Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Christian Molbech (1813-uu-uu)

Fra Molbech.

Til Hr. N. F. S. Grundtvig, Capellan i Udby, i Anledning af hans Verdenskronike og Kiøbenhavns Skilderie Nr. 29 fra Christian Molbech. Kbh. trykt hos Andreas Seidelin 1813. (35 Sider).

[Udtog.]

Efter en almindelig Udtalelse om sit tidligere og nuværende Forhold til Grundtvig og en Opfordring til mah s. 109 om at vogte sig for „overdreven Selvtillid“ og for „den usalige Indbildning, at han er berettiget til at fordømme enhver, som ikke deler Tro og Overbeviisning med ham“, fortsætter Molbech saaledes: „Mod Eensidighed vil jeg ikke advare Dig, da Du, paa dit nuværende Standpunkt, umulig kan undgaae den; men dog vil jeg raade Dig, saalænge Du ikke reent ud negter den menneskelige Fornuft sit guddommelige Udspring, og Videnskaberne deres Værd for Menneskets Forædling, at beflitte Dig Paa et grundigen og mere udbredt Studium, naar Du tager Dig for at skrive videnskabeligt, at aslægge Ringeagt for Lærdom, Philosophie og Konst, og at vise mere Retfærdighed mod de Mænd, der i disse Dele have udmærket sig. Endelig vil jeg ikke blot raade Dig, men i den Religions Navn, Du prædiker, paaminde Dig om: at Du vogter Dig for, at ikke et Haardt og menneskesiendsk Sind skal tage Overhaand hos Dig; at Du ikke lader Kiærlighed uddøe i Dit Hierte, og ved Din Bitterhed, Din Ringeagt for Mennesket, Din Haan mod Alt i Tidsalderen, leder Hierterne bort fra den Religion, hvis Stølte Du vil være, i Stedet for ved Mildhed, Ydmyghed og venlig Sagtmodighed at lede dem til Gud og Christus“ (S. 6—7).

For at forebygge „ukiærlige Vink, krænkende Mistolkning og uretfærdig Beskyldning" (hvorved sigtes til G.s sørst tilslørede, siden i „Krønikens Gienmæle" aabent ndtalte Formening, at M. ikke var nogen sand troende Kristen), giver M. den høitidelige Forsikkring, at hans Tro og Overbeviisninger ere saaledes, at han tør vedkjende sig dem sor Gud og Verden, og at han, langt fra at harmes over den grundtvigske Lære, betragter den med fuldkommen Sindsro, idet han bevarer en „glad Fortrøstning til det evige Væsen og en ubesmittet Æresrygt sor Religionens Helligdomme." Han forsvarer sig fremdeles imod G.s Beskyldning for Ordkløveri, men indrømmer, at han kan have missorstaaet enkelte Steder paa Grund af Udtrykkets Uklarhed, ligesom han erkjender, at det havde været rigtigere s. 110 at udtale sig om Bogen i Almindelighed end om nogle enkelte, løsrevne Steder deri. Herpaa følger da en saadan Udtalelse, hvis Hovedsum er, at M. anseer den grundtvigske Verdenskrønike „som god i sin Hensigt, men som mislykket i sin Udførelse“. Dette begrundes nu i det Følgende, hvoraf vi maa nøies med at anføre enkelte Hovedsteder.

„Din Beskuelse af Christendommen vil jeg ingenlunde dadle . . . men Maaden, hvorpaa Du har bragt den ind i Verdens Historie kan jeg, efter mit Begreb om dennes Væsen, ikke andet end sinde urigtig, for saa vidt som Du ikke blot har villet udvikle en egen Hypothese eller Idee, men som Du har villet sortcelle Universalhistorien. Dette maa skee, ikke fra nogen positiv Religionslæres Standpunkt, men fra den høieste, som for Historien gives: Religionens, eller det Guddommeliges Aabenbaring i alle Tider og i Menneskeslægtens hele Udvikling. Saaledes er det at forstaae, at Historieskriveren ingen Religion skal have . . . . Christendommen, som den høieste og guddommeligste af alle Religionslærer, Tiden har seet, kan han dog ikke betragte anderledes end som et Factum, saafremt han vil give en reen Fortælling; thi anden historisk Fortælling end den, som er en Fremstilling af Facta, lader sig ikke tænke. En Historie, grundet paa individuel Tro, er ligesaa umulig, som en positiv Religion, grundet paa den blotte Forstand. Eet er derfor at skrive en Universalhistorie, et Andet at giøre den til en christelig Philosophie over Historien. Dette maa vel egentlig kaldes Din Hensigt; men derved har Du ogsaa tilintetgiort Fortællingeus Reenhed i Dit Arbeide. Du har enddog berøvet Dit Arbeide en væsentlig Fortieneste, idet Du med en stedse polemisk Aand har skildret Christendommen som en uafbrudt Kamp, og derover langt mindre end Du burde, har viist den som seirende, eller i dens for Menneskeslægten velgiørende og forædlende Virkninger, om hvilke hele Historien vidner. Derfor synes Christendommen i Din Historie, som i Din Poesie, mere i en mørk, truende s. 111 og afskrækkende Skikkelse, end i den milde Guddomsklarhed, hvormed den i atten Aarhundreder har udbredt Lhs og Velsignelse over Jorden." (S. 11—12) „At H istorie og Polemik ere heterogene Ting, synes det som Du ikke vil vide af, da Du mener, „„at en sand Historie nødvendig maa være polemisk (krigerisk) i denne Tid, da man stræber at indbilde Folk, at Gud er udelukt baade af Tiden og Rummet.“ “Men for det første er det vist heller ikke Din Mening, at man skal indelukke Gud i Tiden og Rummet, eller lade det Endelige indeslukke det Evige. At Gud i Tiden har aabenbaret sig, dette er netop hvad Historien skal vise; men dette giør den ikke med Kiv og Trætte eller ved at føre Krig, men ved roligen at fremstille Tidernes Billede, som disse have gienstraalet det ... . At den tørreste Aarbog er det klareste Speil, har jeg aldrig sagt; men vel siger jeg: at den sandfærdigs te, reneste Historie er Tidernes klareste Speil — og jeg gad vide, hvorledes Du vil modbevise det. At det, Du kalder Guds Fingerspor, Herder „die Nemesis der Geschichte“ og jeg Aabenbaringen af en høiere Magts Styrelse, sees bedst naar man ikke peger derpaa, har jeg sagt, fordi dette, som er hvad Herder kalder Historiens hellige Hemmelighed, ligesom er en usynlig Aand, der gaaer igiennem Historien og aabenbarer sig. som Siælen aabenbarcr sig i Legemets Virkninger. At pege paa denne, er heelt overflødigt, naar man kun lader den selv raade, eller troligen, saa nøie som muligt følger dens Gang igiennem Tider og Begivenheder, og fortæller disse saa sandfærdigt ɔ: saa nøiagtigt, saa klart og saa roligt, som man formaaer“ ....

„Hvad nu Christendom i Historien angaaer, hvis store og underfulde Virkninger jeg ikke er blind for, saa maa dens Idee dog nødvendig være høiere end Lutherdommens, der kun er en enkelt Side af Christendommen .... Men nu har Du egentlig mindre som Christen end som Lutheraner betragtet og skildret Historiens Phænomener, og Du vil, at man skal ansee denne Synsmaade for den ene rigtige s. 112 . . . . Hvorlidt Du er retfærdig og upartisk mod Catholiker, som mob andre Christne, der ikke ere Lutheranere, saa vil Du bog ikke kunne negte dem den samme Ret, som Du tiltager Dig selv: at fremstille Christendommen i Historien efter deres Religionsmeninger, og saaledes har Din Methode banet Vei til, at vi herefter i det Mindste maae erkiende ligesaa mange forskiellige Behanblinger af Historien, som der gives christelige Religionspartier, i Stebet for den ene, som udspringer af Historien selv." .... I Forbindelse Hermed dadler M. nu fremdeles Grunbtvig som Historieskriver for Mangel paa den Klarheb og Roligheb, som er en absolut Betingelse for Sandheds Talsmand og Tolk, og et Stempel, som er paatrykt alle Tiders historiske Mestervørker. „En lidenskabelig Heftighed sætter Din Aand i Bevægelse, og denne har drevet Dig til næsten overalt, men dog fornemmelig fra Reformationen at fornegte Historiens fortællende Natur og giøre den til et Stridsskrift“ (S. 14—19).

Efter disse mere almindelige Jndvendinger gaaer M. derpaa over til at omhandle den Partiskhed i de enkelte Domme, som han mener er en Følge af G.s lidenskabelige Eensidighed. „Jeg vil berøre den Feil, hvori Du, henrevet af en overbreven Tillib til Dig selv og af en Iver, hvis Kilde kan være god, men hvis Yttring ikke et det, har giort Dig skyldig i Din Krønike. Dette er Din Uretfærdighed og Ukiærlighed mod mangfoldige store og fortiente Mænd. som Du har villet bedømme ; det er denne, som allerførst og allermest vakte min Uvillie mod Din Bog, som fordunkler saameget af det Gode, den indeholder, og hvorfor Du visselig fortiener en streng og alvorlig Revselse . . . . Jeg skal ikke opregne det hele Tal af Mænd, som jeg føler og troer, Du i større eller minbre Grab har giort Uret; men jeg skal nævne et Par Udlændinge og et Par Danske, som ere blandt dem, over hvilke Din Daddel vakte min høieste Uvillie: hine Schelling og Johannes Müller, disse Bastholm og R a h b e k. " — Disse sire Forfattere, s. 113 samt i Forbigaaende tillige Schleiermacher og Griffen feldt, tager M. derpaa i Slutningen af sit Skrift i Forsvar mod G.s Yttringer om dem, hvis formentlige Eensidighed og Skjævhed han i Korthed paaviser og drager skarpt tilfelts imod. Navnlig om Johannes Müller, „en af den nyere Tids største Historieskrivere eller maaskee den største, “ tager han varmt til Orde og bebreider G., at han ikke har omtalt ham med sømmelig Ærbødighed, men brugt letsindig henkastede Ord om hans „tabte Christendom, om hans historiste Halvhed, om hans Fædrelandshistories Kiedsomme lighed og smaavorne Vidtløftighed,“ i Stedet for at tale med Ærefrygt om en Mester, han selv (G.) aldrig naaer, og i det Mindste tære at kiende ham heel, inden han kaldte ham halv. — Efter endnu tilsidst at have anerkiendt Grundtvigs gode Hensigt, hans Begeistring for Religionen, personlige Redelighed og Sandhedskærlighed, stutter M. med følgende Ord: „Jeg anseer det for Misbrug af et helligt Navn i dette Øieblik at kalde mig Din Ven; Din Uven er jeg ikke og ønsker inderligen aldrig at blive det. “