Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Christian Molbech (1813-01-26)

Fra Molbech.
Kiøbenhavn26. Jan. 1813.

Kiære Grundtvig!

Jeg maatte gaae ud af min egen Charakleer, jeg maatte vise mig falsk og tilbageholden, om jeg ikke med den Aabenhiertighed, jeg altid har viist imod Dig, sagde Dig: at jeg efter at have giennemlæst Din Verdenskrønike neppe bliver Din Ven, saaledes som jeg hidtil har været det. Jeg skal i Korthed forklare Dig dette; thi jeg vil ikke indlade mig i vidtløstigt Skriveri om en Sag, som intet andet Resultat vil give, end hvad jeg forud veed, og som desuden er mig intet mindre end behagelig.

Om Du, saaledes som jeg, var i Stand til, i Hiertets Forhold at sætte de videnskabelige til Side, vilde i vort Venskab ingen Forandring skee — men dertil kiender jeg Dig sor vel. Jeg sor min Deel kan fra den Side Intet have imod Dig. Jeg har kiendt Dig fra en agtværdig og i nogle Dele elskværdig Side, og Du har vundet mit Venskab. At Du har skrevet en theologisk Polemik, som Du kalder Verdens Krønike, kunde, uagtet Du derved har tabt Noget i min Agtelse, endnu ikke svække mit Venskab for Dig, og jeg skulde i vore personlige Forhold endnu meget vel kunne glemme dette. Men at jeg naturligviis ved flere Leiligheder, hvor det ikke kommer an paa Hiertets Følelser, men Paa Fornuftens Overbeviisninger, maa komme i Opposition til Dig, og yttre denne ligesaa frit, som jeg er vant til, dette veed jeg, Du ikke vil taale, og dette vil bringe et mig ukiært, men uundgaaeligt Brud i vort Venskab. At vi ville staae ligesaa ærligt og aabent imod, som ved Siden af hinanden, tvivler jeg ikke paa; og saa oste vi kunne mødes, og en Stund vandre sammen, som gamle Venner, s. 99 vil dette glæde mig inderligt. Vi have jo dog endnu de gamle Foreningspunkter: Gud, Natur, Fædreland, Dyd og Skionhed — og disse kunne vel endnu mangen Gang føre os sammen.

Om Din Bog kun disse faa Ord. At Du i den har udført en egen Idee, kan jeg Intet have imod. Du maatte vel dertil have samme Ret, som enhver Anden, der har nogen Idee. At Du mange Steder har talt med Diærvhed og Frimodighed, ligesaa lidt; thi jeg agter høit disse Egenskaber. Men hverken Din Consequents eller Din Diærvhed forblinder mig. For Videnskabens Domstol vil Din Bog ikke bestaae. Partiskhed i Historien fælder Dig, og at appellere til Bibelen nytter Dig ikke; thi den rene Historie har Intet med Theologien at giøre. Selv skal den udvikle Forsynets Gang; og Verdens Krønike skal ikke skrives fra en positiv Religions Standpunkt. Før og efter Christus var Gud, Menneske og Natur.

Men jeg vil ikke berøre Din Bog fra dens svageste Side, den, som den giver blot for den historiske Kritik. Den, som skulde være dens stærkeste, at den vil uære en Udvikling af Christendommen, er imidlertid svag nok for det seende Øie. Er den Aand, som raader hos Dig, eller i Din Historie og flere af Dine seneste Skrifter, Christendom, da er det dog ikke den Kiærlighedens Aand, Jesu Lære aabenbarer. Du har villet og vil dømme den hele Verden, og Dn synes derved mere og mere at tabe Kiærligheden og at glemme, at det er ene ved den, vi kunne nærme os Gud. Det Standpunkt, hvorpaa Dn har sat Dig, ikke som Historiens Fortæller, men som dens Dommer, maatte nødvendig føre Dig til Hovmod; at denne ved flere Leiligheder (f. Ex. hvor Du vil bedømme Kant og Schelling) stiller Dig blot for Latter, giør mig saare ondt. Vogt Dig, at ikke Tro paa en større Kraft hos Dig selv, end Du har, leder Dig til endnu større Vildfarelse, Daarlighed og Uretfærdighed.

Det, som falder mig tungest at sige Dig, er at jeg s. 100 sinder Din Diærvhed ikke eens mod Alle. Du har uden Skaansel krænket Mange i Fædrelandet — men Du er taus om de Mægtige, og det der, hvor Du nødvendig har maattet giøre Vold paa Dig sekv, for ikke at tale. Maa ikke enhver troe, at om de, som Du med saa megen, jeg maatte næsten sige fremtvunget Haardhed har angrebet, ogsaa havde havt verdslig Magt, da havde de været i Fred for Dig? — Fra Dit Standpunkt, hvor Du vil være hævet over den hele Verden, maatte Du enten sige Alt eller Intet. Man siger om Dig, at Du gierne vilde være en Martyr for Christendommen — men en halv Martyr er ingen.

7*

Jeg har nu sagt, hvad jeg maatte sige Dig, en ringe Deel af hvad jeg kunde. Jeg ønsker Dig den Rolighed, hvormed jeg har skrevet det, og os begge Fred og Kiærlighed i Hiertet og den Høiestes Naade og Beskiermelse.

C. Molbech.

Din Faders Død, og at han saa kort før sit Endeligt tænkte paa mig, som jeg troede, han længe havde glemt, har rørt mig meget. Jeg havde megen Ærefrygt for den hæderværdige Olding, og jeg veed Intet bedre at ønske Dig, end at Du maa ligne ham.