som jeg veed at have veret udi lige skyld med min broder og, som sagt er, have for denne legemlige straff betalt 4 rixdlr. (α.) Angaaende Groe Sigurdzdaatter følger her med landfouget Heedemandz qvitering af dato 1683, (β.) Jon Jonßen, som siden blef sysselmand i Hnappedals syssel, som før er mældt, udstoed aldrig denne straf, men betalte der for penge, (γ.) Jon Snorresen, som nu boer paa Aase i Østere hrep, hâr ligeledes betalt penge for ommældte legemlige straf, (δ.) Een ved naun Sigurd Thorvaldsen ligeledes, og det paa næst holdene landzting, (ε.) Thorder Thorkelsen, som boer paa Bai i Rutefiord, hâr ligeledes paa næstholdene landzting betalt hans 4 rixdl. paa samme maade, og haver Monsr. Beyer paa kongens vegne qviteret disse to sidste, den eene i sagefaldz regningen af Strandesyssel, og den anden af Dale syssel til laugmand Widalin. (ζ.) Ydermeere til at bevise, hvor vitterlig praxis dette er i landet, da haver Monsr. Beyer i sommer paa landztinget opbaaret 4 specie rxdlr. fra min broder for denne ommte. legemlige straf, og er baade sagefalds s. 416 regningen af Dale syssel (hvor i dette findis specifice indført) og Monsr. Beyers qvitering i vore hænder, men formedelst tidens korthed kand jeg icke faa stunder til at translatere og afskrive dette. Men at jeg dette saa vitløfteligen anfører, kommer der af, at jeg veed, at vice-laugmand Odder Sigurdsen refererer denne sag i sommer til Deres høi-Excellence, og kunde det vel hænde sig, at hand, med villie, glemte denne circonstance, at min broder, efter langvarig sedvane, allerede hâr betalt disse 4 Rixdler og i saa maade frakiøbt sig denne udi dommen mentionerede lægemlige straff, ongefer paa den samme maade som bemelte vicelaugmand forleeden aar erklærede sig paa Ragneid Torvedatters testament til Torsten Poulsen, hvilket var henseet til bemte. min broders skade og afbrek.

5. Dømmer laugmand Gottrup, at denne min broders sag skal med første skibe refereres til Danmark. Jeg maatte spørge, hvad kom det laugmanden ved, enten den blef refereret eller icke, thi hvis min broder vilde nøies med dommen, saa var det ufornøden sagen at referere, og hvis hand den vilde paaanke, saa kand vel icke den relation meget gielde. Men her ligger vel andet skiult under. Disse gode mænd til sammens saae gierne, at jeg leed saa meget ved denne sag, som der kunde skee, og der fore vilde de nock, at den blef saa kundbar i Danmark, som mueligt var. Ydermeere saae de vel gierne, at fra cancelliet kunde udvirkes en kongl decision, at den udi dommen specificerede honteuse straf kunde overgaae min broder, paa det den kunde vere et præjudicatum, i fald at min broder kunde faa i sinde at appellere denne haarde og mislige dom. Jeg er forsickret paa, at naar vice-laugmand Odder Sigurdsens relation indkommer, da skal der inde vel icke vere glemt, at den vedkommende er min broder, hvor af da kand sluttes, om jeg her udi gietter ret eller uret.

Saa tvifler jeg icke paa at jo Monsr. Odder Sigurdsen i vinter skal søge om Skogerstrandz jorder og Kidøe, og confirmerer det da vel den min tanke, at hand ved i rettesettelsen hâr kastet et øie paa dennem. Nu efter saa dannet sag og process falder til Hr. schoutbynacht min ydmygste begiering, at hand med sin intercession hos Deres høi-Excellence vilde formaae os den naade og hielp, som her udi kunde udvirkes, enten det nu kunde angaae restitutionem in integrum eller paa anden maade skee, i sær fore bygge, at det exempel angaaende det legemlige straf bleef statueret paa oftbemte. min stackels broder, som aldrig før er skeet her i landet. Fremdeles, at Monsr. Odder s. 417 Sigurdsen icke skulde nyde hans violence det got at, at tage min broders brød borte og sette hannem i misere.

Hvis Hr. schoutbynacht her udi vil som een velynder interessere sig, saa vit ret og billigt kunde eragtes, saa skal jeg, saa lenge jeg lever, erindre den velgierning og af ald flid efterstræbe at giøre den tieniste og opvartning, som mig kand vere mest mueligt. Hvis penge og her til kunde behøves, saa skal jeg som een ærlig mand betale dennem i gien. Jeg nødes til at skrive saa dristeligen og importunement her om, af aarsage, at skibet, som dette bref skal med, er saa nær seglferdigt, at jeg hverken faaer stunder til at sette op een suppliqve for min broder, eller at giøre herom andre de anstalter, som kunde behøves. Forlader mig til, at min Hr. schoutbynacht icke reigner mig dette til onde, men anseer min besværlige skiæbne her udi, og icke fortenker, at jeg mig saa nær tager ovenbemte. min broders ulycke og egennyttige hefngierige menniskers persecutioner i mod hannem. Slutteligen recommenderer jeg mig self udi Hr. schoutbynachts faveur og gode yndest, forblivende, næst ald velstandz og guddommelig protections ønske,

Veledle og velbyrdige Hr. schoutbynacht og commerce-raadz

Tienstærbødigste tiener
Arnas Magnussen.