Kiøbenhavn, 5. Oct. 1852.
My dear Boy,
Dit Brev af 20.—22. Sept. (Mailand—Genua) var mindre uventet, men ikke mindre kiært og behageligt end det forrige — eller rettere, var det endnu langt mere, efterat det var læst. Det forvissede mig om, at Du var kommen vel fra den ganske alvorlige Schweitzer-Vandring. Fra 7.—15. Sept. (altsaa i 9 Dage) at begynde den i Zürich og ende den i Bellinzona, er et Foretagende, hvortil der altid skal Kræfter, Sundhed og Udholdenhed. Jeg kan vel haabe, at alle tre Omstændigheder, baade for dig og din Ven og Ledsager, ikke allene have været tilstede, men have vundet, snarere end tabt ved dette Foretagende. Jeg negter ikke, at det forekommer mig vel hurtigt udført, men forudsætter dog, at Du har vundet langt mere, eller havt et rigere Resultat, end af din Flugt giennem Tydskland fra Hamburg til Zürich; thi at vandre 9 Dage til Fods er dog i sig selv en ulige mere langsom Reise — en Reise med langt mere Tidsindhold, og følgelig langt mere Udbytte i et Land som Schweitz, end en Flyvereise giennem Tydskland paa Jernbaner i 4—5 Dage. Jeg er ellers noget tilbøielig til at troe, at Du vel har beskuet, nydt og opfattet Naturen i Schweitz, men kan i det mindste af dit Brev ikke see, at ogsaa Biergfolket, der beboer dette Europas — tilligemed Italien — mest bereiste Land, har beskiæftiget dig synderligt under Vandringen. Dertil kunde dens saa uafbrudte og hastige Fortsættelse heller ikke levne megen Tid eller Ro. Jeg maa altid tænke herpaa; thi Naturen, uden Mennesker, bliver for mig dog — under længere Ophold og Beskuelse — omsider til et Slags Landskabsmaleri. Der maa levende Staffage til; og jeg kalder her naturligviis levende den, som i det virkelige Landskab bestaaer i Mennesker, jeg ikke blot seer at være eller røre sig i Naturen, men som jeg i nogen Tid kan leve med og tilegne mig et Indtryk s. 17og Billede af, som af Naturen. Det vil interessere og fornøie mig, endnu engang at læse dit Brev med et Reisekort ved Siden, for at følge din Route. Jeg vil da fornye den Følelse af Taknemmelighed imod de høiere Magter, som fyldte mig, da jeg havde sluttet dit Brev; thi der hører noget til, paa saa lang og møisom en Vandring, at lægge den tilbage med et saadant Held og uden al Hinder eller Ubehagelighed, hvorom jeg ikke finder et Ord i Brevet. Jeg undrer mig ikke lidt over, at den i sit Udseende svage, spinkle Brøchner, der er saa lidt vant til at færdes, saa godt har taalt Schweitzerreisen. — —
I øvrigt fornøier og interesserer det mig virkelig, at Du er kommen til at giøre en Schweitzer-Reise, thi en Natur som denne manglede i dine Erfaringer, i hvor rige disse dog allerede ere. Jeg kan ikke tænke mig andet, end at disse op- høiede Naturbilleder maa efterlade sig mægtigere og dybere poetiske Indtryk i din Siæl, end dem, de have fremkaldt hos Ingemann — naar man vil dømme efter hans Alpe- og Schweitzer-Poesie, som vel hører til det svageste og daarligste, han har skrevet. Hos dig vil denne Naturbeskuelse, forestiller jeg mig, virke mere middelbart og befrugtende, end den vil gaae over i beskrivende Digte; endskiøndt Du dog ikke burde have forsømt, i en roligere Time (f. Ex. i Florents) at have grebet et eller andet poetisk Motiv af Schweitzer-Reisen, imedens Indtrykket endnu var i sin fulde Friskhed, til en lyrisk Behandling. Det var dog Skade, skulde den hele Schweitzer-Vandring ikke efterlade en eneste poetisk Frugt til Erindring om den sublime Alpenatur. Jeg vil ogsaa ønske, at den ikke — hvad man vel kunde befrygte — har været saa hastig og forceret, at Anstrengelse og Træthed undertiden have skadet den fulde Nydelse og svækket Indtrykket paa Siælen. Jeg kommer til at tænke paa min lille Spadsering ved Søllerød Bakke og omkring Søen. Denne var jo en Bagatel — ikke at nævne, hvor Talen er om Alpevandringer. Men Indtrykket var derimod saa levende hos mig, at det endnu efter 2—3 Uger staaer ganske friskt i min Erindring. Det vil interessere mig at erfare af dig, naar Du først er i Rom, og der kommer i Ro og Hvile, hvorledes din Schweitzer-reise deri sin Heelhed virker hos dig, og hvilket Total-Indtryk den har efterladt sig. Naturens sublime og mandige Charakteer i Schweitz vilde hos m i g upaatvivlelig sætte meget af Italiens større Yppighed og blomstrende Rigdom i Skygge. Min Reise giennem Savoien — det fattige, for en Dal svagt befolkede, s. 18lidet dyrkelige Fieldland — giorde et Indtryk paa mig, som hverken Italien eller Tyrol kunde svække. Nu er ogsaa dette kun en fiern, bleg Skygge; men i det Hele mindes jeg dog vel mere af Savoien, end af Tyrol. — —
Naar Du modtager dette Brev, vil Du allerede være fortrolig med din Reises Hovedmaal, den evige Stad, der har giennemgaaet saa sørgelig en Krisis siden Du forrige Gang saae den, og fik den kiær. Jeg venter mig særdeles, og med spændt Videlyst, at erfare af dine første Breve fra Rom, hvorledes Du efter denne Mellemtid finder Staden, og om din Interesse og Kiærlighed til den ganske har fornyet sig. Jeg vil ønske det; og ønske at Du ogsaa i Rom maa finde meer end et Sted, hvor Du lever i fornyet Beskuelse og Nydelse. Din nærværende Reise, med 4—5 Aars større Modenhed og Livserfarenhed, maa fremkalde en høiere og større activ Aandsvirken hos dig, der maatte bære Frugter for dit hele følgende Liv, i det mindste for flere følgende Aar af dette. Det skulde glæde mig høiligen, om jeg sporede og erfarede dette; thi det har altid forekommet mig, som Frugten og Udbyttet af din forrige italienske Reise ikke har været saa betydende og indholdsrigt, som jeg havde formodet. Jeg maa dog her giøre en Undtagelse for det italienske Sprog og en Deel af dette Sprogs Literatur, hvormed din Reise giorde dig fortrolig, eller gav dig deri en Indvielse, som vel ikke mange i Danmark dele med dig. For din Oversættelse af Dante kan og bør Opholdet i Rom ogsaa blive frugtbringende; men jeg har nogen Tvivl om, at Du der kan blive færdig med Purgatorio. Det er jo i sig selv et umaadeligt Trællearbeide, og saameget mere, jo mere Du vil sørge for, at anden Deel i ingen Henseende — skiøndt Arbeidet her for Poesien er mindre lønnende — skal staae tilbage for den første.
Jeg seer af Lovéns, som mig synes smukke (jeg tør jo ikke, af sine gode Aarsager, sige heldige) Oversættelse af »Lusiaderne«, at han har omarbejdet anden Udgave, som tillige er forøget med de forhen manglende 4 sidste Sange, og forladt sin Fremgangsmaade i omtrent Halvdelen af de 6 første Sange, som han i forrige Udgave, efter Originalens Forbillede, havde oversat i lutter qvinde lige Riim. I den nye Udgave afvexle mandlige med qvindelige Riim i Stanzerne paa sædvanlig Maade. Han mener derved bedre at have brugt sit Sprogs Kræfter og Egenheder, og at have forbedret sin Oversættelse ved mange smukke mandlige Riim. Jeg er nær ved at troe, at dette havde været ønskeligt, ogsaa s. 19i Oversættelsen af Dante. Kommer Du engang til Paradiso, lod det sig inaaskee giøre, da at lade en Forandring indtræde — som imidlertid paa en Maade vil betage Værket dets ydre Eenhed. — Jeg ønsker dog i hvert Tilfælde, at Dantes Muse ikke ganske skal lægge din egen i Baand og Lænker i Rom; og bl. a. har dine skiønne — jeg vilde næsten sige classiske Sonetter vækket det Ønske hos mig: at Rom maatte fremkalde en Cyklus af Sonetter — der have Stof nok i Konstens uforlignelige ideale Skiønhedsrigdom — og hvori Du kunde give et Sidestykke til de Goetheske venetianske (eller romerske?) Epigrammer. Men hvad hielper slige Ønsker? Poesien maa komme af sig selv, skiøndt jeg dog troer, den ogsaa kan indbydes, og til mange Tider gierne hører sig kaldet — eller i visse Forhold og Timer snarere, end i andre.
Du maa ikke heraf forledes til at troe, at jeg kun lever med dig i din Poesie, eller din poetiske Virken, eller at det var mig om at giøre, at Du skulde lade dig fremdrive til en saadan Virken, uden indvortes aandeligt Kald. (Jeg vil kun i Forbigaaende yttre min Forundring over, at et saadant Kald ofte er opkommet hos dig, naar jeg egentlig mindst ventede det; og virkelig finder jeg, at Du maa have et sieldent Kald til at skrive hvad man kalder Leilighedsdigte — at dømme efter nogle af dine Poesier, som høre til den Art.)
Personlig er Du mig dagligen endnu langt mere nær, og i Sindet, hvortil det heller ikke var fornødent, at jeg omtrent hver Aften, siden Du reiste har tilbragt et Par Timer i dit Værelse, som bliver det Sted, hvorfra i det mindste 1ste Hefte af mit danske Glossarium vil udgaae — som en Modsætning til de allerede ikke faa poetiske Udgydelser, som her ere blevne til. I den Anledning kommer jeg til at erindre Atterboms sidste Brev og hans Yttringer om dine lyriske Digte, hvilke jeg til Slutning vil meddele dig til Opmuntring. Atterbom hører vel nu mere til de milde, end, som jeg, til de strenge æsthetiske Bedømmere, men tillige til de sande, uden alle Sideblik dømmende. Han skriver: »Din Son är en prægtig Fyr. Hans »Dæmring« har jag läst altsammens med nøje; det är något af det bästa jag på länge sett af lyrisk poesi. Der är, hvad man nu sällan träffer, et verkligt, eget lif — Sanning i känsla og ton; förening af uppfinning med technisk virtuositet, af Innerlighet med objectiv Fasthet och Klarhet, af Manlighet met Ljufhet och Skärhet. Mere derom en annen Gång«. En saadan Dom af en Digter og Prosaist som Atterbom er vel saa god, som Nogens her i Danmark. Dermed maa s. 20Du altsaa for i Dag nøies. Din Moder og Alle i Huset ere vel. Nyheder herfra skulle følge i mit næste Brev, som formodentlig gaaer directe til Rom. Hils Magister Brøchner venligst.
C. M.