Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Christian Molbech (1813-08-05)

Fra Molbech.
Til
Forfatteren af Krønikens Gienmæle.

Hvad vil Du, som med selsom dobbelt Stemme
Endnu som Ven vil byde mig Farvel?
Mon Du vil lade mig og Andre glemme
Hvad altid jeg vil mindes alt for vel?
Mon Hiertet taler, hvor Du Læben rører
Til Lyd af fagre, vennehulde Ord?
Mon virkelig i Sindet fast Du troer,
At ikkun dem jeg i Din Tale hører?
Hvad heller vil Du, som Du har begyndt,
For kun om alting aabenlydt at tale,
Mig og mit Venskabs Tab for Folket male,
At det maa troes, hvad sidst Du har forkyndt?

Om virkelig det gik Dig nær til Hierte,
At ei Du meer kan kalde Dig min Ven,
Om Du har følt den nævnte bittre Smerte
Idet en Blomst Du mat lod visne hen,
Som engang spired kraftig frem i Vaaren,
Som voxte under Smil og Veemodstaaren,
Men bar dog aldrig Hiertets modne Frugt,
Som Du vel ganske artig fandt at eie,
Men aldrig ændsed, kiærlig ømt at pleie,
Fordi den dufted med sin egen Lugt:
Hvi gød Du Gift i Vandet paa dens Rod,
At snart dens Liv fortæret maatte svinde?
Hvi troede Du Dig stedse alt for god,
Til den paa Hiertes milde Vei at vinde? —
Og naar jeg traadte aaben for Dig hen,
Som den, der hylded ei den stolte Lære:
At hvo ei troer hvert Strøg af Grundtvigs Pen,
Maa derved blot en gudløs Kiætter være:
Hvi holder Du Dig ei til hvad jeg skrev,
Men hist, som her, med vrange Ord mig sigter,
Som den, der Gud og Fædrelandet svigter,
Fordi Din Ven jeg længere ei blev?

9*

s. 132 Hvor har Du med ukiærlig Kløgt udfundet,
At jeg i Danmark ikke længer er?
Men, tænk engang! er flygtet over Sundet,
Imens Du havde det saa travelt her
Med Krøniken for Lyset frem at bringe,
Og dog med al Din Kraft ei kunde tvinge
Os til at finde mesterlig Din Bog.
Og siden ogsaa jeg er af de Blinde,
Som ei den skiulte Storhed ret kan finde,
Saa hedder det, jeg, ikke rigtig klog
Med Grundtvigs Venskab og har tabt alt Andet,
Som helligt er mig i mit Fædreland,
Og aldrig meer paa denne Side Vandet
En ærlig Mø i Øiet skue kan,
Fordi ei blot jeg Krøniken at svige
Med uhørt Dristighed mig understod:
Men vovede endog med Frækheds Mod
At glemme falsk mit Danmark i dets Pige.

Nei, viid, min fordums Ven! hvor Du end drømmer
Mig flyttet hen fra Danmarks Moderstrand,
Jeg er endnu blot der, hvor det sig sømmer,
Og evig kun midt i mit Fædreland.
Det føiger mig, hvor jeg paa Jord end vandrer,
Og var det end, hvor Død dets Kald mig bød.
Ei med mit Ophold jeg min Tro forandrer:
At Dansk jeg døe bør, som jeg Dansk blev fød.
Ei Svig og Falskhed plette skal mit Minde:
Hvad Wren bød, jeg glemte ingentid,
Og ingen Danmarks Mø vil nogensinde,
Som Du, bebreide mig en troløs Id.
Ja, som endnu det Evige jeg aner
I Livets hele underfulde Kreds:
Saa frygt kun ei, at Tidens Tulipaner
Skal fængsle mig her eller nogensteds.
Til værdløs Glimmers falske Farveglands
Jeg aldrig rakte hen min Hyldings Krands;
Men heller ingen busket Bonderose
Med grove Form saa let indtager mig,
Og der, hvor Valmuer saa døsigt ose,
Min Aand ei elsker at forvilde sig.
Om Sorøes Altergrav mig ei at minde
Behøver Du, end er jeg tidt derinde.

s. 133 End er ei barnlig Fromhed slukket ud,
End løfter sig mit Sind til Alles Gud.
End er jeg et i Sorgens mørke Nat
Af hellig Trøst, af Tro og Haab forladt;
Og naar jeg mødig lægger brudte Stav,
Jeg veed, ei Aanden dækker Muld og Grav.
Og rinder kun een Taare ved mit Lig
Fra Hiertet, som jeg elsked uden Svig,
Ei skal jeg eensom og forladt da møde
Mit nye Livs gienfødte Morgenrøde.

Og nu Farvel! — om stolt og kold Du kalder
Den, som Du lige slet har kiendt og dømt,
Da viid, at heller end af Dig berømt,
Jeg for Din Dom med Müller, Bastholm falder.
Viid, at som ingen Mø i mig har tabt sin Svend,
Har Du ei tabt, men selv fraskrevet Dig Din Ven.
Ei til at skienke bort mit Hierte snar —
Hvo engang fik det heelt, det evig har.
Naar Du har mistet, hvad Du selv har vraget,
Let bør Du savne, hvad Du let forsaged.

Christian Molbech.

Den 5te August 1813.