Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Christian Molbech (1808-10-09)

Fra Molbech.
[Efter et Udkast.]

Tillad mig, min inderlig kiære Ven! i faa Ord, som komme fra Hiertet, at byde Dem min Tak for den skiønneste Gave, som nogen af mine Fødselsdage endnu bragte mig; tillad mig at takke Dem for det, som jeg maatte føle mere ved, end ved den ydre Forms Ynde — den hulde, trøstende Medfølelse, som aander i hvert Ord, De skrev. Det er en Trang for mit Hierte; og naar jeg tilfredsstiller denne, saaledes som dette tilsiger mig: da veed jeg De tilgiver, om jeg kun er i Stand til at udtrykke en ringe Deel af hvad jeg føler. — Trøst vilde De skienke mig — og De var i s. 38 Stand dertil, om udenfra Trøst kunde finde Vei til min Siæl. Deres Kraft kan kvæge mig for Øieblikke, ligesom en herlig Naturscene kan kvæge den matte og mødige Vandrer; men aldrig, desværre, vil den kunne hæve mit siunkne Mod; thi svag bøier jeg mig villig under Sorgens Vægt, og den nagende Smerte seirer jeg aldrig over, fordi dette vilde være mig smerteligere end Lidelsen selv. I denne er mit Væsen opløst; aldrig kan jeg derfor stræbe efter at afkaste den Byrde, som tung og ængstende hviler paa mit Hierte, knusende Livets i Frihed saa frodigen fremvoksende Blomst; thi med den maatte jeg da tillige bortkaste det eneste, der endnu i Verdens Tomhed er levnet mig, det eneste, som endnu giver Livet Værd for mig. Jeg skal da evig pleie og i Løn med mine Taarer vande den Busk, hvis Torne saare mig dybt og længe; stundom skal jeg vove at hæve mit Øie til den eneste Rose, som endnu blomstrer; og naar jeg da engang ser den svinde for evig, slukker Skiebnen grusomt Haabets sidste, døende Lue: da skal jeg taus vandre frem i Mørket; og ved min Side skal den sørgelige Skygge af Livets Aand svæve til min sidste Vandring. Da maaskee kan den kolde Vinterblomst fremspire i mit Indre — men aldrig kan dette vorde mig Trøst; thi først maa jeg isne, for at kunne frydes ved den; kold er dens kraftige Vækst, og dens stærke, stivnende Haardhed gyser jeg mere for, end jeg ønsker den.

Men endnu har jeg enkelte Straaler tilbage af det Lys, som jeg engang drømte kunde oprinde i dets fulde Klarhed. Venskabs milde Lue vækker endnu ei sielden det hendøende Liv, om den end aldrig formaaer at bringe tilbage, hvad der for evig kan være tabt. — Men naar jeg i saa meget er tabt for mine Venner, som for den hele Verden, kunne de da tilgive det, kan jeg derfor blive dem lige kiær?

Trøstfuldt er mig Deres ædle Venskab; endnu mere den Overbeviisning, at jeg som Menneske, og uden Hovedhensyn paa Videnskaber og videnskabeligt Liv, blev s. 39 og bliver Dem kiær; dette skal jeg stedse stræbe at fortiene. Varigst er vel det Venskab, som Forstanden ikke knyttede.

Deres
M.

D. 9. Oct. 1808.