Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Christian Knud Frederik Molbech (1852-09-06)

Zürich. d. 6te Sept. 1852.

Min kiære Fader!

Det var vel ikke min Hensigt, at skrive til Hiemmet før jeg havde naaet Mailand, men da jeg nu har en regnfuld Eftermiddag tilovers, vil jeg ikke undlade, saa godt det for legemlig Træthed lader sig giøre, at give dig og Moder nogen Underretning om min videre Skiæbne siden jeg forlod Danmark. Dog beder jeg Eder forud, saavel nu, som siden, naar I faae Brev fra Mailand, at tage tiltakke med en kort, historisk Beretning; naar jeg først kommer noget til Ro i Florents, og siden i Rom, skulle Brevene vel faae noget mere Indhold. Altsaa: her sidder jeg nu i den venlige Schweizer-By Zürich, og naar jeg løfter Hovedet op fra Papiret, har jeg Udsigt til Züricher-Søen og de fierne Bierge, jeg snart skal bestige. Vel have de idag været tilhyllede af Skyer, men Himlen blaaner allerede igien efter den stærke Tordenregn, og imorgen bliver det nok klart. Da det er den første Regndag, siden min Afreise, har jeg desuden ikke Ret til at beklage mig. I syv Dage har jeg nu — hvilket i og for sig kunde synes utroligt — tilbagelagt næsten 200 Mile; men endnu utroligere er det, at jeg tillige har sovet godt hver Nat, med Undtagelse af den sidste, og tilbragte ½ Dag i Hamburg, ⅔ Dag i Cøln, ½ Dag i Mainz, ½ Dag i Heidelberg, og ½ Dag i Schaffhausen. Uagtet Reisen saaledes har været meget hurtig, kan man dog egentlig ikke kalde den forceret, og naar jeg nu i dette Øieblik er noget træt, er det mere af at vandre omkring i Byen idag, end af de foregaaende Dages Anstrængelse. Forresten befinder jeg mig særdeles vel — gid jeg maa høre det Samme om dig og Moder. —

Som jeg havde bestemt, reiste jeg, i Selskab med Brøchner, Søndagen d. 29de August, om Morgenen Kl. 5 fra Fredericia, og allerede Kl. 1 vare vi i Kiel, hvis smukke Beliggenhed og skovkrandsede Fiord indtog mig meget. Her hørte jeg da de første Toner af et fremmed Sprog lyde omkring, og det af et Sprog, som endnu bestandig lyder skarpt og ubehageligt for mit Øre, skiøndt det allerede fra Cøln af begynder at antage en noget forskiellig Charakteer fra det egentlig Høitydske, og her i Schweiz vel lyder mere plumpt og bredt, end spidst og jeg kunde næsten sige jødisk, som i Hamburg o.s.v. Hvor jeg længes efter at høre de første runde, bløde, fuldttonende italienske Ord! Men der er endnu henved 14 Dage til. Kl. 4 reiste vi med Jernbanen til Hamburg, laae der s. 6 om Natten, og gik den følgende Dag, Mandag d. 30te, omkring i Byen paa kryds og tvers, navnlig i den gamle Deel, hvor der endnu findes mange eiendommelige Huse, med fremspringende Etager, den ene over den anden, udskaarne Bielker og snevre Døre, der føre ind til Gader eller Cul de sac, imod hvilke Peder-Madsens Gang er bred og rummelig. Den nye Deel af Hamburg mindede mig om enkelte Steder og Gader i Paris, elegant, men uden Elegance, stort og dog smaat. Om Middagen gik vi med Dampskibet over Elben til Hamburg, og derfra med Jernbanen til Hannover, hvortil vi først kom Kl. 10 om Aftenen. Vi gik naturligviis strax i Seng, og da vi allerede maatte reise Kl. 6 den næste Morgen, fik jeg saaledes intet af denne By at see, hvilket forresten kun fortrød mig, for saavidt som jeg gierne vilde have besøgt Hr. Siemsen. Til Cøln naaede jeg da Kl. 4 om Eftermiddagen, og fik Værelse i et Hotel, der ligger ligeoverfor Domkirken, og hedder »zum Dome«. Allerede det Udvortes af denne mægtige Bygning, hvorpaa man nu arbeider igien, skiøndt den vel aldrig bliver færdig, forbausede mig som Noget, jeg aldrig havde seet Mage til, eller blot kunnet tænke mig, og forvildede i Førstningen mit uvante Øie ved sit colossale Kniplingsværk af Piller, Spire, Gesimser og Ornamenter; men det Indre, denne Skov af opadstræbende Søiler, ranke som Blomsterstængler, forbundne ligesom Knipper af uhyre Slyngplanter, alle søgende imod Himlen, og bærende Indbildningskraften med sig; dette femdobbelte Skib, belyst af de gamle Glasmalerier paa den ene Side, paa den anden Side af fem nye, der ere skienkede af Kong Ludvig af Baiern — en i Sandhed kongelig Gave; Choret, hvis Piller ere endnu rankere og finere, hvis Vinduer ere endnu prægtigere i Farver, end Kirkens — og giennem hele denne Bygning, hen imellem Søilerne og under de spidsbuede Hvælvinger høitidelige Orgeltoner — alt dette giorde et Indtryk paa mig, ligesaa stort, kan jeg sige, og maaskee ved sin romantiske Charakteer, mere forunderligt bevægende, end Peterskirken selv, da jeg første Gang saae den. — Men færdig bliver denne Kirke vel neppe, og egentlig synes mig ogsaa, at nu at giøre den færdig vilde være saa at sige post festum — thi den Middelalderens festlige Tro og Aand, som undfangede Ideen og begyndte Bygningen, den lever dog ikke meer og kan ikke kaldes til Live. Cøln selv er en interessant gammel By, med flere mærkelige Kirker og mange mærkelige Huse, men frygtelig sviinsk. Vi forlode den om s. 7 Middagen, gik først med Jernbanen til Rom, og derfra strax videre med Dampskib opad Rhinen til Coblenz, hvor vi ankom om Aftenen. Allerede den næste Morgen seilede vi videre til Mainz, som vi naaede Kl. 4, og hermed var saaledes vor Rhinfart forbi. Dette er en Seilads, som, foretaget i godt Selskab, med behørig Langsomhed, saaledes at man bestandig her og der gaaer i Land og seer sig om, kan være ret »angenem«, og som, med sine beqvemme Dampskibe, Table d’hôtes etc. etc. er fortræffelig indrettet for rige reisende Englændere; men som oprigtig talt kiedede mig ved sin Eensformighed. Dog undtager jeg enkelte, virkelig meget maleriske Punkter, nogle Ruiner, og en fortræffelig beliggende, ypperlig restaureret og beboet Borg, som tilhører en Prinds af Preussen. Mainz selv indtog mig særdeles, ved sin Livelighed, sine smukke Bygninger, herlige Beliggenhed, men fremfor Alt ved sin prægtige, romantisk-gothiske Domkirke, hvis Indre dog var ligesaa fattigt, som det Ydre rigt. Hvad der især interesserede mig ved denne Kirkes Stiil, var Noget, som jeg ikke før mindes at have seet: at den havde to halvrunde Chor, et ved hver Ende, saa at jeg først antog Forsiden for Kirkens Bagside.

Fra Mainz gik vi Fredag Formiddag over Frankfurt til Heidelberg, som vi naaede omtrent Kl. 1. Her tilbragte jeg en af de behageligste Eftermiddage paa min Reise, i en af de smukkeste Biergegne, jeg har seet, frodig og frugtbar, og dog storartet tillige. Det gamle, forfaldne Heidelberger-Slot, der ligger høit over Neckar-Floden og seer alvorligt ned paa den venlige By, giennemvandrede jeg i alle Hiørner og Kanter. I de øde Sale vare Lofterne styrtede sammen, og Vedbend og andre Slyngplanter snoede sig i vild Uorden op og ned ad Væggene og omkring de gamle Steenbilleder, der hist og her stode i Nicherne. Fra en Terrasse foran Slottet var den skiønneste Udsigt langshen igiennem Neckardalen, men endnu skiønnere var Udsigten fra det høitliggende Kønigsstuhl, et Taarn bygget paa Toppen af et af de Bierge, der omgive Heidelberg, hvorhen jeg naaede efter en besværlig Vandring, badet i Sved, Kl. 6 om Aftenen. Herfra saae jeg igiennem en Kikkert meer end 40 Mile til alle Sider, kunde følge Neckarens Løb og see alle de Byer, der som Perler vare bundne til dens Sølvtraad, og jeg saae herfra en af de skiønneste Solnedgange, jeg har oplevet.

Den næste Morgen reiste vi med Jernbanen til Freiburg, s. 8 fik her (det første egentlig Uheld paa min Reise) kun ½ Time til at besee den herlige, fuldstændige og færdige gothiske Domkirke, hvilket bestandig vil smerte mig, og reiste saa tilvogns, med Forspand af levende Heste igiennem to deilige Dale (Himmelreich und Hølle) af Schwarzwald, som jeg ret fik Lyst til at kiende noget nærmere, kiørte hele Natten imellem Løverdag og Søndag, og kom Kl. 6 om Morgenen til Schaffhausen. Her gik jeg naturligviis ud til Vandfaldet, som ligger ½ Miil borte, og som egentlig ikke er meget smukkere, skiøndt vel større ved sin Vandmasse, end Trollhättafaldet, og reiste derfra om Middagen til Zürich. Og nu har jeg kiøbt mig en Randsel eller Tornister, sendt min Kuffert i Forveien med Posten til Bellinzona, hvorhen jeg selv kommer om c. 10 Dage, og staaer i Begreb med, frisk og vel tilmode at tiltræde min Schweizervandring i Morgen Tirsdag d. 7de. Med Dampskib gaaer jeg nedad Zürichersee til Horgen, derfra med Omnibus til Zug, saa med Dampskibet til Aast og derfra tilfods op paa Rigi, og saa videre den næste Dag. Jeg glæder mig ret til denne Vandring, der vel bliver lidt besværlig, men dog ikke meer end rimeligt er.

Lev nu vel, min kiære Fader, hils Moder mange Gange. Fra Mailand, tænker jeg, det næste Brev. Hils ogsaa mine Colleger paa Bibliotheket. — —

Christian.