Danmarks Breve

BREV TIL: Arní Magnússon FRA: Magnús Sigurðsson (1704-04-08)

MAGNUS SIGURDSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Brødretunged. 8. Aprilis A0 1704.

Trykt efter A. M.s egh. danske oversættelse i AM. 444, folio. Derefter følger 2 mænds erklæring om, at dette brev blev oplæst på Vatnsløse ting 28. april 1704, samt Sigurd Sigurdsens vidnesbyrd om, at det er blevet oplæst i lagretten 14. juli 1704 og 16. juli 1705.

Edle høilærde Hr. Secreterer Seigneur Arnas Magnussen.

Thienstlig helsen

Jeg tacker Eders Edelhed som tilbørligt er for skrivelsen af dato 1703 den 5. Maii, hvorinde I mig skrifftligen lover, at ieg som i forgangen høst skulde i gien bekomme mine bøger, som ieg Eder laante i god fortrolighed tilligemed Sal. Hr. Odder Einersens Passions-bog, hvilken I siger mig at have givet Eder, uanseet ieg det icke kand erindre, Men skulde det vere saaledes, da vilde ieg faa den af Eder igien kiøbt for sit værd, Jeg sendte en dreng her fra i vinter, og bad at de maatte hannem leveres, og undrer ieg mig over, at da I haver muntligen og skriftligen lovet at lade mig faa dem i gien til bestemt tid, det dog icke er blevet holdet eller effterkommet. Vil dog icke tænke, at I betaler mig saa laanet, at ieg dennem skulde miste, eller undgielde min godtroenhed der udi, effter som ieg, dennem angaaende, troede Eders Edelheds løffte. I giør her udi som Eders Danemandhed (oprigtighed) er til. Drengen som ieg skickede hiem i vinter, forkynte mig nogle Eders ord, som hand sagde at I hafde befalet hannem at sige mig, hvilke, som ieg af hannem forstod, skulde vere nogle trusels-ord. Nu uanseet ieg kunde frygte for s. 431 Eders mistøcke (som ieg meener mig icke at have fortient) da haver ieg det haab til den almægtige gud, at deres krafft icke skal formaae at udvirke meer eller af sted komme end gud tilstæder eller giver lof til. Hans almægtige haand udbreede sig over deres vrede som mig forladt og raadvild mand hade, og mine uvenners, og hielpe mig med sin høiere haand.

Icke veed ieg hvorfra det kommer, at I foruden sag skulde hade mig, Jeg indflyer til gud, og vidner til hannem, Jeg var Eder uskyldig, saa vit ieg mig er medvidende, og ingen kiendskab veed ieg Eder at have om mig, og uret er det for Eder at vere mig vreed foruden skyld eller at vere mig imod uden sag. Og skulde der vere noget om, at I haver talt om og ladet Eder forlyde med, at I hafde hørt, at Jeg skulde have talt fortænkeligen om Eders omgiengelse med min kone, Da, i fald ieg kunde have talt noget der om, da haver ieg vel icke digtet det op af mig self. Meener ieg hverken mig eller andre før at have foraarsaget dette rygte (om noget kunde vere) end de vedkommende self, som, maaske, give eller have givet nogen mistanke eller aarsage til ond eftertale. Saasom, naar det saa haver skeet eller sig tildraget, at nogen pige eller gift kone ofte gaar eller gaaet haver, allene, i en mands Cammer, og er der offte allene inde hos hannem inden lukte eller laasede dørre, Da, hvis Thordis saa haver giort, og gaaet i Eders Cammer allene, og saaledes offte veret allene hos Eder inden lukte dørre (hvilket ieg icke negter mig at have hørt, og ieg troer at hun haver giort forleden vinter og i vinter) hvorfore have I da tilstædet hende det? besynderligen om I have hørt andre tale der om. Er det da unaturligt? eller er jeg da icke at undskylde, om end skiønt mit sind kunde blive uroligt der af? besynderligen om noget sligt kunde vere skeet til forne, med venligheds geberder og hemmelig samtale. Uanseet Eders ære er stor, saa er I dog vel et menniske. Vil I icke have mig undskyldet, at ieg bliver urolig i mit sind over Thordises vesen (thi noget skarn maa der udi vere) at hun saaledis er bleven i mod mig, saa faar ieg (self) at have mig undskyldet der om, og andre vilde ieg have undskyldede hvor saaledis kunde vere beskaffet. Videre excusationer her om vil ieg icke denne gang frem føre. Jeg tænkte forleden vinter, og antog oprigteligen Eders ord (i hvad som hiertet haver meent) da I bort tog med Eder fra mit hiemme mit barn Sigurd, og førte hiem til Skalholt, at det skulde skee mig til gaufn og glædes forøgelse, men icke til hiertens bedrøvelse. Men ieg spørger, hvad glæde haver ieg der af at mit barn er der, efter s. 432 som ieg icke faar at see det med øiene, efter som ieg er dets naturlig fader, Eller, hvor er den ære og ærbødighed som barnet, efter fierde guds bud skal bevise faderen? at det maa ei komme til sin fader, see hannem eller skue med øiene. Jeg veed icke beder end at Herrens bud, (uanseet de ere gamle) io bør at vere alle menniskers visseste lifsregel til efterretning udi alle ting, som langt høiere burdte at ansees end mange andre antiqviteter, og derfore consenterer ieg icke saadane mit barns opfoster, som skeer med min foragt og despect, og icke vil ieg det have eller tacke. Beder derfore Eders Edelhed indstændigen og alvorligen, at mit barn Sigurd maa ved Eders middel igien føres og fløttes med det første, til mit hiemme, hvorfra det tilforne ved Eders middel bortført er. Jeg haaber at I icke skal kalde dette en præoccupation, efter som I kand see, at ieg icke hâr fornøden, at recke haanden bag ud over axelen til at søge efter min egen despect, og lade mit barn blive der som mig er til spot saalenge ieg self kand give det en drick melk, hvor om ieg self bør at have den meste omsorg. Nu for det andet, saasom ieg meener mig at vere uforrettet i dette, at ieg maa icke see eller komme til mit barn, saa, icke diss mindre, veed ieg icke beder, end at min egte kone Thordis Jonsdaatter (med hvilken ieg icke haver maaet tale) io er med vold foruden ald min villie, uloumæssigen og foruden ald rettergang fra mig tagen og bortført, tillige med mine middelers ran og bortførsel, som mig icke endnu ere blefne igien leverede, og det saaledis oplagt paa den tid, som ieg laa forhindret i min sæng og kunde icke vere oppe, saa at hun i mod mit forbud, opholder sig med slet reputation, nær ved andre som, kandske lidet forbedre hendes condition, eller søge hendes ære. Icke viste ieg Eders erende her hid forleden vinter, uden hvad ieg siden hâr kundet eftertænke, hvorledes min kone Thordis blef forandret ved Eders hidkomst, og saa siden endda meer ved hendes hiemkomst til Eder, eftersom ieg fandt og mærkede hendes sind at vere forandret, og hendes gode gemyt saa at sige fra mig vendt, da hun kom til bage, efterat hun hafde nesten den heele mandagen der hiemme veret i Eders Cammer, og siddet udi samtale med Eder. Er ieg icke tankeløs derom, at ieg da skulle vere bleven giord sort hos hende, og at der skulle raadslagen eller nogen hemmelig forbindelse (conspiration) vere bleven oplagt etc. Hvo der haver givet hende den penge, hvormed hun kiøbte den halfotting som hun flyede mig, troer ieg at Eders Edelhed veed noget om, af hvem som hun haver lært de ord, som hun talte s. 433 og ieg aldrig viste hende sige før til mig. Siden haver hendes onde sind og gienstridighed i mod mig, meer og meer tiltaget, med de omstændigheder som der hen høre. Jeg tyckes ieg føler nogenledes, hvor saart det er, at lide vold, uret og fortræd som mig bevises, naar sorn gud, den retfærdige dommere hiemsøger det paa dem som bevise mig lidet formuende saadan overlast. Det er vel en seldsom uret i Island, at en mand er saaledes forhaanet, at hand maa icke see sin kone eller tale med hende, Det er aldrig hørt, saa vit ieg veed, paa en bispegaard, enten konen af sig self kunde være saa ond, eller det kunde være af andres persvasioner, at hun vilde icke tale med hannem; Meener ieg at øfrigheden icke sømmer at tilstæde hende det thi vedermaal er hver mand værd. Her over besverger ieg mig nu for Eder, særdeles om Eder af Kongl. naade er paalagt at vere de undertrøcktes hielp og opreisning, som lide overvold. Jeg forstoed Eders brefsord forleden aar saaledes, som I mig vilde tvinge til at misbruge icke Eders naun angaaende Thordis. Saa vil ieg dog icke høkle for Eder eller dissimulere det, at ieg kand icke slippe det af min tanke, at I io forvolder, eller forvoldet haver hendes gienstridighed, og modvillighed i mod mig. For disse mine oben hiertige ord haaber ieg I icke fortænke mig, eller for det, at ieg føler min pine, disligeste icke udtyder denne min enfoldige (oprigtige) skrivelse til det onde eller det verste. Jeg befaler Eders Edelhed gud og forbliver

Eders Edelhed efter skyldighed th. v.
Magnus Sigurdsen m. e. h.