Danmarks Breve

BREV TIL: Arní Magnússon FRA: Guðmundur Þorleifsson (1708-04-06)

GUÐMUNDUR ÞORLEIFSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Geirraudareyri, Þann 6. Aprilis, Anno 1708.

Efter egh. orig. i AM. 451, folio. Adr.: »Ad Skalahollte i Biskupz Tungumm«; hertil A. M.s påtegning »annamet 7. Maii 1708«. Takker for A. M.s s. 623 trøstcrige skrivelse af 10. okt., men klager over sin ensomhed og sørgelige tilstand. Om koppe-epidemiens eftervirkninger. Kan intet pålideligt erindre om sin broder Hannes og dennes antikviteter. For Bjarne Bjarnasons lovbog har G. þ. måttet stille pant, da han udlånte den til A. M. (kopi af reverset er vedlagt); lover at skaffe en Sturlunga saga fra Setberg. Kritik af flytningen af »sumarauki«.

… Jeg þacha ydur minn elsku herra allar velgiörder til myn, einkanlegast tilskrifid sydasta af dato Slitandastödumm 10. 8bris 1707, med þar innfærdumm mier þægum og kiærkomnumm hugunnar ordumm og oskumm i mynumm storu hörmumm, sem gud best minnest, og jeg, medann vid armædusamt langdeyge hiare, til allrar þienestu minnast vil og á, sem framast af kasta kann, enn gud ráde og firer siae mynumm vesalldar-skap, sem so leinge treinest, þar huganum leingest svo miked effter þvi betra og stadfasta, sem þo hiliast verdur under glede-bragde moti synu skape i fanytumm veralldarennar glaum, þar þo so margt synest ad voru födurlande þreingia, ja meyr og meyr sem drottinn allzheriar födurlega alyte og öllu til gods snúe, þvi hönumm einumm er allt mögulegt. Aunguar nyar frietter berast mier umm skamt, vetur hcfur hier umm sveitér bærilegur verid med nógum jördumm, enn storfelld frost med skorpumm ahlauped, fiskur er ad merkia kringum jökulinn sie og verid hafe jafn vel inn til eya, enn folkfædann er þo mikil, ad þess verdur eche til sierlegs framtakz leytad; vyda er nu ad merkia jarder i eyde leggest, þo ey svo miög i þessare syslu sem vestann ad leingra, kann vera 2—3 og þar umm i hvoriumm hrepp, lyka vel færre hier nálægt. I Geyradal meina jeg 5 jardar biggiast, enn 8 i eydi leggiast, heim til Dalanna heyrist og báglegt slykt tilstand, i sumumm hreppumm einkumm i Haukadal.

Nordur umm Langanes og þar austar formerki eg su stranga bólupest geysad hafe i vetur og ærid mannskiæd verid, lyka sem umm þessar sveiter i sumar. Ysland mun leinge ad þeim ummgange búa og eche fliotlega sier afftur ná, hvad allt gudi befalad sie. Minn elskul. herra, nær mier meige nu audnast ydar göfuleyka ad sia, bid eg drottinn ráda. Jeg vogade alldrey til þess, effter þad ydar nalægd spurde i sumar, mier á fund ydar sækia, vegna sottarinnar, enn jafnlega liek þad i mynumm huga, inn til þess frammur fór og i rænuleyses dofleyka firer mier slo, hvors jeg þikist enn nochud kienna þá af mönnunumm lyt etc. Stittir þad nu hellst firer mier stundirnar, þa einhvorn ad ber, fakiæti seigist þo einginn á mier siá, og sanna jeg þad storann guds velgiördning, lyka ad marger goder menn hughressa mig i synumm ordum og skrifumm, medal hvorra þier vorud s. 624 sa firste og fremste, sem gud late eche gleimt, helldur til hinz goda minnist, þad sie ja og amen.

Jeg hefe storlega ad afsaka mig vid ydar herradom umm brefa ruslid þad avyked, ad hvorke effter þeim lited hefe þennann vetrar tyma, enn sydur þaug sendt gietad þar aunguar godar skylaferder so fallid hafa. Hitt er og ad klaga. Jeg hefe so gleimt bedriftum mynz saluga brodurz Hannesar þann tyma hann utan landz var, ad echert af þvi uppteiknad giet, med þvi og lyka mier vard þad alldrei smakunnugt, svo er mier og ur minne liden sá titill, er af kongl. nad Friderik edur Christian haloflegrar minningar hönumm gaffst, enn finn þo i alþyngiss bók hans bestillingar bref upplesid verid hafa. Lyka minnist eg echert til þeirra antiqviteta, sem hann sydast med sier burt færde, hvad þo var ein heylhop summa sagna boka og annars vidlyks; yrde þetta þvi ver enn halfverk, þo þar uti nochud skrifa villde, nema jeg kunne ydar ráda og vitundar þar uti niota, og vidbæte svo þvi er mier kann kunnugra vera; er mier þó stor hugur á vid þad yrde eithvad giört, þvi svo er mier sa madur minnissfastur ad giarnann þægi og sægi ad hanz nafn eche aldeyliss gleimdist. Umm lögbókena, sem þier avyked, er so varid millumm ochar Biarna Biarnasonar, ad han liedi mier hana, enn i midler tyd sem hun i láne hiá mier var, senda jeg ydur hana, og nær Biarni þad vissi, liet hann sem hönum þad midur lykadi; setta jeg hönum þa til nochrar huggunar i pant ad seigia mot bokenne 11½ rixd., af hvörre hans handskrifft her med copia fylger; nu veit eg hann snyst vid þeim betalning, nær eg þad nefni og hönumm þa copiu frammvysa, sem ydar herrad. mier sende, annars maskie hann hefde eche hradad sier þar til. Sturlunga saga sera Gudmundar, er ummskrifid, var burt fra mier, er ydart bref til myn kom, hef eg nu afftur effter henne skrifad og bedid sera Stein Jonsson á Setberge, hvorn eg meina nu ad henne handhafanda, lata hana til myn komast; á eg hanz von umm sumar malenn (a hvöriumm nu tvennar meiningar leyka, nær halldast eige) og þike mier lykast jeg þa bokina afftur ödlist; vil eg sydann hid fliótlegasta henne til ydar koma, og þo ey verde fir enn til alþyngiss lofi gud, þvi ey huxa jeg framar umm þvilykt enn ifirlesa þad snöggsinnis til dægra stifters einkumm svo sem nu er komid firer mier; finnast mier þo tymarnir ærid lánger. Stæsta þægd være mier þad minn elskul. herra, ef nu i sumar ed kiemur hier under Jökulenn reysed, ad meiga siá ydur, þo jeg hafi ey sierlegt ödru fremur ad begera, þvi mynir þankar sla sier nu eche vytt ut annad enn huxa afframm s. 625 og heim; þo medann þad undann dregst finst mier hellst glediauki minn so ydur og þvilyka menn (sem allt of faa er ad finna) lytandi verda og vid tala meiga, vonandi mier þo oforþient sie gods hiá ydur, i ordumm og rádumm, þar nochurz þvilykz med þurfa kinne, enn myn skillda sialfsögd þar á mót hlydinn og þachlátur finnast, medann vid armædusamt lyf hiare.

Jeg verd til bladfillerz afftur taka til sumarz komunnar; ey skil eg hvad storumm ryde a nybreitne þeirre umm þá sumarauka færslu, first vær eigumm ad hallda vid vetrar, midzvetrar, sumarz og midsumarz komur, þvi su gamla regla þad ad finna mun flestumm alkunn, enn hin nya tornæmare, og þo ey gagnlegri, þar mier skilst su færsla á einumm 7 dögum leyke. Nu þo finnist þær 11 minutur, sem korta þad gamla solar ár vid nya stylenn, giöri eirn heylann dag á 131u ari eirnri minutu frekara, skilst mier tymanumm sie langt komid, þegar sa eini dagur og ein minuta so marg falldast ad af þvi heyllt ár verde til sumar-auka vidbætirsins, hvör jeg efftertek hingad til halldinn verid hafi fimm sinnum á hvorre 28 ara solar ölld, so nidursett, ad þrisvar sinnumm væru þad 6 ár og tvisvar 5 ar, enn hann alegdist edur vid sumarid ikist, af þeim eina staka deigi og nochrumm stundumm, er ad viknatale af sierhvoriu ari geingi; veit eg þa ey hvornenn þad full vika irdi, nema so margfalldadist ad þaug samtynings ar irdu 5 edur 6, og være þa nochud hroched á einar solar ölldina.