Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1811-12-04)

Fra Grundtvig.
Udbyd. 4de Decbr. 1811.

Kære Molbech!

Oprigtig Tak for din Uleilighed med mine nordiske Optrin, og fordi du saa smukt bragte min Pige sit Exemplar! Jeg havde rigtig nok med sidste Post ventet nogle Exemp. fra dig, men du har havt Forhindringer og Tingen siger ikke stort. Men siig mig, kære Ven! hvorfor skriver du mig aldrig til? Det forekommer mig ret, som vore Hjerter ere blevne ganske fremmede for hinanden. Det bør ikke saaledes at være; at slaa varmt for Alle, dertil skulle vi ved Guds Hjelp se at vænne vore Hjerter, og fremforalt ei lade dem blive lunknere mod Nogen. Til hvem skriver jeg dette? til dig eller mig selv? Egenlig til os begge. Skal jeg sige min Sandhed, maa jeg bekende, at vort Forhold, paa nogle faa Undtagelser nær, har været mere aandigt end hjerteligt, og det har stedse syndes mig, som om vore Hjerter enten ikke ret forstode hinanden, eller ikke kunde finde Foreningspunkter ret. Allerunderligst maa det synes, at just, da de vare hinanden allernærmest, syndes de paa eengang at fjernes videre end nogensinde. Du har ikke glemt forrige Decembers tunge Dage og den følgende haarde Vinter. Da leed du med mig, kære Molbech! og derfor velsigne dig Gud! ja ikke det alleneste, men neppe vare vi nogensinde nærmere ved at forliges i vor Tro paa det Guddommelige og dets Aabenbarelser. Men netop fra den Stund har du, om jeg ikke tager Feil, trukket dig tilbage, og mig tykkes at have sporet i din venskabelige Omgængelse en vis Tvang, ei som om du tvang dig til at synes min Ven, uden at være det, men som om du nedtvang Noget, der enten vilde sætte sig imod vort Venskab, eller dog forstyrre vor Glæde ved at omgaaes. Sikkerlig har du sporet s. 67 noget Lignende hos mig. Jeg tager meget Feil, hvis ikke vore religiøse Meninger volde dette spændte Forhold. Jeg har adskillige Gange talt med dig om Kristendommen, saaledes som jeg troer den, Maaden hvorpaa du optog det var til adskillige Tider forskellig, men Virkningen har udentvivl næret, at du troede at spore hos mig et vist Proselytmageri, en vis Lyst til at paatrænge Andre min Tro, og dette er det da vel, som holder dig tilbage fra mit mundtlige og skriftlige Samfund. Hør nu min Bekendelse herom: Naar jeg troer at mine Meninger om Gud, hans Væsen og vort Forhold til ham ei støtter sig paa mine eller Andres Gætninger og kløgtige Slutninger, men Paa en klar Aabenbarelse af Gud i de hellige Skrifter; naar jeg fremforalt troer, at der er ingen Ro at vente paa Jorden, ingen Salighed hisset, naar Hjertet ei er villigt til at bøie sig under Jesu Kors og tilegne sig i inderlig Kiærlighed hans Fortjeneste, da maatte jeg være et aldeles hjerteløst Menneske, dersom jeg ikke ønskede alle Mennesker den samme Tro, og dersom jeg ikke greb Leiligheden til at tale med Venner og Kyndige om deres og mit vigtigste Anliggende. Feilen hos mig ligger da kun deri, at jeg stundom taler derom, ene for at overbevise mig selv om, at jeg ei skammer mig ved Korsets Ord, skønt jeg veed at det for Mange er en Forargelse og Daarlighed. Naar saa skeer, da bliver just derfor min Tone ei den inderlige, hjertelige, hvori der burde tales, men snarere bydende, stolt og ukærlig. Men efterhaanden som jeg indvortes bliver mere rolig og fristes mindre til at dølge min Tro, desto mere køber jeg den beleilige Tid, destomindre taler jeg om det Hellige, uden naar Talens Gang selv leder mig did og jeg overvældes i mit Inderste, og da er jeg vis paa at tale saaledes, at selv den der ikke overbevises, dog ingenlunde vredes, naar det er ham redelig om Sandheden at gøre. Dernæst kan jeg forsikkre dig, at jeg aldrig har været saa sand tolerant, som netop nu, da jeg maaske synes det mindst. Jeg veed det nu af egen Erfaring, hvor Lidet Mennesket raader sig selv s. 68 og at visselig, som Jesus selv siger, Ingen kommer til ham, uden Faderen faaer draget ham med sin Aand, og jeg troer Jesus naar Han siger, at Enhver som er af Sandheden, hører hans Røst; Dette forvisser mig om, at Enhver som ikke genstridig forskyder Sandheden, kommer ogsaa til den, og jeg overlader det rolig til den himmelske Fader, ad hvilke Veie Han vil drage de adskillige Naturer hen imod sig. Altsaa, kan det ske, da lad et endnu inderligere Forhold end nogensinde sammenknytte os! Jeg veed, du saavelsom jeg, trænger til Meddelelse, og jeg troer ikke du mellem Venner og Kyndige har Nogen, med hvem Du deler hvad der rører sig i dit Inderste; har du den Tillid til mit Venskab, som jeg troer du har havt, da tal med mig hvad og som du vil, med Guds Hjelp skal du altid finde et aabent Vennehjerte, som vil dele Alt med Dig, som det kan! O, min Ven! jeg har seet det, Meget bøier og knuger og klemmer ogsaa stundom dig, og du længes vist efter at komme i Harmoni med dig selv og alt hvad der omringer Dig. Saa adskillige end de Veie ere, som Menneskene kaare sig til dette Maal, lade de sig dog alle henføre til de tvende, paa hvilke Jesus med sin dybe Visdom henpegede, da han sagde til En: du bekymrer dig om de mange Ting, Eet er fornødent. Det er vist, Noget maa Mennesket bekymres for, enten det Ene eller det Mangfoldige; hvo som kaarer dette, forvirres stedse mere af de mange Ting, hvem det undes at keise Hiint, er fri for det Mangfoldiges Bekymring og føler sig rolig og glad midt i sin Bekymring. —

5*

Seidelin har sendt mig din Plan om Ditmarskerkrigen. At fremstille dette Folks mærkelige Liv, var for endel Aar siden et af mine Ønsker; Gud velsigne dit Arbeide, men det behager mig ikke ret, at du kun kortelig vil berøre Folkets Historie før de danske Krige, da det vel vil være vanskeligt i en sammentrængt Udsigt at gøre de Skridt synlige, ad hvilke Folket gik op og ned. Dog, det er kun s. 69 saa mine Tanker, hvorpaa jeg ingen Vægt kan lægge, da jeg i Grunden Intet kender til Landets Historie.

Hils Dons, Hersleb og andre Kyndige venlig

fra
din Ven
Grundtvig.