Danmarks Breve

Christian Molbech og Nikolni Fredrik...

s. I

Christian Molbech

og

Nikolni Fredrik Severin Grundtvig.

En Brevvexling,

samlet af

Chr. K. F. Molbech,

og udgivet af L. Schrøder

kjøbenhavn.

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn).

Fr. Bagges Bogtrykkeri

1888. s. II

s. III Forord.

Kort efter at Professor Chr. K. F. Molbech var død, den 20de Maj, meddelte hans Enke mig, at han under sin Sygdom havde yttret det Ønske, at jeg skulde paatage mig Udgivelsen af den Bog om hans Fader og N. F. S. Grundtvig, som han havde forberedt til at blive trykt i denne Sommer, og som et Par Gange havde været Gjenstand for Samtaler imellem ham og mig. Dette Ønske mente jeg at burde efterkomme.

Der forelaa fra Professor Molbechs Haand vel gjennemsete Afskrifter af de Breve, Digte og Stridsskrifter, der var vekslede imellem de to Mænd, hvis Levnet Bogen skulde oplyse; han havde samlet et Tillæg til Bogen og skreven Anmærkninger til den. En Del af de oprindelige Haandskrifter, som havde været i gamle Molbechs Eje, har jeg haft Lejlighed til at benytte og har derefter rettet lidt hist og her. En Del Oplysninger havde Professor Molbech skaffet til Veje, men ikke faaet Tid til at bruge i Anmærkningerne; dem har jeg tilføjet og nogle enkelte flere, hvor han havde antydet, at noget skulde forklares. En enkelt Ændring har været paa Tale imellem os, da jeg besøgte ham i Bagsvær nogle Maaneder før hans sidste Sygdom.

Den Bog, der nu forelægges Læseverdenen, er altsaa Chr. K. F. Molbechs Arbejde, forberedt i Løbet af nogle Aar, blandt andet ogsaa ved velvillig Bistand af N. F. S. Grundtvigs Slægt og dʼHrr. Archivfuldmægtig Bloch og s. IV Bibliotheksassistent Ernst v. d. Recke. Min Gjerning har det været at besørge den trykt, saaledes som den afdøde Samler vilde have den frem. Forbilledet var givet i hans: Chr. Molbech og Karen Margrethe Rahbek. Kun er Anmærkningerne sat bag i Bogen og ikke neden under de Aktstykker, de skulde oplyse. Jeg har haft Indtryk af, at Professor Molbech har vallet imellem, hvor han vilde have Anmærkningerne, og da der dels paa enkelte Sider skulde anbringes Noter af anden Art (afvigende Læsemaader i trykte Digte), dels nogle af Anmærkningerne var meget lange, valgte jeg at sætte dem bag i Bogen.

1

Et Forord til Bogen foreligger ikke fra Professor Molbechs Haand; men iblandt de mig tilsendte Papirer er der Optegnelser om enkelte Ting, som han har tænkt skulde fremhæves i Forordet, og det er med Benyttelse af de paa denne Maade givne Vink, at jeg skal fremsætte, hvad jeg mener, der passende kunde indlede Læsningen af Bogen.

Christian Molbech er født samme Aar som Grundtvig, 1783, men en Maaned senere. Hans Fader, der stammede fra Norge, var Professor ved Sorø Akademi. Selv er han som Dreng bleven indskreven som Søkadet; men han blev syg, da han 1796 skulde paa et Togt til Indien. Da han 1802 blev privat indskreven som Student ved Kjøbenhavns Universitet, var han allerede en begyndende Forfatter, idet han ikke alene havde oversat Ovids Breve fra Pontus, men ogsaa havde skreven et Par Afhandlinger om Carl Edvard Stuart og om I. I. Rousseau. Paa R. Nyerups Anbefaling blev han 1804 ansat som Volontær ved det store kongelige Bibliothek, og kom saaledes, 21 Aar gammel, ind i den Virksomhed, der lagde Beslag paa en stor Del af hans Kræfter i alle hans følgende Leveaar, idet han efterhaanden rykkede op paa Bibliothekets Embedsstige. Sin anden Hovedvirksomhed som dansk Sprog-Gransker, s. V begyndte han ogsaa tidligt, idet han 1806 blev Medarbejder ved Videnskabernes Selskabs danste Ordbog.

Nik. Fred. Sev. Grundtvig — Præstesonnen fra Udby ved Vordingborg, der havde tilbragt sine fleste Drenge- aar i en jydst Præstegaard, men efter to Aars Skolegang i Aarhus var bleven Student Aar 1800 — havde skyndt sig med at tage sin theologiske Attestats 1803 for derpaa at gjøre Granskninger over Nordens gamle Sprog og Historie til sin Hovedsag. Men da han ikke kunde saa nogen Virksomhed i Kjøbenhavn, der kunde skaffe ham Brødet, tog han imod en Plads som Huslærer paa Langeland. Her kom han ind i den for hele hans senere Liv afgjørende aandelige Gjæring. som man sorlængst ved god Besked om, men som dog flere af de i denne Bog første Gang offentliggjorte Aktstykker (Brevet No. 3 og Tillægene A og D) bidrager til yderligere at oplyse. R. Nyernp kom ogsaa til at gribe ind i Grundtvigs Skjæbne, da han ikke blot aabnede ham Adgang til at saa Bøger fra Universitets-Bibliotheket, men samtidig ydede ham den varmeste Anerkjendelse ved hans første Skridt paa Forfatterbanen som Tyder af Nordens Myther.

„3die Mai 1808 giorde jeg første Gang Grundtvigs Bekiendtskab", har Chr. Molbech anmærket. Det har mulig været hos Notarius publicus, Etatsraad og Professor G. H. Olsen, at de traf hinanden. Denne Mand var gift med en Datter af Biskop Balle i dennes første Ægteskab med Grundtvigs Faster; Molbech tilegnede ham sine Breve fra Sorø i Sommeren 1808. De to unge Forfattere mødtes i en varm Beundring for Æhlenschlägers Digtning. De har ogsaa skiftet Ord om Fædrelandets Nød og om Udsigterne for dets Frelse. Grundtvig sendte den 18de Maj sin nys udkomne første Bog: „Maskerade- ballet i Danmark" til Molbech med et lille Digt, der paa en Gang vidner om, at han havde følt sig stærkt draget af sin nye Kynding, og om, at de ikke saa med samme Øjne paa Samtiden. Det er to overordentlig mærkelige Breve, s. VI som nu blev vekslede imellem Molbech og Grundtvig. Naar den første skal udtale sin Mening om „Maskeradeballet" som Digt, da gjør han det kun efter først at have henvist til en Afhandling af Grundtvig, hvori denne har hævdet ogsaa andre end Digtere Ret til at have en Mening om pætiske Værker. Og naar han skal udtale sig om Indholdet af Digtningen, da søger han først at aabne Grundtvig et Indblik i sit Indre for at vise ham det Standpunkt, hvorfra han ser paa Samtiden. Molbech har omhyggelig udarbejdet sit Brev, inden han renskrev det. Han har aabenbart faaet et stærkt Indtryk af den aandelige Kraft hos Grundtvig. Han har følt, at det var en ualmindelig begavet Mand, han havde for sig, overfor hvem det gjaldt om at give gode Grunde for sit Skjøn. Men han har muligen ogsaa følt, at det var en ualmindelig udpræget Personlighed, som han havde mødt, og at han maatte være paa sin Post, dersom han skulde kunne hævde sin Ejendommelighed i Omgangen med ham. — Molbechs Selvbekjendelse fremkaldte en lignende fra Grundtvigs Side, og denne var vel skikket til at styrke den Opfattelse hos Molbech, at det var en ham aandeligt overlegen Personlighed,, han var kommen i Forhold til.

1*

Da Bekjendtskabet paa denne Maade blev indledt mellem de to unge Mænd, var Molbech indviklet i en Strid med den fire Aar yngre Sproggransker Rasmus Kristian Rask. Den drejede sig blandt andet om Ordet „Ur-Kraft", hvor vidt det var dansk eller tysk, og blev af Molbech kaldt „Ur-Feiden". Rask skrev, at „vor historiekyndige Molbech" var optraadt som Æhlenschlägers „Ordforsvarer". Molbech mindede Rask om, at vi „nuomstunder tale dansk og ikke islandsk", og slog paa, at Jomfru Biehl, Ærvantes udødelige Fortolkeriude, om hun ikke var død, ligesom hun en Gang havde skrevet en Komedie, kaldet „Haarkløveren", nu kunde have skrevet en under Titelen „Urkløveren". Rask svarede, at Molbech syntes at ville flytte Skuepladsen for denne Krig, der drejede sig om et tysk Ord, „fra Etymologi s. VII og Sprog til Historiens, til Veltalenhedens og Vittighedens Rige" : med Vittigheden føgte han at bøde paa Magerheden i det, han ellers havde at fremføre. Da skrev Molbech et Par rimede Linjer i Kjøbenhavns Skilderi for 31te Maj 1808 med et Motto af Peder Paars’ 4de Bogs 1ste Sang: „Hos mig en Baad en Baad, et Bord et Bord skal hedde":

Ja om en Nyerups Dom mig bød at sige andet,
Jeg skulde heller mig begive ud af Landet,
Og hviske i et Hul, som Midæ Hofbarbeer:
Hr. Rask er en Pedant! — for ei at sige meer.

Den 4de Juni næstefter indeholdt Skilderiet et Rim af Grundtvig, som endte med en Tilslutning til Molbechs Erklæring:

Endvidere jeg troer,
Man næppe vorder stor
Bed blot at kløve Ord,
Undtagen — det er sandt —
En stor — Pedant.

I en Note tilføjede Grundtvig: „At Hr. Professor Nyerup kunde span meget af Hr. Rasks tidlige Kundskab i det islandske Sprog, kan jeg godt begribe; men om Hr. Rask har Forstand til at bruge sin Sprogkundskab og Genie til at besjæle den, det maa Tiden lære".

Molbech har uden Tvivl paaskjønnet, at Grundtvig stillede sig ved hans Side i denne Fejde. Halvandet Aar efter havde Grundtvig et Sammenstød med Rask i Anledning af en Prøve, han i Kjøbenhavns Skilderi havde givet af en Oversættelse af den poetiske Edda, som Sproggranskeren havde taget temmelig haardt paa. Ved denne Lejlighed mindede Grundtvig om „Urstriden" og lod atter Rask vide, at han gav sig altfor meget af med Ordkløverier. Men paa den anden Side lagde han ikke Skjul paa, at der var det hos hans Modstander, som han nærede stor Agtelse for: „At det gamle Maal greb Dem i den unge Alder, s. VIII at De end dyrker det med utrættelig Flid, er mig en Borgen for, at Noget lever i Dem, og overalt, hvor jeg erkender en kraftig Stræben, som gaar ud over det dyriske Jordliv, agter jeg den, hvor underlig den saa end yttrer sig". — Molbechs Brev af 31te Marts 1826 viser, at han ogsaa i en senere Tid af sit Liv havde svært ved at forlige sig med den Maade, hvorpaa Rask mønstrede „vort nyere Tungemaal, hvilket synes for ham ene og aIlene at være til som en grammaticalsk og orthographisk Læreklud". I Hovedsagen har Grundtvig ogsaa da kunnet enes med Molbech, om han end maaske har haft lettere ved at forene Blikket for det store hos vor Sprogmester med Erkjendelsen af hans Skrøbelighed. Det kan have bidraget dertil, at de i Forening kom til at gjennemgaa de første 14 Sange af Beovulfskvadet 1) . Men ogsaa uden at skylde Rask Tak for den Haandsrækning, han derved og ved sin angelsachsiske Sproglære havde ydet Grundtvig, kunde denne vel paa den ene Side i Sangen til ham ved hans Hjemkomst 1823 hilse ham som et Sendebud for den Holger Danske, om hvem Sagnet gaar, at han „vinder Kroner halvfjerds og to og planter ved Ganges sit Mærke", og paa den anden Side i sit storslaaede Drapa af 1832 om „Nordens tabte Runemester" sukke over, at han „miskiendte" Tungemaalene i „Livets Land".

Ligheden mellem Molbechs og Grundtvigs Forhold til Rask er det værd at lægge nøje Mærke til, fordi den staar i Sammenhæng med et Fællesskab imellem dem i Forholdet til, hvad Molbech kaldte „vort nyere Tungemaal", og hvad Grundtvig kaldte det levende Modersmaal eller „Tungemaalet i Livets Land". Det vil maaske undre nogen, at Molbech og Grundtvig har staaet hinanden nær i Burderingen s. IX af det Maal, som levede pan det virkelige Folks Tunge. Men det er en Kjendsgjerning, at Grundtvig, som i „Nyaarsmorgen" kaldte en Kvinde af Almuen, den gamle Barnepige i Udby Præstegaard, Magdalene, sin „Sprogmesterinde", fordi hun havde faamange fyndige folkelige Ord og Vendinger til Raadighed, naar hun lod Munden løbe, ret godt kunde enes med Molbech, som 1826 skrev til ham: „Hvorledes skulle vi vel overhovedet nogensinde faae en fuldstændig og kritisk dansk Grammatik, uden et udtømmende Studium af Almuesproget i alle Provindsers Dialecter?" — og som 1833—1841 udgav et Hjælpemiddel til dette Studium i sin „Dansk Dialect-Lexicon". Selv da Bruddet var indtraadt imellem Molbech og Grundtvig, kunde hin i sit Brev til Fru Rahbek af 9de Jan. 1816 forsikre, at Grundtvigs, af andre saa strængt bedømte, Prøver af Saxo og Snorre „høiligen" havde „fornøiet" ham. Det passer godt hertil, at Molbech 1833 ingenlunde kunde eller vilde bølge for Grundtvig, at hans store Mythologi „hyppigen morede ham meget at læfe — og dette ved den Vittighed og Egenhed", som han fandt i den. Han kunde da ogsaa 1826 i fuld Oprigtighed skrive til Grundtvig: „Jeg tillader mig at tvivle om, at Mange, hvis Stemme kan høres, med mere Upartiskhed end jeg, ville lade Deres Værd som dansk Forfatter vederfares sin fulde Ret", — og at han „høiligen" glædede sig over Grundtvigs „vedvarende levende Deeltagelse for vort nationale Palladium, Modersmaalet". Det 1840 af Molbech udgivne 4de Bind af „Dansk poetisk Anthologie" indeholder ikke blot et godt Udvalg af lyriske Digte af Grundtvig, men ogsaa en Skildring af dennes Levnet og Forfattervirksomhed, der stemmer med, hvad han 14 Aar iforvejen havde skreven til ham. „Originalitet", skriver Molbech om Grundtvig, „har aldrig forladt ham i noget Aandsværk", og der er en „særegendansk Sprogkraft, hvorved hans Stiil er udmærket". Med Yttringer som disse af Molbech kan man saa stille det Brev sammen, hvori Grundtvig 1833 bragte sin Ven s. X „Tusind Tak baade paa Danmarks og egne Vegne for „Den danske Ordbog", som vil være til „drabelig Gavn"." Man tør vel efter alt dette fastholde, at en Sans for det virkelige Modersmaal, der var ikke lidet sorskjellig fra den, der bragte Rask til at omforme dets Retskrivning, har været et af de stærke Baand, der fra først af knyttede Molbech og Grundtvig sammen, og som gjorde det muligt, at de efter 12 Aars Skilsmisse paany kunde komme i et venskabeligt Forhold til hinanden. Men kan det kjendes paa deres første Breve, at de i det hele var meget forskjellige, og at Molbech ingenlunde var til Sinds at opgive sin personlige Ejendommelighed under Tilslutningen til den aandeligt overlegne Grundtvig, saa vender det samme tilbage i deres Forhold til Modersmaalet og til dettes Retskrivning. Man vil ved at gjennemgaa deres Brevveksling have rig Lejlighed til at lægge Mærke til Forskjellen saavel i Sprogtonen som i Retskrivningen 1) ; hvad den sidste angaar, da skiller Grundtvig sig fra først af stærkere fra Molbech, end ved den Tid, da Bruddet imellem dem kom; men i det hele gjælder det vel, at hvor meget de end begge holdt paa det Nutids-Dansk, der „lever i Folkemunde", saa var Grundtvig mere tilbøjelig end Molbech til at læmpe sin Skrivemaade derefter.

Vil man følge de Spor, som det begyndte Forhold imellem Molbech og Grundtvig har sat i Literaturen, da føres vi fra „Ur-Feiden", hvor det gjaldt Modersmaalet, til Molbechs Skildringer af den danske Natur i de Breve, han i Sommeren 1808 lod trykke i Skilderiet, og Efterskriften til dem, hvori han fortalte om sin Vandring med Grundtvig til den ærværdige Stendysse i Gunderslevholm Skov. Sin Kjærlighed til den danske Natur har Molbech givet Udtryk paa mange flere Maader. Og i sit første Brev til Grundtvig skildrer han sig selv som Naturens s. XI Søn eller Elsker: „Dybt rodfæstet i min Siæl ligger en evig, uudslettelig Kiærlighed til den Natur, hvori jeg aldrig endnu opdagede andet end den herligste Harmoni, den fuldkommenste Samklang og Overeensstemmelse i Delene; en evig Skiønhed i det Hele, og en uophørlig Virken og Fremgang efter vise Love til et uforanderligt Maal; — jeg er og bliver min hele Levetid en Naturens Søn, om ei i mit Udvortes, saa i mit inderste Væsen". Videre skriver han: „Mit Fødeland elskede jeg altid varmt og høit, om ikke med heroisk Kiærlighed, saa dog med en dyb og inderlig Følelfe; om ikke saaledes som Helten elsker sit seiervante Sværd, saa dog næsten som den fyrige Elsker sin skiønne Mø". — Grundtvig havde, som han skrev 1830, en „rig og levende" Erindring om de Sommerrejser, han under sit Ophold i Tyregodlund Præstegaard hvert Aar gjorde til Udby: „De vedligeholdt ikke blot min levende Forbindelse med Fødegnen og Fædrenehuset, men udvidede min Synskreds og oplivede min Tankegang, saa jeg vilde ønske alle Drenge i Opvæxten saadanne indenlandske Reiser, baade til Lands og til Vands, som det bedste Hjælpemiddel til den Universalisme i Hjemmet og Modersmaalet, der er Alt, hvad man i den Alder, efter min Anskuelse, skulde enten kræve af dem eller ønske hos dem".

Molbech og Grundtvig har begge elsket det danske Land og den danske Strand, og sat Pris paa det Kjendskab, de havde faaet til Naturen paa Øerne og paa Halvøen. Men hvilken Forskjel er der saa alligevel ikke imellem dem? Molbech har gjort den ene Rejse efter den anden til Landets forskjellige Egne for at lære dem at kjende og for at beskrive, hvad han saa. I hans „Vaarblomster og Hedeurter" fra 1809 har et Hovedstykke den Overskrift: „Sommervandring i Sydsiælland." 1811 udgav han „Ungdomsvandringer i mit Fødeland", med „Breve fra en Reise giennem den sydøstlige Deel af Siælland til Møen", en Skildring af en „Reise i Nordsiælland", „Breve fra Sorøe", „Skioldnæsholm", og „Vandring til Udleire og Værebro", 1815 s. XII udkom anden Del af „Ungdomsvandringer" med „Fragmenter af en Dagbog, skreven paa en Reise t Danmark 1813". Denne Gang beskrev han blandt andet Frederiksværk, Jægerspris, Sandernmgaards Have, Odense, Elvedgaard og Gyldensten, Østjylland fra Kolding til Aarhus, Arreskov, Holstenshus og Svendborg. Langeland, Lolland og Falster. „Breve fra Sverrige i 1812", I—III, „Reise gjennem en Deel af Tyskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 20", I—III, og endelig „Lund, Upsala og Stockholm i Sommeren 1842" — disse syv, for en stor Del ret anselige Bind, kan oplyse, hvordan Molbech senere rejste for at lære Naturen og Menneskelivet at kjende udenfor sit Fødeland, og hvordan det var ham en Trang at skildre, hvad han saa, og bevare de Efterretninger, han indsamlede under sit Ophold paa de forskjellige Steder. Grundtvig har yderst sjælden rejst i det Ӕrinde at se et bestemt Sted; han har i sine Drengeaar rejst fra Jylland til Sydsjælland for at holde Ferie i sit Hjem; han har gjort Udflugter til Falster for at besøge sin Broder Otto i Torkildstrup; hans Virksomhed har ført med sig, at han blev fortrolig med Naturen paa det nordlige Langeland, i Udby-Egnen, ved Præstø og ved Kjøbenhavn; han har besøgt England fire Gange, for at finde gamle Bøger, og Norge en Gang, da han 1851 var Ӕresgjæst ved Studentertoget. Det er, hvad man kalder tilfældigt, hvad han har set af Naturen i og udenfor Danmark, og han har aldrig givet sig af med at skrive Rejsebreve eller Rejse-Dagbøger af den Slags, som foreligger Læseverdenen fra Molbechs Haand. — Forskjellen imellem dem træder ikke mindre frem. naar man vil sammenligne Skildringer, de har givet af samme Egn.

Den 5. Juli 1813 skrev Molbech et Brev til Fru Rahbek fra „det classiste Sted, hvor Grundtvig indviede Skov og Dal og Egelykkes betitge Strandbakker ved sine Klagesange, der vist have været lifligere end Alt hvad han siden har kvædet," og i Ungdomsvandringernes anden Del finder man følgende Beskrivelse af Stedet: „Egelykke ligger knn nogle Bøsseskud s. XIII fra Stranden, paa Skraaningcn af en Banke, i en indtagende romantisk Egn, uden meget store og vidtstrakte Udsigter, men fortroligen omringet af Skoven næsten paa alle Sider. Ikke desto mindre sandt jeg strax i Haven Paa en Terrasse en Udsigt, der indtog mig overordentlig meget. Lige for Huset hæver sig venligt med jævn Skraaning en blid, grøn, Bakke, som Skoven omgierder med sin mørke Krands, dog med en bred Aabning, hvor Taget af et Huus og Vingerne af en Mølle titte frem. Vender man sig paa dette Sted til Høire, da har man et sædvanligt Partie for sig, Haven, omgiven med Skov, anlagt paa Banken, hvorpaa Huset ligger; men seer man til Venstre, da faaer ment Øie paa en mere romantist og hot Natur. Giennem en bred Aabning i Skoven seer man ud over en Dal mod det blaae Hav, som, da jeg første Gang øinede det, vredt og skummende hævede sig i Mulm op over den mørkegrønne Skov mod Fyens Kyster. Imellem Dalen, hvor Kiøreveien gaaer forbi Gaarden, og Skoven paa Strandbakkerne, er en Dam, som ligger dybt imellem Træerne. Saaledes seer man her paa denne Kant først Haven, hvor en rig Rosenflor omgierder Huset, derefter Dalen, hvorigiennem Beien slynger sig, Dammen, hvori Træerne speile sig, Skoven, der udstrækker sig til begge Sider saavidt Udsigten naaer, og tilsidst Havet imellem Langelands og Fyens skovklædte Kyster. Til hvilken Side matt vender sig hen paa dette tryllende Standpunkt, har man en forskiellig og næsten lige interressant Udsigt: i Nordvest mod den venlige lyse Banke, omhegnet af Skov; mod Sønden til den hvide, landlige Bygning, bag hvis Tegltag Skoven hæver sig paa begge Sider, og som saaledes venligt indbydende ligger tæt omskygget i Skiødet af den hegnende Lund; paa en anden Kant ned mod en Kratskov ved Bankens Fod, hvori en lille Labyrinth er anlagt, og imellem Træerne ud over Dalen mod det aabne Land, der hæver sig mod Landryggen i betydelig Høide, og har mange deilige Smaagrupper af Skov og Krat, omspredte imellem Agre og Græsvange. Fortrolig indbydeude Mildhed er s. XIV den Charakteer, som er egen for dette Sted, og den er forenet med et vist Præg af stille Fred, Tryghed og Afsondring fra Alfarveie og megen Færdsel. Hvor interessant er ogsaa Egelykkes Beliggenhed, saa nær ved Stranden, og dog saa luun og fredet, med den prægtige Udsigt til Naboøen, der ikke uden Betydenhed hæver sin vinkende Kyst over Havets Bølger, og med den skiønne, eensomme Vei i Skovdalen, der saa hastig fører os ind i andre heel forskiellige Egne." — Hermed sammenligne man Begyndelsen af Grundtvigs „Strandbakken ved Egelykke" i „Saga, Nytaarsgave for 1812:"

Herlig, mangfoldige Syn,
Ud over speilklare Flade!
Thurø og Taasing og Fyn
Skuer jeg her fra mit Stade;
Bag mig den venlige Gaard,
Med sine Mure saa hvide,
Krandset af Skovene staar,
Lun under Bakkernes Side
Lys mod det bølgende Hav.
Mellem de Lande saa skiønne
Flyder det rolige Vand,
Deilig sig Øerne grønne,
Løfte i blaalige Strand.
Træerne stande saa stille,
Fuglene tie saa kvær:
Dog monne Smaabølger trille,
Afbilde Tidernes Færd.

Forskjellen imellem de to, af hvilke den ene betegnede sig som en „Naturens Søn", og den anden aabenbart var en Historiens Søn, kom stærkt frem i de Digte, som Molbechs Rejse-Skildringer fra 1808 gav Anledning til, men endnu mere i de Breve, som de den Gang vekslede, og som dels paany vidner om, at Molbech har staaet paa Vagt for at hævde sin personlige Selvstændighed overfor sin poetisk overlegne Ven, dels viser, at han har følt sig krænket, da Grundtvig ved Siden af hans Efterskrift om Vandringen til „Gunderslevholm Skov" opstillede sit „Poetiske Maleri, s. XV hvis Skiønhed Molbech ved første Øiekast maatte erkiende og som naturligviis maatte kaste en mørk Skygge paa hans stakkels prosaiske Brev," — Forholdet mellem Brevet og Digtet var omtrent som imellem de to Beskrivelser af Egelykke —. Men hvad der end saaledes truede med at hindre et nøjere Forhold imellem de to, af hvilke den ene levede mere i Nntiden, den anden mere i Fortiden, blev trængt tilbage, da Grundtvig paa sin „elskede Vens, C. Molbechs Fødselsdag, 8tende Oktbr. 1808", hilste ham med et Digt, der vidnede om at han ligesaa trofast kunde dele hans Hjærtesorg, som han frejdig kunde stille sig ved hans Side i en Kamp, der drejede sig om Modersmaalet, eller med Fornøjelse gaa paa Fodtur med ham i en af Sjællands dejligste Egne, naar Maalet var at se et Oldtids-Minde.

Det var i det samme Aar, da de to unge Mænd lærte hinanden at kjende, at der var brusten et Haab for Molbech, hvortil hans Hjærte inderlig havde knyttet sig, og denne Hjærtesorg havde stærkt øget den tungsindige Stemning, hvortil han tildels paa Grand af Sygelighed tit ogsaa ellers var tilbøjelig til at hengive sig *) . Grundtvig havde en levende Erfaring af, hvad Byrde en haabløs Forelskelse kan lægge paa et Menneskes Sind. Han var vel skikket til at føle med Molbech i hans Nød. Den Deltagelse i Molbechs Hjærtesorg, som Grundtvig har vist ogsaa paa anden Maade end i Digtet til hans 25 Aars Fødselsdag, har bidraget s. XVI stærkt til at knytte dem sammen, — omendskjønt de ogsaa i dette Forhold viste sig meget forskjellige, idet Grundtvig søgte at Hærde sig imod, men Molbech snarere hengav sig til sin Smerte.

Det fælles Venskab med P. Dons har ogsaa hjulpen til at befæste et nøje Forhold mellem Molbech og Grundtvig. Bekjendtskabet imellem Chr. Molbech og P. Dons skrev sig ventelig fra deres Fædre, der begge var Nordmænd. Denne Formodning har Professor Molbech ment at finde stadfæstet ved en Optegnelse i sin Faders Skrivekalender for 7. September 1818: „Om Aftenen med min Fader hos Dons (sen.). Det var mig en sielden og hiertelig Glæde at see disse to gamle troe Venner sammen; Dons 78, min Fader 74 Aar gammel." I Molbechs Skrivekalender for 1802, findes følgende Udtryk: „Min sieldne og elskværdige Ven P. Dons," og i et Brev til Fru Rahbek fra „den 5te i Liliemaaneden 1813", skriver han: „Deres Ven Dons, som i mange Aar han ræret min Poul, inden han blev Grundtvigs Povel." I Skilderiet for 31. Juli 1810 tilskrev Chr. Molbech sin en Maaned yngre Ven, Poul Dons, paa følgende Maade, idet han vilde gjøre Rede for sin Rejse til Udlejre og Værebro: „Længe have vi dog reist sammen, og mange Aar ere svundne, siden vi, ved de første Lueglimt af Ungdommens herlige Morgenrøde, begyndte vor Samvandring giennem Livets Labyrinth. Rolig og lige var Din Gang, og ærlig den Broderhaand, Du tidt rakte mig, naar jeg mødig og modløs standsede paa de mere vildsomme Sideveie, jeg stundom maatte betræde. Altid mødtes vi atter, naar Skiebnen en føie Tid bød os, hver til sin Side at søge en bedre Sti, end den slidte Alfarvei, og aldrig vare vi fiernede fra hinanden; thi et Baand omslynger vore Siæle, evigt som Følelsen, der bandt det; og om Døden lagde sin iskolde Haand imellem os — det vilde for et Øieblik synes skiult, men et briste, saasandt Intet, der er i Livet, kan døe." — Det var P. Dons’ Digt i Kjøbenhavns Skilderi for 28. Mai 1808: „Til Hr. N. s. XVII F. S. Grundtvig t Anledning af hans Digt, Maskeradeballet i Danmark", der først førte til et mindre venligt Svar fra Grundtvig, men siden til et Forhold, hvorom han 1815 kunde skrive i „Kvædlinger" : „Det hører til de glædelige og vigtige Optrin i mit Liv og det i mange Maader: Bekiendtskabet med Povel Dons, hvem det her ei passer sig at rose, men visselig at nævne som den redelige, frimodige og trofaste Ven, han var og er for mig." Han var, skrev Grundtvig, „en ung Mand, med christen Tro, inderlig Kiærlighed til alt Godt og til det gamle Danmark, men et noksom bekiendt med Tidens Elendighed og dybe Fordærvelse."

Efter hvad Grundtvig har skreven om det Forhold, hvori P. Dons stod til den christne Tro, da de lærte hinanden at kjende, maa man slutte, at han har haft lettere ved at komme i et fuldt fortroligt Forhold til ham end til Molbech. Denne skrev i Skilderiet i Juli 1813, at han aldrig havde haft en fortrolig Samtale med Grundtvig, hverken om Troens eller Hjærtets Anliggender, eller nogensinde aabnet sit Indre helt for ham. Og Grundtvig skrev godt tolv Aar efter, da de var ved paa ny at træde i Forbindelse med hinanden: „Vor religjøse, tildeels ogsaa pæoetiske og videnskabelige Forskiellighed er vi, fra vor første Bekiendtskabs Dag af, vante til ikke at ignorere, ikke at ansee for ubetydelig, men for taalelig, saa vi, uden med Tvang at undgaae didhørende Yttringer, fandt det urimeligt at afbryde god Forstaaelse for at føre en Tvist, der førde til Intet uden til Uvenskab."

I Grundtvigs Brev af 2den Deæmber 1812 findes et bestemtere Fingerpeg paa den Forskjel, der med Hensyn til „Religionen" bestod imellem Molbech og ham fra deres første Bekjendtskabs Dage: „Betragter Man din Afhandling om Livets Væsen ved Siden af min om Religjon og Liturgie, hvor den staar, behøvedes vel ikke stor Skarpsindighed til at indse, at Veiene maatte dele sig, eller rettere havde kun løbet en Stund jevnsides". Det er et Par ejendommelige Afhandlinger, Grundtvig her har henvist til. s. XVIII De er ikke blot betegnende for Forfatterne, men ogsaa for den Tid, de blev skrevne. Man talte da langt mere om „Religion" end om „Christentro". Man var i Vilderede, naar man skulde svare bestemt paa Spørgsmaalet om, hvad der var Christentro. Under det almindelige Skibbrud knyttede enhver sig til sin Redningsplanke. Schleiermacher skrev fine „Taler om Religionen" og sine „Monologer"; Fichte skrev sin Bog „om Menneskets Bestemmelse" og sin „Anvisning til et saligt Liv". Oehlenschlägers Digte om Jesu Liv i den aarlige Natur kan maaske agtes som hans Forsøg paa at fremstille den Religion, hvorpaa han vilde leve. Grundtvigs Afhandling fra Efteraaret 1806 om Religion og Liturgie kom vel frem som et Jndlæg i den af Biskop Boisen fremkaldte liturgiske Fejde; men dens Hovedstykke er Forfatterens Forsøg paa at fremstille sin religiøse Livsanskuelse.

2

Til Motto har Grundtvig valgt en Yttring af Schiller (Unter der Hülle aller Religionen liegt die Religion selbst), som peger paa, at der indenfor de historiske Gudsdyrkelsesformers Skal ligger en Kjærne, som er den sande Religion. I Molbechs halvtredie Aar yngre Afhandling om Livet, dets Væsen og Værd, som blev trykt i „Vaarblomster og Hedeurter" hedder det: „Skiøndt vi ei, uden at være slagne med Blindhed, kunne nægte den christelige Lære at være den herligste og guddommeligste Form, hvorunder Religionen nogensinde er fremtraadt, ville vi dog heller ikke nægte, at den absolute Idee om Religion er det oprindelig Høieste, eller det, som vi gienfinde i alle Religioner, kun ofte saa formørket, at dets egentlig guddommelige Udspring neppe er kiendeligt". Sammenligningen mellem Grundtvigs Motto og Molbechs her anførte Yttring tyder paa, at de har samme Udgangspunkt, det, de havde tilfælles med saa mange begavede Mennesker i den Tid: Følelsen af, at enhver maatte prøve paa selvstændig at danne sin religiøse Livsanskuelse. Men deres Undersøgelfer førte dem til Slutninger, der var vidt forskjellige.

s. XIX „Vi leve i en Dal", skrev Grundtvig, „begrændset af et uoverskueligt, bølgende Hav. Vakte ved Traditionen, og drevne af en uforklarlig Tvang, ahne vi dunkelt, at paa hin Side Havet maa være et Land, med skiønnere Vexter og renere Luft — vort oprindelige Hiem. Uvilkaarlig stirre vi did, uvilkaarlig stræbe vi i vore Aandedrag at opfange Luften, der synes at strømme ud fra hint Ubekiendte. Herved blive de staaende, som berusede af Talens Druer, eller lænkede til denne Jord, ei kunne skue dens Ophør. Herved bleve vi maaskee Alle staaende, dersom Havets Bølger ei efterhaanden opslugte os; men nu kunne vi ei længere være tilfredse med den ubestemte Ahnen. Vi forlange Vished. Selv tør vi ikke vove os bort, da vi maa gaae under ved Forsøget, og dog ei vide, om det er os tilladt, at forlade Dalen; men tvende Sendebud have vi, Poesien, og Philosophien, og paa dem bygge vi vort Haab. Poesien svinger sig ud over Havet, og taber sig mellem Skyerne. Kun stundum skimte vi den i det Fierne, og, vor Stirren uagtet, ville vi dog aldrig opdage andet, end at den er omgivet af en forbifarende Glands, som vi ahne at være Virkning af den skiønnere Sols Straaler, vi sætte i det Ubekiendte. Philosophiens Vei er en anden. Først giennemsøger den Dalen nøie og følger den i alle dens Bugter, for, om mueligt der at sinde Stedet, hvorfra hin Ahnelse udstrømmede; men drives efter forspildt Møie, af Nødvendigheden — til at slutte, den dog maa være kommet over Havet. Med største Omhyggelighed udruster den sit Skib til Fart over Dybet; men kommer neppe et Steenkast fra Landet, før den standses af de skyehøie, rullende Bølger. Enten maa den hæve sig over dem, og blive Poesie, eller ankre, udsat for de stormende Vinde, eller den, træt af forgiæves Kamp, maa vende tilbage, byde os betragte Dalen som vort Hiem, og nøies med at give Regler for den beqvemmeste Gang paa den bugtede Vei, der fører til Havet. Enten maa vi nu atter tye tilbage til hin Ahnelse, Philosophien s. XX i det høieste kun giorbe bestemtere, etter vi maa erkienbe vor Trang tit Belærelse fra hin Side Havet".

2*

Den sidste Linje har jeg unberstreget, da den indeholber, hvad der er Hovedsagen. Grundtvig ender med, at Mennesket trænger til en gnddommelig Aabenbaring. „Ikke ville vi", skritter han senere, „derfor ringeagte Poesie etter Philosophie, fordi vi sætte Religionens Aabenbarelse som det høieste og eneste Fyldestgiørende; men de Christnes Pligt er det, at hindre enhver Forvexling, der betager Jesu Religion sit Udmærkede, og dette kan neppe bedre skee, end ved at lade den udtale sig heel i vore Templer".

I Molbechs Afhandling vil man forgjæves søge det skarpe Skjel imellem Poesi og Philosophi Paa den ene Side og den paa overnaturlig Maade aabenbarede Religion paa den anden Side. Jeg skal anføre et Stykke af hans Udvikling :

„Naar vi henrykte i maalløs Beundring fornemme den evige Rythmus, den hellige Grundtone som gaar igiennem Naturens Uendeligheb, og da giennemglødes af Anelsen om en eneste uenbelig Harmonie i Alt: er det ikke Religion, som i saadanne Øieblik sylder Hiertet med unævnelig Længsel efter en inderligere Forening med det Høieste, som opløfter Aanden over jordisk Tilværelse og styrker den ved Evighebs hellige Varsel? — Naar vi askaste de Lænker, som fængsle os til det blot Jordiske og besiæles af Tro paa det Høiere, af Sandseligheb nafhængige i vor egen Natur; naar Hiertet, i Forglemmelse af enhver enkelt og endelig Følelse, kun føler sig selv som et Led i Evigheds Kiæde: da vaagner ogsaa det Guddommelige hos Mennesket; Følelsen udvider sig til en Uendelighed, der stræber at omfatte Alt i et eneste Billede — Gud! — Løft dit Blik mod den glimrende Stiernehvælving, hvor de tindrende Lys i deres Uendelighed funkle som Evighebs Vidner — stig ned i Biergenes hemmelige Dyb, hvor aldrig Solens varme Straaler naaede hen. men hvor Metallernes Sol hersker, og dens Ild rinder størknet i de gyldne Aarer, og Jorddybets Stierner, de s. XXI glimrende Ӕdelstene, gløde i den evige Nat — hør de mægtige Fieldstrømmes Brusen i dybe Kløfter og Tordenens Brag rulle over dit Hoved mellem Klipperne — see den underjordiske Ild med Vælde giennembryde de haarde Steenmasser og sprude gloende Strømme mod Himlen — see Blomsternes Ynde og Biergenes Høihed og det evig foryngede Liv i Natur og Historie — og naar du skuer og hører og føler, ei det Enkelte, men det Ene, det uendelige i Alt — hvad er det uden Gud? Og gaaer du ind i dig selv, aabner den uendelige Verden i dit Indre sig for din Siæls Øie; seer du det klare Lys, som Fornuftens Ideer ænde i din Aand; hører du den evige Stemme, som fra det Høie og Dybe taler inden i dig, som følger dig hvorhen du vandrer, som er overalt og ingensteds; føler du i Hier- tet den glødende Varme, som Sandheds evige Lue føder, som den uendelige Kiærlighed nærer, og som brænder i det Hellige og Skiønne med en mild og klar Flamme — da vil du ved Aandens Kraft og Hiertets Følelse fornemme den Høiestes Nærhed — da opløft dit Sind over Tid og Rum, og lad det paa Andagts og Begeistrings Vinger stige mod det Evige; thi høit over al Uendelighed udbreder den evige Aand sine Vinger og lader dem hvile over det umaalelige Alt; og Havet, hvori Solverdener svømme som lysende Punkter, er som en Draabe, runden af Evighedens Væld! — Ogsaa du, et usynligt Støvgran, hviler i det Eviges Skiød; ogsaa du fik et Øie, hvori en Straale af Guddommen speiler sig, og et Hierte, hvori en Gnist af dens Ild lever. Og lad denne aldrig kvæles, thi den himmelste Lue, som den tænder i dit Indre, er et herligt Gienskin af det Evige. Gud boer ogsaa i det rene Hierte; det hellige Sind skuer Guds Aasyn og lever i det Guddommelige".

Eu videre Sammenligning mellem de to Afhandlinger vilde vise, at Grundtvig stærkt fremhæver Forskjellen imellem ondt og godt, medens Molbech især dvæler ved Forskjellen mellem det Endelige og Uendelige.

Efter hvad her nu er oplyst om, hvad der førte Molbech s. XXII og Grundtvig sammen — Beundring for Oehlenschläger, Sands for Modersmaalet, som det var i Brug i Samtiden og hos Almuen, Glæde over den danske Natur, Fællcsskab i Erfaring om Hjærtesorg, Venfkab med P. Dons, Trang til en religiøs Livsanskuelse, — men ogsaa om, hvorledes de i mange Maader stod forskjelligt over for det, hvori de kunde mødes, vil det let kunne skjønnes, at Grundtvig havde Ret, da han den 4de December 1811 skrev, at Forholdet imellem dem altid i det Hele havde været mere aandigt end hjærteligt, og Molbech ikke mindre, da han fire Dage efter svarede: „Du har stedse været mere for min Aand end for mit Hierte; jeg har mere agtet end elsket Dig". Medens Grundtvig udmærkede sig ved en „mere storslaaet, aaben Frejdighed", havde Chr. Molbech, som hans Søn har bemærket, „en ømfindtlig Natur" og var navnlig „tilsluttet i alt, hvad der angik det dybeste Sjæleliv, Kjærlighed og navnlig den personlige Religiositet".

Man kan da ikke undre sig over, at de havde kjendt hinanden i halvandet Aar, inden „Du" afløste „De" i den indbyrdes Brevveksling. Imidlertid besøgte Grundtvig 1808 Molbechs Hjem i Sorø, og Molbech baade 1809 og 1810 Grundtvigs Hjem i Udby. I en Dagbogs-Optegnelse af Molbech fra Juni 1809 hedder det: „Den 6te siøde jeg til Vordingborg og tog paa Veien ind i Udby hos Hr. Gr., som jeg inderlig glæder mig ved at have lært at kiende. Fra Vordingborg tog jeg did tilbage; om Morgenen den 7de reiste jeg fra Vordingborg til Næstved." I „Sommervandring i Sydsiælland" berører Molbech utvivlsomt dette Besøg i Udby Præstegaard, naar han efter at have fortalt om Udsigten fra Valdcmars-Taarnet fortsætter: „Hid kom jeg tilbage med Aftenens Skygger, og glædcdes ved atter at betræde det Sted, som Erindring om en kiær Ven giorde mig helligt. Levende omsvævede hans Minde mig der, hvor han saae Livets Morgen frembryde, hvor han nød dets første, ak! maaskee dets eneste rene Glæder." Den 29. Juni 1810 kom Molbech fra Stege til Udby s. XXIII Præstegaard og reiste Dagen efter til Fensmark. Det Brev fra sidstnævnte Sted, der findes i hans „Ungdomsvandringer", er stilet til Grundtvig, men maa efter Sammenhængen være skreven før Besoget paa Møen. Naar jeg hertil føjer, at Chr. Molbech har optegnet, at han 31te Maj 1810 var „med Grundtvig første Gang i Aar paa Frederiksberg og nød en meget behagelig Aften," da er dermed de Oplysninger om deres Samliv udtømte, hvormed jeg kan udfylde, hvad der fremgaar af deres Brevveksling om Tiden før December 1810.

I denne Maaned var det, at den anden voldsomme Gjæringstid i Grundtvigs Liv begyndte. Naar han 1824 i det poetiske Tilbageblik paa sit Liv som han har kaldt „Nyaarsmorgen", dvælede ved Begyndelsen til den første Gjæringstid paa Langeland, da sang han:

Jeg brømte, at Staven
Var over mig brudt,
Af Verden til Graven
Og Glemsel forskudt.

Men naar han saa hen til Trængselen, der kom over ham sidst paa Aaret 1810 paa Valkendorfs Kollegium, da blev Tonen endnu mere alvorlig:

Mig tyktes, at Staven
Var over mig brudt,
Til værre end Graven
Af Herren forskudt.

Det var en „svar Sindssygdom", Grundtvig maatte gjennemgaa. Molbech har fortalt derom i et Brev, som er meddelt S. 229 f. I denne Tid stod Grundtvigs Venner trofast ved hans Side. P. Dons „plejede ham Dag og Nat, ja, maatte enddog, naar Vanviddet tog Overhaand, kæmpe med ham, saa at de ofte begge segnede *) ." Men Dons var ikke ene om at lide med Grundtvig. Det kan man se af Digtet, s. XXIV han gav Fr. Chr. Sibbern, da Han i Thorkildstrup Præstegaard tog Afsked med Philosophen, der skulde rejse til Tyskland:

O, kære Ven! vel maa da Taaren dirre
I Øiet klar, naar did det mon henstirre,
Hvor Gud mig lærte under Tvivl og Strid
At føle Sorrig og at føle Glæde,
At føle sukkende i lange Tid,
Hvor tungt det er at ikke kunne græde.
Jeg takker Gud, og ham i dig, min Ven!
Og i de andre kære Ungersvende.
I hvis Forsamling jeg blev Barn igen
Og lærte Hovmods Daarlighed at kende.

Da han lod Digtet optrykke i sin „Saga", omdannede han de sidste fire Linjer saaledes:

Jeg takker Gud og takker ham i dig,
For alt dit Venskab i de tunge Dage
Du færdedes, du leed, du bad med mig,
Du kedtes ikke ved min Jammerklage.
O store Gud! hvor var jeg døv og blind!
Hvor kunde dog mit skrøbelige Sind
Sig tro af dig forladt, forskudt og glemt,
Da med en saadan Ven, ja Venner der ham ligned,
Du naadefuld i Nøden mig velsigned *) !

Af de Breve, som nu foreligger, fremgaar det, at man ved Siden af P. Dons, der vaagede ved hans Seng, og Sibbern, der fulgte ham hjem til Udby, maa nævne Chr. Molbech som en af dem, der led med ham. „Du var selv Vidne", skrev Grundtvig til Molbech den 2. Decbr. 1817, „til min tunge, men lyksalige Kamp, og du var ikke en kold Tilskuer." „Du har ikke glemt," skrev han 4. December 1811, „forrige Decembers tunge Dage og den følgende haarde Vinter. Da leed du med mig, kære Molbech! og derfor velsigne dig Gud! ja ikke det aleneste, men neppe vare vi nogensinde nærmere ved at forliges i vor Tro paa s. XXV det Guddommelige og dets Aabenbarelser. Men netop fra den Stund har du, om jeg ikke tager Feil, trukket dig tilbage."

Molbech har ikke blot lidt med Grundtvig. Han har ogsaa ved at være Vidne til Grundtvigs Sjæleangst faaet den Gjæring i sit Indre fremskyndet, der læuge havde været i sin Begyndelse. Naar han i sin Skrivekalender for 20. December 1810 har optegnet, at Grundtvig den Dag var rejst til Udby, saa tilføjer han: „Gud give ham Kraft og os alle i Prøvelsens haarde Timer!" „Tro mig, elskede Ven!" skrev han 27. December, „den Skiæbne, der rammede Dig har ikke gaaet mig forbi. . . Det er langt fra, at jeg kan forklare Dig, hvorledes det er med mig, og hvad der rører, sig i mit Indre; thi denne Tilstand er mig alt for ny." I det samme Brev sortæller han, hvorledes hans Tilstand en af de soregaaende Aftener, da han havde tænkt meget paa Grundtvig, „gik over til en blid og salig Rolighed ved at læse i det nye Testamente." Tre Dage efter skriver han fra Sorø: „Jeg har tilbragt denne Dag i mit Fædrenehiem med en Sindsro og Tilfredshed, som jeg i lang Tid ikke har kiendt til paa dette Sted. Ligesom saa meget Andet bos mig er høist forunderligt i denne Tid, endog for mig selv, saa er det og, at skiøndt jeg har været flere Gange i Roeskilde Domkirke, og utallige Gange i Sorøe Kirke — har jeg egentlig dog ikke seet den første før i Gaar, og aldrig den sidste i en saadan Klarhed som i Dag." *) Medens den Bevægelse fandt Sted hos Molbech, der har givet sig Udtryk i, hvad her er anført, kunde han ogsaa skrive: „Dig, ædle Grundtvig! elsker jeg meer end nogensinde, ja med en Kiærlighed, som jeg aldrig havde troet at kunne føle for Dig." Og samtidigt stillede han sig frimodigt ved Grundtvigs Side overfor Verdens Dom.

I Januar 1811, da Grundtvig gjenuem Universitets-Consistoriet s. XXVI modtog en Tilkendegivelse af Kongens Mishag med Udgivelsen af hans Dimisprædiken: „Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Huus?" fremkaldte en Meddelelse herom i „Dagen" en Artikel i Kjøbenhavns Skilderi af Molbech, hvori det blandt andet hedder: „Naar han, (Dagens Redaktør) om en Mand, agtet som Menneske og Forfatter af den ædlere Del af Nationen, vil meddele personlige Efterretninger, da skylder han ikke blot sin Retfærdighed, men sin Patriotisme, om han har denne i mere end Ord og Udraab, at grande disse Efterretninger paa historisk Sandhed, og at meddele dem saa nøiagtige og fuldstændige, at ingen forsætlig eller uforsætlig Skygge, som Gienstanden selv ikke kaster, meddeles Misforstand eller skadefro Avind. Et Kongebud er helligt, og det vil adlydes uden Knurren, nden forfængelig Stolthed, og med Hengivenhed i Guds og Kongens Villie. Saaledes har Hr. Candidat Grundtvig modtaget den Irettesættelse, som efter høiere Befaling blev ham meddelt af Universitetets konsistorium. Hvo der, som Undertegnede, heller vilde være i hans Sted, der modtog den, end i dens eller deres Sted, der foranledigede den... han onske med mig: gid det gaa Grundtvig vel, og enhver, der som han er Gud, Konge og Fædreland tro." Denne offentlige Erklæring faar desto mere Betydning, naar den sees i Belysning af Molbechs Breve fra be sidste Dage af 1810.

Men ganske kort efter trak Molbech sig tilbage fra Grundtvig. Denne havde i et Brev af 17. Februar 1811 skreven om „Djævelens Fristelser" som dem, hvoraf han var hjemsøgt, og anført et Psalmevers af Kingo om Djævelens Magt til at binde Munden, blinde Øjet og døve Øret, hvis bogstavelige Sandhed han mente at have erfaret. Det er dermed værd at sammenstille, hvordan han senere i sit Liv udtrykte sine Tanker om „Djævelens Fristelser" : „Naar baade de papistiske og de gammel-lutherske Præster indskærpede deres Tilhørere, at de stod alle sammen hver Dag Fare for at opsluges af Djævelen, der gik omkring som en brølende Løve, og at de maatte vente sig lige saa s. XXVII haard en Fristelse af ham, som Herrens i Ørfen, da var det, hvad enten de beraabte sig paa Skristen eller paa Kirke og Kloster, deres egne Indbildninger, hvormed de ukjærlig forskrækkede Menigheden, og forvirrede dens Tanker om Guds faderlige Godhed og Naade, der aldrig vil lade nogen prøves eller fristes over Evne, eller engang tillade Fjenden at sigte hans Apostler som Hvede, hvad ingen uden det fuldvoksne Gudsmenneske kunde taale. Naar derfor Kristi Aand driver os til at minde andre end os selv og vore Medarbejdere i Ordet om, hvad Apostelen Peder ganske rigtig en Steds skriver om Djævelen som en brølende Løve, der søger, hvem han kan opsluge, da lader Aanden os ikke glemme den vigtige Oplysning, at det er kun til de ældste, Lærerne og Forstanderne i den apostoliske Menighed, der tales, og at selv dermed menes ingenlunde en saadan aabenbar Tvekamp med den store Frister i Skikkelse af en Lysets Engel med al sin Træskhed og falske Herlighed, men kun en hemmelig indvortes Fristelse af Uaanden i samme Retning til Mistro, Dumdristighed og Afguderi". *) Fra det Stade, som paa denne Maade er betegnet, vilde Grnndtvig næppe have brugt det stærke Udtryk „Djæveleus Fristelser", om „de urene og formastelige Tanker", som han i Vinteren 1810—11 savnede Styrke til at skyde fra sig. Naar han 1863 i „Kirke-Spejl" dvælede ved, hvad han i hin Vinter havde oplevet, da brugte han det Udtryk, at han blev sønderknust ved de Spørgsmaal: Er dn selv en Christen? og har du dine Synders Forladelse? — „Samvittigheds-Spørgsmaal, der faldt mig som Stene, ja som Klipper paa Hjærtet." Men i Febrnar 1811 troede han at spore et umiddelbart Augreb paa sig af den onde Fjende, og det kunde Molbech ikke forlige sig med: „At tænfe mig noget absolut Ondt," strev han, „er mig umuligt. Synd er egentlig kun Svaghed eller Siælssygdom. Alt i Tilværelsen s. XXVIII er vel ikke lige godt; Skyggen maa være hvor Lyset er — men at finde Skygge overalt er en sørgelig Forblindelse. Gud lade mig aldrig tabe Troen paa det Gode i Livet." Hvad der den Dag idag gjærne danner det dybe Skjel imellem Mennesker i deres Forhold til Christentroen, Spørgsmaalet om Synden kun er den nødvendige Skygge i Livets Maleri, eller den er noget fjendtligt, der er trængt ind i Tilværelsen, og som Menneskene derfor kan fries fra og skal udfries fra ved Guds Naade, — dette Spørgsmaal blev den Gang besvaret anderledes af Molbech end af hans bedste Venner. P. Dons har ikke kunnet enes med ham i dette Stykke, og Fru Rahbek vedkjendte sig over for ham, at „Grundtvigs Tro" var ogsaa hendes, f. Eks. da hun 4. Februar 1814 skrev til ham: „At ogsaa jeg giærne vilde vinde denne Troe Venner, er lige saa vist, som at jeg vel heri altid vil blive lige saa uheldig som han (Grundtvig), skiøndt jeg dog bruger mildere Midler. Men heller ikke skal nogen, enten med milde eller med haarde Midler, bringe mig til at vakle i denne Tro. Uudsletteligere end Alt, hvad man har sagt og lært mig, dybt indpræget i Aand og Hierte, staaer den salige Forestilling om Ham, der gav sit Blod for vore Synder. Det Kors, hvorunder jeg allerede som Barn lærte at græde med salig Vemod, vil og kan jeg aldrig glemme, og jeg har intet høiere Ønske, end at jeg i min Dødsstund maae kunne see op til det med samme Fortrøstning som nu." Naar Uenigheden om dette Sporgsmaal førte til et Brud mellem Molbeeh og Grundtvig i det samme Aar 1813, da det nøje Forhold blev knyttet mellem Molbech og Fru Rahbek, da hang det sammen med de „haarde Midler", som Grundtvig brugte i Kampen for sin Sag, navnlig da han sidst paa Aaret 1812 udgav sit „Kort Begreb af Verdens-Krønike".

Selv forklarede Grundtvig mange Aar efter Sagen paa følgende Maade: I Begyndelsen af 1811 gik han med Liv og Sjæl i Kloster, i Augustiner-Klosteret, hvor gamle s. XXIX Morten Luther var Prior, og agtede der at tilbringe alle sine Dage. Men det Munkeliv kunde Molbech slet ikke lide. „Dermed var det ude imellem os, thi alt det Følgende fulgte med Nødvendighed heraf, naar jeg var Munk og Du Klosterfjende for Alvor, og saa var det: jeg vilde, som en luthersk Munk, ei med Haandens, men dog med Mundens Vaaben tvinge Verden til ei blot at synes, men at være christelig, og Du fandt, at jeg derved gjorde Vold paa alle Former, som jeg ogsaa virkelig gjorde, saa vor fiendtlige Stilling var uundgaaelig, skiøndt til Lykke vor indbyrdes Agtelse for hinandens Ærlighed, og vore Løbebaners Afstand gjorde en egentlig Krig umuelig".

Molbech betragtede 1826 deres Ungdoms-Venskab som en Bygning, der var „ret vakker og anseelig i sit Udvortes, men hastig ført i Veiret, uden tilstrækkelig Undersøgelse af Materialierne, og disse hverken faste nok eller anbragte med behørig Omhu, o. s. v. Kort, ved et uheldigt Tilfælde, eller hvad man vil kalde det, kommer der Ild i Bygningen, som Storm fra meer end een Kant puster op; og Bygningen brænder af til Grunden, ei engang Muren kunde holde".

Hvordan Grundtvig ved „at gjøre Vold paa alle Former" fremkaldte den fjendtlige Stilling imellem sig og Molbech, eller hvordan der kom Ild i deres Venskabs Bygning, saa den brændte ned til Grunden, det man Læserne selv undersøge — de følgende Blade indeholder meget derom —; et og andet Bidrag til Forstaaelsen deraf kan de ogsaa finde i Bogen om Chr. Molbech og Karen Margrethe Rahbek *) og i det af Køster forberedte og af mig i sin Tid udgivne Mindeskrift om Povel Dons **) . For Beskaffenheden af de Materialier, hvoraf Bygningen var rejst, har jeg nu søgt at gjøre udførlig Rede.

s. XXX Det vilde være Pinligt at Iæse om Jldsvaaden, dersom der ikke bagefter kom Vidnesbyrd om, hvordan de to Ungdomsvenner med hinanden paa den ærlig lagte Grund opførte, hvad Molbech lignede med en Bygning paa „een Etage" med „en god luun Vinterstue til stundom at samles, under Livets sig nærmende Efteraar". Grundtvig gjorde Begyndelsen ved i Sommeren 1825 under et Beføg paa det store Kongelige Bibliothek at indlede et venligt Ordskifte med Molbech, som saa bagefter sagde til sig selv: Hvorfor skulde ikke et literarisk og venskabeligt Forhold kunne oprinde paany imellem os? Dette Ønske fik Næring, da han læste det Digt: „Broder Niels fra Sor", som Grundtvig paa Kong Frederik den Sjettes Fødselsdag, den 28de Januar 1826, lod indrykke i „Nyt Aftenblad", og hvori han paa en smuk Maade ihukom Soraneren Chr. Molbechs Bedrift ved Udgivelsen, og Thieles ved Trykningen af „den danske Riimkronike":

Man siger for et gammelt Ord,
Som gjærne Magt jeg giver:
At, tyndes Blodet end paa Jord,
Til Vand det dog ei bliver:
Det fandt da og den Ven fra Sor,
Som hjalp mig nu paa Fode:
Hvis det ei spørges trindt i Nord,
Det er ei for det Gode.
Ja, at jeg flap fra Rundetaarn
Og kom ei til Ulykke,
Men blev den samme som tilforn,
Det var et Vennestykke ....
Jeg vider gode Venner Tak:
Hr. Molbech oa Hr. Thiele,
At nu jeg med min Folkesnak
Kan gaa en halv Snes Mile;
Saa gode Støvler aldrig før
Har villet til mig vanke,
Ja aldrig saa jeg dem i Nør
Saa bonede og blanke *) .

s. XXXI Den 25de Marts 1826 skrev Molbech saa til Grundtvig, som straks svarede, og ved Molbechs Brev af 31te Marts kunde det ny Forhold imellem dem agtes som befæstet. Et stærkt Vidnesbyrd om den Tillid, Molbech nærede til sin Ungdomsven, er dette, at han en Tid lod sin ældste Søn faa Religionsundervisning af Grundtvig sammen med dennes to Sønner. Og Grundtvig gjorde ikke forgjæves Regning paa Molbechs Bistand, da han i Aarene 1829, 1830 og 1831 foretog sine bekjendte Rejser til England for at undersøge de angelsachsiske Haandskrifter. Fra Trediverne foreligger ikke saa Vidnesbyrd om, at de holdt Omgang med hinanden. Fra 1840 til 1857 blev Molbechs Berøringer med Grundtvig færre. Molbech døde 23de Juni 1857.

Vilde man nu spørge, hvilken Betydning Ungdomsvenskabet imellem Molbech og Grundtvig har haft, da maa jeg for den Førstes Vedkommende henvise til, hvad han 8de December 1811 skrev til Grundtvig, da deres Veje begyndte at skilles: „Aldrig skal jeg glemme, at Du var den første, som vakte min Ungdoms henslumrede Kiærlighed til Nordens Saga", — og hvad den sidste angaar, da skal jeg minde om, hvad han har anført i de Oplysninger, han 1839 gav Molbech til Anthologien: „Det fornyede Studenterliv under gunstige Betingelser (1808—11) kvalde i Fødselen den unaturlige Stivhed og Kostbarhed, der altid ligger gamle Kandidater og unge Forfattere meget nær, men er Pæsiens saavelsom Livets Pest"; Forholdet til Ehr. Molbech danner Begyndelsen til dette, for Grundtvigs hele Udvikling højst betydningsfulde, fornyede Studenterliv.

s. XXXII Brevvekslingen mellem Molbech og Grundtvig har historist Betydning i mange Retninger. Den yder nogle af de bedste Bidrag, der endnu foreligger i Literaturen til at oplyse de to Mænds Udvikling i deres Ungdomstid. Den yder fortrinlige Bidrag til at belyse, hvad Grundtvig i „Kirke-Spejl" kalder sit „Forsøg paa at istandsætte den faldefærdige lutherste Statskirke". Den indeholder gode Oplysninger om Grundtvigs engelske Rejser.

Den Ærlighed, som præger baade Molbech og Grundtvig i deres indbyrdes Forhold, har gjort, at man ved Læsningen af deres Breve helt igjennem faar et velgjørende Indtryk af Sandhed og Oprigtighed.

Askov i August 1888.

Ludvig Schrøder.