Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1813-04-10)

Fra Grundtvig.
Til min Ven Christian Molbech. (I Anledning af
Kjøbenhavns Skilderie Nr. 18).
[Kbhvns. Skild. Nr. 29, for 10. April 1813.]

Jeg har skrevet et kort Begreb af Verdens Krønike, som du kalder en historisk Polemik eller en polemist Historie. s. 106 Imod Navnet har jeg intet, thi paa en Tid da mein stræber at indbilde Folk, at Gnd er udelukt baade af Tiden og Rammet, maa en sand Historie nære polemisk (krigerisk), saavist som der er en Gud til, uden hvis Villie end ikke en Spurv falder til Jorden; og kan min Bog gælde for en nogenlunde god Polemik, da skal det glæde mig ganske anderledes, end om den lovedes som det ypperste Konstværk, Tiden kunde have sin Øienslyst af at stirre paa, glat som Silke for Haanden, blødt som Edderdun for en overdaadig Aand at strække sig paa. Hvad jeg har imod, er kun: at du kalder Bogen saa i Modsætning til et egenlig historisk Værk; thi før du heri kan forlange at staae til Troende, maa du bevise, at det er Historiens Egenskab ikke at vidne om Gud, ikke at føre Krig mod dem, som vil gøre alt til en vild Tummel af Hændelse og Lidenskab, eller til en Blindebuksleg, hvori Gud skal fange sig selv, kort, mod Tilfældets og Skæbnens Afgudsdyrkere. Men du indrømmer jo, at Guds Fingerspor ere synligen tilstede i Historien, men at de sees bedst, naar man ikke peger paa dem; saaledes maatte den tørrefte Aarbog være det klareste Speil. Man maatte antage, at alle Mennesker vare lige klarøiede i samme Afstand, at Historie kun skulde skrives for dem, der selv havde ransaget og forftaaet den. Dette er kun Vink; til egenlig Drøstning af Saadant passer dette Blad sig ikke, men Sagen er klar.

At du giør Nar ad mig, som om jeg tillagde mig den Forudvidenhed, at ingen Nulevende kan give os en sømmelig Danmarks Krønike, fordi jeg ved Talen om Snhm siger, at Danmark ingen saadan har fostret, er Ordkløveri, og kan min Mening være tvivlsom?

Men at du siger, jeg anseer en sandfærdig Fortælling om det Forbigangne for en ringe Ting, det er en slem Usandhed af dig, som jeg ikke vil opfordre dig til at bevise, thi det kan du ikke og vil vist ikke heller prøve paa, men til at genkalde, som Noget, der er sagt i en besynderlig Overilelse. Du henviser til min Bog Pag. 322, men just s. 107 den vidner imod dig vgsaa paa bette Sted, det vil du selv see, naar du rolig læser Ordene i Sammenhæng, thi de lyde jo saa: „de (somme og ikke saa saa Folk) mene, at en god Krønike er en nogenlunde saudsærdig Fortælling om det Forbigangne, udsmykket med platte Anmærkninger og høitravende Ord; at ville spore den Usynliges Finger i Tidernes Gang, det hedder Sværmerie Paa deres Tungemaal og er et vist Mærke paa forrykte Hjerner; ligefrem, enfoldig Tale hedder Barnesnak, som Man, i Betragtning af de uoplyste Tider, kan tilgive Herodot, Snorro og de Hellige Skribentere, men Ingen nuomtide." Jeg synes rigtig, at knap en Fjende, end sige en Ven kunde faa opdage mindste Spor til Ringeagt for den sandfærdige Fortælling, eller Grund til den Formodning, at jeg kanske ansaa de platte Anmærkninger og høitravende Ord for Sandhedens uadskillelige Følgesvende. Men, sæt at mine Ord vare ligesaa tvivlsomme som de ere tydelige, da kunde jo ikke de, men ene min Fortælling selv være et gyldigt Beviis for, hvorvidt jeg ringeagtede Sandsærdighed eller ikke, thi har jeg fortalt sanddru, hvad vilde det da sige, om jeg etsteds havde forskrevet mig; og er min Fortælling løgnagtig, hvad kunde det da hjelpe, om jeg nok saa smukt havde lovet Sandsærdighed?

Men, kære Molbech! hvad kunde da forbittre dig saa saare, at du glemte at læse ret, ja at du glemte, at du i mere end 4 Aar har kendt mig som et paa menneskelig Viis sandfærdigt Menneske, eller kender du mig for en Løguens Ven? Det maatte rigtig Folk, som ei vidste mere om mig, end at du var min Ven, let falde paa. Jeg veed, hvad der har forbittret dig saa saare, og det smerter mig mere end hele Resten; men saalænge du tier, vil jeg ogsaa tie, og det vilde bedrøve mig, om du nøder mig til for alle disse fremmede, tildeels ukærlige Ansigter at sige dig, hvad min Bogs Brøde er i dine Øine.

Molbech! lad ikke det Nærværende skygge over det Forbigangne og vend ikke det Tilkommende Ryggen! Vi s. 108 fødtes, vi færdes, vi fløtte, da fpørges et, om vi sankede Haandklap og blæste glimrende Bobler, men om vi tænkte og talte og vandrede som for den alvidende Guds Aasyn. Han er Herren, vi ere Støv, kun levende naar hans Aand opfylder os. Han er Hellig, vi ere Syndere, og Hans Barmhjertighed det eneste Anker, som kan holde i den store Storm; give Gud, at disse Sandheder maa staa os dybt og læselig præntede i Hjertet, at vi stirre paa dem med stadigt Øte! Da siger det ikke stort, om det lod som vi adskiltes vidt fra hverandre, snart skulle Hjerterne længes og lede og mødes, men i al Fald forenes, naar Verden og dens Begæring forgaaer, naar kun Tro, Haab og Kærlighed blive ved! Det er første og gid det vorde sidste Gang jeg greb Pennen for at skrive dig saaledes til; men jeg beder dig, rør ikke ved min Bogs Hjerte! thi da maa det paa min Skrift lade, som jeg var din Fjende, enddog du vist ikke i Verden skal sinde en Ven mere trofast end med Guds Hjelp

din stadige Ven
N. F. S. Grundtvig.