Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1811-07-03)

Fra Grundtvig.
Udby3die Juli 1811.

Venlig Hilsen.

Tak for Dit Brev, som jeg i Gaar annammede. Heden foruleiliger mig kun saare lidet og jeg lever meget behagelig, naar jeg undtager de slemme Levninger af Tankeforvirrelsen, som imellem forstyrre mig. Dog, Gud være lovet, jeg gaar ligesom Dagen, naar den begynder at længes, i hvert Døgn et Hanefjed fremad, og haaber snart at naa den Tid, da Gud og jeg skal være alle mine Tankers Herrer. Jeg har næsten hver Dag Embedsforretninger i Kirke og Skole, hvorved jeg befinder mig meget godt. Forresten læser jeg s. 65 Ebraisk og Kirkehistorie. Dog har jeg ogsaa læst en Del i Saxo og ved den Leilighed optegnet alle de Vedels forældede Ord, jeg stødte paa. Jeg veed, gamle Baden ndgav engang en liden saadan Samling kaldet Symbola etc., og den ønskede jeg, Du tog med dig, hvis Du kom herud, for at jeg kunde se, om han havde alle mine.

De to omtalte Linier i Sigurd:

En Morgenstjerne klædt i Herlighed
og
Og paa hans Vink en Hær af mindre Stjerner

skal rigtig nok hænge sammen, og Utydeligheden ligger udentvivl ene i Ordet: hans, der vel [maa] forandres til: dens, (Morgenstjernens). I Lørdags fik jeg fra Schubothe et Ark til Korrektur, som havde ventet paa dig; Du havde da glemt at henvise den til Hersleb medens Du var borte, Sætteren fattedes og den Gang Manuskript, hvilken Trang Du vel alt har afhjulpet.

Hersleb har vel fortalt dig, at jeg indsattes 1ste Trinitatis af min Broder. Det var en høitidelig, rørende Dag og Forretning; Menigheden tog varm Del i det gamle Præstehuses Følelse af Guds gode, underfulde Styrelse og neppe var noget Øie tørt. —

Hils Dons mange Gange og spørg ham, om han da slet ikke vil skrive mig til og i det mindste lade mig vide sit Husnummer, for at jeg kan skrive til ham. Hils ogsaa Hersleb meget, og husk paa Collegiet at tage dine vildfarende Bøger, som nys nær havde vandret herud. Mine Forældre, som efterat min Fader har havt en Feber, ere friske, og jeg vente dig.

Grundtvig.

5