Danmarks Breve

BREV TIL: Arní Magnússon FRA: Ludvig Ottesen Stoud (1700-04-04)

BISKOP L. STOUD TIL ARNE MAGNUSSON. Christiansandd. 4. April A. 1700.

Trykt efter orig. i AM. 1057 IX, 4to. Udskrift »Edle Hr. Professor Arnes Mogensen, Høytærede fornemme ven Tienstvilligst a Kiøbenhaun«.

s. 490 Edle Hr. Professor Arnes Mogensøn,
Høytæstimered fornemme ven,

Hans ofvermaade store høflighed, som devincerer mig i hoyeste maade, giør det at ieg kiender mig baade forbunden til Hans tienneste, og aflegger min skyldige taksigelse, for hans tilsendte liste paa det geistlige godz, huorover ieg beder tienstligst at mig maatte til effterretning i stifftet skickis copier, naar leilighed tillader det, Jeg ved vel at de gamle skiøder setter icke jordstreckningen saa fuldkommen, som ieg seer af en del, som beroer her endnu, ved stifftetz gemme, dog ere de store bevisninger, at hanthefve det geistlige godz. Den omtvistede Ogneø vant ieg igien ved Oberhofretten til bispestolen, ved en gammel jorde bog af d. 3die Lutherske bisp M. Laurentio Scavenio indrettet, samme jordebog er end i Christiania, og formodis her med allerførste, da ieg vil videre søge huad af bispestolens godz findis i hans optegnelse, dend begierte liste paa de Lutherske bisper følger herhos, og er extraheret af capittels bogen, effter de sl. mænds egne hender, naar de deris function hafve antrædet og begynt. Om clostere er iche det ringeste i stifftetz giemme, men skal derom flittig inqvirere paa min visitas som falder først in Maijo og icke endis før Augusti maaneds udgang, kand ieg dismidlertid komme ofver nogen gamle brefver heller antiqviteter, til dr. tienneste skal ieg giøre al flid, og beflitte mig paa at aftiene hans venskab, ved alt det, som kand ske til hans velgefald, Jeg hafver en søn paa Academiet som ieg nu formoder at være kommen til Kiøbenhafn, som recommederis ham tienstligst, til manuduction in historicis, Hand er en incipient, og deponerede A0 99 — Et got lærvilligt gemytte, hans nafn er Peter Otto Stud. Jeg vil usigelig fornøye mig, dersom hand maatte være ham befalet, og faa nogen smag paa historier og antiqviteter. Slutter hermed, og recommederer mig til hans venskab, med al lycksaligheds ønsk, forblifvende

Edle Hr Professors
Min fornemme vens skyldigste tiener
L. Stoud.

P. S. Min søn Peter Otto Stud, hafver ieg beordret at afgifve til Hr. Professor alle de gamle brefve her er in reservo, huorover ieg beder deris reverse maatte mig tilstillis ved hanem, og haaber de blifve med andre stifftet angaaende brefve restituerit. Jeg kunde icke negte hans begiær, som kongelig Historiograph, at betiene sig hvad opliusning hand deraf kand hafve s. 491 til sit verk, i det mindste seer mand hvad i de tider er forretted, og hand effter hans mesurer, kand som mand siger ex Stercore Cunij aurum piscari. Hafde hans formend verit saa curieus og søgt gamle brefver, og brugt dem cum judicio, hafde vi bedre historiam patriam end vi ha hafve som med stor spot at sige hafver værit agtet for bagatel, og icke af en del bisper saa taget i agt som det burde i fordum tid, i Fyen hafver værit i dr. Bangs og hans formænds tid, en haab gamle brefve som voris berømmelige Thomas Bircherodius hafver mig relaterit Sed o[mnium?] entium nihil sicut affectiones. Jeg skal vigilere i alt det ieg kand for at fornøye hans curiositet.