Magnússon, Arní BREV TIL: Sigurðsson, Magnús FRA: Magnússon, Arní (1703-05-05)

ARNE MAGNUSSON TIL [MAGNUS SIGURDSSON]. Skalholt d. 5. Maii 1703.

Trykt efter egh. dansk oversættelse i AM. 444, folio; kopiens rigtighed bevidnet af 3 mænd, Skalholt 4. 6. 1708.

Monsieur

Jeg tacker Eder for skrivelsen, og alt andet foregaaende venligt, Bogen som I sendte mig, hafde Eder været velkommen, om end skiøndt den hafde biet længer, saa som ieg er nu saa got som reiseferdig, og i saa maade icke faar stunder at læse der i. Eders bøger kand ieg icke sende denne gang, efter som ieg haver dennem nedpacket tillige med andre bøger som ieg lader til bage her i Skalholt, og vilde det blive ald for stor umage for mig i denne knappe tid at packe det alt ud igien. Jeg troer og at I icke saa storligen behøver dette i sommer, og haaber derfore at I icke fortænker denne min uleilighed. Hr. Odders passions bog, som I omskriver, laante I mig icke, men forærede, og skal Eder velkommet, at ieg den Eder til efterhøsten igien forærer, om I det begiere. Hvad mine forretninger udi Eders sag angaar, da veed ieg mig icke at have giort noget det, som I kunde med rette besværge Eder over. Men at ieg icke haver taget mig til at procedere paa Eders vegne i mod Biskopen, om det som I formeener hannem at have giort Eder fornær forleden vinter, derudi troer ieg at alle skulle have mig undskyldt, I disligeste, naar I dette retteligen betragter. At I haver tænkt det at vere uden fare for mig, at vere et got middel udi Eders sag, der udi synes mig at I haver rett raisonneret. Jeg meener mig og at have saaledes giort. Jeg haver raadet Elder ti, at glemme alt det, som passeret er i mellem Eder og s. 424Eders hustrues slegtninger, Item at omgaaes skickeligen med konen, indtræde udi fortrolighed og venskab med hendes venner etc. og icke at give dennem, med usømmelig Conversation med konen, aarsage til at hade Eder, og til at tage hendes parti i mod Eder. Hafde I nu atlydet mine raad, saa troer ieg at alting hafde gaaet skickeliger til end mig nu synes at det er tilgaaet, Hvilket effter som mig tyckes icke at vere sket, saa formoeder ieg I icke exigerer af mig, at ieg min reputation (uanseet den er ringe) setter i sticken for Eders vesen, Men tillade mig, at vere uden for denne Eders sag, hvilken mig icke synes at skulde indbringe Eder nogen stor ære, saa vit som ordet der af gaar. Her have I nu de aarsager som ieg forebringer, hvorfore Jeg udi denne punct icke haver videre assisteret Eders sag, og hafde de dog icke behof foruden denne min skrivelse, at vere skiulte for Eder, som I ommælder. Om Thordis Jonsdaatter haver været en i raad eller icke, haver ieg lige kiert, Det kand I, om I vil, troe, at icke er ieg den, som skulde tage mig for, at vende med mine persvasioner hendes eller nogen kones gemyt fra sin ægtemand, Er ieg derfore vel til freds at den sag befales gud saa indstændig som hver begierer, Dette skriver ieg icke derfore, at ieg haver fornøden eller skiøtter om at fremføre for Eder nogen excusationer udi denne punct, Men paa det Jeg, om mueligt var, kunde saavit præoccupere Eder, at mit nafn icke blef brugt til at beskiemme Eders hustru med. Det vil ieg for Eder icke dissimulere, at skulde nogen om min person, enten i denne sag eller andre, tale noget det, som udkrævede Satisfaction, og ieg det skieiligen fick at vide, da skal der fornemmes, at ieg baade haver villie og styrke til at støde fra mig calumnier og uforskyldt vanære, paa dennem som sligt fortiene. Disse mine obenhiertige ord, som ieg Eder tilskriver, haaber ieg I icke fortænker, helst om I kunde besinde at de icke komme fra mig uden aarsage. Jeg slutter for denne gang med ald velstandz ønske, forblivende fremdeles

Monsieur Votre Serviteur
Arnas Magnusson.