Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Christian Molbech (1810-12-30)

Fra Molbech.
Sorøeden 30. Decbr. 1810.

Kiære Grundtvig!

Jeg forlod Kiøbenhavn i Gaar Morges i en meget glad og lykkelig Stemning, og jeg har tilbragt denne Dag i mit Fædrenehiem med en Sindsro og Tilfredshed, som jeg i lang Tid ikke har kiendt til paa dette Sted. Enhver Gienstand synes mig ligesom ny; Livet er ikke uddødt, men synes paa en af de skiønneste Vinterdage at have gienfødt sig med nordisk Krast. Naturens Ynde er borte, men ei dens Skiønhed.

Ligesom saa meget Andet hos mig er høist forunderligt i denne Tid, endog for mig selv, saa er det og, at skiøndt jeg har været flere Gange i Roeskilde Domkirke, og utallige Gange i Sorøe Kirke — har jeg egentlig dog ikke seet den første før i Gaar, og aldrig den sidste i en saadan Klarhed som i Dag. Jeg gik i Dag efter Gudstienesten næsten et Par Timer omkring i dette saa velbekiendte Hiem, og blev ret fornøiet med det, jeg i Sommer skrev i Kiøbenhavn om denne Kirke. Vel maatte jeg ogsaa her paa Stedet selv erkiende, hvor langt dybere Dit Digt er, end mit prosaiske Brev; men det Udvortes var jo ogsaa Hovedsagen hos mig, og jeg tør haabe, at selv Du ikke har giort det, jeg skrev, aldeles overflødigt. Maaskee kan det endog ved Dit Digt faae en Interesse, som det før ikke havde. I Forbigaaende maa jeg sige Dig, at jeg i Dag ogsaa for første Gang ret nøie betragtede Cantsler Friis’s Monument, saavidt det igiennem Gitterværket kunde ske, og fandt, at det lovede mig langt mere end jeg havde ventet. Hvorfor dette Capel aldrig har aabnet sig for mig, kan jeg heller ikke ret begribe. s. 53 Nu skal det i Morgen, eller saa snart jeg kan, blive min første Omsorg at komme derind.

Jeg beder Dig imidlertid, at Du vil skienke mig den Glæde, med første Post at lade mig høre fra Dig, og jeg haaber, at dette Brev vil vorde mig end mere glædeligt, end det første, Du skrev til Hersleb. Ved ham faaer Du med næste Post Exemplarerne af Nytaarsnat, og jeg haaber ogsaa Idunna tilsendt.

Tilgiv dette Brevs Ubetydelighed! Det vil dog ikke være Dig ganske ukiært. Jeg veed virkelig i dette Øieblik intet andet at skrive om, der af sig selv kunde flyde mig i Pennen, og at jeg skulde konstle, dertil har du vist ligesaa lidt Lyst, som jeg.

Dine ærværdige Forældre beder jeg venskabeligst og ærbødigst at hilse fra

Din evig hengivne
Molbech.