Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1826-03-28)

Fra Grundtvig.
Christianshavn28. Marts 1826.

Upaatvivlelig vilde jeg med megen Fornøielse kunne læse en Dansk Rimkrønike, fordi der taldes om Kongerne ikke i første men i tredie Person, men vores gamle Rimkrønike vilde blive mig meget fremmed, naar det jeg blev til han, uagtet jeg ikke kan sige, det gjorde nogen væsenlig Forandring. Saaledes ogsaa med De og Du i venskabelige Forhold; jeg er omtrent lige vant til begge Former, og er paa ingen Maade i det Hele Dusbrødrene nærmere end Devennerne, saa til en ny Molbech kunde jeg meget godt baade sige De, og, alt imellem, Hr. Professor, uden at det gjorde Forholdet eller Ordskiftet om hvad vi kunde og vilde omtale, enten stivt eller tvungent, og det faldt vel desuden af sig selv, da det i vor Alder, efter mine Tanker, uden ganske besynderlige Omstændigheder, er latterligt at sammendutte sig; men den gamle Molbech kan jeg ikke uden Tvang sige De til, og mig synes, det er naturligt, da jo altid Mænd, der i Ungdommen duttede hinanden, naar de efter lang Skilsmisse atter mødes, stedse, naar de ikke skamme sig ved det tidligere Bekiendtskab, som af sig selv lade Du'et høre, uden at de derved kan eller vil forbinde sig til at give det en fortroeligere Tone (og er ikke her Tonen Alt) end deres Stemning tilsiger. Nu erkiende vi jo begge, at er der noget i vort indbyrdes Forhold, vi skamme os ved, eller, hvad her er det Samme, ønske glemt, da er det ingenlunde vort tidligere naturlige Bekiendtskab, men netop vor senere spændte Stilling, hvis Ihukommelse mig synes det fremmedklingende De mellem gamle Bekiendte, som har sagt Du, bestandig om ikke opfrisker, saa dog spiller paa. Imidlertid, ny eller gammel, s. 139 en Molbech vil jeg gierne have til Ven, og falder det ham naturligst at sige De til den gamle Grundtvig, da tænker jeg Tvangen paa min Side dog ei bliver større, end at jeg maaskee imellem tier med et Ord, hvorom der kunde tvistes, enten det var aabenhjertigt eller aabenmundet; og naar jeg da i dette Brev skriver Du, som salder mig naturligst, da er Fortsættelsen langt fra at være min Betingelse for videre venlig Samtale, men kun et Forord skal det være, som siger, det er ikke paa Trætte, om jeg engang imellem, som let kan skee, i Talens Løb tager feil og siger Du, og lader Feilen løbe uden. at rette den. Derfor, læs kun e, hvor jeg skriver u, som i min Skrift ei er vanskeligt, om Du saa vil; det giør intet til Sagen, thi jeg siger dog i Grunden altid Du til en gammel Bekiendt, om jeg end fører De i Munden, det vil sige: jeg forudsætter, at han kiender mig fra reen naturlige, ukonstlede Dage, og vil ligesaalidt nu som da lægge alle mine Ord paa Vægtskaalen, men sige Snak til hvad der støder ham, og dermed lade den Fugl flyve. Paa anden Maade, troer jeg, kan gamle Kyndinger aldrig tale frit og levende sammen, og saaledes troer jeg dog, vi baade kan og bør tale sammen om mange Ting, og da især om det, der egenlig altid var vor Brændpunkt: Dansk Historie, Sprog og Literatur. Vor religjøse, tildeels ogsaa poetiske og videnskabelige Forskiellighed er vi, fra vor første Bekiendtskabs Dag af, vante til ikke at ignorere, ikke at ansee for ubetydelig, men for taalelig, saa vi, uden med Tvang at undgaae didhørende Yttringer, fandt det urimeligt at afbryde god Forstaaelse for at føre en Tvist, der førde til Intet uden til Uvenskab; og seer jeg ret, da kan og vil det Samme fremdeles være Tilfældet med os nu, skiøndt vi vel begge nu i den Henseende er langt mere deciderede, thi det bør jo kun minde os om, at enhver Tvist derom vilde nu være dobbelt urimelig. Af dit Brev skiønner jeg ogsaa, det er din Mening, og, naar jeg da herom udlader mig lidt nøiere, er det kun fordi gamle Bekiendte, naar de atter mødes, bør sige hinanden i Korthed, hvilke Omskiftelser der s. 140 under Skilsmissen har fundet Sted med dem, da de ellers mangengang ufrivillig vil misforstaae hinanden.

Vor Skilsmisse er da, efter min Regning, snarere femten end tretten Aar gammel, thi enkelte flygtige Besøg med Goddag og Farvel skal aldrig regnes mellem gamle Venner. Sagen var, at jeg med Liv og Sjæl gik i Kloster, i Augustiner-Klosteret, hvor gamle Morten Luther er Prior, og agtede der at tilbringe alle mine Dage, uden dog dertil at binde mig med noget Løfte, da Luther ogsaa var min Mand, fordi han i sit Kloster afskaffede alle de urimelige Munke-Løfter, der ei er mindre tvungne, fordi de kaldes frivillige, og aldeles overflødige, saalænge man har Lyst til at holde dem. Det Munke-Liv kunde Du slet ikke lide, og dog var det mig meget for helligt og, efter min Beskaffenhed, nødvendigt til, at jeg enten for din eller for noget Menneskes Skyld kunde opgive eller lade som jeg opgav det. Dermed var det ude imellem os, thi alt det Følgende fulgde med Nødvendighed heraf, naar jeg var Mnnk og Du Kloster-Fiende for Alvor, og saa var det: jeg vilde, som en luthersk Munk, ei med Haandens men dog med Mundens Vaaben tvinge Verden til ei blot at synes men at være christelig, og Du fandt, at jeg derved gjorde Vold paa alle Former, som jeg ogsaa virkelig gjorde, saa vor fiendtlige Stilling var uundgaaelig, skiøndt til al Lykke vor indbyrdes Agtelse for hinandens Ærlighed, og vore Løbe-Baners Afstand gjorde en egenlig Krig umuelig. Nu er jeg vel, om Du saa vil, Munk endnu; thi med min gamle Prior vil jeg baade leve og døe; men om vi end i dette Stykke skulde være lidt uenige, saa har jeg dog alt i flere Aar fundet, at Kloster-Livet er slet ingen Betingelse for det christelige Liv, og at det i alt Fald er en blot Misforstand, naar man, med Had til Hyklerie, og til alt blot Tilsyneladende, vil, om end kun med Grunde aftvinge Folk en Troes-Bekiendelse, og, om end med Aands-Kraft, paatvinge noget i sig selv Eiendommeligt en christelig Form, da man derved i det Høieste kun skaber et halv christeligt Chaos. — s. 141 Maaskee vil Du synes, at min nærværende Strid med Theologerne ei ret vil rime sig med denne Betragtning; men uden at ville aftvinge Dig Bifald, maa jeg dog sige, at den hos mig hænger paa det Allernøieste sammen dermed; thi hele min nærværende Strid, der for mig paa ingen muelig Maade er en Æres men en reen Samvitttgheds-Sag, dreier sig om den simple Paastand, at man i Kirken endnu langt mindre end i Skolen maa stræbe at give en uchristelig Materie en christelig Form, da det her er med Menighedens Tro og Haab, man leger, og saasnart Theologerne kun vil kalde hver Ting med sit rette Navn, kalde Christendom hvad der historisk beviislig er de Christnes Tro og Modsat hvad der er tvertimod, da føler jeg som Christen, end sige da som Riimsmed og Boglærd, ei fjerneste Kald til at tvistes med Folk, som, hvad enten jeg forstaaer dem eller ikke, bestemt ikke forstaae mig. Hvor haardnakket man nu vil være i at paastaae om det aabenbar uchristelige, at det er christeligt, og hvorlænge det skal vare, før Uredeligheden eller Latterligheden heraf bliver Alle indlysende, kan jeg umuelig vide, men dog har jeg det rimelige Haab, at en saa unaturlig Stilling ei kan vare ret længe, og at det literære Liv paa Feltfod, hvoraf jeg længe har været kied, og som jeg kun tvunget af min Samvittighed har fornyet, snart skal være endt, og give mig Frist til, hvad der er mit Hjertes Lyst, og, i al den Tid jeg kan afvinde Striden, alt længe min ivrige Syssel: poetisk og historisk, saa godt jeg kan, at opklare saavel det christelige, som det danske Folke-Liv i de forrige Tider, uden med mindste Tvang at ville sammenblande deres Træk, eller lade dem skiære hinanden, uden hvor de historisk mødes.

Under denne afgjorte Retning og indvortes Afsondring af hvad der ikke hænger naturlig eller dog historisk sammen, maa det naturligviis ret være mig en stor Fornøielse venlig at møde en gammel Bekiendt, med hvem jeg, i denne Egn, har saameget tilfælles, og med hvem jeg herom igien maa stemme omtrent som før jeg gik i Kloster, ja vel snarere s. 142 mere end mindre, og et venligt Billed heraf er mig Mødet med Riim-Krøniken, der i sit Slags ogsaa er en af mine gamle Venner, som jeg vel fandt og fattede inderligt Venskab for i Klosteret, men som jeg dog i mange Aar ei faae, fordi vi ikke egenlig havde noget at tale sammen om. Denne Bog har, lige siden jeg fik den, som skedte ved et godt Tilfælde, fra Jul til Paaske været min daglige, eller, da Dagen tit var optaget, snarere min natlige Læsning, og det tænkde jeg nok, Broder Nielses Riim, endnu langt meer i det Hele, end i det Enkelte maatte sige Dig, og de andre Faa, der ændse Sligt, allerede maatte sige, [at Bogen?] havde været mig en stor Fornøielse, jeg ret af Hjertet takkede Dig for. Ingenlunde fandt jeg Udgaven saadan, som jeg. om jeg havde vovet mig dertil, kunde og vilde have gjort den, men ganske anderledes og derfor netop, som jeg maatte ønske mig den; thi hvad vi selv har baade Lyst og Evne til at giøre, det er aldrig hvad vi trænge mest til, og yderst sjelden hvad vi helst ønske gjort af Andre. Var jeg nu end i det Tilfælde, at Travlhed paa den ene, og Magelighed paa den anden Side vilde ladet mig være ret fornøiet med at finde gjort, hvad der egenlig var min Part, især da det vilde været, som paa mine Vegne, saa kunde jeg dog aldrig knurre over, at Du havde overladt mig den nøiere Undersøgelse om, hvorvidt min Formodning om Krøniken, som et besynderligt mixtum compositum, som Du ei fandt Grund til at dele, vilde bestyrke sig. Tvertimod maatte jeg sige Dig mange Tak, fordi Du herved ligesom nødte mig til, hvad jeg maaskee ellers aldrig havde gjort, at opvise den Forskiellighed, ikke alene i Skrivemaade og Verseart, men ogsaa i Sproget og i det poetiske Indhold og Udtryk, som jeg saa rundt ud havde kaldt øiensynlig, fordi den faldt mig i Øie. Her følde jeg mig ret levende mindet om, at fire Øine see meer end to; thi havde mine to seet Noget, som var undgaaet Dine, da havde Dine unægtelig ogsaa seet, hvad mine yderst sjelden see, at den blotle kiække Paastand i slige Ting er hardtad for Intet at regne. s. 143 Nu har jeg anstillet den mig vel lidt ubevante, og derfor ei ganske lette, men derfor ei mindre tiltrækkende Undersøgelse, og fundet min Formodning endnu langt beviisligere, end jeg havde tænkt, og finder Du den, efter at have hørt mig, blot værd at mærke og undersøge nøiere, da er hermed øiensynlig beviist, hvad dog Ingen af os tvivler om, at det var meget godt, om vi skiftede mangt et venligt Ord om Danske Sager. — Tvivlraadig var jeg om, hvorvidt jeg skulde omtale offenlig hvad jeg mest havde gjort for min egen Fornøielses Skyld, og hvad jeg godt veed. kun Faa bryde sig om. og vel endnu færre kan bedømme; men efter den Besindigste af mine Venners Raad besluttede jeg dog at give et lille Udtog af mine Bemærkninger i Aftenbladet, hvis det der kunde sinde Sted, og Begyndelsen har jeg alt for 14 Dage siden tilsendt Udgiveren. Jeg har deri paa det Udtrykkeligste erklæret, at Riimkrønikens ny Udgave er mig meget mere værd end mine Formodninger, saa det ikke paa fjerneste Maade er min Agt enten at beklage mig over Smaadaskene, jeg sik, om jeg end troer, der er et Par for mange, eller at yppe mindste Kiv om en Sag, der maa klare sig selv, eller bliver altid dunkel, saa det ene og alene er for Modersmaalets og Cultur-Historiens Skyld jeg stræber at giøre min afvigende Mening giældende; men skiøndt jeg er mig bevidst, at Slutningen er skrevet med ligesaa fornøiet, fredeligt og venligt Sind, som Begyndelsen, benytter jeg dog med Glæde den gode Leilighed, dit Venne- Brev og Venne-Gaven skiænker mig, til at bede Dig giennemsee den, og hvis Du sinder, der i den Lune, min Natur byder mig at behandle slige Ting [med], skulde være faldet mig Ord af Pennen, der lidt eller meget kunde saare den Ven, der hælder til Meningen, jeg forkaster, da at slette ud, som om Du selv havde skrevet det Hele. Ja, skulde Du sinde, at det Hele maatte heller være utrykt, da agter jeg det kun for et ringe Venskabs-Beviis at føie Dig deri. da vi, ved nærmere Samtale om den Sag, lettelig vil s. 144 enes enten om Krøniken eller om Maaden at behandle vore afvigende Meninger paa.

Vidner hele Brevet ikke om, at jeg med inderlig Glæde har modtaget dit Brev og ret meget ønsker, at vore venlige Samtaler maa begynde snart og endes seent, endes først, naar vore Munde skal give Andres Plads, da vilde jeg forgiæves til Slutning forsikkre det; men da var vi heller slet ikke meer de Gamle, og dog beviser vort fælles Ønske, saavidt det lader sig giøre, at fornye de gamle Dage, at vi, Gud skee Lov! er det, og mødes, efter forskiellige Udenlands-Reiser, gladelig i Fædernelandet, med det inderlige Ønske, at være det i Forening gavnligere, end vi adskildte, end sige da stridende, kan, og dertil lægge Gud sin Velsignelse! Venne-Haand, med De eller Du, som Du vil, fra

den gamle Grundtvig.

NB. Da Krønikens otte og tyve Riim-Balke i Slutningen kun nævnes, maa jeg anmærke, at Skiftestederne findes S. 63. 71. 75. 78. 95. 96. 105. 105. 106. 9. 10. 32. 38. 41. 42. 45. 46. 51. 55. 67. 69. 87. 93. 99. 213. 16. 222. — Vale nobisque fave !