Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Christian Molbech (1826-03-25)

Fra Molbech.
Kiøbenhavnd. 25. Marts 1826.

Det har længe (nemlig et Par Maaneder; thi længere har jeg dog ei havt disse Aftryk) været mit Forsæt, selv at bringe Dem det medfølgende Glossarium til Riimkrøniken, i Mangel af Bogen, hvoraf jeg ikke har noget Exemplar til min Raadighed, og som jeg formoder, De alt besidder. Det vilde giøre mig ondt, om det ikke var saa; thi det har været mig særdeles kiært af et Digt i Aftenbladet at erfare, at det synes, som De er tilfreds med Udgaven af denne gamle Bog, som vi begge, uafhængig af s. 134 hinanden, og hver paa sin Maade, ere komne til at ynde. Da jeg nu virkelig hindres fra at udføre bemeldte Forsæt, efterdi en ubehagelig Knæskade i 3 Uger har giort mig til en Stuefange, beder jeg Dem tillade mig at sende Dem dette Appendix til Riimkrøniken, der blot er at betragte som en lille literarisk Sieldenhed.

Jeg har mangengang erindret mig den behagelige Samtale, jeg forrige Sommer havde med Dem paa Bibliotheket, og ikke glemt den venlige Maade, hvorpaa De indledede den. Jeg har ofte tænkt mig: hvorfor stulde ei et nyt,literarisk og venskabeligt Forhold kunne oprinde imellem to Mænd, der i en yngre Alder vare Venner, skiøndt 13, tildeels uvenlige Aar adskilte dem? — Det er fandt, en maaskee endnu større Kløft, end disse Aar, skiller dem ad — en Kløft af Meningsforskiel, af forskiellige Anskuelser af mangfoldige, og det ret vigtige Ting i Livet. Men Meninger og Tro ere dog ikke Alt hos Mennesket — thi vare de det, maatte Isoleringen være langt større i Verden, siden dog neppe to tænkende, og altsaa menende Mennesker, tænke fuldkommen eens. Og betyde hos saadanne Mennesker vist nok Meninger meget, faa ere vi dog vel et heller i eet og Alt saa rene Antipoder, at aldeles intet Foreningspunkt imellem os er tænkeligt. Jeg troer saaledes, at vi begge, hver paa sin Viis holde af vort Fædreland, af det danske Sprog og dansk Literatur — foruden andet mere, som kan have fælles Interesse for os. Er dette saa, seer jeg ingen Grund til at antage, at vi skulde være evig divergerende Linier, eller at der slet ingen Gienstand var, hvori vor Stræben og Virken støbte sammen; og at De mener det samme, derfor har jeg troet at sinde Beviis i Deres venskabelige Ittringer til mig i Fior.

Hvad mig angaaer, der lever mest for det Nærværende og Fremtiden — saaledes nemlig, at jeg helst betragter alt Forbiganget fra en blot historist Side — da kunde det ikke falde mig ind med nogen Tanke at ville Dem ondt, fordi jeg for mange Aar siden maaskee var Dem fiendtlig sindet; s. 135 tvertimod vil jeg altid ønske, det maa gaae Dem vel, og bedre end det — efter min individuelle Mening — forekommer mig at maatte gaae den, der altid lever som i Harnisk og paa Feltfod.

Det samme troer jeg nu ogsaa om Dem med Hensyn paa mig, men nu er det vist nok, at to Mennesker kunne være i det Tilfælde, at de slet ikke tænke paa at giøre hinanden ondt, endog have en personlig god Villie til hinanden, og dog ei ere skikkede til nærmere Samqvem og Forbindelse. Maaskee er dette end mere Tilfældet med dem, som engang stode i et nært og fortroligt Forhold, der syntes at blive voldsomt og aldeles sønderrevet; om de endog efter en lang Række Aar fandt, at der ikke syntes at være nogen Grund, hvorfor de ei skulde kunne bevare og oplive, hvad der endnu af hiint Forhold var tilbage — uden at det derved er sagt, hvor nær en saadan Oplivelse kunde føre dem. Herom maa jeg ogsaa, i Følge min nærværende Beskuelse af Livet, være ubekymret; men det var mig derfor ikke mindre kiært at blive forvisset om, at De, selv paa Deres nuværende Standpunkt, er fredelig og venlig sindet mod mig, hvilket maatte glæde mig, baade fordi jeg i sig selv ikke godt kan finde mig i Fiendskab med dem, jeg engang har staaet paa en venskabelig Fod med, og fordi jeg fra flere Sider har megen Agtelse for Dem — ogsaa fra den, at jeg anseer og altid har anseet Dem for en sand Bekiender og Lærer af den Tro og de Grundsætninger, som De vedkiender Dem — disse maa nu for Resten være mine saa meget modsatte, som de ville. Een Laft har altid været mig i høieste Grad forhadt, og een Svaghed meget modbydelig; den første Hykleri, den anden Forfængelighed. — Jeg vil imidlertid være tilfreds, naar jeg i min Grav kan frikiendes reent for den første; thi ganske at slippe for den sidste, falder vel ikke i nogen Dødeligs Lod. — Hykleri vilde det være, om jeg sagde Dem, at jeg deelte Deres Anskuelser af mange Ting, eller at jeg troede, der nogen Tid kunde blive en betydelig Enighed imellem os i Meninger eller Overbeviisninger; men s. 136 jeg er derfor dog ei saa forfængelig, at jeg vilde paastaae at være den, i hvis Lod altid det Rette var faldet. Lad enhver søge det paa sin Vei og med sine Kræfter; saaledes vil Gud det, som gav Aanden Kraft, og Villien dens Frihed. — Derfor Strid, saameget man har Lyst (dog med lige Vaaben, og helst saaledes, at de Uoplyste ikke forvirres, og de Svage ikke forarges) men kun ingen Aandseller Meningstvang. Jeg er langt fra, her at ville indlade mig paa Deres Meninger eller modsætte dem nogen af mine. Særdeles, hvad Deres theologiske Lærdomme og Yttringer angaae, da kiender jeg i mange Aar kun lidt til dem, og de vedrøre mig ikke. Anderledes er det med Deres Virken som dansk Forfatter betragtet ͻ: som Digter og Stilist; og i dette Tilfælde har jeg vist nok en decideret Mening. At De misbilliger denne, vil jeg slet ikke undres over, men tillader mig at tvivle om, at Mange, hvis Stemme kan høres, med mere Upartistkhed end jeg, ville lade Deres Værd som dansk Forfatter vederfares sin fulde Ret.

Deres nyeste haarde Strid vil jeg kun berøre for at sige : 1) At jeg ikke kiender en Tøddel til den, uden netop Deres eget Stridsskrift, som jeg tæste i dets Nyhed, og hvorom jeg erindrer, at jeg syntes godt om Stilen i Fortalen, men slet ikke billigede Fremgangsmaaden, som (uden Hensyn til, paa hvis Side Retten er) forekom mig i det mindste uheldig valgt. 2) At jeg personligen ret godt lider Professor Clausen, og gierne og med Interesse undertiden taler med ham. Dette nemlig siger jeg, fordi jeg ogsaa med ham engang har havt en skarp og bitter Strid, og tilføier: at jeg med ikke mindre Interesse vil kunne tale med Dem om mange Ting, uden at tænke paa gamle Stridigheder, i den Forudsætning, at De vil kunne finde Dem i mange ret grundfaste Kiætterier hos mig.

I øvrigt og til Slutning maa jeg meget bede Dem, at tage til Takke med dette Brev som det falder; thi jeg har for længe siden saa godt som reent aflagt at skrive s. 137 Breve; og har tabt saavel Lyst som Øvelse til paa den Maade at forklare mig, saaledes at jeg selv kan være tilfreds dermed; hvortil endnu kommer min nærværende sygelige Tilstand.

Dog har jeg endnu at forklare for Dem, hvorfor min personlige Tiltale i dette Brev ikke er, som den i forrige Tider pleiede at være imellem os, og som De, om jeg ikke feiler, ved vor Samtale i Fior meente, at den burde være. Forklaringen ligger egentlig tilstrækkeligen i det forandrede Udtryk selv. Dette forekom mig natnrligst, og derfor bragte jeg det. Uden Tvivl maa De selv finde, at vi personligen staae hinanden for fiernt, og jeg kan vel sige, endnn kiende hinanden for lidt, til at funne brage en fortroligere Tiltale anderledes, end som en blot vedtagen Form, hvorved den for mig ikke ntiene bliver uden al værd og Betydning, men endog, synes mig, misbrugt. Jeg har desuden endog Beviis nok i mine egne personlige Forhold, at denne Form er en ganske uvæsentlig Betingelse for sandt, varmt og prøvet Venskab.

Det vilde være mig kiært, om jeg kunde vide, at De læste dette Brev med den Fornøielse, hvormed man seer en gammel Bekiendt, man længe ikke har havt for Øie, og det vil være mig imod, om dets Indhold var Dem ubehageligt. Men det er skrevet med ligefrem Sandhed; og jeg tvivler om, at jeg, ved nok saa tidt at læse det igiennem, vilde forandre noget væsentligt deri. — Saaledes tilføier jeg blot, at jeg haaber den Dag kan komme, da jeg ogsaa mundtlig kan forsikkre Dem, at De stedse med personlig Agtelse erindres

af en nforstilt gammel Ven
C. Molbech.