Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1852-07-18)

Løvenborg. 18. Juli 1852.

Min kiære Christian,

Det er engang, som det synes, skrevet i Skiebnens Bog, at jeg aldrig mere skal være samlet med dig den 20de Julii. Det giør mig ondt, og med hvert Aar mere; thi jeg maa hvert Aar minde mig selv om, at det ikke kan være mange Gange, denne Dag kan vende tilbage for os begge. Du har vel ogsaa Øieblik, hvori Du med Alvor dvæler ved den Tanke, at vort Samliv paa Jorden ikke, efter Naturens Orden, kan være langt; og at en Faders Død efterlader en af de Tomheder i Livet, som ikke mere udfyldes. Jeg selv, skiøndt Olding, har endnu denne Følelse; og det kan snart blive 30 Aar, at jeg har bevaret den. — Men, jeg vilde jo dog hellere, om jeg kunde, sige dig noget glædeligt, idet jeg vil lade disse Ord bringe dig min kiærlige Hilsen og mine varme Ønsker paa din 31te Fødselsdag — end at minde dig om, at vi engang skulle adskilles paa en anden Maade, end naar Du om kort Tid atter forlader dit Hiem og dit Fædreland. Gud bevare dig og føre dig lykkelig tilbage! — Jeg vil ofte, og vel daglig, savne dig — meer end Du maaskee troer. Lad mig have den Glæde, at Du heller ikke, beruset af Italiens Herligheder, glemmer din gamle Fader, der meget trænger til din Kiærlighed; thi hvad er tilsidst Livet, naar vi ikke ogsaa leve det i Andre, der elske os? — Det kan undertiden være kraftigt og stærkt; men det er eensomt, og Eensomheden er kold og beslægtet med Døden.

Jeg ønskede, Du havde været nogle Dage med mig her. Alt er her smukt, venligt, kiærligt, stille og tvangløst; hvad kan man forlange meer? — Hedt har her været i superlativ Grad; men dog i det mindste ikke hedere, end i Kiøbenhavn; og jeg befinder mig dog overhovedet betydelig bedre, end for et Par Dage siden; endskiøndt jeg ogsaa her omtrent er s. 2 ligesaa smaatærende, som i den sidste Tid i Kiøbenhavn. Men det fornøier mig ordentlig, at jeg har faaet yderligere Bekræftelse paa, at man i det virkelig italienske Clima, vi have i Danmark i Sommer, kan leve paa saa lidt Mad, som jeg endogsaa her nyder. Idag er her faldet omtrent et Qvarteers temmelig stærk Tordenregn; Meget synes den ei at have hiulpet paa Temperaturen. Jeg har ogsaa her i disse Dage havt meget ondt ved at arbeide noget; og dog gaaer det mig, som dig med din Skiærsild. *) Jeg har et Pensum, som jeg paa denne Reise vilde have færdigt, men det seer ikke meget heldigt ud dermed; især da jeg, blandt andre Sager, glemte ikke mindre end 3 Bøger, jeg nødvendig skulde bruge under det Arbeide, jeg har for. – –

Jeg har læst de to Acter af dit Drama **) med ny Deeltagelse. Længere er jeg ikke kommen. I begge disse Acter (hvori jeg har fundet endeel udmærket godt) fandt jeg derimod kun een Anstødssten, eller svagere Punkt: Overgangen hos Dante til Forsagelse eller Opoffrelse af Beatrice. Momentet er stærkt dramatisk; men det forekommer mig ikke stærkt nok behandlet. Jeg troer allerede tilforn at have yttret dette. I øvrigt bilder jeg mig ind, at dette Værk i det mindste vil læses med almindelig Interesse; om end Læserne ikke paa alle Punkter ville føle sig lige tilfreds.

Baronesse Løvenskiold har bedt mig at hilse dig, og at ønske dig til Lykke. Hun sagde mig i Gaar med al den aabne Oprigtighed, som hun besidder: at det giorde hende ondt, hun saa lidt kiendte dig, og at hun frygtede for, hun ikke let blev mere bekiendt med dig, da dette hos dig vel var noget vanskeligt. Jeg kunde ikke andet, end give hende Ret deri.

I øvrigt er her godt at være, og jeg beklager ret meget, at din Moder ikke vilde eller kunde følge mig. I Begyndelsen af næste Uge formoder jeg at være tilbage i Kiøbenhavn. Imidlertid — vær endnu engang med faderlig Kiærlighed hilset af din gamle, trofaste

C. Molbech.

Jeg har i dit Dramas to første Acter dog stødt mig paa to Ord eller Udtryk, som i Sprogets ædle Reenhed saarede mig lidet. »At kalde for noget«, staaer der et Sted. Dette be s. 3 tragter jeg som udansk, og trivielt. Ligesaa »af vor Midte« (paa et Sted, hvor der netop godt kan læses: af vort Samfund.)