Danmarks Breve

Tillæg. A. Digte af Grundtvig. 1804—...

s. 187 Tillæg. s. 188

s. 189 A.
Digte af Grundtvig.
1804—1807.
Til min Søster
Ulrike Eleonore
paa
Hendes Fødselsdag
d. 14. May 1804.

Den Sol, der nylig steg,
Da hver en Stjerne veg,
Alt Taarnet hist forgylder.
Halvglemte Harpe! Lyd
Og tolk den høye Fryd.

Mit hele Væsen fylder!
O skøn, ja festlig skøn
For. hver en Støvets Søn
Er Dagen, som genkalder
De Glæder, der forsvandt,
De Aar, der fordum randt
I Spøgens unge Alder.

s. 190

Du Dag, saa huld, saa kœr,
Velkommen, signet vær!
Thi Dig det var, som vinkte
Min elskte Søster hid,
Da fordum klar og blid
Din Sol paa Himlen blinkte.

O Søster! ene Du
Kan skue, hvad der nu
Sig for mit Øye hæver;
Ja ene Du, din Aand
Kan føle, hvi min Haand
I din saa ængstlig bæver.

Mit Øye stirrer did
Paa Barndommens Tid
Med vemodblandet Glæde,
Og Sjelen taber sig
I den saa underlig
Sambundne Tankens Kæde.

Et lysfuldt Maleri
Sig gøgler Mig forbi
Af Fortids favre Dage,
Da Haand i Haand Vi gik
Med Uskyld i vort Blik,
De svunde ak! saa fage.

Dog Klager tone ey
I Festens Timer; ney.

s. 191

Vi i Naturens Arme
De første Glæder nød,
Og moberhuld den gød
I Os sin hele Varme.

Ey mer saa blid og mild
Den sender sine Smil,
Saa klar er ey dens Lue;
Men end dens høye Pragt,
Dens underfulde Magt
Tilbedende Vi skue.

I regelløse Spring
Vi hoppede omkring
Og intet mer begærte ;
Nu ey Vi er vort Nok,
Og kolde Daarers Flok
Kun spotter med vort Hjerte.

Dog skulle Vi end ey
Paa Livets trange Vey
En Yngling, Pige møde,
Der kan og vil som Vi
I salig Harmoni
Af hellig Elskov gløde,

Vi Lasten dog vil flye
Og vemodsfulde tye
Hen til hinandens Hjerte;
Der Stræben efter Dyd
Med ren og himmelsk Fryd
Skal fylde vores Hjerte.

s. 192

Ved Skebners Slag da ey
Vi bæve skulle, ey
Ved Uhelds Ahnen grue,
Thi Dyden skænker Trøst,
Den lig en Guddoms Røst
Opflammer Haabets Lue.

Din Broder Frederik.

Til min Broder ved Nytaaret 1805.

Løft imod Himlen det tindrende Øye!
Glædens Begeystring opfylde din Aand!
Han, som hist troner i lysfulde Høye,
jevned din Bane med signende Haand.

Hvad er vel Rigdom og glimrende Hæder?
Intet mod Kald til at udbrede Held,
fremlokke Tanken, fordærvede Sæder
bedre, og trøste de Sørgendes Sjel.

Kjerlighed — tryllende Punkt, hvori alle
Jorderigs skjønneste Glæder kun boe —
Skjænkedes Dig, hos din aandfulde Malle
Stedse dens Blomster nranede [?] groe.

Selv sig i yndige Poder at skue,
denne en Himmelbo værdige Fryd,
Som ikkun Elskovens brændende Lue
viger i Styrke, hin Spore til Dyd,

Nød Du i hele sin Fylde. Med Latter
Møder Dig Vittigheds hoppende Nor,
medens Forstandens betænksomme Datter
byder Dig lytte til veyede Ord.

s. 193

Kjendt med Naturens tillokkende Ynder,
Samler Du dem ved Dig mulige Konst,
søgende ey som forvovneste Synder
Dem at forhøye ved Stivhed omsonst.

Mer end de fleste Palladsernes Store
eyer Du her i din landlige Kreds,
Deler din Tid i at nytte og more,
lever i Nøysomheds Bolig tilfreds.

Nu, da med vanlige Vexel sig hæver
Atter et Aar op af Tidernes Skjød,
Vove da selv de forvovneste Læber
Ønske en[d]mer end Du nyder og nød?

Ney men din Broder, hvis gladeste Dage
runde ved Siden af Dig og din Viv,
ønsker, usvækket din Fryd Du maa smage
gjennem det hele tilstundende Liv.

Aldrig afbrækkes et Led af den Kjæde,
som er dit Hjerte saa hellig og kjær,
da end dit Øye skal tindre af Glæde,
naar Du som Olding er Gravhøyen nær.

Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Aftenen d. 31te Desember 1804
exaravit
simpliciter et sine allegoria.

Til Laura

Med en Fiol.

Jeg vandred tankefuld i Vaar,
Og skued tre Fioler staa
Paa Dødes Urtegaard.
Saa saare skælvede de smaa

13

s. 194

I Østens kolde Aande;
Tæt klynged' til hinandens Bryst,
De søgte Ly, de søgte Trøst
Og klaged' deres Vaande.

Jeg plukked' dem, sigende: I
Skal varmes ved glødende Læber,
Betegnende den Harmoni,
Hvorefter saa saare jeg stræber ;
Thi blaa er den hellige Lue,
Som brænder Paa Oldtidens Grav,
Ja blaa er og Himmelens Bue,
Hvis Hvælving mig Ahnelsen gav,
Og Lauras det straalende Øje
er blaat som det Dybe og Høje.

Jeg kyssed' de Spæde, og se!
Til een blev de duftende tre.
Saa Mindet om Tiden, der svandt,
Ja Ahnelsen selv af det Høje
Med Kærligheds Ild sig forbandt
I — Laura! — dit straalende Øje.

Bortkast da ej Blomsten jeg sender!
Mit Væsen afbilder jo den,
Og hilser Dig ømt fra en Ven,
Hvis Hjerte for Dig ikkun brænder.
Den falmed', og rødlige Skær
Forkynder, den hurtig vil visne;
Saa trofast et Vidne den bær
Om Hjertet, der snarlig vil isne.

s. 195

Trygt i Ly for kaade Vinde
I mit grønne Svøb jeg laae,
Da jeg Blomsternes Veninde,
Laura ! Dig i Haven saae.
Til hver Blomst Du kærlig smiled,
Som i Pragt udfolded sig,
Forskende dit Øje hviled
Paa hver Knop, endog paa mig.

Dobbelt ked af trange Fængsel
Stræbte jeg at bryde frem,
Og jeg stundede med Længsel
Til din Barm, mit rette Hjem.
Ak, men Blomsternes Veninde
Kom ej mere til Os Smaa;
Du var ført af kaade Vinde
Fra Os over Havets Blaa.

Stirrende mod Havets Flade,
Klagende min Stemme lød:
Hvi fik jeg de fagre Blade?
Hvorfor er min Duft saa sød?
Hun, min Dronning, seer mig ikke,
Sender mig ej hulde Blikke,
Og i følesløse Luft
Taber sig min søde Duft.

Se, da kom en Røst saa fage:
Rose, jeg har hørt din Klage,
Den sig blanded med mit Suk.
Ved min Haand Du Vej skal finde
Hen til din og min Gudinde,
Tolk da hende fælles Savn!

13*

s. 196

Tankefuld min Frelser plucked
Mig med let og varsom Haand:
Lykkelige Du! han sukked,
Løste ere dine Baand.

Dækket var min Fortids Vaande
Af mit Haabs den høje Fryd,
Duftende opsteg min Aande,
Takked ham med sagte Lyd.

Men den Falske! Han bedrøved
Mig i Glædens første Stund,
Thi et Kys han voldsom roved
Paa min røde Jomfrumund.

Visnende og bange stræber
Jeg nu op mod dine Læber,
Beder højt med Smertens Røst:
Straf min Røver for hans Brøde,
Men lad ej mig Arme bøde,
Skænk mig Døden ved dit Bryst!

Afskeden.

Til Laura.

[Brudstykke.]

Atter jeg griber de sittrende Strænge,
Griber dem atter med bævende Haand,
Thi gennem dem skal min Vaande sig trænge,
Tonerne skrække ved ahnede Klang.

s. 197 Nys jeg gik paa nøgen Ager,
Blottet for sit Bølgeguld;
Kun den tørre Stub fremrager
Over sorte, kolde Muld.
Spæde Græs sig vilde smuge
Op at dække nøgen Stub,
Men jeg skued Kvæget sluge
Graadig nys fremkomne Straa.

Jeg ofrede Naturens Strid en Taare
Og gyste ved den haarde Lov,
At Liv maa suge Saft af Dødens Aare,
For selv ved Død at skabe Liv.

Hist paa Træet falmer Løvet,
Vinden suser og bedrøvet
Flygter Fuglen fra sit Hjem;
Ja, den store Fugl fra Syden,
Sommeren, den flygter med,
Jeg i Luften hører Lyden
Af dens snelle, lette Fjed.
Bag den høres høje Brag
Af de tunge Vingeslag,
Hvormed Nordenvind forfølger
Fuglen, som den skarpe Køl
Iler efter lette Bølger.

Striden ofrer Jeg en Taare.
Gysende ved haarde Lov,
Liv maa suge Dødens Aare,
For ved Død at skabe Liv;
Men ej skulde flere rinde,
Naar Jeg maatte skue Dig,
Overjordiske Veninde!
Straale ved Naturens Lig.

s. 198 Misted Jeg end Solens Varme,
Lued dog dit Øjes Ild,
Knustes Alt i Stormens Arme,
Blev din Stemme lige mild,
Bredte Vinter mørke Vinge
Over Himmel, Hav og Jord,
Skulde dog min Lovsang klinge
Ved din Fod i evig Vaar.
Men ak, Laura! Ogsaa Du
Flygter grusom og mit Øje
Skal kun skue Vintrens Gru
Ruge over mørke Høje.
Naar den sidste Blomst henvisner,
Blomstrer Du, men ej sor Mig;
Taaren døer og Blodet isner,
Vildt mit Øje søger Dig,
Dig, hvis søde Rosenduft,
Dig, hvis Aandes Sefyrluft
Gav mig Svage Liv i Døden.
Naar ej mer sig Fugle svinge
Op i Sky med høje Kvad,
Sødt skal dine Toner klinge,
Men ak, hist i fjerne Stad.
Længselsfuldt mit aabne Øre
Vender sig mod fjerne Ø,
Ak, det mægter kun at høre
Bølgens Brag i hule Sø.

Dog, forvoven er min Klage;
Hvo tør trodse Skebnen fræk?
Hvo tør stride med en Drage,
Der er høje Guders Skræk?
Kun en Bøn Jeg har tilbage,
Hør den og bønhør mig Svage

s. 199 Sommeren, din hulde Søster,
Flygter, men i Flugten trøster
Hun Os med et ømt Farvel.
Fulgt af træge Nordenvind,
Vender Hun sig mangenstund
Kysser med sin Straalemund
Graaden af vor blege Kind:
Laura! vil Du hende ligne,
Evig skal Jeg Dig velsigne.

Synet.

Ene jeg i Midnatstimen sad,
Mellem gamle Nordens Skygger Ene,
Stirrende paa Eddas dunkle Kvad
Og Paa Brynhilds røde Bautastene.
Stjernelysets matte Skin
Svandt, som slukt af Stormens Aande,
Og for mig var Stormes Hvin,
Genlyd af Brynhildes Vaande.

Underlig lænked det Eviges Haand
Tidernes glatte, elektriske Ringe;
Fjerne, dog Eet med iboende Aand,
Rørte, i samlede Toner de klinge.
Jeg tyed til Heltenes glimrende Old,
At glemme mig selv og mit blødende Hjerte:
Men Heltenes Fryd jeg beskuede kold
Og følte mig knuset af Heltenes Smerte.

s. 200 Jeg tœndtes af Brynhilds fortærende Lue,
Der søgte sin Svale i rygende Blob,
Men voxte og steg imod Himmelens Bue,
Da Fængslet opløstes i gloende Flod.

Trindt mig var Stille,
Selv var jeg stille,
Omknuget af Furiers Belte.
Min Kraft var vegen,
Og — ej min egen —
Jeg var i fjendtlige Magters Vold.
De havde grebet,
Brudt Væsnets Ror;
Af Bølgen drevet,
Mod Fjeld jeg foer.
Ufølsom skued
Jeg egen Gang,
Det Fjeld, som trued
Med Undergang.
De Sener spændtes til bitter(t) Smil;
Jeg haanlig spurgte: kan Smertens Pil,
Hvis Gift sig trængte til Hjertets Rod,
Udfare, lukke den dybe Vunde,
Udsuge Giften; thi da først kunde
Den atter raadne det ferske Blod?
Ja, kan vel Den,
Som er Intet, end
Tilintetgøres?

Han kan — saa løde
I Nattens Øde
Bekendte Toner,
Som gennembæved
Mit Væsens Alt.

s. 201 Sig Øjet hæved;
En hvid Gestalt
Imod mig svæved
Med lette Fjed.

Sorg var i Øjet, men salig Glæde
Dog straaled frem gennem Sorgens Klæde;
Med kærlig Alvor Den mig beskued
Og løfted mod mig sin blege Haand.
Min Sjæl var styrket, ej mer jeg grued;
Det var min Søsters, den Huldes Aand.
En Taare svaled mit hede Øje,
Min Kraft opvaagned af lange Blund;
Min Haand sig vilde til Haanden føje,
Som sidst jeg trykked i Dødens Stund.
Jeg fatted) Luften, jeg for tilbage,
Og Læden aabnede sig til Klage —
Da talte Aanden med dæmpet Røst:

Støv har endt

Vandringen i Jordens Skød;
Kærlighed, i Støvet tændt,
Luttres til en hellig Glød.

Jeg saa Dig lide,
Gaa Sorgens Vej,
Jeg saa Dig stride
Og frygted ej.
Jeg saa Dig blegne
Ved Kampens Syn,
Jeg saa Dig segne
For Smertens Lyn.
Jeg skælved, jeg bad,
Bønhørtes, og glad
Jeg dalede ned
At skænke Dig Fred.

s. 202 Jeg.

Saa kom Du at vinke mig hist til det Høje,
Saa kom Du at skænke mig Gravenes Ro;
Thi Død er mit Liv. For mit jordiske Øje
Fortvivlelsens giftige Urter kun gro.

Aanden.

Du spotter den Evige — ti!

Jeg.

Saa spotted og Jorden, som Ploven oprev
Med hvæssede Staal fra de nyskaarne Render;
Ej selv den tilbage i Furen sig drev,
Men bied paa Harvens de søndrende Tænder.

Aanden.

Af Jord blev Manden, og Du er Jord,
Men Jord, belivet af Herrens Aande.
Det Døde viger for Livets Spor,
Men Livet voxer i Stridens Vaande.

Jeg.

De lette Draaber hule haarden Steen,
Som Staalet selv at trodse modig voved:
De tunge Draaber fulde paa mit Hoved
Og huled Marven ud af mine Been.

Aanden.

Udhultes Stenen, hvis den kunde
Sig svinge over Draabens Hjem?

Jeg.

Men kunde den sig did opsvinge,
Naar Storme knækked fpæde Vinge,
Som voxed af dens Indre frem?

s. 203 Aanden.

Ej for i Ordspil Dig at øve,
Ej for mit Vid og dit at prøve
Jeg steg fra Glædens Bolig ned.
Jag Nattens Skygger fra dit Øje,
Besku det evige, det Høje!
Og Du skal nyde Sjelefred.

Jeg.

Ja, var jeg Aand som Du og kunde
Det gaadefulde Liv udgrunde,
Beskue ham, som er og var;
Men Vi i Spejlet kun beskue,
Og naar det brydes, maa Vi grue.

Aanden.

Og hvem kan Spejlet sønderbryde,
Hvor Rummet, Tiden sammenflyde
Til een afbildende Gestalt?

Jeg.

Ja Du er viis, jeg er en Daare;
Hvad jeg kan sige, veed Du Alt.
Men se den salte, tunge Taare,
Som furer, huler blege Kind!
Den vælder ud fra Hjertets Kilde,
Og Jntet kan min Kval formilde,
Saalæuge jeg er her paa Jovrd.
Jeg saa en Kvinde — Solens Fader
Omsvødte Hende med sin Glands,
I Hende Blomsters Myriader
Sig havde slettet til en Krands.
Af Andagt luede mit Hjerte,
Af andagtsfulde Kærlighed;
Ej mer paa Jorden jeg begærte,
End evig taus at knæle ned.

s. 204 Ej maa jeg knæle — Spejlet brødes,
Og Billedet kan ej genfødes.

Aanden.

Naar Solen staar paa Himlens Blaa
Og spejler sig i brede Strande,
Mon Du da ej dens Billed saa,
Om fyldte bleve Bækkens Vande?

Jeg.

Jeg saa det — men —

Aanden.

Og dog Du tror, at Solens Fader
Imellem Draabers Myriader
Kun i den ene spejled sig!

Jeg.

Kun spejled sig i den for mig.
Jeg stirrer fast paa hver en Kilde,
Omfatte jeg saa gerne vilde
Hvert Straalebilled, som jeg seer;
Men Solen frem paa Himlen iler,
Paa mørke Bølge Øjet hviler,
Og Billedet er ikke meer.

Aanden.

Fordi Du Synet selv forvirrer,
Fordi Du kun ufølsom stirrer.

Jeg.

O! kan man have følt og føle?
Og steeg vel een harmonisk Lyd
Fra Harpens eengang brustne Stræng?

s. 205 Aanden.

Du stirred med forborgen Fryd
Paa gamle Nord saa fast og længe.
Hold op at stirre, vov at see
Den Stores Billed varigt stande
I Isings aldrig frosne Vande!

B.
Til C. Molbech.
(I Anledning af Skilderiet Nr. 18. 1813).

Om de fornemste Ting, ja om det ene vigtige, om Gud, vare vi aldrig enige, den Stund vi omgikkes; naar det da skete, at min Tro og Brødres Velfærd kom til at ligge mig paa Hjærte, og at du fik mere Tillid til dig selv, da maatte vi, som Skrivere begge, sagtens en Gang komme til at skrive mod hinanden. Nogle Gange har jeg saaledes været fristet til at gribe Pennen, som da jeg hørte din sværmende Tale om dine Ungdomsvandringer og saa dit Spil med Krønnike og Kunst, ja Kristus selv i dine Blade om Maleriet. Jeg lod det være, fordi jeg ikke fandt det nødvendigt, fordi det holder haardt at skrive mod Kyndinge, hvis Venskab man ønsker at beholde, og fordi jeg tænkte, Sværmeriet kunde vel forgaa hos dig som hos mig selv; og endelig fordi jeg indsaa, at kom det saa vidt, at jeg maatte skrive mod dig, vilde du vel lade mig det vide, ved at begynde Striden. For længe siden kundgjorde du mig, at det nok skete en Gang; før mit korte Begreb af Krønniken udkom, kundgjorde jeg dig, at Timen vel nu var kommet, og bad dig kun at betænke dig ret, før du lod dig bestemme. Uventet er din Modsigelse da ikke, og jeg skal vist ikke kalde det Uret at byde Venskab tie, naar det vil gjøre fornøden Sand s. 206 hed stum; meget mere siger jeg, det er din Skyldighed at sætte mig i Rette, naar du kun er vis paa dertil at have Kald og Føje. Hvad jeg derimod ikke ventede, var at du vilde lige som ved Haarene trække min Bog ind i Skilderiet, for at henkaste nogle løse Ord om den; thi det er usømmeligt af alle og, skal der gjøres Forskjel, mest af en Ven. Endnu mindre havde jeg ventet at du vilde bruge intetsigende Skjældsord, kløve Ord og udrive dem af deres Sammenhæng; men med Smerte har jeg set, at du dog kunde og gjorde det. Min Beskyldning er haard, grumme haard, men Tingen er vigtig, og saa klart, som at to og tre gjør fem, lader den sig bevise.

Du vil haane min Bog ved i Modsætning til et egentlig historisk Arbejde at kalde den en historisk Polemik eller en polemisk Historie, men det er et intetsigende Skjældsord, thi enhver rimelig Synsmaade af Historien maa nødvendig være polemisk, ligge i Strid med den modsatte; Striden er kun en Brøde, naar den føres imod Sandheden, og trøster du [dig] til at godtgjøre det om min Bog, da gjør det; men til saadant er godtgjort, maa intet sandhedskjærligt Menneske haane min Strid; thi om nu min Strid er for Sandhed, er den da ogsaa lastværdig? Jeg er vis paa, at et vist og kjærligt Forsyn styrer Tidens Løb og Menneskets Jdrætter, at det staar til Mennesket, som Salomon siger, hvad han vil sætte sig for i Hjærtet, men at Herren raader for hvad Tungen skal svare, jet at Lodden kastes i Skjødet, men dens Udfald er fra Herren; denne Sandhed hørte jeg fra Sandhedens Læber, da han vidnede, at end ikke hin liden Spurv paa Tag falder til Jord uden den himmelske Faders Vilje, og denne Sandhed saa jeg stadfæstet paa hvert Krønnikens Blad. Vel maa jeg da ligge i aabenbar Strid mod alle dem, der sætte deres Mund mod Himlen[e]s, saa de sige: hvorledes skulde Gud vide det, og er der Kundskab i den højeste; fremdeles mod dem, der kalde Jorden efter deres Navn, som love det med deres Mund, naar den vældige siger som Assur: jeg haver gjort det ved s. 207 min Haands Kraft og ved min Visdom; thi jeg var forstandig og jeg har borttaget Folkenes Landemærker, min Haand har fundet deres Gods som en Rede, og jeg sankede Landet som forladte Æg, og der var ingen, som rørte en Vinge eller oplod Næb til at kvidre; kortelig, mod alle, som vil gjøre Menneskelivet enten til et Vilderede, hvori alt ubundet tumler sig efter eget Tykke, eller til et Svøb, hvoraf Djævelen i sine bestemte Buer oprnller sig paa Guds Trone; thi sligt maa den mene, som siger, at Gud udvikler sig gjennem Tiden, dersom han ellers forstaar sig selv. Hvad er nu Sandheden? Jeg ved det, og derfor maa hvert mit Ord være polemisk mod dem, som nægte og bespotte Sandheden.

Dog min Sandhedskjærlighed kalder du stærk i Tvivl, enddog tre Aars Omgang burde have lært dig, hvad jeg og mente, min Skrift kunde sige, at jeg ikke er Løgnens Ven eller Talsmand, eller kjender du mig for en saadan, da sig frem! Du skriver: „en sandfærdig Fortælling om det forbigangne (vel at mærke uden platte Anmærkninger og højtravende Ord, der aldeles ikke, som man næsten efter Forfatterens Udtryk skulde tro, nødvendig dermed er forenet) er ikke slet saa ringe en Ting, som Grundtvig vil gjøre den til. I det mindste var det ønskeligt, at enhver, som vilde befatte sig med at skrive Historie, lagde mere Vind paa at fortælle sandfærdig, end paa at spore den usynliges Finger i Tidernes Gang.” Molbech, Molbech! hvorledes kunde du skrive saaledes, sigte mig for Almenheden som en forvorpen, der drev Spot med Sandhed? Ved at læse saadanne Ord, og det af en Mand, der offentlig ikke alene har kaldt men vist sig min Ven, maatte da ikke hver, som ej kjendte min Bog, fristes til at tro, at jeg havde haanet den sandfærdige Fortælling om det forbigangne som en ringe Ting, eller at jeg i det mindste maatte have ndtrykt mig ubeskrivelig skjødesløs og forvirret, da min Ven, kjendt med min Tankegang og Skrivemaade, saa sig nødt til at tugte mig for saa ravgal en Mening? Maatte ikke hver. s. 208 som trode dig, mene, at jeg uden at bryde mig stort om Sandheden havde ængstelig ledt ester den usynliges Spor? Om det sidste vil jeg ikke sige andet end: har jeg talet ilde, da bevis det, men har jeg talet ret, hvi flaar du mig da? Har jeg virkelig ledt om den usynliges Spor og dog fortiet eller fordrejet Sandheden, da maa jeg være gal; thi Guds Spor kan jo dog vel ikke findes uden i Sandhed. Fejl i Snesetal, Følger af ukyndighed, Afsondring fra mange Bøger, menneskelig Skrøbelighed og Uforstand, dem kan du vist opdage i Bogen, og som en ærlig Mand skal jeg baade takke og hjælpe dig, men har du mindste Føje til at tro, at jeg har forvansket eller fordrejet noget efter mine Meninger? Har jeg ikke det — og jeg ved mig fri — da kan vi jo ganske rolig tales ved om, enten de Guds Spor jeg tænkte at se, virkelig ere til Syne eller ikke. At jeg har fortalt sandfærdig, det er: det sandeste jeg vidste, det ved jeg, og naar der i Bogen ej er Tegn til andet, naar jeg er rede til at gjenkalde alt, hvad man kan vise mig er usandt, og sige Tak til, da bør vel andre tro det samme; at jeg har fejlet i nogle Slutninger, er sagtens vist, om jeg end ikke alt indser det, men det kommer ikke herved, det er, mine Bestræbelser efter at forstaa Sandheden befæste den maaske, naar de kan staa sig, men svække den ej naar de falde.

Om din første Paastand, at jeg har villet gjøre den sandfærdige Historie til en ringe Ting, behøvedes vel ej lang Tale, thi har jeg selv beflittet mig paa at fortælle sandfærdig, kan det ikke være saa, og har jeg det ikke, da vilde de største Lovtaler over en sandfærdig Fortælling ikke undskylde mig. Havde jeg nu ensteds udtrykt mig uforsigtig eller dunkelt, da burde det lastes som Ord, der kunde misforstaas og misbruges, men visselig ej fremdrages som Bevis Paa, at jeg ringeagtede Sandheden, allermindst af en Mand, der kjendte mig. Men er nu end ikke dette Tilfældet, gives mine Ord en saadan Mening kun ved Fordrejelse, hvad skal jeg da sige? Jeg vil ikke sige stort, men jeg vil anføre s. 209 det Sted ordret, som du beraaber dig paa, og da labe hver dømme, som han har Øje og Hjærte til. Mine Ord ere disse (322, ved en Trykfejl 222): „De (somme Folk) mene, at en god Krønnike er en nogenlunde sandfærdig Fortælling om det forbigangne, udsmykket med platte Anmærkninger og højtravende Ord; at ville spore den usynliges Finger, det hedder Sværmeri paa deres Tungemaal og er et vist Tegn paa forrykte Hjærner; ligefrem enfoldig Tale hedder Barnesnak, som man i Betragtning af de uoplyste Tider kan tilgive Herodot, Snorro og de hellige Skribentere, men ingen nu om Stunder.” Molbech! har du virkelig misforstaaet disse Ord, som om det var den sandfærdige Fortælling jeg ikke kunde lide? Jeg vilde gjærne tro det, men jeg kan hartad ikke; thi hvor flygtig maatte du ikke da have læst, ja du maatte have bygget en svar Beskyldning mod din Ven paa hvad du mente, han havde sagt, uden en Gang at se efter, om det ogsaa var sandt.

Det er det vigtigste. At du etsteds havde kløvet Ord, sagde ikke stort, naar du ikke havde givet det saa slem en Vending, men nu maa jeg oplyse det. Du siger, at efter min Mening ser det kun ilde ud med den danske Krønnike og der er kun liden Udsigt til, at det kan vorde bedre, da efter mine Ord Danmark ej har fostret nogen Søn, der sømmelig kunde beskrive hendes Levedage, men — føjer du til — der hører mere Forudvidenhed og Kjendskab til den nulevende Slægt, end jeg besidder, for at afgjøre, hvorvidt Forf. har Ret eller ikke. Spot gjør ingen Mand godt, det er et gammelt Ordsprog, og af dig ventede jeg den mindst, men det forbigaaet, mener du da, at jeg tiltror mig den Forudvidenhed og det umulige Kjendskab til de nulevende, nej, det mener du ikke, men du vil tage mig i Ordet for at gjøre lidt Nar af mig. Men siger jeg, at Manden ikke er sødt, fordi jeg siger, at han ikke er fostret; at han endnu ikke har ladet sig se med Værket, derom ere vi jo enige, og hvad Gavn skal da det Ordkløveri gjøre?

Nu er jeg færdig, du vil sagtens synes, det er ikke s. 210 Vennetale jeg fører, men du har nødt mig til at tale saa, du havde lovet og var uden Løfte skyldig til at staa aaben og ærlig, det har du glemt, og derom maa jeg minde dig aabenbar, siden din Synd er aabenbar. At jeg har været vred, det maa gjærne ses, at jeg er det endnu paa din Adfærd, det maa jeg sige alvorlig, men at jeg ikke derfor har mindste Nag, og at jeg ikke taler i Hidsighed det kan du og se. Med Overlæg har du ikke fordrejet mine Ord og skjældt mig for Løgner, det er jeg vis paa, men Harmen over min Bog har forblindet og henrevet dig. Hvad jeg derfor mest vil bede dig om, er at du betænker ret alvorlig, hvoraf den Harme kommer. At jeg over ængstelig Leden efter den usynliges Spor har glemt at fortælle, vil du snart komme efter er usandt, thi af alt er der vel mindst Spor af Ængstelighed i Bogen, og ved at holde den mod en anden af lige Størrelse, vil du næppe finde mindre fortalt i min. Du siger, at den usynliges Finger aabenbarer sig desto sandere og skjønnere, jo mere man blot lader Historien selv tale. Deri har du vist Ret, at indræøsonnere Forsynet i Historien er til ingen Nytte, vi skal lade Historien selv tale, sige os hvad der er sket og, hvis den kan, i hvilken Sammenhæng; Historieskriveren er Sagas Tunge og at sige begge Dele, saa vidt han kan, det er hans Kald. Hvor meget han da skal tale om Sammenhængen, det kommer an paa hans Indsigt og Maal. Skriver han for at more sine Læsere, da kan han med nogen Evne og Kundskab af Begivenhederne lave en saare velsmagende Ret for lækre Sjæle, og om vor Herre vil han ikke tale stort, for ikke at saare fine Øren eller — som det hedder ret træffende — forstyrre Nydelsen. Skriver han derimod ikke for at tjene Tak af de aandelige Fraadsere, der gjærne slugte alle Tiders Fedme, uden at fedes mere deraf end Faraos magre Kør, men for at vise sine Brødre en Sammenhæng i Historien, som kan bidrage til at oplade deres Øjne for hvad Jordlivet har at betyde, til at vække de sovende, styrke de skrøbelige, glæde alle Guds Børn, da vil han ej lade det komme an Paa, s. 211 om alle kan opdage den Sammenhæng han ser, men vise og pege det bedste han kan. Er det nu Skik i hans Tid at tilknuge Øjet for den aabenbare Sammenhæng, da maa han vel fordoble sin Flid og alt imellem raabe Folk i Øret : saa luk dog jere Øjne op! det maa han, thi det er ikke et glat Kunstværk han stiller frem til Øjenslyst, det er et Urværk, der skal efter Formuen, Gud giver, gjentage hans Hammerslag paa Tidens Klokker, og med Salmevers paaminde om, at ingen ved, naar Herren kommer, ved Midnat eller Hanegal, men at han kommer vist som Dommer. Se her, min Ven, her er det, som forarger og harmer dig og Hundreder med dig.

14

At jeg pegede paa den usynliges Finger, det kunde den kyndige kalde overflødigt, men vilde ikke, fordi han kjendte Tidens Brøst og vidste, at Gaverne ere adskillige, det tilgav du ogsaa gjærne, naar kun ikke hin Finger stadig pegede hen paa den usynlige Guds rette Billede, paa Guddomsklarheden i vor Herres Jesu Kristi Aasyn. Men naar det nu er saa, naar jeg ser det klart, at den ganske Tid bøjer Knæ med mig i det hellige Navn, at Tidens Tunge bekjender det højt: Han er Herren til Gud Faders Ære, raaber, som Englene sang: eder er en Frelser født, Herren Kristus i Davids Stad, synger med dem: Ære være Gud i det høje! —- skulde jeg da ikke i en vantro og spottende Tid holde det uforkastelige Vidnesbyrd nært under Folkets Øjne, fordi det er pinende, naar man ikke vil tro og glad istemme det hellige Kor? Jo, dertil hjælpe mig Gud! og lad da kun de selvkloge trække Munden til Haansmil, mens de bide sig i Læben, ja, med Hensyn til hvad jeg ved du mener, lad selv den Tid komme, da man maatte blive hel Martyr for det Vidnesbyrd; — du kan tro, jeg skulde endda ikke tie, thi jeg ved paa hvem jeg tror. Naar du da vilde laste min Bog i det hele, da skulde du ikke tale om min Leden efter Forsynets Spor, men du skulde kuldkaste den Sandhed, at Tro paa Gud igjennem alle Tidens Omskiftelser har været Moder til alt ædelt og godt, og at s. 212 Faderen har forklaret sin Søn i Tidens Løb, at med Kristendommen Folkene ere stegne og sunkne. Men, for at gjøre det, maa du først bevise, at Kristus var en Løgner og hans Lærdom falsk, thi ellers maa hint være sandt, om det end ikke alt var til Syne. Prøv det, om du tør! dog nej, prøv det ikke! han staar i Tiden som en Anstødssten og en Forargelses Klippe, hvo som falder over den, lemlæstes, og hvem den falder paa, han sønderknuses. Læs og lær at frygte! Inderlig skulde det smerte mig, om jeg skulde stride mod dig som Guds Ords Fjende, men jeg er dets Tjener, og om du dar min kjødelige Broder, saa maatte jeg uden Skaansel gaa dig paa Klingen, thi hvo som elsser noget mere end mig, siger Jesus, han er mig ikke værd.

14*

Nu, af mit Hjærte far vel! Haandklap er Tant og verdslig Forfængelighed, tænk paa det og gjør din Gjerning som for den alvidendes Aasyn, da kan vi aldrig i Jordlivets Jrgang adskilles saa vidt, at vi jo en Gang mødes i Kjærlighed og aldrig mere adskilles! Du ved, jeg talte langt hellere med dig i Enrum og Venners Forsamling, end her for de mange fremmede, til Dels ukjærlige Vidner, men, du vilde det saa, det er sket, og give Gud, at som det er den første, det og maa blive den eneste Gang! Om du vorder saa vred, at du taler mig nær, skal det vist holde Haardt, før jeg svarer, men kald mig ikke Løgner og grib ikke Kristendom an, thi da maa jeg tale, og tro mig, om du og var min Overmand hundrede Gange i Kundskab og Indsigt, du staar dig dog ikke, thi med os er Gud, naar tit tale hans Ord.

Dog, Molbech, i Fred og Fejde, hvad du end siger og gjør, har du med Guds Hjælp til Døden en trofast Ven i

N. F. S. Grundtvig.

s. 213 C.
[Om Grundtvigs Reise til England og Bibliotheca
Anglosaxonica. 1831.]

Da jeg i Somrene 1829 og 30 syslede med de Angelsachsiske Haandskrifter i London, Oxford og Exeter, faldt det mig aldrig ind at ville udgive Nogen af disse i Engeland, hvor jeg hos Boghandlere ei kunde vente mindste Tillid, og selv her hjemme agtede jeg kun ved Leilighed at give en ny Udgave af Bjovulfs Drape, og et saadant Overblik af den Angelsachsiske Literatur, som mine Undersøgelser satte mig i Stand til. Derimod var det mig lige fra Begyndelsen en Hoved-Sag, ved Samtaler og, om mueligt, tillige paa Prænt at prøve alt Mneligt, for at bevæge Engelænderne til selv at skiænke deres gamle Literatur den Opmærksomhed, Samme saa uforskyldt hidtil havde savnet, da dette klarlig er Betingelsen for et i det Hele glædeligt Resultat. Uagtet man nu i Begyndelsen syndes aldeles ligegyldig for hvad jeg lovede mig saameget af, kom der dog 1830 ligesom lidt Liv i Sagen, saa det Brittiske Museum traadte i Underhandling med Capitelet i Exeter om at laane dem til Afskrivning det siden Biskop Leosriks Dage næsten ganske overseete Haandskrift, og fra flere Sider yttrede Man sin Undseelse over, at vi i Danmark skulde sætte mere Priis paa de Angelsachsiske Levninger, end i Landet, hvor de havde hjemme og havde i alt Fald for Sprog-Granskningen den mest afgjorte og iøinesaldende Vigtighed.

Saaledes stod Sagen, da jeg 1830 stod paa Nippet at forlade Engeland, og Boghandlerne Black, Young og Young høist uformodenlig foreslog mig at besørge Udgaven af alt det Fortrinlige paa Angelsachsisk, og skjøndt jeg nødig vilde paatage mig mere end Udgaven af Bjovnlf, fandt jeg dog ved nøiere Eftertanke, det var min Pligt at s. 214 gribe Leiligheden til at faae Sagen sat i Bevægelse, og lade det komme derpaa an, om jeg sik Medarbeidere eller ikke; thi mig syndes, der var allerede Noget vundet, naar der kom en Prospectus ud, som gjorde engelske Læsere opmærksom paa hvorom Talen egenlig var. En Saadan fik jeg netop færdig, før jeg reiste, og Aftalen med Boghandlerne var, at naar den i Vinterens Løb var trykt, og Foretagendet tegnede til at lykkes, skulde jeg næste Sommer komme igien, besøge Cambridge og fuldende de øvrige nødvendige Forberedelser.

At nu et saadant Foretagende i Oppositionens Fædreneland vilde møde Vanskeligheder, og at især en Fremmed, der ligesom vilde lære de Jndfødte Noget, de ikke vidste, maatte vente sig lidt Uvillie, er let at fatte, og da jeg den hele Vinter Intet hørde om Sagen, ansaae jeg den virkelig enten for død og begravet, eller dog forpurret, indtil jeg pludselig i April Heftet af Foreign Review saae min Prospectus trykt anden Gang, med en Subskribent-Række, der, efter Omstændighederne, syndes at spaae det heldigste Udfald. Skulde Tingen nu ikke gaae i Staae af Mangel paa de nødvendige Forberedelser, maatte jeg nødvendig strax til Engeland, og ved Majestætens allernaadigste Understøttelse blev det mig ogsaa mueligt; men snart fristedes jeg til at ønske mig hjemme igien, da jeg ved min Ankomst til London opdagede, at Alt var bragt i Forvirring ved hvad man i Engeland kalder en Opposition og hos os Concurrence. Der var nemlig udgivet en anonym Prospectus (Proposals for publishing Anglo-Saxon and early English literary remains) hvori blandt Andet bebudedes en Udgave af Cædmons Paraphrase (ved B. Thorpe, Æres-Medlem af det Islandske literaire Selskab i Kiøbenhavn, og Bogtrykkeren R. Taylor), Layamons Rim-Krønike (ved F. Madden) og Bjovulf samt Exeter-Haandskriftet (ved Ingen vidste hvem), og, skiøndt en saadan Opposition ei syndes farlig, truede den dog virkelig med at forstyrre hele Planen. Sagen var nemlig den, at det Antiqvariske Selskab, s. 215 hvortil hartad alle de høre, der have mindste Interesse for Oldskrifterne, var blevet flittig bearbeidet, til Bedste for den Betragtning, at Selskabet med sine store Funds burde giøre et Kæmpe-Skridt for Landets Oldskrifter, og derved hindre Udlændingen fra at udføre en Plan, han havde stjaalet fra en Engelskmand (Mr. Thorpe), og kunde Man i Selskabet end ikke ret enes om hvad man vilde giøre, saa nedsatte Man dog en saakaldt Sachsisk Committee til at afhandle Spørgsmaalet, og indtil videre vilde da Selskabets Medlemmer nødig subskribere paa den Udgave, jeg havde i Værk. I Engeland hører saadanne literaire Oppositioner til Hverdags-Begivenhederne, hvorpaa sædvanlig følger hvad Man kalder en Compromis, hvorved Opponenterne enes om at dele Profiten, og at træffe en saadan Overeenskomst var da Raadet Man i al Oprigtighed gav mig, og som Forlæggeren allerede, saavidt mueligt, havde fulgt. Da det nu imidlertid ei var mig om Profiten men om Sagen at giøre, maatte jeg naturligviis svare, at saa gierne som jeg overlod min Ven Mr. Madden Udgaven af Layamon, som han (Haveloks Udgiver), fortroelig med den gammelengelske Literatur, var nærmest til, og som jeg kun for at faae den ud, havde optaget i min Plan, saa umueligt var det mig at træde i nogen literair Forbindelse med Mr. Thorpe og Mr. Taylor som Udgivere af Angelsachsisk Poesie, da jeg ikke havde mindste Grund til at troe, de var det Arbeide voxne, men al Grund til at være fremmed for hvad de stilede paa.

Overladende Sagen til sin egen Gang, fulgde jeg derfor min Bestemmelse, som om Intet var forefaldet, reiste til Cambridge, for at undersøge det vigtigste Angelsachsiske i Bennet College, og arbeidede siden i Museet paa at revidere og completere mine Afskrifter, hvortil jeg havde saameget bedre Ledighed, som Exeter-Haandskriftet (hvoraf Museet tager en Afskrift som et Faesimile) endnu befandt sig der og blev mig ved The Rev. Mr. Forshalls og Mr. Maddens Godhed tilgiængelig. I Cambridge fandt jeg vel s. 216 den berømte røde Bøg fra Derby langt ubetydeligere end jeg havde ventet, men deels maatte den dog engang ordenlig undersøges, da det aldrig før, saavidt Man veed, er skedt, og deels findes der i Cambridge adskillige angelsachsiske Curiositeter, hvoraf de andre Samlinger ei engang har Afskrifter, og hvoriblandt især maa nævnes en Legende (paa Universitets-Bibliotheket), som i Catalogerne kaldes Nathans Gesandtskab til Tiberius, men er en mesterlig forvirret Tale om Jerusalems Forstyrrelse og den hellige Veronica; og et Fragment (i Bennet College) af Romanen om Apollonius fra Tyrus; thi det er de bedste Prøver man har paa Angelsachsernes fortællende Stil. At for Resten i Cambridge Mr. Babbages Anbefaling (som jeg havde Hr. Etatsraad Ørsteds at takke for) aabnede mig Adgang et blot til Bibliotheket i Bennet College (som ellers findes under Laas og Lukke), men til en Kreds af udmærkede, vakkre og venlige Videnskabsmænd, hører vel ikke nødvendig hid, men staaer dog i Forbindelse med Sagen, da Cambridge er Punktet i Engelland, hvor der baade er mest literair Livlighed, mest Agtelse for og Bekiendtskab med Tydsklands Literatur, og mest Følelse af Trangen til et nøiere Bekiendtskab med Engelands og Nordens Oldsager. Her traf jeg da ogsaa den beskedne, men velunderrettede Mr. Heath (af Kings College), som ikke alene har den største danske Bogsamling i Engeland, men taler Dansk med Færdighed og tør vel engang gaae videre paa den Bane, han allerede her, ved Oversættelsen af Oehlenschlägers lille Hyrdedreng, betraadte.

Medens jeg nu stræbde at forberede det Værk, jeg kom for, baade med Pennen i Bogkamrene og med Munden mellem Folk, skred det ogsaa saaledes frem, at der (5 Expl. iberegnet, som det Kongelige Videnskabers Selskab her saa liberalt har tegnet sig for) er subskriberet paa over 70 Expl. og da 80 er hele Antallet, Forlæggeren kræver for at begynde, tør jeg allerede fra denne Side glæde mig ved vundet Seier, især med Hensyn paa de mange navnkundige Mænd, der, foruden Hans Engelske Majestæt, Hertugen af Sussex s. 217 (Præsident af The Royal Society), Erkebispen af Canterbury, og Lord Spencer, have beæret Foretagendet med deres Understøttelse. Da jeg nu ikke heller forlod Engeland, før Boghandleren havde stillet Sikkerhed for, at han virkelig, saasnart Subskribent-Listen er fuldtallig, vil begynde Udgaven, oppebier jeg rolig Udfaldet; men det forstaaer sig selv, at Forlæggeren finder, han under nærværende Omstændigheder maa nøies med Æren, som synes lidt magert, og ønsker derfor endnu, om mueligt, at træffe en Overenskomst med det Antiqvariske Selskab, saa Selskabet bekostede Bjovulfs Drape etc. udgivet ved mig, og han blev blot Selskabets Agent for Udsalget af en heel ved Samme foranstaltet Samling. Til denne Underhandling maa ogsaa baade jeg og alle den Angelsachsiske Literaturs Venner ønske ham alt mueligt Held, thi det er jo Hoved-Sagen, at den Angelsachsiske Literatur kommer for en Dag, og det kan unægtelig skee baade langt hurtigere, fuldstændigere og gavnligere, naar et Selskab med store Hjelpe-Kilder paatager sig Bestyrelsen og Bekostningen, end naar det Hele kun bliver et privat Foretagende af en Boghandler og en Udlænding. Hvorvidt det nu er rimeligt at Underhandlingen vil lykkes (naar Selskabet i November atter begynder sine om Sommeren afbrudte Forhandlinger) det, sagde Mr. Gage, selv Medlem af den Sachsiske Committee, er et vanskeligt Spørgsmaal; men, tilføiede han, Saameget er vist, at lykkes den ikke, da subskriberer Vice-Præsidenten Mr. Gurney, jeg og en stor Deel af Selskabets Medlemmer øieblikkelig paa Bibliotheca Anglosaxonica. Fra en anden Side veed jeg imidlertid der vil skee et kraftigt Forsøg paa at stemme Selskabet til et stort og afgiørende Skridt, og jeg for min Part skal glæde mig dobbelt, naar jeg kan slippe med at udgive Bjovulf, uden at Exeter-Manuskriptet kommer i gale Hænder; thi jeg har Nok at bestille, om jeg end blev hundrede Aar med usvækkede Kræfter, og selv Udgaven af Bjovulf overlod jeg gierne til en Anden, naar der var nogen Anden, der havde studeret sig saaledes derind i som jeg, men det er der s. 218 ikke, og det er et Værk, som skal afnøde hele den lærde Verden Respekt for en Aands-Cultur, som Hume og hans Eftersnakkere have brændemærket med Navn af barbarisk Raahed. Da imidlertid Mr. Thorpe neppe vil debutere heldig med sin Udgave af Cædmons Paraphrase, som skal være i Værk, og da min Ven Advocaten Richard Price, som vel er den eneste Mand i Engeland, der egenlig forstaaer Angelsachsisk Poesie, ikke har Leilighed til at befatte sig dermed, bliver Enden her formodenlig eens, enten Selskabet blander sig videre i Sagen eller ikke, saa jeg bliver Udgineren i det Mindste baade af Bjovulfs Drape og af Exeter- Manuskriptet, som efter 800 Aars Jncognito i Capitlets Archiv dog vel nu finder Leilighed til at giøre en længere Reise end op til London, og (i min fuldstændige Afskrift) til Christianshavn. Saameget mere maa man ønske Foretagendet Held, som Endeel af de yngste Videnskabsmænd i Cambridge og Lonbon virkelig begynde at lægge sig lidt efter Angelsachsisk, hvad, naar Værket fremmes, blandt Andet rimeligviis vil have til Følge, at Man opdager Levninger, hvorom Man nu ikke brømmer, i de utallige Privat-Samlinger af alskens (Curiositeter, hvorpaa Engeland er saa mageløs rig, ja selv i de offenlige Bibliotheker turde Man, naar der kun bliver støvet op, finde langt Meer end (Catalogerne bebude. Hvad mig angaaer, da har selv Ubehagelighederne noget Trøsteligt, thi de kunde ikke fundet Sted, hvis der ikke var en vaagnende Opmærksomhed paa den vigtige literaire Sag, jeg ved mit første Besøg i Engeland hartad fortvivlede over at blive Vidne til.

s. 219 D.

[Anmærkninger af Grundtvig til den biographiske Artikel om ham i „Conversations-Lexikon der Gegenmart“. 2. Bd. 1839.]

Allerede 1792 blev jeg forplantet fra Sydsiællands yndige og rige Natur til Jytllands skarpe Hede, i Tyregodlund, 4 Mil vestensfor Veile, hvor Præsten Laurids Feld , der havde været mine ældre Brødres Lærer, ogsaa blev min til 1798, da jeg kom i Aarhus Latin-Skole under Krarup og Stougaard. Saa tom og farveløs nu Erindringen om mine to Aar i Mesterlectien er, saa rig og levende finder jeg derimod den om de 6 Aar paa Heden, thi de aarlige Sommer-Reiser til Udby vedligeholdt ikke blot min levende Forbindelse med Fødeegnen og Fædrenehuset, men udvidede min Synskreds og oplivede min Tankegang, saa jeg vilde ønske alle Drenge i Opvæxten saadanne indenlandske Reiser, baade til Lands og til Vanbs, som det bedste Hjælpemiddel til den Universalisme i Hjemmet og Modersmaalet, der er Alt, hvde Man i den Alder, efter min Anskuelse, skulde enten kræve af dem eller ønske hos dem. Naar jeg imidlertid i det Hele maa kalde Erindringen om Stoletiden i Aarhus tom og farveløs, gives der dog enkelte Undtagelser, thi t den første Vinter tilbragde jeg regelmæssig mine Aftener som Forelæser paa et lille Skomagem-Værskted i Huset hvor jeg logerede, og lærde derved først at kiende vore gamle Almue-Bøger, ligesom det var ,,Suhm om Odin" paa Skole-Bibliotheket, der først lærde mig, at de gamle Guders Minde var langtfra at være saa udslettet, som ,Arild Hvitfeld" paa Heden havde fortalt mig.

Mit Studenterliv 1800—3, i det Hele ligesaa tomt og kiedeligt som mine Skoleaar, har kun to Mærkværdigheder: mit Bekiendiskab med Bornholmeren den ulykkelige, nys afdøde P. N. Skougaard, og min Fornøielse af de Steffenske Forelæsninger, især den over ,,Eoethes s. 220 Poesier“ i Foraaret 1803, den eneste Forelæsning, jeg virkelig har hørt.

Skougaard, min Jævnaldrende, men alt Student fra 1798 (15 Aar gammel) var vel egenlig Mathematiker og intet mindre end poetisk stemt, men hvad der forbandt os var den fælles Beundring af det gamle Norden, som han, der til min store Forbauselse ei blot havde læst Saxe og Snorre, Edda og alle trykte Sagaer, men kunde det omtrent Altsammen udenad, først gav mig en bestemt Forestilling om og ansporede til virkelig at bereise.

Ogsaa min Tankegang blev for Resten i Latinskolen og ved Universitetet saa philisteragtig, at den Steffenske Anskuelse af Livet og Poesien, Naturen og Historien forekom mig høist latterlig, men hans Liv og Veltalenhed greb og fængslede mig ligefuldt, og den saakaldte „høiere Poesi“, som jeg hos vore Digtere fra Halvfemtserne havde fundet uudstaaelig, turde jeg dog nu ei bryde Staven over, før jeg lærde at kiende Goethe og Schiller, Tieck og Novalis og fremfor Alt Shakspear, der havde mægtet at henrive saa mægtig en Aand, som jeg fandt, Henrik Steffens i alle Tilfælde var.

Da jeg derfor 1803 i en Ruf fik Attestatsen Paa Ryggen, var vel Islandsken min første Tanke og Sagaerne min første Læsning, hvoraf der udsprang endeel Nordiske Fortællinger, som aldrig saae Lyset; men Tydsklands store Digtere og den Engelske Apol svævede dog immer for mig, som den ny Tids Heroer, med hvem jeg nødvendig maatte stifte Bekiendtskab, og det begyndte at skee, da jeg (1805—8) blev Huslærer paa Langeland, paa det poetiske, deilige, mig uforglemmelige Egelykke, hvor jeg deels fandt Leilighed til at dyrke de levende Sprog og deels sik et Læseselskab oprettet efter min Smag.

Saa blandede nu end Minderne er fra Langeland og Egelykke, hvor jeg endog tildeels følde mig meget ulykkelig, saa er de dog saa rige og æventyrlige, at et Billede af dette Tidsrum i mit Liv, da alle Strænge berørtes, alle s. 221 Kræfter vaagnede og den oldnordiske Livs-Anskuelse sammengiærede med den Christelige, vilde være det mest poetiske, jeg kunde frembringe. Hvad der virker mest til en saadan Vaartid, lader sig vel ikke let bestemme, men til det Virksomste hørde aabenbar Øhlenslægers „Poetiske Skrister“ og det „Engelske Overfold“, thi ved Hine gik der et Lys op for mig over Oldnordens Skatte, dem jeg hidtil kun rugede paa som en Drage, og ved Dette vaagnede min Fædrelands-Kiærlighed. Det var formodenlig i Sommeren 1806, at Boghandleren sendte mig Øhlenslægers „Poetiske Skrister“ istedenfor hans Digte fra 1803, som jeg vel i sin Tid havde læst, men vilde nu læse bedre; de traf mig tilfældigviis ganske alene, og hvilke 14 Dage de skiænkede mig, kan jeg ikke beskrive, hvad især „Vaulunders Saga“ fik at betyde i min Udvikling, er uberegneligt, og nu var det jeg betraadte Skribent-Banen med „Lidt om Sangene i Edda“ inldført i Minerva (Septbr. 1806) og „Om Religjon og Liturgi“ i Theologisk Maanedsskrist (Febr. 1807) ; men det Første, jeg lod trykke i poetisk Form, var „Maskeradeballet“ et patriotisk Syn 1808.

Mit Ophold paa Valkendorfs Collegium 1808—11 med Hersleb og Sibbern er i det Hele Tiden for mit personlige Bekiendtskab i den literære Verden, der vel aldrig blev stort, men berørde dog, i G. H. Olsens, A. S. Ørsteds, N. Treschovs og G. Sverdrups Huse, næsten hele den yngre literære Slægt, medens det fornyede Studenterliv under gunstige Betingelser kvalde i Fødselen den unaturlige Stivhed og Kostbarhed, der altid ligger gamle Candidater og unge Forfattere meget nær, men er Poesiens saavelsom Livets Pest.

Fra 1811—13 var jeg Capellan hos min Fader og 1821—22 Sognepræst i Præstø; 1822—26 Residerende Capellan ved Frelsers-Kirken paa Christianshavn og blev 1839 Præst ved Vartou. Mine Engelske Reiser fandt Sted 1829—31, og det var i Exeter jeg benyttede „den store Bog“ med Levninger af Angelsachsisk Poesi, som havde s. 222 hvilet der næsten ganske uændset siden det 11te Aarhundrede, men blev ved denne Leilighed afskrevet i det „Brittiske Museum“ og nærmer sig nu sin Udgivelse.

Mine tidligere Nyaarsgaver har slet intet med mine Kvædlinger at giøre, men i mine „Nordiske Smaadigte“, Christiania 1838, er med Forandringer optaget Endeel af „Idunna“.

Paa det ny Afsnit af min literære Bane, som begynder med „Nyaarsmorgen“ 1824, er „Krønikerimene“ (1829) og „Sangværket“ (1837) de eneste Samlinger, da de „Nordiske Smaadigte“ kun gaae til 1824 og den Anden Deel, de skulde havt, udeblev.

s. 223 Anmærkninger.

Til 1) Fra Grundtvig d. 18de Mai 1808.

Maskeradeballet i Danmark 1808: Et Syn. Kiøbenhavn 1808. — Omstaaende Digt, hvormed G. sendte M. sin første Bog, det bekjendte mørke og manende Syn paa Tilstanden i Danmark under Krigen, er aftrykt efter Køsters Mindeskrift om P. Dons, S. 19. (Smlgn. Grundtvigs Poetiske Skrifter, I, Nr. 4).

Til 2) Fra Molbech. Mai 1808.

Originalen til dette, efter et ufuldendt Udkast meddeelte Brev findes ikke. Det synes at være det første af de mellem G. og M. vexlede Breve og er, efter en Paategning af Forfatteren, skrevet i Mai 1808, formodentlig strax efter Modtagelsen af „Maskeradeballet“. — Det, hvormed G. udstyrede sin Gave: det foranstaaende Digt. — Deres herlige Bemærkninger o. s. v.: „Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode“, i Rahbeks Minerva 1807, VI, S. 301-20.

Til 3) Fra Grundtvig (Mai 1808).

Jeg saa en Kvinde: Fru Constance Steensen-Leth til Egelykke paa Langeland, for hvis Søn G. var Huuslærer fra 1805—8 [Jvf. „Grundtvigs Barndom og første Ungdom“ af L. Schrøder, S. 226 flg.] — Parodien over Gudernes betydningsfulde Liv: „Skirners Reise, en Fortælling efter den ældre Edda“ af Jens Møller, i Rahbeks Minerva 1806, II, S. 212—31, som fremkaldte Grundtvigs Afhandling: „Lidet om Sangene i Edda“, smst. III, S. 270—99. — Jeg saa engang et Billede af det Evige o. s. v.: af Grundtvigs Artikel „Om Asalæren“ i Minerva 1807, II, S. 156—88. — Et Par Vers: de i Tillæget A. aftrykte Digte.

s. 224 Til 4) Fra Grundtvig. Kbh. 5. Juli 1808.

I Lørdags : Lørdag d. 2. Juli reiste Molbech til Sorø, hvorfra han strax efter Ankomsten maa have sendt G. en skriftlig Hilsen, som denne har besvaret i ovenstaaende Brev. — G.s uadskillelige Ven: vistnok P. Dons. — Med min Udsigt over Asalæren menes Forf.s senere i samme Aar udkomne Skrift „Nordens Mythologi eller Udsigt over Eddalæren“. — Mit dyre Lysthus: formodentlig et Lysthuus i Haven til Valkendorfs Collegium, hvor G. var Alumnus.

Til 5) Fra Grundtvig. Kbh. 12. Juli 1808.

Deres Brev til Olsen: „Et Brev fra Sorø til Hr. Etatsraad og Professor G. H. Olsen. “ (N. Skilderi af Kjøbenhavn 1808 Nr. 79—96. Med nogle Forandringer optrykt i „Ungdomsvandringer i mit Fødeland“ af C. Molbech, I, Kbh. 1811).

Til 6) Fra M. Sorø 14de Juli 1808.

Venner og Bekiendte: Fra Sorø, hvor M. ankom den 3die Juli, og som han forlod den 26de, gjorde han, ifølge Dagbogs-Optegnelser, ikke blot Udflugter til den nærmere Omegn, navnlig dens Præstegaarde, men ogsaa til Slagelse og Antvorskov, Nestved og Herlufsholm. Her besøgte han den i Slutningen af Brevet omtalte Ven af norsk Byrd, Pastor M. H. Petersen, som i April s. A. var bleven Præst for Herlufsholm og nylig havde havt Bryllup. — Poul ɔ: P. Dons, som i et Brev af 12te Juli havde udtalt sig om M.s første „Brev fra Sorø“ i Kbhvns Skilderi og bl. a. dadlet dets altfor rosende Omtale af G. H. Olsen.

Til 7) Fra G. Kbh. 16. Juli 1808.

Til Absalons o. s. v. Dette Digt, som her er gjengivet efter Originalen, indsendtes strax efter Modtagelsen af M. til Kbhvns Skilderi, men var allerede da indleveret af G. og findes trykt i Nr. 81, 19de Juli 1808. Senere (1815) lod Forf. det, med et Par Smaaforandringer, optrykke i sine „Kvædlinger“ (S. 22) med Overskrift: „Tiderne“. Forandringerne i de to nævnte Aftryk ere her anførte under Texten, med Mærke (Sk.) og (Kv.) efter Stedet, hvor de findes. — I „Kvædlinger“ ledsager G. Digtet Tiderne med følgende Anmærkning: „I Anledning af Molbechs to første Breve fra Sorøe, hvor han vemodig stirrede paa den svundne Middelalder, men lovede dog den nærværende Tid. At jeg ophøiede den Absalonske Tid meget for meget er aabenbart; men det er kun saa, fordi den lignede den nærværende formeget. “

s. 225 Til 8) Fra G. Kbh. d. 19de Juli 1808.

Linier til Indrykkelse: nemlig i Kbhvns Skilderi; s. Anm. til foranstaaende Brev. — Den Udelukkelse o. s. v. sigter formodentlig til nogle Vers, som M. i sin for Skilderiet bestemte Afskrift af Grundtvigs Digt til ham af en eller anden Grund havde udeladt.

Til 9) Fra G. Imellem d. 24. og 27. Sept. 1808.

Vandringen til den dunkle Offerlund: Paa en deilig Sommermorgen, den 26de August 1808, vandrede Grundtvig og Molbech, „begge stemte til glade Forventninger, om end ikke ganske og i Alt paa een Maade", fra Sorø, under „megen lystig Skiemt og Alvorstale", til Tjustrup og derfra nedad mod Tadse Mølle, forbi ,,et Par Huse, der (som M. antager, paa Grund af den slette Kjørevei) føre det ominøse Navn: Hekkenfelds Husene", til den bekjendte, store Steendysse i Gunderslev Skov, som var Maalet for Vandringen. Af denne og det „maaskee langt over tusind Aar gamle Monument" gav M. nogle Uger derefter en Beskrivelse i Kbhvns Skilderi, som slutter med en Protest imod en Yttring af hans „lærde Ven", daværende Bibliotheksecretair Werlauff, at kun Runestene, men ikke de øvrige „Steenmonumenter" i Landet behøvede at opbevares, naar de først vare tilstrækkelig beskrevne — en Anskuelse, som M. forbeholder sig en anden Gang at imødegaae. (S. Postskriptum til Brevet fra Sorøe. Til Hr. Professor Nyerup. N. Skilderi af Kjøbenhavn Nr. 100, 24. Sept. 1808. Senere, med nogle mindre Forandringer,optrykt i M.s Ungdomsvandringer i mit Fødeland, I, S. 332—38). — M.s Skildring af denne Fodvandring gav Anledning til omstaaende Brev og de nærmest følgende Digte og Breve.

Til 10) Fra Molbech d. 1. Okt. 1808.

Til Forklaring af M.s Digt: „Til min Ven Grundtvig" aftrykkes her Slutningen af det grundtvigske Digt, som fremkaldte det.

Gunderslev Skov.

[Kbhvns Skilderie Nr. 101. 27de Sept. 1808.]

- - - - - - -

„Hisset Bakken høit sig løfter,
Bredere er Egens Kløfter,
Dunklere er Skoven her:
Nu er Guders Alter nær.
Bort fra denne slidte Vei!
Den til Altret fører et,

15

s. 226 Thi hvor Hoben farer frem,
Har ei Guder Hjem.
Her jeg seer en Sti sig dølge,
Under Græsset matte Spor
Sprede sig af sjeldne Fod,
Dristig, Ven! vi den vil følge,
Til det Hellige fra Nord
Lede kun de dunkle Spor.
Fast og nøie maa vi stirre,
Synet kan sig let forvirre
Paa en Vei til gamle Nord.
Stands kun ikke, følg mig, Ven!
Sporene jeg skimter end,
Underlig paa Straaets Rygge
Let de have præget sig,
Her en gammel Kiæmpeskygge
Vist i Natten skrider hen.
Ak! nu svandt det lette Spor,
Som ved Lyden af mit Ord,
Som henveiret af min Aande,
Hvilken Vaande!

Stands, o Fod!
Her paa denne Egerod,
Høit, o Øie! hvælv din Bue!
Fik du Evne til at skue,
O, saa sku
Dristig giennem Lunden nu!

Med faldende Taare,
Jeg stirrer saa saare,
Hvad løfter sig hist?
O, er det ei Alterets mossede Stene,
Som Egenes Grene
Saa tætte omhvælver?
Det er, o jeg skiælver,
Jeg dirrer af Lyst,
Og hellig Andagt opfylder mit Bryst,
Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed,
For Asernes Alter at kaste mig ned
Og prise de hensovne Guder.”

s. 227 I „Kvædlinger”, hvor dette Digt senere blev optrykt, har G. ledsaget det med et Tillæg, hvori han selv fra et christeligt Synspunkt misbilliger Digtets Slutning og bl. a. udtaler sig paa følgende Maade: „At det koster mig Overvindelse at afskrive især de sidste Linier, der ligefrem er Daarekistesnak, det kan Enhver forstaa. At det nu er Løgn, at jeg, Gud skee Lov! ligesaa lidet udvortes som indvortes har nogensinde bøiet Knæ for slige Afguder, det er da af to onde Ting den mindste .... Imidlertid lader det sig ikke nægte, at de Vers ere udrundne af Begeistring, og jeg indseer nu ret godt for hvad, nemlig for et Fund af herlige Minder om Fædrenes Storhed og Tro paa det Aandelige. Jeg arbeidede just dengang paa min Bog om Nordens Mythologie, og hin udvortes Vandring til Offerlunden maatte da af sig selv blive et Billede paa min indvortes Granskning efter de garnie Mythers Sammenhæng og Betydning .... Molbech meende i dette Vers at finde en Bebreidelse til sig, fordi han ei med Varme nok havde omtalt Stenen i sit Brev (Skild. Nr. 100), og skiøndt mig nu synes han snarere talde for høit end for lavt, havde han dog maaskee Ret..... Uret havde han derimod, forsaavidt han satte Naturen istedenfor Aserne, Afgud for Afgud, ogsaa i den Tanke, at jeg stirrede paa Valhal, som Menneskets Himmel: thi det havde jeg lige fra Begyndelsen erklæret, at min Ærbødighed sor Nordens Myther netop kom deraf, at Aserne forgik og den sande Gud da thronede i Gimle. Herom mindede jeg ham, men var blind for min egen Uret i de galne Ord, og sagde nogle, som end vare værre i følgende Vers (Skild. Nr. 103):

„Du stander midt i Guders Lund” o. s. v.

[s. G.s „Svar til min Ven Molbech”. S. 29).

Til 12) Fra M. Imellem 4de og 7de Okt. 1808.

Hvad jeg sidstleden sagde Dem, og Deres Svar: de to foranstaaende Digte, Nr. 10 og 11. — Deres digteriske Form: nemlig G.s Behandling af Mythen om Freis Kjærlighed i Nordens Mythologi, 1808, S. 76—113; senere optrykt i Kvædlinger, S. 47 flg., og i Poet. Skr., I, Nr. 16.

Til 14) Fra M. 9 Okt. 1808.

Den skønneste Gave: det foranstaaende Digt.

Til 16) Fra G. 13. Juni 1809.

Donsenborg. Brevet er skrevet hos G.s og M.s fælles Ven Poul Dons, som dengang boede paa Hjørnet af Tugthuusporten og Løvstrædet. — Fra min Fødeby: Under sit korte Ophold i Udby s. 228 Præstegaard, den 6. Juni, har M. formodentlig tilskrevet G. — Efter 10 Dages Dumhed: paa Grund af Sygdom. — Min Jøde: formodentlig en Elev, som G. læste privat med. — Gundelach: i en Strid imellem daværende Cancellisecretair F. C. Gundelach og en Sproglærer N. N. Fürst, af hvilke den Første havde kriticeret den Sidstes Poesier, blandede G. sig med en versificeret Fabel: „Papegøien og Skaden” (Kbhs. Skilderi 1809 Nr. 68), i hvilken Anledning han blev angreben af begge Modstanderne, hvorpaa han svarede Gundelach i et satirisk Digt: „Bod og Bedring” (Kbhs. Skilderi 1809 Nr. 71). I et Brev til M. af 13. Juni skriver P. Dons herom: „Den Fyrstelige, poetisk-kritiske og kritisk-poetiske Strid bliver fortsat Slag i Slag! . . . . Alt dette Væsen er mig ellers afskyeligt; thi Gjenstanden er mig ikke værdig nok. En ussel Digter og en slet Recensent over en saadan vilde jeg aldrig røre ved: det er derfor mit individuelle Ønske, at ei Grundtvig havde gjort det. Hans Kritik bør have en høiere, ædlere Grund, end nogle Stymperes Smørerier .... Denne hele Strid maa være til Latter og Haan for Folket, og det er saare ilde!” — De sværmer om i Syd og Nord: M. tilbragte en Deel af Juni Maaned i Sorø, og gjorde herfra en Udflugt til Næstved og Vordingborg, besøgte G.s Forældre i Udby og vendte over Ringsted tilbage til Sorø.

15*

Til 17) Fra G. Udby d. 3. Aug. 1809.

Skuret i Udby: formodentlig et Slags Lysthuus af Bræder i Præstegaardshaven. P. Dons skriver i et Brev til M. af samme Datum: „Jeg skriver dette i Skuret udenfor G.s Vinduer. Den godmodige, redelige Olding, Grundtvig sidder paa Bænken ligeover for mig, ryger sin Pibe og beder mig: „meget at hilse den gode Mand Molbech. ““ — Køgeveien: Veien fra Kjøge til Udby. Løverdag den 29de Juli var G. og Dons reist sammen til Udby, hvorfra de, efter et Besøg i Torkildstrup paa Falster, vendte tilbage til Kbh. den 13. August. — Hersleb: den senere Professor i Theologi ved Christiania Universitet: S. B. H., G.s Ven og, ligesom han og F. C. Sibbern, Alumnus paa Valkendorfs Collegium. — Her, ligesom i Br. Nr. 31, maa mulig tænkes paa Hans Holtermann, der blev Student fra Herlufsholm 1805 og juridisk Candidat 1809. Han fik Communitetet 1807 og Regentsen 1808. Han blev Overretsprokurator 1812 og døde 1818. — Jette: P. Dons's Forlovede, Jfr. Henriette Schmidt, Datter as Havnecontrolleur S. og ligesom Dons af norsk Byrd.

Til 18) Fra M. 12. Dec. 1809.

Da jeg tabte, hvad jeg maaskee aldrig vinder tilbage: sigter til et længe næret Kjærlighedshaab, som i den forgangne Sommer var bleven skuffet. — En meget sørgelig Stilling: M. tænker vel s. 229 herved deels paa Familiesorger i Hjemmet, deels og især paa de trange Kaar, der allerede i en tidlig Alder henviste ham til eget Erhverv og paa mange Maader hindrede ham i en planmæssig og harmonisk Udvikling. — En ædel Blomst .... mit Livs første Genius: uden Tvivl M.s kjæreste Søster Lovise, som ved en sær Tilskikkelse mange Aar efter kom til at tilbringe en lang Tid i Grundtvigs Huus, og døde ugift i en meget høi Alder. — Engang, da jeg haabløs o. s. v. Ved at sammenligne dette Sted i Brevet med det nærmest Foregaaende og Efterfølgende, ledes man til at antage, at M. her sigter til sit Sommerbesøg i Udby Præstegaard, til Grundtvigs Fader og eneste Søfter Ulrikke Eleonore, som var død i A. 1805. — Det, jeg selv eier: en Søster. — De Blade, jeg har skrevet: „Om Livet, dets Væsen og Værd”, trykt i „Vaarblomster og Hedeurter, metriske og prosaiske Blandinger af C. Molbech.” Kbh. 1810.

Til 19) Fra M. Kbh. 27. Dec. 1810.

I Udby: hvorhen G. var reist den 20de Dec., ledsaget af F. C. Sibbern. Om Anledningen til denne Reise skriver M. i et Brev til Fru Constance Lelh af 20. Jan. 1811 Følgende: „. . . . Det er efter min Ven Grundtvigs Begiering, at jeg sender Dem, naadige Frue! de medfølgende to Exemplarer af hans Nytaarsgave [Idunna]. Han bad mig tilføie, at han med det første selv vilde tilskrive Dem.

Jeg maatte enten være meget vidtløftig eller meget kort, naar jeg skulde sige Dem noget om hans seneste Skiebne. Af flere Grunde vælger jeg det sidste. Lettere end mange andre vil De, som kiender ham saa nøie, forstaae den Tilstand, hvori han er, og som De vist i øvrigt vil see af hans Breve. En langvarig Anstrængelse og en til det yderste dreven Nattevaagen udholdt hans Constitution ikke. En betydelig Nervesvækkelse blev Følgen af hine forsætlige Brud paa hans svagelige Helbred; og en med hiin Svaghed forenet dyb Grublen over Ideer, som Mennesket aldrig udtømmer, og hvis Dybde kun bliver rædsom for den, som vil styrle sig i Afgrunden, i Stedet for at hæve sig over den, gav ikke blot hans Tænkning en heel forandret Retning, men berøvede ogsaa hans Aand en stor Deel af dens Kraft, forstyrrede hans Sindsro og nedsænkte ham i den mørkeste Tungsindighed. Jeg har seet den Ædle som jeg elsker og agter saa høit, t den sørgeligste Tilstand, hvori jeg har seet noget Menneske; og jeg veed kun een Begivenhed i mit Liv, der har virket saa stærkt og voldsomt paa mig, som den Skiebne, der rammede min Ven, som jeg altid har erkiendt for saa langt over mig i Kraft, at jeg maatte gyse ved at see en saadan Natur saaledes bøiet. Grundtvig fandt, at Eensomhed og Ophold hos hans Forældre var den eneste Betingelse, hvorunder han kunde vente at gienvinde sin Siælsro. Han reiste til Udby noget før Juul. Medens jeg nogen Tid efter Nytaar s. 230 var paa Landet, kom han tilbage til Kiøbenhavn. Jeg fandt ham vel roligere, end da han reiste bort, men endnu meget svag paa Legeme: i en bedre Stemning, saa mild og sagtmodig, at jeg virkelig neppe kiendte ham igien, men langtfra ganske at have vundet Ro i Hiertet og Klarhed i Siælen tilbage. For otte Dage siden er han atter reist til Udby, og siden har jeg intet hørt fra ham.

Dette er hvad jeg her kan sige Dem, ædle Frue! Allerede dette har i Fortællingen virket meget paa mit Sind — og hvormeget vil ikke De, hvis Venskab var en af de faa himmelske Blomster Forsynet strøede paa Grundtvigs jordiske Vei giennem Livet — hvormeget vil ikke De føle ved at læse, hvad jeg maatte sige Dem?

Jeg gientager, hvad jeg sagde, hans Breve, hans Nytaarsnat, Fortalen til Jdunna, enkelte Digte af ham, ville sige Dem endmere. De vil see, at ogsaa i hans Tænkning er der skeet en stor Forandring. — Hvad Følger det vil have for ham at leve i Eensomhed i Udby, kan jeg ikke forudsee. Selv haaber han det bedste. Jeg veed dog et andet Sted, hvor jeg, i det mindste for en Tid, hellere ønskede ham hen [Egelykke?]. At han søger om Capellaniet hos hans Fader, vil han formodentlig selv fortætte Dem. Maatte Gud snart skienke ham sin Kraft; thi hvad er Mennesket uden denne?”

I Tirsdags Aftes: Juleaften, d. 24. December. — En Seddel fra Her sleb: Meddelelse om det ovenfor omtalte, første Brev fra G. — Dine Blik o. s. v: „Nytaarsnat, etter Blik paa Christendom og Historie”, Kbh. 1810. — En Giæring i mit Indre: Hermed stemmer følgende korte Dagbogsoptegnelse af M. : „D. 24. 25. Decbr. Et Vendepunkt i mit Liv har aabenbaret sig. En ny Tilværelse skal jeg begynde. Livet skal oplade sig for mig. Dets Klarhed skal omstraale mit Væsen. Evige Gud! skient Du mig Kraft og Kiærlighed, og lad mig blive elsket af enhver, der som jeg vil det Gode!” — Jeg reiser paa Onsdag d. 2. Jan.: M. reiste allerede d. 29. December, samme Dag G. kom til Kbhvn., og mødtes saaledes først med denne ved sin Tilbagekomst d. 9de Jan. Fem Dage senere, den 14de Januar, vendte G. atter hjem til Udby. — Bonnier: en bekjendt Boghandler. — Jeg var hos Øhlenschlæger idag: ifølge M.s Optegnelser var dette hans første Besøg hos Digteren. — Din Sorøe Kirke: Digtet i Nytaarsnat. — Versene til Maanedskobberne: i Nytaarsgaven Idunna.

Til 20) Fra M. Sorø 30. Dec. 1810.

Dit Digt . . . mit prosaiske Brev: s. Anmærkning til foranstaaende Brev.

Til 21) Fra M. 3. Jan. 1811.

Din Fortale: til „Nytaarsnat”.

s. 231 Til 22) Fra G. 5. Jan. 1811.

Kapellan: d. 3die Mai 1811 blev G. udnævnt til Kapellan for Udby og Ørslev.

Til 23) Fra M. 22. Jan. 1811.

Herders Geist o. f. v.: Geist der hebraischen Poesie. — Moldenhawer: D. G. M., Professor i Theology Overbibliothekar ved det st. kgl. Bibliothek. — Min Reise: en længere indenlandsk Reise, som ikke kom i Stand. — Din Commission: s. Anm. til M.s Brev af 27. Dec. 1810.

Til 24) Fra G. Udby 4. Febr. 1811.

Mynster: Professor, Overmedicus O. H. Mynster. — Bolsungerne: „Optrin af Nordens Kæmpeliv“ ved N. F. S. Grundtvig. I. Volsunger og Niflunger. Kbh. 1811. — Müller: Peter Erasmus M., Redacteur af „Kjøbenhavnske lærde Efterretninger“ og (fra 1811) af sammes Fortsættelse: „Dansk Literatur-Tidende“. Hvad Gjenstanden for G.s Recension har været, vides ikke, men af de følgende Breve sees, at den hverken fandt M.s eller P. E. Müllers Bifald.

Til 25) Fra G. Udby 17de Febr. 1811.

Min tilsendte Haandskrist: Bolsunger og Niflunger. S. foregaaende Brev.

Til 26) Fra M. 28. Febr. og 1. Marts 1811.

Anton: M.s yngre Broder Anton tjente paa den Tid som Maanedslieutenant i den danske Marine og var en Tidlang Fører af en Kanonbaad.

Til 28) Fra G. 3. Juli 1811.

Gamle Baden: Professor Jacob B., som i A. 1780 udgav den omtalte „liden Samling” med Titel: Symbola ad augendas linguæ vernaculæ copias e Saxonis Grammatici interpretatione danica, der først var udkommen som Skoleprogrammer og siden blev optrykt igjen i hans Opuscula. — De to omtalte Linier i Sigurd (ɔ: „Sigurd og Brynhild”) findes i „Optrin af Nordens Kæmpeliv” I. 1811, S. 152, hvor hans er forandret til dens. — Medens Du var borte: paa en Udflugt til Gl. Kjøgegaard, Gisselfeldt og Præstø fra d. 19.—27. Juli. — Jeg indsattes: som Kapellan i Udby. — Dons's Husnummer: P. Dons var flyttet til Gl. Amagertorv Nr. 4, 1. Sal. — Mine Forældre ... og jeg venter dig: M. kom hverken den Sommer eller nogensinde senere til Udby.

s. 232 Til 29) Fra G. Udby 4. Decbr. 1811.

Min Pige: Elisabeth Kristine Margrethe Blicher, Datter af Provst D. N. Blicher, Præst i Gunslev paa Falster. Hun var G.s Forlovede og blev siden hans Hustru.

Til 30) Fra M. 8. Decbr. 1811.

Et Arbeide, hvorpaa jeg ellers o. s. v. M. sigter vel hermed nærmest til sine Ordbogsarbeider, navnlig til Udarbejdelsen af Bogstavet M i Vidensk. Selskabs Ordbog. — Feldborg: Andreas Andersen F., en dansk Literat, som efter et fleeraarigt Ophold i England skrev og oversatte Adskilligt til Oplysning af danske Forhold, og for hvem M. en Tidlang interesserede sig (s. Erslevs Forf. Lex. I. 422.) — Den anden var en Mand o. s. v.: Det er tvivlsomt, hvem M. her tænker paa. — Din Tilegnelse: as G.s „Saga“, Nytaarsgave for 1812. — Morten Borup: G.s bekjendte Digt, som var optaget i Nytaarsgaven Saga.

Til 31) Fra M. Gl. Kjøgegaard 2. Marts 1812.

Holtermann: Se Anm. til Nr. 17. — To af Gatterers Historier: I. C. Gatterer, Forf. til et Par verdenshistoriske Haandbøger, har tillige udgivet: Algemeine historische Bibliothek i 16 Bind (1767—71) og Historisches Journal i 16 Bind (1772—81). Der maa tænkes paa et Par Bind af en af disse Samlinger. — To Bind af Remer: Formentlig I. A. Remers Handbuch der algemeinen Geschichte, der udkom i 3 Bind 1783—84 (i 4de Oplag 1802). — Woltmanns Bog: Johann v. Müller von Karl Ludwig v. Woltmann (Berlin 1810). — En Vei til Understøttelse: Supplicant-Veien. M. tænker maaskee nærmest paa den hjælpende Haand, som hans ædle Velynder, Geheimeraad Biilow til Sanderumgaard flere Gange havde rakt ham. — Min lille Ordbog: Dansk Haand-Ordbog. Kbh. 1813. — Min Reise til Foraaret: M.s Reise til Sverrig, som han med kgl. Understøttelse tiltraadte den 10de April. — Min Ven: Godseier Carlsen til Gl. Kjøgegaard.

Til 32) Fra G. Udby 10. Marts 1812.

Dine Bøgers Forstyrrelse: S. forrige Brev. — Denne fæle Floskel: findes i en Artikel af G. L. Baden (Kbhs. Skilderi 1812, Nr. 19) i Forbindelse med et Angreb paa M.s „Ungdomsvandringer i mit Fødeland“, som bl. a. dadles for „mystisk Sværmeri“.- Det hedder her: „Historieskriveren maa ingen Religion have, det veed jo Hr. M. bedst, som selv har foredraget Historiografiens Regler, hvormed Baden sigter til M.s „Nogle Ideer om Historie og Historieskrivning, s. 233 med Bidrag lik en Kritik over Dr. G. L. Badens Skrift om Griffenfeldt.” Kbh. 1808. — Tyge Rothes Bog: Christendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa, I—II Kbh. 1774—75. — Din Eichhorn: I. G. Eichhorn var Forf. til Algemeine Geschichte der Cultur und Literatur der neueren Europa, I—II (1796—99), Weltgeschichte, I—II (1799—1800) og Geschichte der drei leten Jahrhunderte, I—IV (1803—4). Det er tvivlsomt, hvilken af disse Bøger der sigtes til.

Til 33) Fra M. Gl. Kjøgegaard 25. Aug. 1812.

Min Bestalling: som tredie Bibliotheksecretair ved det st. kgl. Bibliothek, hvortil M. under sin Reise i Sverrig var bleven udnævnt.

Til 34) Fra M. Kbh. 29. Rov. 1812.

Om M.s Ophold i Sverrige, som med en kort Asbrydelse varede fra 10. April til 19. November, s. hans Breve fra Sverrige, I—III. Kbh. 1814—17. — Bruun: daværende Distrikslæge, senere Lector R. E. B., en af M.s fortroligste Venner. — A. W. Schlegel: den bekjendte tydske Romantiker (1767—1845), som en Tidlang var Fru v. Staels Ledsager, bl. a. paa hendes Reiser til Italien, Danmark og Sverrig. Hans Broder, Literærhistorikeren Friedrich S. (1772—1829) var ansat i den østerrigske Statstjeneste og opholdt sig i Wien. Han forstod Dansk og havde oversat en Deel af G.s nordiske Mythologi i „Deutsches Museum“. (S. Køster: Om P. Dons, S. 88. Jvf. ogsaa G.s Brev til M. af 2den Dec.) - Det af Thorkelin afskrevne angelsachsiske Manuskript: Beowulfs Digtet, som Geheime-Archivar Gr. I. Thorkelin havde ladet afskrive i England i A. 1786 og senere (1815) udgav med en latinsk Oversættelse. — Saga: G.s før omtalte Nytaarsgave. — Med Bibliothekaren Lorenzo Hammarsköld (1787-1827), den bekjendte svenske Literærhistoriker og Ny-Romantiker, havde M. havt megen Omgang under sit Ophold i Stockholm. Den omtalte Afhandling om den nyeste danske æsthetiske Literatur sindes ikke i „Phosphoros“, hverken for 1812 eller 1813. Derimod findes i nogle Numre af „Svensk Literatur-Tidning“ for 1813 en mulig af Hammarsköld forfattet Afhandling om den nyeste danske Skjønliteratur, imod hvilken Molbech tog til Gjenmæle i „Nyeste Skilderi as Kjøbenhavn“ for 1813, Nr. 41—42 (S. Birket Smith: Til Belysning af literære Personer og. Forhold, S. 203, Note 1). — Høsts og Rahbeks svenske Forelæsninger: I. K. Høst holdt i Aarene 1812—15 Forelæsninger, deels over det svenske Sprog og den sv. Digtekunst, deels over historiske Gjenstande. — Med det, G. havde læst ved Landemodet, menes vel nærmest hans Roeskilde-Riim, som han paa Dionysii Landemode 1812 oplæste for de forsamlede Præster. (S. G.s Roskilde-Saga. 1814. S. 105). Jøvrigt havde han ogsaa ved St. Hans' Landemode forelæst s. 234 en Afhandling „om den rette Oplysning“ (s. Roesk. Saga 104 og Br. Nr. 35, as 2. Dec. 1812).

Til 35) Fra G. Udby 2. Decbr. 1812.

Dit Brev fra Køgegaard: af 25de August 1812. G.s Snar Paa dette Brev synes fremkaldt eller paavirket, mindre af Brevet selv, end af visse dadlende Udtalelser om M. i et Brev fra Dons til G. af 19de Sept. (S. Køster om P. Dons, S. 96). — M.s Afhandling om Livets Væsen og Værd var optaget i hans „Vaarblomster og Hedeurter“, 1810; G.s om Religion og Liturgi, i Fallesens theolog. Maanedsskrift, f. Febr. 1807. — Hvad jeg sagde o. s. v.: i Digtet, Svar til min Ven M., 4. Oct. 1808 (Nr. 11). — Din lille Bog om Correggio: Særtryk af M.s Antonio Allegri da Correggio, et biographisk Udkast, med nogle Betragtninger over Konst og Maleri (i Skandinavisk Literatur-Selsk. Skr. 1811. S. 364 flg.) Grundtvigs Exemplar af dette Særtryk er i Boghandler Schønbergs Eie. I Randen er der adskillige Blyantsstreger, som viser, hvad G. særlig har mærket sig. Dertil hører dels nogle af M.s Bemærkninger om „det Sande, det Gode og det Skiønne — den treenige Aabenbaring af den høieste Eenhed“, dels, hvad han har skrevet om Correggios Nat: „Ingen Maler har saa værdig som Correggio helliget sin Pensel til at fremstille en af de største Begivenheder i Menneskeslægtens Historie.“ — Et uordentligt og lystigt Levnet: en besynderlig asketisk Misforstaaelse af M's Yttringer om „et vist (vistnok) ikke ordentligt Liv“, hvormed naturligviis kun menes et bevæget Selskabsliv, ligesom M. ved Udtrykket „min Reises Daarligheder“ uden Tvivl tænker paa en forbigaaende Forelskelse i en smaalandsk Herremandsdatter. — Et saadant venligt Brev: det foranstaaende, af 29. November. — Et langt Digt over Roskilde: Roskilde-Riim ved N. F. S. G., Capellan. Kbh. 1814. — De Samtaler om Volsunger: Optrin af Nordens Kæmpeliv, I. 1811. — Din syge Broder: M.s to Aar yngre Broder Carl Frederik, som efter i A. 1810 at have taget theologisk Examen med Udmærkelse, var bleven hjemsøgt af en dyb Tungsindighed, der allerede dengang grændsede til Sindssyge og i sin Oprindelse vistnok var noget beslægtet med den aandelige Sygdom, G. selv havde gjennemgaaet.

Til 37) Fra M. 26. Jan. 1813.

Din Verdenskrønike:Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng. Ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Kapellan i Udby. (Riget og Magten og Æren er Guds i Evighed.) Kjøbenhavn 1812. Allerede den 9de Januar havde M. læst G.s Bog til Ende og i sin Kalender skrevet Følgende: „Udlæst Grundtvigs Verdenskrønike — en høist forunderlig og fra flere Sider mærkelig Bog. Er G. Christen, s. 235 saa ex han i det mindste ikke Historieskriver, som han bør være det. “ — Din Faders Død: G.s gamle Fader, Johan Ottosen G. (f. 1734) døde den 5te Januar 1813 i Udby, hvor han havde været Sognepræst i 36 Aar.

Til 38) Fra G. Udby 9. Febr. 1813. (Udkast.)

Fik jeg dit Brev ind: nemlig fra Udby, hvor det var ankommet under G.s Fraværelse i Kbhvn. — Frigge: den af Nyerup udgivne Nytaarsgave for 1813. — Efter hvilken Bog jeg fremstillede Kant: Sammenlign Grundtvigs Verdenskrønike fra 1812, S. 399: „Maaske har jeg, af Frygt for at gøre Kant Uret, dømt ham vel mildt. Jeg har i Fremstillingen fulgt hans Bog om Religjonen indenfor Fornuftens Grændser, som var den eneste af hans Skrifter, jeg havde ved Haanden.”

Til 39) Fra G. Til min Ven C. M. I Kbh. Skild. Nr. 29, 1813.

Anledningen til ovenstaaende aabne Brev til M., som for Fuldstændigheds Skyld her er aftrykt, var en Artikel af M. i Kbh. Skilderi for 2den Marts 1813: „Anmeldelse af et for den nordiske Historie vigtigt Arbeide“ (Vedel Simonsens Udsigt over Nationalhistoriens ældste og vigtigste Perioder.) Heri omtales G.s nysudkomne Verdenskrønike i Forbigaaende paa følgende Maade: „Efter en nyere dansk Skribent seer det vel kun heel maadeligt ud med vor danske Krønike, og liden Udsigt er der til, at det kan vorde bedre, da efter ham „„Danmark et har fostret nogen Søn, der sømmelig kunde beskrive hendes Idræt og Levedage“ “ (Verdens Kr. S. 320.) Der hører mere Forudvidenhed og Kiendskab til den nulevende Slægt, end jeg besidder, for at afgiøre, hvorvidt Forf. har Ret eller ikke .... Men jeg tilstaaer, at hans Frygt for at Danmark ei skulde faae en dansk Historie, deler jeg ligesaa lidt, som hans Begreb om dennes Indretning. Thi en „„sandfærdig Fortælling om det Forbigangne““, vel at mænke uden „„platte Anmærkninger og høitravende Ord““, der aldeles ikke, som man næsten efter Forfatterens Udtryk (Verdens Kr. S. 322) skulde troe, nødvendig dermed er forenet — er ikke slet saa ringe en Ting, som Grundtvig vil giøre den til. I det mindste var bet øuskeligt, at enhver, der vilde befatte sig med at skrive Historie, lagde mere Vind paa at fortælle sandfærdigt, end paa at „„spore den Usynliges Finger i Tidernes Gang““. At spore efter denne med bestandig Ӕngstelighed, og derover glemme at fortælle, er at giøre sig og Læseren Unødig Sorg: thi den aabenbarer sig desto klarere og skiønnere, jo mere man blot lader Historien selv tale. “

De Yttringer i G.s Verdenskrønike, hvortil der i ovenstaaende Bemærkninger sigtes, lyde saaledes: „Spildt er Arbeidet [Suhms historiske s. 236 Arbeibe] visselig ikke, men stor Jammer man det nævnes, at Danmark ei har fostret en Søn, der sømmelig kunde beskrive hendes Idræt og Lenedage; ikke engang en Broder til Saxo er opvoxet, og hvo som vil kende sin Moders Levnet, maa enten nøies med Holbergs skæve, løse Tale, eller Tydskeren Gebhardis tørre Ramse, eller gaa sig træt i Suhms Vildnis“ o. s. v. — Dem, der mene, at man for en dygtig Betaling nok kunde saae en dygtig Danmarks Historie skrevet, henviser G. til Apostlenes Svar til „Troldkarlen i Samaria“, da han vilde kjøbe Aandens Gave, og fortsætter: „Dog paa saadan Tale har de gode Folk ingen Forstand; de mene, at en god Krønike er en nogenlunde sandfærdig Fortælling om det Forbigangne, udsmykket med platte Anmærkninger og høitravende Ord; at ville spore den Usynliges Finger i Tidernes Gang, det heder Sværmeri paa deres Tungemaal“, o. s. v. [Berdens Kr. S. 320 og 22]. — Hvad min Bogs Brøde er i dine Øjne: I Fortalen til Krønikens Gjenmæle, S. 4, figer G. reent ud, hvad han her kun antyder: „Hvad der egentlig har vakt din Harme over Bogen er, at Du ikke troer paa Christus, som Guds eenbaarne Søn, Kongernes Konge og Herrernes Herre, at Du ikke troer Apostlenes og Propheternes Tale som guddommelig, usvigelig Sandhed, og derfor ikke kan lide, at jeg har opkaldt Tiderne til at vidne om, hvorledes Gud har beseiglet sin Søn og sit Ord. “ (Sml. M.s „Erklæring“ o. s. v. i Skilderiet Nr. 59, aftrykt under Nr. 44).

Foruden det her efter Kbhs. Skilderi aftrykte Brev fra G. sindes blandt dennes efterladte Papirer to Brudstykker af et Svar til M. i samme Anledning, samt en længere Tilskrift: „Til C. Molbech (i Anledning af Skilderiet Nr. 18) “, som formodentlig er den „lange Skrifteprædiken“, M. omtaler i et Brev til Fru Rahbek af 1ste April 1813, der blev sendt ham til Gjennemlæsning, men atter taget tilbage af G. og ombyttet med ovenstaaende, i Formen mildere Brev (S. Chr. Molbech og K. M. Rahbek, en Brevvexling. S. 16 og 26). Denne Tilskrift er, som Vidnesbyrd om den første, umiddelbare Virkning af M.s Yttringer om Verdenskrøniken, ikke uden Interesse og er derfor aftrykt i Tillæget, Litr. B.

Til 40) Fra M. Til Hr. N. F. S. G. o. s. v. (Udtog.)

M.s Svar, som her kun kan meddeles i Udtog, paa G.s Artikel i Skilderiet Nr. 29 udkom i Slutningen af April 1813. — Med M.s Dom om G.s Verdenskrønike, at den var god i sin Hensigt, men mislykket i sin Udførelse, er det interessant at sammenligne Grundtvigs egne senere Yttringer om den samme Bog. I Fortalen til sin „Haandbog i Verdenshistorien“, første Deel, Kbh. 1833 udtaler han sig bl. a. saaledes om Ungdomsarbejdet fra 1812: „Hvorledes jeg kom s. 237 til dette historiske Misgreb, som de løierlige Recensenter ventelig kun af Svaghed i Moders-Maalet kaldte et Mis-Foster, hører ikke til denne liden Fortale, men til min Levnets-Beskrivelse, da min Skrift bestandig har været et vel maadelig corrigeret men derfor just des troere Aftryk af mit Liv; men Bogens Hoved-Feil laae, saavidt jeg kan skiønne, ingenlunde i dens Indhold, men i dens eensomme Stilling, da den, for at komme paa sin rette Hylde, forudsatte ei alene den Historiske Børne-Lærdom men ogsaa den Haandbog i Stats-Historien, vi fattedes. “

Til 41) Fra M. 27. Mai 1813.

Farvel i Kjøbenhavn: Ved P. Dons Bryllup, som den 22de Mai blev viet af Grundtvig til Henriette Schmidt, har M. formodentlig været tilstede, men ikke fundet Leilighed til, hvad han kalder at sige G. „et ordentligt Farvel“. — Det førske Brev, Du skrev imod mig: S. Anm. til G.s Brev as 10. April 1813 (Nr. 39) og Tillæget (Litr. B). — Mit Fædrelands Ruiner: sigter til det ydre og indre Forhold i Danmark, som i samme og følgende Aar førte til Statsbankerotten og Norges Tab.

Til 42) Fra G. Udbye 16. Juni 1813.

Nogle Blade, som o. s. v.: „Krønikens Gienmæle“ ved N. F. S. Grundtvig, som udkom i de sidste Dage af Juni. — Jeg har .... aldeles forbigaaet det Personlige: Denne Yttring er ikke ganske korrekt; thi det maa dog henregnes til „det Personlige“, at G. i Fortalen til det omhandlede Skrift udleder M.s Harme over Verdenskrøniken derfra, at han „ikke troer paa Christus“ o. s. v. (s. Fort. til Kr. Gjenmæle, S. 4.)

Til 43) Fra G. Juni 1813.

Menigheden ɔ: Almeenheden eller Publikum. — Et Brev: bet tidligere omtalte første Brev fra G., som forblev utrykt (s. Brevene Nr. 39 og 41, samt Tillæget, Litr. B.) — Det andet Brev: s. ovenfor Nr. 39.

Til 44) Fra M. Erklæring o. s. v. 24. Juli 1813.

Tre personlig fiendske Tiltaler: M. maa da regne den første med, skjøndt den blev taget tilbage. — Den videnskabelige Bedømmelse: af Prof. I. Møller i Lit Tid. 1813 Nr. 25—29.

Til 45) Fra G. Farvel til C. M. 3. Aug. 1813.

Over Sundet: Sigter til M.s Rejse i Sverrig 1812 og dens formeentlige Virkninger paa Forholdet imellem dem. — Sorøes Altergrav: s. 238 Jvfr. G.s Digt til M. af 16. Juli 1808 (Nr. 7), som begynder saaledes: „Til Absalons nedsjunkne Grav Du gange hen i Kvælde“.

Til 46) Fra M. Til Forf. af Kr.s Gjenm. 5. Aug. 1813.

Dette Svar paa G.s „Farvel“ har vel oprindelig været bestemt til Offentliggjørelse, men Forf. opgav hurtig denne Tanke og nøiedes med at sende G. en Afskrift deraf (Jvfr. „C. Molbech og K. M. Rahbek, en Brevvexling“, S. 99, 102, 106). I M.s Skrivekalender for 1813 er indført følgende Notits: „Aug. 5. skrev mine sidste Ord til Forf. af Krønikens Gienmæle. Det er ikke med Lyst jeg føler, at jeg aldrig mere bliver Grundtvigs Ven.“ — At glemme falsk mit Danmark i dets Pige: M. har her aabenbart misforstaaet G.s Ord: „Hvor danske Mø forlorede sin Svend“, som i Forbindelse med det foregaaende Vers („Hvor Danmarks Søn saa ofte Døden fandt“) neppe skal betyde Andet, end at mange danske Møers Fæstemænd ere faldne i Danmarks Krige med Sverrig. Ogsaa i det foranstaaende: „Saa est du flygtet fra mig over Sundet“ har M. overseet, at G. kun taler om en Skilsmisse fra ham, ikke fra Danmark. — Udtrykket: Tidens Tulipaner, som G. vel nærmest har brugt for Rimets Skyld, burde egenlig heller ikke have forarget M., da det kun er en Omskrivning af det „Nutids Prunk“, som han i et tidligere grundtvigsk Digt (Nr. 7, 16de Juli 1808) ikke tog Anstød af.

Til 47) Fra M. 25de Marts 1826.

Glossarium til Riimkrøniken: Et Særtryk af Glossariet til „Den danske Riimkrønike efter Gotfrid af Ghemens Udgave“ o. s. v., udgivet af C. Molbech. Kbh. 1825. — Et Digt i Aftenbladet: I „Nyt Aftenblad“ 1826, Nr. 4, for 28de Januar, Kong Frederik den sjettes Fødselsdag, offentliggjorde Grundtvig „Broder Niels fra Sor, Efterskrift til den danske Riimkrønnike“. — Deres nyeste, haarde Strid: i Anledning af G.s Skrift: „Kirkens Gienmæle imod Prof. theol. Dr. H. N. Clausen“ 1825, der, som bekjendt, bragte Forf. til at nedlægge sit Præsteembede og paaførte ham Dom og Censur. — En skarp og bitter Strid: i Kbhs. Skilderi 1821, i Anledning af en Anke af Clausen over det st. kgl. Bibliothek, som M. tilbageviste.

Til 48) Fra G. 28. Marts 1826.

Det tænkde jeg nok, Broder Nielses Rim o. s. v.: Sætningen er aftrykt nøiagtig, som deu findes i Originalbrevet, men er uklar og lader sig vanskelig rette med Sikkerhed. — Min Formodning: at den danske Riimkrønike har havt flere Forfattere, medens M. mener, at den stammer fra een Haand. G. havde fremsat sin s. 239 Hypothese i Tidsskriftet „Danne-Virke“ I. 1816; den blev imødegaaet af M. i Fortalen til den d. Riimkrønike, hvorpaa G. yderligere udviklede og begrundede den i N. Aftenblad for 1826 Nr. 14—18.

Til 49) Fra M. 31. Marts 1826.

Som jeg nu . . . maa føle afbrudt: ved den Knæskade, der nødte M. til i længere Tid at holde sig inde.— Deres Afhandling, Riimkrøniken angaaende: som G. havde sendt M. i Manuskript til Gjennemlæsning (se Anm. til Br. Nr. 48). — Thomas Gheysmer: en Munk fra Stralsund, som i A. 1431 boede i Odense og forfattede et kort Udtog af Saxos Danmarks Krønike paa Latin (indført i Script. Rer. Dan. II. p. 286). — En Professor: R. K. Rask. - Min Text af H. Harpestreng: det af M. udgivne Pergamentshaandskrift fra det 13de Aarh. „Henrik Harvestrengs danske Lægebog“. Kbh. 1826. — P. Laale: Da Nyerup to Aar efter udgav „P. Lolles Samling af danske og latinske Ordsprog“, kom M. ikke til at udføre sin Plan. — Chr. Pedersens Bocabularium: den dansk-latinske Ordbog, Vocabularium ad usum Dacorum, som Chr. P. lod trykke i Paris 1510. — Begge disse Arbeider: M.s danske Dialect-Lexikon udkom i A. 1841; af hans danske Glossarium eller Ordbog over forældede danske Ord, hvis Udgivelse begyndtes i A. 1853, udkom Slutningen først 1866, efter Forf.s Død. — Arbeider af en ganske anden Art: M.s Plan, at udarbeide en Række Forelæsninger over den nyere europæiske Historie i det 18de og 10de Aarh. kom ikke til Udførelse. — Den i Deres Ash. omtalte danske prosaiske Krønike: „Den saakaldte Kong Eriks Krønike paa gammel Dansk", meddeelt af R. Nyerup i Nye danske Magazin V. S. 161—200.

Til 50) Fra M 22. April 1826.

Denne Jubelfest: i Anledning af den danske Kirkes Grundlæggelse ved Ansgar 826. M. udførte den i Brevet omtalte Idee, ved Udgivelsen af „den ældste danske Bibeloversættelse eller det gl. Testamentes otte første Bøger, fordanskede efter Vulgata“. Kbh. 1828. Af M.s Kalenderoptegnelse sees det, at G. har besøgt ham umiddelbart efter Modtagelsen af dette Brev. „Den 22de April havde jeg Besøg af Grundtvig, som var hos os hele Eftermiddagen. Jeg fandt ham i det Hele uforandret, maaskee noget mindre livlig, end tilforn; i Samtalen meget behagelig og meget meddelende. “

Til 51) Fra M. 7. Marts [1827.]

Grimms to Breve: I det ene af disse, dat. Cassel, 18. Nov. 1826, skriver Jacob Grimm: „Eur. Wohlgeb. erlaube ich mir noch mit s. 240 einer kleinen Bitte zu behelligen. Ich gedenke die im zweiten Theil der Gramm. p. 961. 962. 1020. nur kurz berührte imperativische Zusammenseung in einer besonderen Schrift mehr auszuführen, und wünsche dafür auch dänische und schweb. Beispiele zu sammeln. Manches vermag ich schon beizubringen: fylde-vom; forglem-mig-ikke; [o. s. v.] Bei Ihrer groter Belesenheit in dem Wortreichthum der dän. Spr. wird es Ihnen leicht sein mir manche andere, zumahl ältere nachzuweisen.“ — Raskianeren Petersen: den senere Professor N. M. Petersen, som Aaret før havde udgivet sin Orddannelseslære. — Den længe ventede Conybeare: J. J. Conybeare, Illustrations of Anglo-Saxon Poetry, ed. W. D. Conybeare, London 1826.

Til 52) Fra G. London 11. Juni 1829.

London: Med offentlig Uuderstøttelse foretog G. i tre Aar efter hverandre (1829, 1830 og 1831) literære Reiser til England (s. de følgende Breve og Tillæget Litr. C.) — Mr. Miller: John M. omtales i et følgende Brev (Nr. 55) som en meget beskjæftiget Advokat med levende literære Interesser. — Mr. Ellis: Første Bibliothekar ved British Museum. — Mr. Dowding: en bekjendt londousk Boghandler. — Fabyans: Chronicle of England and of France. — Dem as Ritson: Jos. Ritson, „Scotish Songs“, I—II, Lond. 1794; „Ancient english metrical Romances“, I—III, Bond. 1802; „Northern Garlands“, Lond. 1810; og „A select Collection of English Songs“, I—III, Lond. 1813. — Pierce Plowmans Vision: Digt af Robert Langland, udgivet af Whitaker, London 1813. — Mr. Price: Richard Price, Udgiver af den augelsachsiske Del af Corpus historicum. — Lord Spencer: Grev George John S., bekjendt som Bogelsker og Besidder af et kostbart Bibliothek, havde besøgt Kjøbenhavn, hvor Molbech havde gjort hans personlige Bekjendtskab.

Til 53) (modtaget 2. Juli) Fra G. Juni 1829.

Malling: Ove M., Geheime-Statsminister, Chef for det st. kgl. Bibliothek. — Public records, d. e. publications of the Record commission. — Madden: Fr. M., Bibliothekar ved det britiske Museum, Udgiver af det interessante old-engelske Digt: Havelok the Dane, hvis Trykning bekostedes af the Roxhurgh-Club. Af denne literariske Sjeldenhed, som kun udkom i nogle og tredive Exemplarer, fik Molbech af den nævnte Klubs Præsident, Lord Spencer, et Exemplar til Gave, som ved hans Død blev skjænket til det st. kgl. Bibliothek (jvfr. Nordisk Tidsskrift, udg. af C. Molbech, III. S. 164). — Den katholske Qvestion: Katholikernes Emancipation ved Loven af 13. April 1829, som i politisk Henseende stillede dem lige med Protestanterne.

s. 241 Til 54) Fra M. 11. Juli 1829.

Ebert: berømt Bibliograf, Overbibliothekar ved det kgl. Bibliothek i Dresden. — De kienider Grundene: sigter uden Tvivl til Overbibliothekaren, Etatsraad Werlauffs økonomiske Ængstelighed, hvis Frygt for at overskride den til Indkjøb af Bøger normerede Sum ikke sjelden havde til Følge, at Bibliotheket mistede en Deel af denne, nemlig hvad der ved Finantsaarets Udgang ikke var disponeret over. Over denne Sparsommelighed førte M. ofte Klage, idet han mente, at naar en fordeelagtig Leilighed tilbød sig, var det bedre at kjøbe for meget end for lidt, da Overskridelsen jo altid kunde dækkes af det følgende Aars Indtægt.

Til 55) Fra G. 18. Aug. 1829.

Hans Stonebuildings: Mr. John Millers Bolig i London var i Lincolns Inn Stonebuilding's 3. — Black etc,: Black, Young and Young, et bekjendt londonsk Boghandler-Firma. — Barbour's Bruce by Pinkerton: The Bruce, on the History of Robert I, King of Scotland ; written in Scotish Verse by John Barbour, published from a Ms. dated 1479 by J. Pinkerton, I—III, Bond. 1790. — Hall's Chronicle: The union of the two noble and illustre Families of Lancastre and Yorke, by Edward Halle, Lond. 1548. — Layamons Riimkrønike: en angelsachsisk Krønike paa Vers fra Begyndelsen af det 13de Aarh., en deelviis Efterligning af Normannen Robert Waces: le Brut d’Angleterre fra det 12te Aarh. — Sprogets Overgang fra A. S. til N. E. ɔ: fra Angelsachsisk til Ny-Engelsk. — The mirrour : Mirror for Magistrates, in five Parts, ed. Haslewood, Lond. 1815.

Til 56) Fra M. 29. Aug. 1829.

En Ven og Landsmand: daværende Legationssecretair Clausewi, siden Notarius publ. i Kjøbenhavn. — Bølling: M.s Ven og Collega ved det kgl. Bibliothek. — Cottles engelske Edda: Islandic poetry or the Edda of Sæmund, translated into English verse by A. V. Cottle, Bristol 1797. — M.s Moder: Lovise Phil. Frederikke f. Tübell, døde efter haarde og langvarige Lidelser den 2den Aug. 1829 i sit 69de Aar. — Nyerups Post som Regentsprovst blev besat med Prof. F. C. Petersen. — Det svære Angreb paa Brøndsted: (i Anledning af dennes „Reisen und Untersuchungen in Griechenland") fremkom i det tydske Tidsskrift Hermes, XXXII, 264—94, og blev imødegaaet af B. i „Ueber den Aufsa in Hermes unter dem Titel: Villoison u. Brøndsted; ein Beitrag z. Gesch. der Plagiate, lies: ein Beitrag zur Gesch. der Pasquille." Paris u. s. 242 Stuttgart 1830. — Hendes Moder: M.s Svigermoder, Justitsraadinde Birgitte Marie Langberg, f. Jacobsen, døde den 6te September 1829 paa Landstedet Ny Bakkegaard paa Frederiksberg. — Dr. Lindberg o. s. v.: Mag. I. C. Lindberg blev for sit Skrift: „Er Dr. Prof, theol. H. N. Clausen en ærlig Lærer i den chrisme Kirke?" sat under Tiltale, men frikjendt.

16

Til 57) Fra G. London 6. Juli 1830.

Robert Mannings Krønike: The Story of England by Robert Manning of Braune, A. D. 1338. — Bowring: Dr. John B., Søn af en Kjøbmand i Exeter, en bekjendt engelsk Sprogmand og diplomatisk Agent, der talte og forstod en Mængde Tungemaal, bl. a. Dansk, og under sit Ophold i Kjøbenhavn (1829) havde lagt Planen til at oversætte et Udvalg af nyere danske Digte, som dog aldrig udkom. Han var Stifter af det ansete Tidsskrift Westminster Review. — Mallet: P. H. de Mallet, Histoire de Danemarc, I—III, Copenh. 1758—77. — I Midten af August: G. kom, ifølge M.s Optegnelser, først tilbage den 29de September.

Til 58) Fra G. Exeter 25. Juli 1830.

I Tirsdags Eftermiddag: G. kom altsaa til Exeter den 20de Juli. — Capitelet ɔ: Domcapitelet, hvis Tilladelse G. behøvede for at faae Adgang til Bibliotheket og de angelsachsiske Manuskripter. — Leofriks Manuskript: et af de vigtigste angelsachsiske Sprogmonumenter, som G. særlig ønskede at undersøge og afskrive. Det hører til Domkirkens Bogsamling, udgjør et Foliobind paa 260 Sider og indeholder en Række oldengelske Digte. Dette, tilligemed en Deel af Bogsamlingen, er skjænket til Domkirken af Biskop Leofric i Exeter, som levede i Begyndelsen af det ellevte Aarhundrede (jvfr. F. Rønnings Afhandling: „Grundtvig og den oldengelske Literatur" i Hist. Maanedsskrift for folkelig og kirkelig Oplysning, IV. og V., hvorfra enkelte af de oplysende Anmærkninger ere hentede). — Rougemont Castle: bygget af Vilhelm Erobreren for at holde Beboerne i Ave, opkaldt efter Bjergets røde Farve.

Til 59) Fra G. London 27. Juni 1831.

Dette ufuldendte Brev er uden Tvivl skrevet til M., men er af en eller anden Grund ikke blevet afsendt. — Foreign Review: I Aprilheftet for 1831 af dette engelske Tidsskrift var G.s Plan til en Udgivelse af angelsachsiske Haandskrikter bleven offentliggjort, hvilket fremskyndte hans paafølgende tredie Reise til England (jvfr. Tillæg C., Molbechs dansk poetisk Anthologie, IV. S. 23, og Rønnings ovenfor s. 243 cit. Afhandling i Historisk Maanedsskrift V. S. 130). — Torsdag Eftermiddag: G. forlod Kbhvn. Torsdagen den 2den Juni og ankom den 6te s. M. til London. — Mr. Thorpe: Benjamin T., en engelsk Literat, der i 1830 havde opholdt sig nogen Tid i Kjøbenhavn, og som G. ansaae for uskikket til det Arbeide, han vilde paatage sig som Udgiver af Angelsachsisk Poesi (jvfr. Tillæget Litr. C.) — John Heath: en af Stipendiaterne (the fellows) i Kings College, som havde opholdt sig nogle Vintre i Kjøbenhavn og der taget Underviisning i Islandsk hos Rask (jvfr. Tillæget, Litr. C.) — Varulven: The Romance of William of Salerne (William and the Werwolf), transl, from Franch . . . about A. D. 1350. — Black letters ɔ: gothiske Bogstaver, Munkeskrift. — Min Prospectus: G.s trykte Plan til det „Bibliotheca Anglosaxonica“, som skulde udgives af ham. London 1831. — Th. Grenville: en fremragende engelst Statsmand, som havde trukket sig tilbage fra det offentlige Liv og paa mange Maader viste sin Interesse for Videnskaberne, bl. a. ved at testamentere sit kostbare Bibliothek til det brit. Museum.

Til 61) Fra M. 20. Aug. 32.

Champoilions Précis o. s. v. havde G. formodentlig til Laans fra det kgl. Bibliothek.

Til 62) Fra M. Onsdag Morgen [1833.]

Deres nye Mythologie: Nordens Mythologi eller Sindbilledsprog 1832. — Et Sted om Theatret: nævnte Bog, S. 130—32.

Til 63) Fra G. 14. Juni 1833.

Dette smukke og hjertelige Brev fra G. var hans Tak for et Exemplar af den nylig udkomne „Danske Ordbog", som M. havde sendt ham. I Anledning af dette Værks Fuldendelse, paa hvilket Forf., efter de sproglige Forberedelsers Afslutning, havde arbeidet i ti Aar uden fremmed Hjælp, har M. skrevet i sin Kalender: „Den 4de Mai erholdt den sidste Correctur paa Ordbogen fra Seidelin (1ste Deel) og den 5te fra Græbe (46de Ark af 2den Deel). Trykningen paa begge disse Ark i begge Trykkerier begyndtes d. 6te Mai. — Gud være takket for Enden paa dette byrdefulde, aandssløvende Arbeide! Maatte det kunne nytte i Forhold til den Møie, det har kostet mine svage Kræfter!" — Roms Historie: G. arbeidede dengang paa sin Haandbog i Verdenshistorien, hvis første Hefte udkom samme Aar. — En Række af Udgaver: M.s danske Ordbog har som bekjendt kun oplevet to Udgaver, af hvilke den sidste først afstuttedes 1859, to Aar efter Forfatterens Død. Ogsaa denne Udgave er for længe siden s. 244 udsolgt og betragtes vel af Mange som forældet; men ingen af dem, der ved en forhastet og vilkaarlig Omvæltning af det Bestaaende have fremkaldt den nuværende Sprogforvirring, har dog endnu fundet sig foranlediget til at gjenoptage Molbechs byrdefulde Arbeide og forsøge paa at erstatte hans Værk med et andet og bedre.

16*

Til 65) Fra M. 7. Oct. 1837.

I Morgen (Søndag): i Anledning af M.s Fødselsdag, den 8de October.

Til 66) Fra M. 11. Febr. 1839.

Den omhandlede Forening: den danske historiske Forening, hvis Stifter M. var, og for hvilken han i de følgende Aar udfoldede en ihærdig og frugtbringende Virksomhed, constituerede sig den 14de Februar 1839 og holdt den 22de s. M. sit første almindelige Møde.

Til 67) Fra M. 3. Aug. 1839.

En Anmodning: G. opfyldte denne Anmodning ved at meddele M. de biographiske Optegnelser, som sindes i Tillæget til nærværende Brevvexling under Litr. D. — En Artikel over Dem: af A. G. Rudelbach (under Mærke: 77), som dengang var Superintendent i Glaucha i Sachsen. — Et Par smukke Ungdomsdigte: se Tillæget Litr. A. samt G.s Brev til M. fra Mai 1808 (Nr. 3). — En lille Nytaarsgave: formodentlig „Jdunna", en Nytaarsgave for 1811. — En Samling af Psalmer: „Danske Høitids Psalmer til Tusindaars- [ikke „Reformations"] Festen 1826. — En Pintsepsalme: „Den signede Dag" o. s. v. Grundtvigsk Bearbeidelse af en gammel dansk Psalme, og optaget i Molbechs Anthologi, IV. S. 90. — G.s Nordiske Smaa-Digte udkom i Christiania 1838.

Tillæg.

A.

Til min Søster. 14. Mai 1804.

G.s eneste Søster Ulrikke Eleonora, som havde Navn efter sin Mormoder, døde Aaret efter at ovenstaaende Digt var skrevet, henved 25 Aar gammel.

s. 245 Til min Broder. 1805.

G.s ældste Broder Otto (1772—1843), Sognepræst til Torkildstrup og Lillebrænde paa Falster, gift med Maria Amalia Balle. — Kjendt med Naturens tillokkende Ynder: Meningen af denne utydelige Strofe maa vel være, at G.s Broder foretrak at lade Naturen virke ved sin egen Skjønhed, fremfor at give den en stiv og konstlet Form, hvad enten Forf. nu herved blot tænker paa Præstegaardens Haveanlæg, eller hans Ord have en videregaaende Betydning.

Til Laura. Med en Fiol.

Til dette og de tre følgende Digte, som alle skrive sig fra G.s Ophold paa Langeland, sigter han vel navnlig i Brevet (Nr. 3) fra Mai 1808 med Udtrykket „Fragmenter af mit indre Livs Historie". I denne Betegnelse, ikke i deres poetiske Værdi, maa Grunden søges til, at de her ere meddeelte.

B.

Til: Til T. Molbech. (I Anledning af Skilderiet Nr. 18, 1813)

Af dette Svar til C. M. har Grundtvig i sin Tid taget „en egenhændig Gjenpart"; men kun en senere Afskrift af denne har staaet til Samlerens Raadighed. Om Anledningen til Svaret s. Anm. til Nr. 39 i det Foregaaende, S. 235 f. — Dine Blade om Maleriet: M.s Skrift om Correggio (jvfr. Anm. til G.s Brev af 2den Dec. 1812, Nr. 35). — Assur: det anførte Sted findes hos Propheten Esaias 10, 13.

C.

Til: Om G.s Reise til England o. s. v. 1831.

Den her aftrykte Beretning om G.s Reise til England og Bibliotheca Anglosaxonica, hvis Overskrift er tilføiet af Molbech, er udateret, men formodentlig skreven ikke længe efter hans Hjemkomst i Eftersommeren 1831. Skjøndt ikke i Brevform, supplerer den paa en Maade G.s ufuldendte Brev til M. af 27de Juli 1831, og er maaskee s. 246 ligesom de efterfølgende biographiske Meddelelser fremkaldt ved en Opfordring fra denne. Indholdet er da ogsaa i Udtog gjengivet af M. i Artiklen om Grundtvig i „Dansk poetisk Anthologie“, som atter er bleven benyttet af enkelte sildigere Biografer. Skjøndt denne Beretning saaledes ikke meddeler noget væsenlig Nyt, danner den dog et Led i det literære og personlige Samkvem imellem de to Mænd, som det er nærværende Skrifts Øiemed at oplyse, og er derfor optaget i Samlingen. — Cædmons Paraphrase: et i Oxford opbevaret Haandskrift af den gamle angelsachsiske Digter Cædmons poetiske Omskrivning af Genesis. — Den berømte røde Bog: „The rede boke of Darbye“ indeholder „Fragmentum dialogorum inter Salomonem et Saturnum, veteri manu scriptum, versibus Saxonicis quibus etiam plurimæ habentur litteræ Runicæ“. En tilføjet Note i Manuskriptet meddeler: „Thiss booke was sumtime had in such reverence in Darbieshire, that it was commonly beleved that whosoever should sweare untruelie upon this booke should run madd“. — Babbage: Charles B., Professor i Mathematik ved Universitetet i Cambridge. — The Royal Society: Rimeligvis „The Royal Society of Literature of the united Kingdom“ ; men det kan ogsaa være „The Royal Society of London for the Improving of natural Knowledge“. — Til Christianshavn: hvor G. dengang boede. — Som bekjendt kom Planen om en i England foranstaltet Udgave af de vigtigste angelsachsiske og oldengelske Haandskrifter ved Grundtvig ikke til Udførelse. Foruden den forhen udgivne Oversættelse af Beovulf (Bjowulfs Drape. Et Gothisk Heltedigt fra forrige Aar-Tusende. Af Angel-Sachsisk paa Danske Riim. Kbh. 1820) offentliggjorde G. derimod senere: Phenix-Fuglen, et Angelsachsisk Kvad, førstegang udgivet med Indledning, Fordanskning og Efterklang, Kbh. 1840, — samt endelig, tyve Aar efter, det vigtigste Resultat af hans angelsachsiske Sprogstudier, Textudgaven af Beovulf (Beowulfes Beorh eller Bjovulfs-Drapen, det oldangelske Heltedigt paa Grund-Sproget ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig. Kjøbenhavn 1861).

D.

Til: Anmærininger af Grundtvig o. s. v.

Om Anledningen til disse biografiske Meddelelser, som ere skrevne i A. 1839, s. M.s Brev af 3. Aug. s. A. (Nr. 67). Vel s. 247 ere disse, ligesom den foregaaende Beretning om G.s Reise til England, allerede benyttede af M. og Andre efter ham, men det er dog ikke uden Interesse at blive bekjendt med G.s egen Fremstilling, og Udgiveren har ogsaa af den Grund ikke villet forbigaae dem. — Om P. N. Skougaard (eller, som G. senere skrev, Skovgaard), der døde 1838 som Translateur og Vice-Consul i Aalborg, s. L. Schrøder: „Grundtvigs Barndom og første Ungdom”, S. 104 flg.

s. 248 Navneliste.

(Tallene betegner Siderne).

Appleyard, eng. Bibliothekar, 156.
Atterbom, svensk Digter, 79.

Babbage, engelsk Lærd, 216, 246.

Baden, G. L., Landsdommer, 232 f.

Baden, Jacob, Professor, 65, 231.

Balle, Maria Amalia, 245.

Bastholm, Chr., Confessionarius,
112, 123, 133.

Bethel, engelsk Biskop, 174.

Birket, Smith, S., Bibliothekar,
XIII, 233.

Black, londonsk Boghandler, 155,
162, 166, 176 f., 213, 241.

Blicher, D. N., Præst, 232.

Blicher, Elisabeth Kristine Margrethe,
66, 71, 75, 83,114, 232.

Blicher, St. St., 184.

Bohte, londonsk Boghandler, 167.

Bonnier, Boghandler, 51, 230.

Borrow, engelsk Forfatter, 172.

Bowring, John, engelsk Forfatter,
171 f., 173, 175, 242.

Bruun, R. E., Distriktslæge, 81,
233.

Brøndsted, P. O., Professor, 169
241.

Bülow, Geheimeraad, 232.

Bølling, Bibliothekar, 166, 241.

Carlsen, Godsejer, 79 f., 232.

Clausen, H. N., Professor, 136,
168, 169, 238, 242.

Clausewi, Etatsraad, 172, 241.

Dahlmann, Professor i Kiel, 169.

Deichmann, Jacob, Boghandler,
155, 160, 166, 177.

Dons, P., Copist, XIV f., XIX,
XXI f., XXV, XXVII, 20, 25,
41 f., 54, 55, 58, 63, 64, 65,
69, 80, 89, 91, 93, 101, 105,
223 f., 227, 228, 231, 234, 237.

Dowding, londonsk Boghandler,
154, 167, 240.

Ebert, Bibliothekar i Dresden, 158,
241.

Eichhorn, Professor i Goettingen,
169.

s. 249 Ellis, Bibliothekar i London, 154,
240.

Fabricius-Tengnagel, Bogtrykker,
177.

Falck, Professor i Kiel, 169.

Feld, Lauri, Præst, 219.

Feldborg, A. A., Literat, 69, 232.

Forshall, Englænder, 215.

Fürst, N. N., Sproglærer, 228.

Gage, Englænder, 217.

Grenville, Th., engelsk Statsmand,
177, 243.

Grimm, Jacob, tysk Forfatter,
153, 239.

Grundtvig, Johan Ottosen, Præst,
XX, 65, 90, 100, 228 f., 235.

Grundtvig, Otto, Præst, 192, 245.

Grundtvig, Ulrikke Eleonore, 229,
244.

Gundelach, F. C., Cancellisekretair,
40, 228.

Gurney, Englænder, 217.

Hammarskøld, L., svensk Forfatter,
82, 91, 233.

Heath, John, engelsk Lærd, 176,
216, 243.

Herder, tysk Forfatter, 56,111,231.

Hersleb, Sv. B., norsk Professor,
42, 48, 53, 54, 56, 58,
62, 64, 65, 69, 89, 221, 228,
230.

Hjorth, W., Provst, XXI.

Hohlenberg, M. H., Professor, 168.

Holtermann, H., Overretsprokurator,
42, 73, 228, 232.

Høst, I. Kr., Literat, 82, 233.

Ingemann, B. S., 185.

Kant, Immanuel, 99,102—4, 235.

Krarup, Thure, Rektor, 219.

Køster, Kr., Præst, 223, 233, 234.

Langberg, Birgitte Marie, f. Jacobsen,
169, 242.

Leih, Constance Steensen-, 56, 63,
223, 229.

Lindberg, I. Chr., Adjunct, 169,
242.

Madden, Fr. M., Bibliothekar i
London, 157, 160, 171, 176,
214 f., 240.

Magnussen, Finn, Professor, 179.

Malling, Ove, Minister, 156 f., 240.

Michelsen, Professor i Kiel, 169.

Miller, John, engelsk Advokat,
154, 161, 162, 164, 166, 171,
172, 173, 240 f.

Molbech, Anton, Maanedslieutenant,
62, 231.

Molbech, Carl Frederik, 93, 97,
234.

Molbech, Lovise Phil. Frederikke,
f. Tübell, 168, 241.

Molbech, Lovise, 229.

Moldenhawer, D. G. M., Professor,
Bibliothekar, 56, 75,
80, 231.

Moltke, C. E. M., Greve, 156,
159, 166.

Müller, Johannes, Historieskriver,
112 f., 122 f., 128, 133, 232.

Müller, P. E., Professor, 58, 59,
62, 161, 231.

Mynster, O. H., Overmedicus,
57, 231.

Møller, Jens, Professor, 168,
223, 227.

Nyerup, R., Professor, II, III,
V, XIII, 22, 81, 150, 168,
225, 235, 239, 241.

Oehlenschläger, Adam, III, XVI,
XIX, 4, 51, 95 f., 186, 216,
221, 223, 230.

s. 250 Olsen, G. H., Notarius publicus,
III, 18, 221, 224.

Petersen, F. C., Professor. 241.

Petersen, M. H., Sognepræst paa
Herlufsholm, 21, 224.

Petersen, N. M., Professor, 153,
240.

Philipps, Th., engelsk Lærd, 171.

Pott, engelsk Gejstlig, 173 f.

Price, R., engelsk Forfatter, 155,
218, 240.

Provett, londonsk Boghandler,
155.

Rahbek, Karen Margrethe, VII,
XIV, XXV f., XXVII, 236, 238.

Rahbek, Kn. L., 82, 112, 123,
223, 233.

Rask, R. Kr., IV ff., 148 f., 168,
175, 239, 243.

Rudelbach, A. G.. Præst, 244.

Rønning, Fr., Dr., VI, 242.

Schelling, Philosoph, 99, 102, 104,
112, 117, 123, 125.

Schlegel, A. W., tysk Forfatter,
81, 92, 233.

Schlegel, Fr., tysk Forfatter, 82,
92, 233.

Schleiermacher, Frederik, XVI, 113.

Schmidt, Henriette, 42, 228, 237.

Schubothe, Boghandler, 58, 62,
63, 65, 72.

Schønberg, Karl, Boghandler, 234.

Seidelin, A., Bogtrykker, 56, 68,
72, 124, 243.

Sibbern, Fr. Chr., XXI f., 48,168,
221, 228, 229.

Skougaard, P. N., Literat, 219 f.,
247.

Spencer, John S., engelsk Lord,
156 f., 161, 217, 240.

Stael-Holstein, Grevinde, 81, 233.

Steffens, Henrik, 123, 219 f.

Stougaard, Konrektor, 219.

Sverdrup, G., Professor, 221.

Thiele, Bogtrykker, XXVIII.

Thorkelin, Gr., Geheimearkivar,
82, 223.

Thorpe, B., engelsk Forfatter, 175,
214 f., 218, 243.

Taylor, R., engelsk Bogtrykker,
214 f.

Treschow, N., Professor, 221.

Vedel-Simonsen, Historieskriver,
235.

Werlauff, E. Chr., Professor, 27,
75, 159, 166, 225, 241.

Ørsted, A. S., 221.

Ørsted, H. Chr., 177, 216.

s. 251 Rettelser:

S. 22, L. 4 f. n., læs: Kærlighed.

„ 25, „ 12 f. o., læs: 1808.

„ 87, „ 6 f. o., læs: Naturfilosofiens.

„ 112, „ 13 f. n., læs: er det.

„ 114, „ 13 f. n., læs: kunne.

„ 123, „ 1 f. n., læs: Rahbek.

„ 126, „ 12 f. o., læs: S.

„ 153, „ 12 f. n., læs: Sluk-efter.

„ 159, „ 16 f. n., læs: Werlauff.

Anmærkningeu S. 130 er ved en Fejltagelse kommen paa Plads istedenfor imellem de øvrige Anmærkninger.