Grundtvig, Nikolai Frederik Severin BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin (1808-10-04)

Fra Grundtvig.
Svar til min Ven Molbech.
[Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn. 4. Oct. 1808. Nr. 103.]

Du stander midt i Guders Lund
Med Varme, som hos hver Kærminde;
Thi Du i gamle Norden kun
En mærkelig Ruin vil finde.
Du knæler ei, thi Asers Magt
Er Dig kun Fantasiens Pragt.

Dit Syn forvilder sig. min Ven!
Imellem Gudenavnes Vrimmel,
Og stedse stivt Du stirrer hen
Paa Valhal, som paa Nordens Himmel;
Igennem Ragnaroke ei
Dit Øie end har fundet Vei!

Kan Nogen skue høie Strid,
Som føres mellem Lys og Mørke,
Og Lyset fra den svundne Tid
Og Nordens Aser ikke dyrke?
O! saa Du Lysets Herlighed,
Du ved min Side knæled ned.

Jeg skuer sidste hede Damp,
Som stiger op fra Tidens Lue.
Jeg glædes, endt er store Kamp,
Men Aser faldt, og jeg maa grue;
I Skælven klæder sig den Lyst,
Som da indstrømmer i mit Bryst.

Aartusender kan over Jord
Henrulle, glemmes kan Jdrætter,
Men har det Evige sit Spor
Aftrykt, ei Tiden det udsletter.
Et Billede jeg seer i Nord,
Og Træk jeg skuer end paa Jord.

s. 30Du peger paa Naturens Sprog,
Som om Din Ven Det ikke kendte;
Som til et Blad i store Bog
Jeg til Naturen Øiet vendte,
Og Nattens Mulm med Solens Glands 1)
Sig blanded for min indre Sands.

Jeg stirrede mod Harmoni,
Da jeg mod Alteret henstirred,
Og ilende jeg gik forbi
Det Enkelte, som kun forvirred;
Men ved Du deraf at jeg fik
Ei for det Enkelte et Blik?

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.