Magnússon, Arní BREV TIL: Wibe, Ditlev FRA: Magnússon, Arní (1706-09-16)

[ARNE MAGNUSSON] TIL OVERSEKRETÆR VIBE. [Skalholt?] 16. sept. 1706.

Trykt efter kopi (excerpt?) med skríverhånd i AM. 440, folio. AM. har egh. tilføjet »Til obersecreterer Vibe d. 16. 7bris 1706.«

Fremdeles understaar jeg mig at anbringe allerydmygst det mig er bleven fortalt, at Justits-Raad og Amtmand Müller skulde have ladet sig forlyde med her i landet, at hand i vinter vilde søge Kongl. confirmation paa en K. Friderici III. höiloflig i hukommelse forordning af dato 10. may 1650, lydende om fri skyds, af aarsage, at en deel bønder skal i sommer have veret seendrægtige med at laane hannem heste. Saa falder her hos at erindre, at samme forordninger i mange maader [er] bleven misbrugt her i landet, saa at og uskyldige folk er blefne kagstrøgne, under pretext at have forseet sig i mod den, som Asbiörn Joachimsens exempel udviser, hvor om jeg næstledne vinter udi Kongl. Majts. Cancellie indleverede en allerunderdanigste relation. I sær haver denne amtmand anderledes brugt denne forordning, end dens meening formodentligen er, baade i det at tage de hannem eller hans folk laante heste langt bort i landet nogle dagsreiser, ja beholde dennem hos sig stort stöcke af sommeren, saa vel som at laane slig friskyds til andre, som berettes, hvilke icke hafde nogen ret til fri skyds for dennem self. Saa have og een deel bonder beklaget sig at deres hester i bland ere blefne borte, saa at de icke have bekommet dennem för end efter lang tid, og somme aldrig. Saa ere og i bland blefne opbudne saa mange heste, som ikke var fornøden, saa som anno 1701, da bemte. amtmand Müller lod der om kring sig fordre af bönderne 96 heste, hvor om jeg haver hans egenhændige befaling. Dette og andet sligt giør bønderne fortrædelige, helst i mod denne amtmand, af hvilken de, kandske, synes icke at have saa stor maintenue, s. 652som de ønskede, i mod dennem, som de meene dennem at forfaaes af. Saa skulde da min uforgribelige tanke vere, at det var til almuens store fremtarf i landet, om udi samme forordning (saa fremt den endeligen skulde confirmeres) blefve indsatte nogle restrictioner, som kunde forebygge ovenskrefne mísbrug, hvor om jeg vilde have indgivet en fuldstændig allerunderdanigste memorial i hans Majts. cancellie, hvis jeg hafde haft meer at bygge paa om amtmandens forehavende herudi, end jeg hâr. I midler tid haver jeg icke kundet gaaet for bi at give Eders Excellence dette udi største ydmyghed til kiende, saadan som det er. Skulde amtmanden sollicitere her om, og det maatte da allernaadigst vorde sendt til commissionens erklæring her i landet, saa gaves leilighed til at demonstrere allerunderdanigst, det mand agtede at kunde geraade til almuens conservation. Her gaar et og andet seldsom til, mest hvad Jurisdictionen og den fattiges vilkaar angaar. Amtmanden er ickun maadeligen kyndig udi landets væsen, og saa at sige ukyndig udi landzlouen, hvilket med mange argumenter kunde got giøres. Sligt giør dennem dristige, som vilde betiene sig deraf. Skulde sagen vere imod en kiøbmand, saa frøgte folkene for at klage, aarsagen er, at sysselmændene, en stor deel, ere icke nidkiere for at giøre hvad de skulde i slige tilfælde, og hvad amtmanden angaar, da haver hand ved offentlige skrifter annulleret det, som i saa maade er bleven klaget, uden at informere sig eller inqvirere om tingen. Det, som jeg her saa dristeligen skriver til Eders Excellence, kand jeg got giøre med beviisligheder, om det bleef mig paalagt, torte og ellers icke fremkomme der med.

Ydermeere meenes, at bispen paa Holum mag. Biörn Thorlefsen skulde i aar ville hos Hans Majt. anholde om en coadjutorem formedelst hans svaghed, og der til ville denominere en ved naun Hr. Jon Jonsen, som er præst paa Mødrevelle closter i Holestift, og siges (hvorom jeg dog intet viist veed), at hand er forlovet med een, som hører bispen til. Om bispen nu haver dette propos for, eller icke, vil tiden udviise, mens det skal vel vere vist, at hand for et aar siden eller noget haver haft det i sinde. Saa fordrister jeg mig da til (for vanvare) udi største ydmyghed at notificere, at denne præst haver ickun maadelig studeret, og aldeles icke (saavit jeg kand dømme) til at meritere saa stort, hand haver veret en vinter ved universitetet i Kiøbenhaun, og er end nu en puur ung mand, kandske 26 aar eller 27. Her er mange beder beqveme til dette embede end hand, om der nu endeligen skulde vere en, som kandske s. 653mange synes icke ufornøden, ihvorvel og kandske noget kunde vere amplificeret af det, som ibland refereres der fra norder-stiftet.

Velbaarne Herre, jeg beder Eders Excellence icke fortørnes over denne min allerydmygste skrivelse, hvilken icke fremkommer af nogen dum-dristighed, mens tvinges mig af, formedelst de mange uordener, som her practizeres og speculeres paa. Jeg hverken kan eller tør gaa det aldeeles over med taushed, som er af saa stor importance som dette, og for det øfrige haver jeg ingen, som jeg tør skrive sligt, uden Eders Excellence, og det allene i stor tillid til Eders Excellences mangfoldige naade og gunst imod mig. —