Fra Molbech.
Min kiære Ven!
Som i denne Stund, saa føler jeg ret ofte en inderlig Drift til at aabne min Siæl for Dig, og ligesom dele mit Liv med Dig — et Liv, der i Almindelighed indsluttet i sig selv og sukkende under mangen Indskrænkning og Tvang, sielden nyder Friheds himmelske Gave. Men det, som saa tidt afholder mig fra at give mine Tanker og Følelser anden Form end den, de i sig selv have, er deels min Overbeviisning om, at Du som oftest maatte nedlade Dig, for at gaae ind i min Sphære — deels den subjectives. 43Grund, den Egenhed hos mig. at mine Breve altid, og i langt høiere Grad end min Tale, beere det fulde Præg af min Siæls øiebliklige Stemning; og denne er i Almindelighed saaledes, at jeg ofte ikke kan, ofte troer jeg ikke bør meddele Andre, hvad der nmulig kan have anden Interesse for dem end den, som Venskabs Overbærelse kunde laane det. Da jeg nu ikke altid og hos Alle tør stole paa denne, saa undertrykker jeg ofte en Lyst, som desuden maaskee sielden vilde føre til noget Væsentligt.
Dog førte vel ei Skiebnen os sammen, for at vi aldeles isolerede fra hverandre skulde vandre frem paa det Stykke af Livets Bane, vi jævnsides skulle lægge tilbage. Aldrig har jeg betragtet nogen Hændelse i mit Liv, der fremtraadte stærkere end de dagligen mødende, som betydningsløs; thi jeg har fra min tidligste Alder dunklere eller klarere erkiendt Sporene af en høiere, styrende Magt i Livet. Saa har jeg og saare ofte tænkt paa den Skiebne, der vilde at vi skulde mødes — og jeg har længe betragtet den Time, da jeg lærte at kiende Dig, som een af de mest betydende, jeg har levet. Maaskee feiler jeg vel heller ikke, naar jeg troer, at det Aar, da jeg tabte, hvad jeg maaskee aldrig vinder tilbage, og vandt Dit Venskab, har bestemt i det mindste en lang Periode af mit Liv. Jeg erkiender fuldelig hvad jeg har vundet, og jeg ønsker at medtage Dit Venskab i Graven, som een af de skiønneste jordiske Erindringer, der skienkedes mig — men lang Tid vil endnu henrinde, før det Tabtes Minde er saa formørket, og de Saar, som Tabet medførte, saameget lægte, at, efter den lange, sørgelige Kamp, Forsoningens blide Rolighed kan vende tilbage. Thi nu har jeg af den harmoniske Tilværelse kun Erindringen tilbage, og Idealets Billede for mig; hiin kan vel aldrig vækkes igien til nyt Liv — og dette — hvor svagt er mit Haab om nogensinde at naae det! — Ikke sielden føler jeg i lysere Øieblikke levende Anelser om en skiøn og fuldkommen Tilværelse, som kunde være min — jeg synes at føle en Evne til at skabe mig et herligt Liv og føler virkelig, ats. 44jeg af Naturen fik Anlæg til at nyde Livets Fylde — men et Øiebliks Dvælen i det Virkelige er nok for at bringe mig til den sørgelige Erkiendelse, at Evnen kun blev mig givet for aldrig at udvikles, Savnet, for aldrig at opfyldes, og Anelsen kun til en sielden oplivende Trøst i mørke Dage.
Ofte har min Phantasie været sysselsat med at sætte Dit Liv ved Siden af mit; ei for at søge Liighed der, hvor jeg aldrig kunde finde den; men skiøndt den vel i det Hele forsvinder, synes den dog paa enkelte Hovedpunkter ei ukiendelig at træde frem, maaskee kun for at hæve Contrasten i det Øvrige desmere. Jeg seer Din Ungdom, ligesom min, at hensvinde ubemærket og eensom — kun med den Forskiel, at den vistnok af Dig blev nyttet mere for det høiere Liv. Som Du var jeg stedse kun lidet hjemme i støiende Samkvem eller i Jævnaldrendes Liv, og derfor kun lidet paaagtet og yndet. Langt maa jeg gaae tilbage, for at finde mig heel lykkelig som Barn; thi Eensomhed vækkede tidlige, ufattelige Længsler hos mig, og en meget sørgelig Stilling saarede tidlig mit Hierte, mørknede mit Sind og forbittrede mig de reneste Nydelser. Men selv naar jeg mindes de mørkeste og ulykkeligste Timer i mit Liv, naar jeg sammenkalder alle rædsomme og smertefulde Erindringer fra mine tidligere Aar, og saaledes formørker det skiønne Billede, som dog aldrig ganske forlader mig — selv da knæler jeg taknemmelig og med Glædens Taarer i mit Øie for det høieste Væsen. Thi Gud lod mig aldrig forgaae i Smerten eller fortvivle i Eensomhed. En ædel Blomst voksede i Løndom op ved min Side og nærede mit Hierte med Ømheds kvægende Duft og styrkede mit matte Øie ved Uskylds og Kiærligheds rene Farver. — Hvor inderlig gierne, min kiære Grundtvig! vilde jeg dele med Dig de Følelser, som opfylde mit hele Væsen ved Tanken om det, jeg skylder mit Livs første Genius — men maa jeg ikke desværre frygte for, kun at oprive et Saar hos Dig selv, hvis Smerte sikkerlig kun Faa ville vide at skiønne saameget som jeg. — Engang, da jeg haabløs og nedtrykt af Skiæbnens bittre Spot følte mig saare ulykkeligs. 45paa et Sted, hvor Alt omkring mig syntes at tilsmile mig blid Rolighed og Harmonie, stod jeg, ledet af en ærværdig, jeg maatte næsten sige hellig Olding, ved hans Datters Grav. Hans Hiertes Fromhed laae i hans rene Læbers Ord: Herren tog hende! og dette Udtryk i hans Mund var begeistrende for mig. Jeg troede at see den forklarede Skikkelse svævende for mig i Skumringen; og mit hele Væsen følte hvad jeg sagde, hun er salig! — Men snart var min Tanke hos Dig; aldrig kan jeg hade Livet, og jeg maatte ønske: gid hun endnu var blandt de Levende! — Jeg tænkte paa, hvormeget mere Du endnu havde mistet, end jeg, og skammede mig et Øieblik over min haabløse Smerte. — Levende har jeg følt Dit Tab; og skiøndt jeg kiender Din stærke Aand, der snart overflyver det Endelige og betvinger den Smerte, som dette føder — dog maa jeg endnu ofte beklage Dit Tab; thi jeg vilde saa inderlig gierne unde Dig det, jeg selv eier.
Lidet vilde det gavne mig, om jeg gientog for Dig mit Hiertes evige Klager; thi jeg maatte sige mig selv, at Du, som jordisk Smerte vel bøiede, men aldrig overvandt, vilde bebreide mig kraftløs Passivitet, og ei uden Grund dadle den Modløse, som en Lidenskab uden Haab og uden udvortes Næring kan berøve saameget af Livets høiere Kraft. Men Du vil heller ei være kold nok til at troe, at hvad der prægedes saa dybt, uden lang Anstrengelse kunde udslettes. Og hvorledes skulde det udslettes? — det kan gaa over i andre Former; men saa sandt som Intet forgaaer, saa vist bliver heller ingen sand og levende Følelse til Intet eller forsvinder uden vedvarende Virkning. — Med en sørgelig Lyst dvæler jeg selv gierne og ofte ved mørke og sørgelige Erindringer; men det var ei min Hensigt at gienkalde dem hos Dig. Tilgiv, om det mod min Villie er skeet, — og lad ei heller det Blik, Du maaskee endnu engang kaster paa den hvide Rose, som Du fandt i Myrtens Sted, være Dig ukiært, om Du end stod midt iblandt Nordens høie, evige Graner.
s. 46En stœrk Tilbøielighed driver mig til at forlænge dette Brev langt over mine Breves sædvanlige Grændser; men flere Grunde tale derimod, og i Stedet for denne Gang at sige Dig mere af det, som Du maaskee kun med Ulyst læser, vil jeg blot her endnu engang fremsætte et Ønske, som jeg før har yttret for Dig — at Du vilde giennemlæse de Blade, jeg har skrevet om Livets Væsen, inden de trykkes — dog ei blot for at læse dem, men for at sige mig, saavel hvorledes de i det Hele have behaget Dig, som hvad Du i det Enkelte kan finde at erindre. Det første vil naturligviis interessere mig, skiøndt det vel i intet Tilfælde kunde bringe mig fra mit Forsæt, engang omsider at hæve mig over den smaalige Frygtsomhed, der hidtil ofte har holdt mig tilbage fra at yttre mine Overbeviisninger om det Høieste, og fra at fremstille mig selv og mine egne Anskuelser, uden Hensyn til andres Mishag eller Bifald. — Det sidste vil sikkert Paa et og andet Sted kunne gavne mig, da flere Ting have forenet sig, for endnu at forringe den liden Grad af Fuldkommenhed, jeg kunde give denne Afhandling. Saalidt jeg kan nægte, at det har interesseret og fornøiet mig, i at afskrive denne efter ½ Aars Forløb, at finde mig selv igien paa de fleste Steder, og at see adskillige Ting nu i et klarere Lys og med større Bevidsthed, som dengang en mere dunkel Følelse lod mig udtrykke — saa langt er det fra, at dette Arbeide tilfredsstiller mig selv. Men endog den Tro, at jeg maaskee aldrig vil kunne frembringe noget, der nærmede sig Fuldendelse, skal ei afholde mig fra at stræbe frem mod det Høiere. — Paa en Tid, da jeg havde saare lidet at holde mig til i Livet, og da det næsten havde tabt alt udvortes Værd for mig, søgte jeg at gaae ud af mig selv og at forlade det Forgængelige i Livets Aabenbaringer, for at sætte det, som jeg var mig bevidst som det Høiere og Uforgængelige, i et klarere Lys for mig selv. Det lykkedes mig i det mindste for et Øieblik at hæve mig til et Punkt, hvorfra jeg kunde betragte min egen Lidelse som uvæsentlig, og hvor jeg kunde gaa uds. 47af mine individuelle og personlige Følelser, for at træde ind i Menneskets høiere Forhold. — Jeg seer nu tilbage paa dette Arbeide, som paa en Mindeblomst i Livet — men en Vlomst, som jeg om muligt skal søge at bevare og udvikle til høiere Fuldkommenhed.
Det kan ikke feile at Du, som selv har studeret langt mere og grandsket langt dybere og seet Tingenes egentlige Natur i et klarere Lys end jeg, vil finde lidet Nyt, og maaskee meget, som Du ønskede anderledes; men det ene er mig nok, hvis Du troer at see mig paa en Vei, der engang kan føre til det, som vi sikkerlig begge erkiende for det høieste.
Mine tunge Øienlaage lukke sig — God Nat! kiære Grundtvig!
Din oprigtige og hengivne
Molbech.
Den 12te Decbr. 1809.